Make a Choice - Pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2014
  • Opdateret: 9 apr. 2015
  • Status: Igang
Nicol Just - en meget succesfuld skuespiller, sanger og danser. Alle forventede at hun opførte sig pænt og den mindste fejl kunne få hendes karriere til at briste. Som kun 19 årig, vælger Nicole at forsvinde. Glemme sin famile, venner, arbejde og Louis. I dag ca. 1 1/2 år senere, er hun er en normal 21 årig og alle kender hende som Nicole Justice. Men er hun glad? Hvad sker der når hun efter 1 ½ år uden Louis, pludselig møder ham igen? Især et spørgsmål bliver sværest for hende at svare på; Når valget mellem hendes nye tilværelse og den gamle bliver sat op mod hinanden, hvilken en vil hun så vælge?

37Likes
32Kommentarer
3026Visninger
AA

8. Today is a great day! ..Or not

I dag er alting godt! Det er den sætning som jeg nu har gentaget for mig selv for fjerde gang her til morgen. I dag er alting godt. Femte gang.

 

”Er du helt væk eller sådan noget?” Troys mørke hæse stemme får mig ud af mine happy tanker og jeg vender forvirret mit blik over mod ham. ”Ja, du har bare sat for dig selv og stirret ud i luften med et meget mærkelig smil i ansigtet, i..” Han kigger kort ned sin mobil, før han igen kigger på mig. ”i 15 min.”

 

15 min, seriøst! Wow hvad sker der lige for mine tanker i dag? Det må være efter chokket fra i går, som har ramt mig! Men jeg skal ikke tænke på dem i dag, for i dag er alting godt! Sjette gang. For forhåbentlig har drengene glemt mig, fået snakket med mig - så de ikke behøver, at kontakte mig og eller bare travlt med andre ting. Ja, det er godt. Selvom jeg må indrømme at det var vildt hyggeligt, at snakke med dem igen, grine med dem, ja, bare se dem! Jeg har savnet dem og jeg savner dem stadig!

 

Nej! Stop dig selv Nicole, du skal ikke tænke på dem. Det er et overstået kapitel, måske vil de blive skrevet ind i historien igen, men først når DU vil have dem skrevet ind. De skal ikke bare dukke op ud af det blå og skrive sig selv ind. Niks, nope - det kan ikke komme på tale eller på skrift!

 

”Nicole er du der?”

 

Okay, er lidt stolt af min egen sammenligning eller kalder man det billedsprog?

 

”Nicole!”

 

I hvert fald vil jeg give mig selv et mentalt skulderklap til mig selv. Nu skal jeg så bare huske, at fokusere på mine happy tanker, for i dag er en god dag! Syvende gang.

 

”Seriøst Nicole ignorerer du mig med vilje?”

 

Hey, jeg kunne godt tænke mig at høre happy sangen med Pharell! Den er god! Ælsker den med æ! Og når det er med æ betyder det at man ekstra ælsker noget! Jeps!

 

”What! Hvad laver One Direction her!”

 

A-hvem er her! Mit hoved drejer hurtigt rundt og følger Troys finger som peger over på en vase. Hvad sker der for at han bare pludselig råber det? Det kan han da ikke bare! Jeg vender surt mig hoved rundt mod ham og kan mærke at mit hjerte langsomt glider på plads igen. ”Hvad skulle det til for!” vrisser jeg surt af ham, da jeg endelig møder hans øjne.

 

”Du svarede aldrig på mit spørgsmål og jeg har kaldt på dig omkring 3 gange. Den eneste måde jeg kunne få dig til, at reagere var, at sige; at One Direction var her” Han griner lavt af mig for sig selv og ryster svagt på hovedet. Ups.

 

”Seriøst?” Mumler jeg til mig selv og kigger lidt akavet ned i gulvet.

 

”Ja - seriøst. Hvad tænkte du på siden jeg ikke kunne få kontakt til dig?” Han stopper med, at grine og jeg kan se ud af min øjenkrog, at han kigger undrende på mig.

 

”At det skulle være en god dag i dag, fordi drengene højst sandsynligt glemmer mig og så kan jeg fortsætte med mit liv igen. Faktisk fik jeg den geniale idé, at sammenligne det med en bog!” Plapre jeg ud i et, men bliver afbrudt af Troys grin.

