Dont forget where you belong (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2014
  • Opdateret: 26 maj 2014
  • Status: Færdig
Jenna Montgomery er 19 år. Hun er MEGA fan af nutidens hotteste boyband One Direction (Det vil sige hun er Directioner.) Hende og veninden Lucy skal til One Direction koncert på Take Me Home Tour og glæder sig utrolig meget. Deres største drøm nogensinde er at møde dem og ikke bare være endu en "fan" for dem. Hvad vil der ske i historien? Læs den for at finde ud af den. (Beklager for dårlig beskrivelse da det er min første movella.)

11Likes
17Kommentarer
1114Visninger
AA

8. Stay.

Jenna's synsvinkel:

Vi var nu vågnet op og skulle hjem i dag. Vi satte os ud i køkkenet for at få noget morgenmad.

Vi sad alle bare og kiggede lidt ned i maden.

"Denne her måned er bare gået alt for hurtigt..." Sagde Zayn og kiggede ned i sin mad. Vi nikkede alle.

"Ja..." Sagde Niall.

Jeg var simpelthen bare så ked af det... Eventyret måtte ikke slutte, jeg ved godt at Niall sagde det lige var begyndt men jeg forstår slet ikke hvordan han kan tænke sådan.

Jeg rejste mig og gik ind på badeværelset. Niall rejste sig og gik også hen mod badeværelset. Han stod foran døren.

"Jenna?" Spurgte han stille. 

"Hvad." Hulkede jeg imens jeg kiggede ind i  spejlet og var rød under øjnene. 

"Luk mig lige ind." Sagde han.

Jeg gik hen mod døren og låste den op. Jeg stod med tåre i øjnene og kiggede på ham. Han gik ind på badeværelset og gav mig et stort kram. Jeg puttede mig helt ind til ham.

"Jeg fatter det bare ikke... Hjem til det gamle liv hvor ingenting sker." Hulkede jeg ind i ham.

"Det okay, vi må bare lige findet på noget, dette er ikke slut." Sagde han og kiggede på mig med et smil. 

"Hvordan?" Spurgte jeg og kiggede.

"Kom med." Sagde han med et smil.

Vi tog hinanden i hænderne og gik ud i sommerhus haven, der var godt vejr. Vi lagde os på græsset og snakkede.

"Så hvad er det du frygter?" Spurgte Niall.

"Det hele... Det med at miste kontakten til dig og..."

"Og hvad?" Spurgte han.

"Jeg har ikke noget hjem... Kun hos mine forældre men de... De er flyttet til Balin lige efter vi kom og boede her. Og nu ved jeg ikke hvor jeg skal gøre af mig selv, jeg er helt lost." Sagde jeg.

"Jammen lille skat dog! Det skulle du bare have sagt noget før!" Sagde han og omfavnede mig.

"Du kan altid komme til mig når du har problemer, du må gerne bo sammen med mig hvis du har lyst?" Sagde han.

Jeg satte mig hurtigt op på græsset og åbnede munden. Jeg stammede.

"Me, mener du v, virkelig det!" Sagde jeg chokeret.

"Ja! Hvorfor da ikke?." Spurgte han imens han også satte sig op.

Jeg pressede mine læber mod hans og gav ham derefter et kram.

"Du ved jeg elsker dig ik?" mumlede jeg ind mod hans skulder.

"Det gør jeg skam, og det samme gør jeg med dig." Sagde han og kyssede mig hurtigt.

"Men hvad med Lucy og Liam?" Spurgte jeg.

"Der må vi se hvad de beslutter sig." Sagde han.

"Det var dejligt at snakke med dig." Sagde jeg og smilede.

Vi rejste os op og tog hinanden i hænderne.

Klokken var 16:13. Vi gik ind til de andre. Liam sad i sofaen med en sovende Lucy på sit skød. 

De andre så bare tv.

"Hvad så?" Spurgte Louis.

"Vi har bare lige besluttet at Jenna kan bo hos mig." Sagde Niall og smilede.

"Tillykke." Sagde Liam og smilede. Det gjorde de andre også.

Mig og Niall satte os ved siden af Liam der lå med en sovende Lucy.

"Så hvad har i tænkt jer?" Spurgte jeg Liam og kiggede alvorligt på ham.

"Jeg ved ikke om hun er klar til at flytte sammen med mig. Hun er meget syg her for tiden." Sagde Liam.

"Åh, hvordan syg?" Spurgte Niall.

"Hun er meget svag..." Sagde Liam med tåre i øjnene.

Vi blev alle stille... Også de andre drenge.

Der var gået 2 timer og Lucy var lige vågnet. Hun så så svag ud. Hun lignede kun skind og ben. Vi gik hen i spisestuen for at få noget aftensmad. 

"Hvordan går det Lucy?" Spurgte jeg.

"Det... Jeg er bare... Uh..." Sagde hun og kiggede ned i maden. Hun snakkede meget svagt.

"Nå..." Svarede jeg lidt bekymret.

Men så faldte Lucy om. Og lå på gulvet som om hun var besvimet.

"LUCY!" Råbte vi alle.

Liam satte sig på hug ned til hende.

"En eller anden ring til en læge!" Råbte han.

Harry skyndte sig frem med sin mobil og ringede efter en læge. De kom efter 10 minutter og kørte hende til hospitalet.

"Jeg fatter ikke at dette sker igen." Sagde Liam med sine hænder op i ansigtet.

"Heller ikke mig." Sagde jeg imens jeg satte mig ned med tåre i øjnene.

Vi kørte hurtigt ud til hospitalet og sad i et venteværelse. 

Louis gik hen for at snakke med en sygeplejerske om det.

Efter noget tid kom han tilbage til os andre.

"Hvad sagde hun?" Spurgte Harry.

"Hun sagde at hun nok havde haft spise forstyrrelser og... Nu mangler hun bare at vågne igen... Hvis hun vågner igen." Sagde Louis nervøst og tog sine hænder i baglommerne.

"Jeg vil op til hende." Sagde Liam med tåre i øjnene.

Vi kom op på hendes værelse, hun var i koma. De andre tog hjem efter en time, men mig og Liam ville blive her hele natten. Det var nu midnat. Mig og Liam sad bare på en stol og håbede og ventede på at hun ville vågne, hvis hun ville. De eneste lyde der var var lyden fra maskinen, den sagde små bib lyde.

 

Her var så kapitel 8! Jeg syntes selv at det var et meget meget dårligt kapitel, men hvis i syntes om det er det jo fint. Tak fordi i læser med :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...