Who let the dragons get out?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2014
  • Opdateret: 2 apr. 2014
  • Status: Igang
Dragemester Ja med sådan en titel var der visse forventninger til en… Det finder David ud af, da han får en særlig sag på halsen: Nogen har lukket dragerne ud af deres bure! Han bliver derfor pålagt to ting: 1. Han skal fange dragerne 2. Han skal finde ud hvem der lukkede dem ud? Men den første del er i sig selv svær nok eftersom det ikke er almindelige drager, der spyr ild eller vand. Nej nej det er formskiftende drager, der kan tage skikkelse af hvad som helst og hvem som helst. For at gøre det bare lidt sværere så kan de også tage vedkommendes magiske evner til sig. Meget frustrerende for en dragemester, der faktisk er klar til at forlade branchen, men nu bliver han nødt til som det sidste at indfange disse drager. Det hjælper slet ikke at den anden del også plager ham, for hvorfor har han en fornemmelse af, at han godt ved hvem det er, der lukkede dem ud og at der står noget langt alvorligere på spil end at par drager er sluppet fri? (Inspireret af nr.3 i Fantasy konkurrencen)

2Likes
0Kommentarer
335Visninger
AA

5. David i pink?

 

Efter to dages hård march kom David endelig til den første by. Han havde allerede kunne høre og lugte byen inden han overhovedet så den, da vinden bragte ham alle lydene og lugtene med sig i det den passerede igennem byen. Som om den ønskede at hjælpe ham… Eller det modsatte for det varede ikke længe før hans lugtesans var ved at blive overstimuleret så at sige af alle lugtene og duften af kanel forsvandt.

David gryntede frustreret så et par bønder, der gik forbi ham, så undrende på den fremmed altså ham, der var standset op midt i deres by så sent på eftermiddagen. 

Bønderne grinede dog  højlydte da den fremmed hurtig måtte hoppe til side for en gammel mand og hans kærrer, der blev trukket af et par store okser, som ikke satte farten ned selvom han fik flere folk til at springe for at redde livet blandt andet den fremmede.

David hævede truende hånden efter kærren, da den skrumlede videre, inden han lod den falde ned langs siden igen og så sig omkring. Han kunne ligeså godt tage ind på en kro for natten og … ”DER ER HAN!”  Brølede en mand der stod et par meter væk fra dragemesteren. Dragemesteren så undrende på manden, han udfra dens påklædning hurtig konkluderede at det drejede sig om en soldat, der rasende kom imod ham. Han så sig fra side til side og det gik op for ham at det var ham soldaten tydeligvis mente.

Der var bare et lille problem..

Han havde aldrig set soldaten før. Han nåede ikke dog hverken at sige noget som helst før soldaten var over ham for at give ham et par solide øretæver.

David reagerede promte og det var med vilje.

Efter flere år som dragemester havde gjort at hans reflekser var spændt til bristepunktet med undtagelse af de dage hvor han havde siddet over sin billige sprut, og syntes hele hans liv bare var en stor gang Lort.... Det var dog slut for en tid med sådan nogen tanker. 

Han vendte tilbage til virkeligheden og sendte manden tilbage af samme vej som han var kommet med et solidt knytnæveslag mod kæben. Han bed knap nok mærke i at hans hånd dunkede smertefuldt bag forbindingerne i det han gik hen for at hive soldaten op på bene og  snerrede ham ind i hovedet:

”Hvor vover du at angribe en dragemester!? VAR SVAR MIG?!”

Normalt hadede han at bruge sit erhverv til at true med, men han orkede ikke at være venlig lige nu. 

Soldaten var fortumlet, nogen af hans tænder føltes som om at de var slået løs og manden han havde forsøgt at tæve virkede faretruende nær. Han kiggede ind i nogen gnistrende vrede brune øjne, der lyste af vrede og…. vent lidt brune?

