At Bryde Grænser *Essay*

Et essay jeg skulle lave til dansk, efter vi var i USA i september 2013. Enjoy!

0Likes
0Kommentarer
916Visninger
AA

1. At Bryde Grænser

Har du nogensinde været ude og flyve? For det havde jeg ikke. Men vi var ligesom nødt til at flyve til USA, for at det ikke tog hundrede år og en dag. Så jeg skulle flyve for første gang.

Sådan set var jeg ikke bange, heller ikke nervøs. Bare spændt.

Jeg går ind i den helt lukkede gang, der fører en fra lufthavnen ud i selve flyet. Gulvet er ujævnt, og folk snakker og larmer, hvilket gør min hovedpine mere fremtrædende. Vinduerne i siderne af gangen udnytter jeg, og knipser nogle billeder med det kamera, jeg har lånt af min søster.  Flypersonalet hilser venligt med et ’Velkommen’, men man kan tydeligt høre rutinen i det.
 Snart efter sidder vi alle på vores pladser, mig med kameraet i skødet, i tilfælde af et pludseligt, muligt snapshot. Der bliver snakket og skrevet statusser til Facebook overalt, imens at flyet stadig står stille. I det øjeblik flymotoren startes, så det brummer let i hele flyet, klikker de sidste sikkerhedsseler i, og snart efter kører det store fartøj mod startbanen.
 Det begynder at kilde lidt i maven, da vi nu holder for enden af den lange asfaltvej, med sorte mærker efter tidligere landinger. Næsten med et ryk sætter flyet i gang, og farten øges, som var det en raket. Jeg tygger hårdere på mit tyggegummi, da den store maskine letter sig fra jorden, og hurtigt stiger i højden. Et sug i maven bekræfter stigningen, som flyet passerer skyerne og rejser sig højere i luftlagene.
 Det øjeblik går det op for mig, at der ikke er nogen vej tilbage. Jeg er på vej til Chicago, næsten 7000 kilometer væk hjemmefra.

Man kan ikke undgå at synes, det er akavet, at skulle bo med en familie, som man aldrig har mødtes eller snakket med før.
 Sådan er det åbenbart at skulle bo i værtsfamilier.
 Vi skulle mødes med dem på den skole, som det ene barn i familien gik på. Vi mødtes også med dem. En mor og hendes to døtre, hvor den ene var lidt ældre end jeg. Vi blev på skolen i omkring ti minutter, inden vi kørte hjem til dem.
 Der skulle vi bo i tre dage, sove i to nætter.
 Waterloo er en meget... Hellig by.
 Alle elever på den skole mente at sex før ægteskabet var forkert, og at man til fester i Danmark legede ting som Truth or Dare, Seven Minutes in Heaven eller noget i den retning, var helt galt. De gik ud af deres gode skind, hvis man sagde fuck, shit eller noget helt tredje i den dur.
 De synes, det er passende, at man ikke må drikke før man er 21, men godt må køre som 16-årig.  Men, at man i Danmark må drikke når de må køre, er helt absurd for dem. Og det faktum, at de fleste unge har haft sex før de er 18, var helt ude af deres forstand.
 Jeg kan ikke helt kapere deres måde at se tingene på.
 - men de har det nok på samme måde som mig, den anden vej rundt.

Man kan ikke bare sådan komme sig over synet af en tigger på gaden, der kigger bedende op på en, i håbet om at få hjælp. Man mærker et stik i hjertet, men desværre også en tvivl om, om det nu er nogen, der lader som om de er ude af hus og hjem for ekstra penge.
 Jeg har ikke tal på hvor mange tiggere jeg så på gaderne i Chicago. Og alligevel gav jeg kun penge til en.
 Én.
 Jeg forstår ikke hvorfor jeg gav mine småmønter til lige præcis ham, og jeg forstår heller ikke hvorfor jeg ikke gav til andre… Jeg tænkte vel bare, at jeg vel godt kunne give til en enkelt. Nogle småmønter til eller fra er intet for mig, men alt for ham. Måske var det, det min underbevidsthed gjorde mig opmærksom på. Jeg ved det ikke, og kommer nok heller aldrig til at vide det.

Det er i orden at se folk i skolen, da man kun er påtvunget det i skoletiden. Altså, ens klassekammerater er vel søde nok, på et eller anden plan alle sammen, men nogle bliver man bare hurtigt træt af.
 Det oplevede jeg på turen. At skulle bo fire dage på et hotel, med fem andre piger, og et enkelt badeværelse. Det er altså virkelig slemt nogle gange! Man skal virkelig passe på ikke at krydse grænsen hos de andre, og lære at gøre sine egne klare og optrukne med neonlys.
 For seks piger på samme værelse… Ja, lige meget hvor meget du prøver at være tolerant, så VIL der komme bitchfights. Det positive er dog, at der ikke kom halvt så mange af dem, som jeg troede der ville. Bonus!

Nogle gange burde man bare sætte sig på en bænk et offentligt, befolket sted. Som en togstation eller noget. Bare sidde og kigge på folk. Nej, ikke kigge, se. Se folk, og deres forskelligheder. Det er virkelig det, der falder mig ind, når jeg er steder som Chicago. Der er så mange forskellige mennesker, på så mange tænkelige måder.
 Altså, lad mig sige det sådan her… Det gik fra kinesiske mænd i jakkesæt, til en let- og pink-påklædt formodet bøsse, for det var i hvert fald ikke en pige, der gik rundt på The Magnificent Mile, med en ghettoblaster på en sækkevogn, spillende Britney Spears. Jeg siger det bare: RESPEKT.
 Men hvis man bare sætter sig ned, og lægger mærke til alle de typer der er – måske nogle vi aldrig ville være tæt på at se i Danmark, eller måske minder overraskende meget om hjem…
 Prøv at forestille dig at gå i deres sko en dag. Hvad for nogle ting de skulle finde sig i, eller måske ikke skulle finde sig i, hvor mange grænser, der ville blive brudt efter vores mening. Chefen der mener, man er uduelig, og ikke skjuler det, som kineseren måske kunne opleve det. Eller bøssen, der måske må leve med lede råb og kaldenavne, bare fordi han viser hvem han er.
 Tanken er interessant.

Der er mange, der mener at grænser brydes på sådan en tur, som jeg har været på, men jeg kan ikke komme på nogen grænser der er blevet brudt hos mig. Godt nok er jeg kommet over landegrænser, så vel som statsgrænser, men personligt, tror jeg ikke der er nogle umiddelbare grænser… Selvfølgelig, bitchfights og urimelighed skubber og prikker ekstremt til din tolerance og tålmodighed, men det har ikke brudt nogle deciderede grænser… Men det kan også bare være, jeg ikke har tænkt videre over det…
 Måske skulle jeg bare sove på det. Jeg er træt. Jetlag er træls.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...