One direction - little things - just a little romance?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2014
  • Opdateret: 22 apr. 2014
  • Status: Igang
Amy er en pige på 18 år. Hun er lige gået ud af sit gymnasium. Hun gik ud så tidligt, fordi hun altid har været så klog! Amy bliver mobbet, og en aften da hun skal ud og spise med hendes forældre, som hun er meget tætte med! Køre de galt.... Hun er den eneste overlevende, hun flygter. og med sine kvæstelser besvimer hun... Pludselig vågner hun op, og ser 5 velkendte ansigter. One direction! De har fundet hende - hun har ingen steder at gå hen, og one direction vælger at lade hende bo hos dem. De aftaler blandt drengene at ingen af dem må forelske sig i hende, bare for at skåne hendes hjerte mod at blive såret yderligt. Men Harry og Amy begynder at få noget sammen? Se hvad der sker....

48Likes
27Kommentarer
2053Visninger
AA

2. lost

Jeg stod foran spejlet og satte mit hår "OMG!" sagde jeg surt, da jeg hele tiden blev ved med at ligne lort med både knold, hestehale, fletning osv... "Fint, du får det som du vil!" sagde jeg surt og lod bare håret hænge ned af siden på mig, helt løst. "Amy.." lød det nede fra stuen "Kommer om lidt" mumlede jeg, faktisk vidste jeg godt de ikke ville høre det - men maaaaagtede ikke at råbe "skatte pige" lød det lidt højere fra stuen igen. "Jeg kommer nuuuu" sagde jeg muntert. Jeg tog min taske hover skulderen og løb ned af de mange trapper. 

Mit tøj =


"Hvor er du fin skat" sagde min mor og kyssede mig på kinden "Du bliver så hurtig stor" mumlede min far, og hvis jeg ikke tog helt fejl, havde han tåre i de brune øjne "Org gamle jas, jeg løber skam ingen stader" sagde jeg og grinede lidt af min far "Jeg er da ikke gammel" sagde min far, og smilede sit velkendte far smil. 

 

Jeg sad og hørte musik i bilen "WHEN YOU READY COME AND GET IT, NAAAH NANANA, NAAAAAAH NANANA" skrålede jeg "Skat, du ved godt vi kan høre dig?" sagde min mor og hev høretelefonerne ud af mine øre "Jaja" mumlede jeg muggen "Hvad skal i have at spise på mexicaneren?" spurte jeg muntert "Uff, det ved jeg ikke helt" sagde min mor stille men stadig glad "Jeg tror jeg skal have den glade bøf" sagde min far, og savlede nærmest ved tanken... ewww... "NEVER! Man får mega meget diare af den bøf - sidst boede du ude på lokummet i 3 dage" sagde jeg chokeret "Haha, skat - det tror jeg altså bare er i din fantasi" sagde han og kiggede hen på min mor som smilede tilbage. Jeg lænede mig tilbage *sådan noget voksen pjat, det var da rigtigt* 

 

"PAS PÅ!" råbte min mor, jeg fik et chok, der var en dreng på min alder med hans ven som lavede vines ude på vejen "SHIT" råbte jeg. Min far prøvede at undvige, men bilen skred og væltede om på siden, den røg lige ind i et træ..... Der blev helt stille. Jeg begyndte at græde stille, så begyndte jeg at hulke, og til sidst skreg jeg nærmest "MOR, FAR" fik jeg hostet frem. Intet svar lod sig høre. Jeg begyndte at græde endnu mere. Jeg fik spændt mig ud af selen, og humpet mig frem så jeg kunne se dem... Jeg så det værste jeg nogle sinde kunne forstille mig! Min far hang lidt i selen og dinglede, smurt ind i blod, og min mor lå bare mast op mod ruden, fyldt med glasskår og blod. "MOR FAR" skreg jeg højt, jeg hvinede "NEEEJ" græd jeg, nej hulkede jeg! Jeg vidste ikke hvordan jeg selv så ud, men jeg kunne mærke jeg var slemt skadet. Jeg tog min blodige hånd op til mit hoved, og hånden blev pludselig mere blodig. Hvorfor kom der ikke nogle!? Jeg slog min hånd igennem ruden, så hårdt jeg kunne - nogle få glasskår satte sig i min hånd, men det var ikke noget i forhold til resten af smerten. 