Soldaten stønnede forpint, da dragemesteren tog et bedre tag om dennes hals i stedet for vamsen soldaten var i klædt oven over sin brynje og langsomt forhindrede manden i at for luft indtil: ”Undskyld hr. dragemester, han troede de var en anden, hvis han havde givet sig bedre tid ville han have set de kun ligner manden han troede de var udseendemæssigt.. I raseriets lys ligner alle hinanden jo…”

Dragemesteren vendte blikket væk fra manden og betragtede en af soldatens kammerater da de samme gyldenrøde farver gik igen i dens påklædning. En svag duft af vanilje hang ved dem da han havde fået luft for sin vrede. Han slap derved soldaten han holdt oppe og spurgte kammeraten, mens soldaten sank ned på jorden igen med dump lyd:

”Lad mig lige høre det igen…”

 

Et kvarter efter var David på vej over mod det værtshus , som de to soldater efter den anden endelig havde fået vejret tilbage havde fortalt om. En intens duft af vanilje slog ham i møde da han smækkede dørene op ind til den overfyldte krostue.

Luften var tæt og der var bare alt for mange mennesker inde i den alt for lille krostue.

Folk bed ikke mærke til at han var trådt ind, faktisk var de mere optaget af at danne en stor tæt cirkel omkring et bord, at selv dårligste tyv ville kunne have stjålet deres bukser uden de ville opdage det eftersom de en gang imellem råbte og væddede.

Penge skiftede hænder hurtigere end øjet kunne se. 

David maste sig med besvær igennem  flokken og blev mødt af et forunderlig syn. Ikke nok med at duften af vanilje var næsten kvalmende eftersom den nu var blevet blandet med armsved og øl, men hans øjne var nær faldet ud af hans hoved da han så mod den spiller, der sad med en betragtelig stor mængde mønter.

Det var ham selv… eller en der lignede ham temmelig godt… bortset fra at vedkommende var klædt i fuldkommen pink tøj.

Han stirrede bare. 

Han kunne bedre forstå lejesoldatens reaktion på ham for der var ingen tvivl om at den lyserøde ”David” ragede til sig, mens denne grinte og lo af taberne omkring sig.

Der var dog bare en ting som bekymrede dragemesteren.

Han mærkede endda en lille smule kuldegysende at det gjorde ham mere end bekymret.

For hvordan vidste dragen hvordan han så ud?

Det kunne være et tilfælde, men som regel havde formskiftende drager behov for at have mødt eller set det de ville skifte om til.

David selv var ret sikker på at han ikke tidligere havde haft noget at gøre med formskiftere at gøre, men på den anden side. Han kunne jo ikke vide om de tilfældigvis havde fået øje på ham et andet sted. Han sukkede indvendigt endnu mere at spekulere over men det måtte vente til senere, nu gjaldt det om at få fat i den lyserøde "David" inden den skiftede sig om til noget andet. 

Han smilede en smule mest for sin egen skyld da en plan slog ned i ham. Det skulle nok blive sjovt det her…

Han trak sig ud af mængden igen, gik så en halv omgang rundt for at komme bagfra på den lyserøde "David". Da han endelig stod bag manden efter endnu en gang at have mast sig frem i mængden, greb han rasende fat i kopiens skulder og mens han råbte, trak han den op af stolen, der væltede med et ørerivende brag da folk blev fuldkommen stille:

”Din lille lusepuster, går og slider og slæber så tager du hen på den nærmeste spillebule og spiller! Din forkælede lille møgunge, jeg sagde jo til mutter hun skulle have kvalt dig fra fødslen!”  

Han forsatte med at skælde og smælde, mens han trak manden med sig ud af mængden, selvom denne forgæves forsøgte at protestere til stor morskab for de omkring stående, der straks kastede sig over guldet denne havde efterladt sig på bordet, da David havde råbt, at de bare kunne tage pengene. "Penge skal tjenes igennem hårdt arbejde ikke igennem spil," havde han prædiket selvom det havde skåret ham let i hjertet at sige dette. Helt ærlig faktisk ville han hellere end gerne have taget pengene, men den lyserøde "David" havde tydeligvis skaffet sig et par fjender og det ville være tåbelig at lade dem følge efter sig, mens han gav sin kopi et sidste puf ud af døren inden han fulgte efter.

Ingen tænkte på at følge efter de ens mænd, eftersom de kun kunne være tvillinger og man skulle ikke blande sig i familiestridigheder.