 

”Med en bog siger du.” Han griner lidt mere, men ser så undskyldende på mig. ”Josh og jeg skal hjem og besøge den store i dag, sååå -” ”I skal snart af sted, så jeg skal gå nu?” Afbryder jeg ham og fortsætter ”Kan jeg ikke bare blive her? Jeg har ikke nogen problemer med, at være alene hjemme og for det andet er jeres køleskab fyldt, hvilket mit langt fra er!” Jeg ser bedende op ham, med store hundehvalpe øjne - selvom jeg ved at det sjældent virker.

 

”Sorry Nicole - ikke denne gang” Ryster han svagt på hovedet og rejser sig op. I det han står helt op, hiver han også mig op.

 

”Og der er ingen chance for at jeg kan overtale dig?” Spørger jeg håbefuldt, men jeg er allerede på vej ud i gangen for, at få mine sko og jakke på.

 

”Nope” et enkelt ord svarer han mig med og jeg sukker opgivende.

 

”Jamen farvel så, hils Josh og den store!” Jeg får vendt mig om, imens jeg står på et ben og er i gang med, at få min ene sko på - meget elegant! Vi krammer på en meget mærkelig måde som jeg slet ikke kan beskrive og får endelig min sko på.

Jeg har gået omkring 100 meter eller sådan noget og jeg magter ikke at bevæge mine føder mere. Kald mig bare doven, for ja jeg er doven. Men seriøst 200 meter er også vildt meget, hvis man tænker på en myre eller en snegl, for dem er det jo næsten en livs rejse!

 

Jeg udstøder et suk over mig selv, jeg skal huske på at; i dag er alting godt! Ottende gang. Seriøst jeg burde egentlig virkelig stoppe med, at sige det til mig selv. Det begynder med, at være lidt mærkeligt.

 

Jeg bremser hårdt op, da det går op for mig at jeg jo skal ud og handle, for ellers har jeg ikke noget mad. Mit køleskab er bogstavelig talt 100% tomt! Jeg tror jeg har en halv liter gammel sur mælk, men det er så også det. Jeg skal den modsatte vej for, at komme hen til Brugsen, så nu har jeg lige gået 100 meter forgæves!

 

Jeg sukker endnu engang og fortsætter med at gå hen mod min lejlighed. Jeg ringer bare efter en pizza, så handler jeg ind i morgen. Dovenskab længe leve!

 

Jeg er næsten henne ved mit lejlighedskompleks da en kæmpe sort bil stjæler min opmærksomhed. Seriøst hvem kører lige rundt i sådan en i Danmark, den må jo være sygt dyr! Well, hvis man har penge har man alt - som så mange siger. Selvom jeg ved at man ikke har alt, ved at have penge. Langt fra. Jeg har stort set kun haft dårlig erfaring med det tak!

 

Jeg når op på siden af bilen - men er stadig omkring 3 meter væk fra den - og kigger ud af øjenkrogen, for at se om der er nogen inde i bilen, men bliver skuffet da den har tonede ruder. Måske kender jeg dem? Okay nej, bare nej Nicole! Hvem kender du lige som skulle køre rundt i sådan en bil, det ville jo kun være folk som - LORT!

 

Jeg når knap af nok, at tænke lort før to døre bliver åbnet i bilen og ud springer 5 højlydte drenge. Jeg vender hurtigt mit hoved væk fra bilen, som jeg åbenbart har vendt mod dem. Jeg sætter farten op og skynder mig hen mod hovedindgangen. I dag bliver ikke en go dag - der røg mine happy tanker lige. Suk!

 

”Vi har set dig Nicol!” Råber Niall højt og griner sit berømte Niall-grin, som kun han kan grine.

Jeg vender mig hurtigt rundt med et lettere panisk blik og møder kort Nialls glade øjne, som med det samme forvandler sig til undrende. Jeg fjerner mit blik fra ham og nedstirrer naturen omkring mig for, at se om nogen har hørt ham råbe Nicol. Det sidste jeg har brug for lige nu er, at folk opdager hvem jeg er.

 

Da jeg er enig med mig selv om, at ingen har hørt det sukker jeg lettet, men vender igen mit blik mod Niall. ”Vil du godt tie stille.” Vrisser jeg af ham og nu kigger de andre også mærkeligt på mig. ”Og slå så de hætter op over hovedet og få de solbriller på, folk skulle jo nødig genkende jer!” Vrisser jeg videre og kigger fra Niall til de andre drenge.