 

Jeg humpede af sted hen af gaden, ja mere kravlede - jeg havde ingen kræfter. Jeg skævede tilbage mod bilen. Der var blevet dannet en stor rundkreds om bilen, og FALCK kom kørene nu. Hvorfor var alting så tåget? Jeg... jeg skulle bare lidt længere - bare lidt..... alt blev sort.....  

 

"Hallo?" jeg vågnede stille op på en læge briks af en art "Hvor... hvor er jeg?" sagde jeg stille og tog mig til hovedet, "Av" sagde jeg - ja jeg ramte et ømt punkt. Pludselig strømme alt fra i går tilbage til mig "HVOR ER MIN MOR OG FAR" råbte jeg. Det var først nu, det gik op for mig jeg sad foran hele one direction "Vi fandt dig på gaden.." sagde Niall bekymret "Du var helt blodig, og vi troede faktisk du var død" sagde Liam stille "Vi besluttede af få vores private læge, Martin, til at kigge på dig" sagde Zayn, og så uskyldigt på mig "Jeg... i.... i er ... one ....direction" Jeg var stadig i chok... Jeg var ikke directioner, men jeg elskede deres musik. jeg måtte tage mig sammen "Hvad fejlede jeg så" mumlede jeg mildt, og bed mig lidt i læben. Min tunge mærkede et sår. Var der dog ikke et sted jeg ikke havde skræmmer?

 

"Du var heldig unge dame" lød det fra en mand der kom gående, "Du må være Martin" sagde jeg stille "Ja, men hvem er du?" sagde han venligt "Mit navn er Amy .. og" jeg bed mig i læben for ikke at græde, men tårrene kom alligevel "Hvad fejler jeg" hulkede jeg. Harry kom hen og holdt min hånd "Hvad laver du" sagde jeg forskrækket og så hen på Harry med våde øjne, som havde sat sig på kanten af briksen. "Jeg ville bare trøste dig" sagde han, og gav mig et flirtende, men alligevel støttende blik - der var ligesom en connection her!? "Du var som sagt heldig! Du har en slem hjernerystelse, og du er blevet syet i panden, kinden, armen, anklen, læben, øjenbrynet og øret" Martin ånede ind for at få luft "Du har forstuvet håndledet. Anklen var du tæt på at forstue" Han kiggede på mig, som et tegn på at jeg skulle sige hvad der skete...

 

"Vi skulle ud og spise på mexicaneren" Tårrene trillede ned af kinderne på mig "der var nogle drenge... på min alder" jeg hulkede nu "De fjollede og filmede på vejen.... far så dem ikke .... han undveg!" jeg snøftende og hulkede videre "Bilen væltede, og vi røg ind i et træ" jeg stoppede da jeg så synet af mine forældre for mig. Jeg skreg nu "NEEEJ" sagde jeg og lukkede øjnene "Det er okay..." sagde Martin blidt, og så surt på Harry, som et tegn på at han skulle stille sig hen til de andre! "Hvad gjorde du så?" sagde Martin stille, og meget blidt "Jeg flygtede, de var helt stille.... jeg.... jeg vil ikke mere! LAD MIG GÅ!" skreg jeg "Rolig nu, du siger de var stille?" sagde Martin "de var døde" hulkede jeg "Det er nok for nu Amy, du kan bo her hos os fra nu af?" sagde han stille. Jeg så på ham med våde øjne "Det er bedre end gaden" hulkede jeg" 

 

"Kom med mig" sagde Harry blidt og tog min hånd . Jeg støttede mig op af Ham og Niall, for jeg havde svært ved selv at gå lige nu... "Hvor skal jeg sove?" sagde jeg stille "Æhhh, vi har et ekstra værelse!" mumlede Liam "Ja, vi skal bare gøre det i stand!" sagde Louis glad "Du kan sove på sofaen i mens babe" sagde Harry stille. Babe? Hvem tror han lige jeg er !? En luder eller sådan noget? Han fulgte men hen til sofaen, og lagde mig blidt ned. derefter træk han sagte et tæppe hen over mig. Jeg frøs, jeg havde brug for et kram... "Se at få sovet" sagde Niall stille. Lyset blev slukket og de lukkede døren på klem...

 

#MUUUH

Hvad så!? Det var det første afsnit! Jeg håber i kunne lide det?

Læg gerne en kommentar om hvad i syntes?^^'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...