 

Dragemesteren fandt hurtig frem til en gyde, hvor lugten af fiskeaffald fortalte ham at ingen ville begive sig ned af denne gyde frivilligt. Han tog brutalt fat i sin kopi og slyngede ham hen af ad jorden, så det sagde splat. Den lyserøde kopi var endelig kommet sig over chokket over at dette overraskelsesangreb, for han rejste sig roligt op under dragemesterens vagtsomme blik, mens han sendte denne et smil, han gjorde klar til at åbne munden, men originalen afbrød ham hvast:

”Drop det der, du er afsløret.. Drage…”

Han hev et stykke blå silkesnor op af sin lomme, der duftede stærk af magi.

Hvordan duftede magi? Havde hans mester på et tidspunkt spurgt ham efter, da denne forunderlige evne havde vist sig. Han havde ikke kunne svaret på det den gang og han kunne heller ikke i dag. Det var bare noget han vidste.

Den lyserøde David så rasende på ham med sine krystal blå øjne i hans ansigt, imens dragemester brutalt bandt armbåndet omkring håndleddet på denne, gik derefter et par skridt tilbage uden at fjerne sit blik fra formskifteren, der i det samme som armbåndet var bundet sammen bukkede sig forover og en sølvhvid tåge slog omkring skikkelsen og skjulte den.

Den var ved at transformere sig.

 

2 sekunder efter  forsvandt tågen med et knald og den halvbøjet skikkelse rejste sig op, sagde med en forførende stemme:

”Bedre?”

Bedre var ikke ordet for det han så. 

Han måtte endda blinke adskillige gange, da dragens nye skikkelse var kommet frem.

En smuk kvinde med former som var en hver mands drøm, var dukket op med lyserødt glitrende krøllet hår som bevægede sig elegant igennem luften da hun slog med nakken. Hun var i klædt  mandstøj, der var ligeså lyserødt som hans var mudderbrunt med den betydelige forskel at hendes tøj sad tættere og fulgte hver eneste bevægelse hun foretog sig. Hendes hud var gyldenbrun de steder hvor tøjet ikke skjulte den, hvilket var hænder, fødder, hals og ansigt, som var en statue værdig: En høj pande, fremtrædne kindben og en lettere rund hage. Kvindens øjne kunne bedst sammenlignes med et kattedyrs form. De krystal blå øjne der var indrammet af sorte lange øjenvipper betragtede ham intens, inden hun sendte ham et gavtyvartigt grin, der afslørede et blændende smil.

Smilet vækkede dragemesteren op af sin måbende adfærd, da hendes tænder var ligeså spidse som en ulvs.

En påmindelse om at kvinden langt fra var et menneske.

”Det var bedre…” Med gav han køligt, fik tvunget sit blik væk fra den svulmende barm han kunne ane bag hendes vams mod det håndled, hvor han havde bundet den blå silkesnor omkring. Troldmanden havde talt sandt, da han gav dragemesteren tre silkesnore i en blålig farve. Han havde nævnt at disse snore ville tvinge dragerne til at antage en menneskeskikkelse, som vil bevare de fleste af deres dragelignende træk med undtagelse af deres evner til at skifte form.

Men… David rynkede panden imens han betragtede den lyserøde kvinde, hvordan skulle han kunne jagte de andre drager, når bare den første drage allerede var som et lyserødt advarselsskilt og han tog en indånding.. Hvilket fik kvinden til at se undrene på ham. Duften af vanilje var ti gange stærkere nu end før, det ville blive svært at fange duften af de andre drager. 

Han rystede let på hovedet, det var der intet at gøre ved nu og sagde, mens han vendte ryggen til denne og begyndte at gå ud af den ildelugtende gyde:

"Kom så Pinky... vi skal på indkøb..."
Den lyserøde kvinde stirrede forbløffet efter ham inden det gik op for hende hvad han havde sagt og pustede sig let op imens hun skyndte sig efter ham og nåede op på siden af ham og hvæste:

"Du skal ikke kalde mig Pinky lille dragemester!"

Han smilede indvendigt, da den kvindelige drage gav sig til at sludre og skælde ud, hvilket skabte en del opmærksomhed. 
Åh ja....Det ville helt sikkert blive mere besværligt end før at jagte de sidste to formskiftende drager

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...