 

Jeg kan høre nogle mumlende kommentar som yes mam,’ ’sir - yes sir’ og easy’ forlade deres læber imens de - heldigvis for dem - slår deres hætter op over hovedet og tager deres solbriller på. Jeg er pænt ligeglad med om de syntes, at det er mærkeligt, men jeg skal ikke have halvdelen af Danmarks teenagere til at omringe min lejlighed - not today, not ever!

 

Jeg vender mig om igen og begynder med, at gå over mod hovedindgang endnu engang og laver et mærkelig håndkast som tegn på, at de skal følge efter mig. Ud fra lyden af traskende fødder går jeg ud fra, at de forstod det.

 

Jeg får låst døren op og går bare ind uden, at tænke på om de også når ind inden døren smækker i igen. ”hvorfor så travlt?” Kommer der spørgende bag ved mig, fra Harry.

 

Jeg sukker højt, for at være sikker på de alle hørte det og fortsætter op af trappen uden at forklare mig. Vi når endelig op på 5. Sal og jeg mumler spørgende for mig selv. ”Hvorfor var det nu at jeg købte en lejlighed på 5. Sal uden en elevator?”

 

Bag mig kan jeg høre nogle dæmpede fnis og jeg kan heller ikke selv stoppe med, at trække lidt på smilebåndet. Jeg får hurtigt låst min dør op og går ind i lejligheden. Jeg smider min jakke op på knagen og sparker mine sko af, så de lander oven i mine andre sko, som bare ligger hulter til bulter. Jeg kigger spørgende på drengene - som stadig er i gang med, at få deres overtøj af - og samler mine arme foran mig i et kryds over maven. ”Hvad laver i her?” For jeg endelig sagt, efter nogle sekunders stilhed.

 

”Vi ville bare lige se hvor du bor og fortsætte hyggen fra i går.” Liam smiler overbevisende til mig og hænger samtidig sin jakke pænt på plads. Jeg nikker som svar og vender mig om, væk fra dem.

 

Jeg begynder med, at gå længere ind i lejligheden og stopper op ved den første dør. Uden at vende mig om mod dem igen, peger jeg på døren og siger at det er toilettet. Jeg går videre hen af gang og ender i stuen, som jeg også får forklaret dem, at det er stuen. Jeg går hen i den bagerste del af stuen, hen mod køkkenet og fortæller, at det jo åbenlyst er køkkenet.

 

Jeg vender mig om og går tilbage til gangen og peger på to døre som er lige ved siden af hinanden. Jeg vender mig om mod drengene med et strengt ansigts udtryk. ”Den dør til højre er mit soveværelse, ingen adgang drenge og døren til højre er et gæsteværelse eller i kan også kalde det for Troys værelse, han er stort set den eneste der bruger det.” Drengen nikker lettere skræmt og sender mig et nervøst smil, som jeg hurtigt gengælder med et drillende.

 

”Hvor er Troy egentlig?” Kommer der spørgende fra Liam.

 

”Ham og Josh er hjemme ved den store.” Jeg smiler - denne gang - oprigtigt tilbage og tager så et fornærmet udtryk på. ”Jeg måtte ikke komme med, så jeg blev smidt ud.”

 

De begynder alle med, at grine og jeg griner da også selv lidt. Louis er den første der stopper med, at grine og kigger undrende på mig.

 

”Den store er det deres storebror?”

 

”Nårh nej, de er enebørn - hvis man da kan kalde dem det - den store er en ven af deres familie, han er vel nok 25 år nu og har altid været som en storebror til dem og mig da jeg boede her.” jeg smiler lidt akavet til Louis, som også smiler tilbage til mig.  

 

Sådan står vi i nogle akavede sekunder, før Niall maser sig frem så han står forrest. ”Er du gal jeg er sulten, har du ikke noget mad?” Spørger Niall desperat og sender lange blikke mod køkkenet. Mit smil falmer hurtigt og jeg kigger akavet ned på gulvet.

 

”Skabene er tomme og der står kun en sur mælk inde i kølskabet. Jeg har knap nok været hjemme de sidste par dage, kun lige sovet her.” Får jeg endelig erklæret og kigger - med dårlig samvittighed over min dovenskab - op på Niall

 

”Har du ikke noget mad! Du er da godt nok falden af på den Nicol!” Siger Niall chokeret og ryster vildt på hovedet, før han hurtigt stopper og sender mig et undskyldende smil. ”Jeg mener Nicole”  

 

”Jeg ved det godt, men dovenskab er faktisk en alvorlig sygdom! Don’t judge!” Griner jeg til Niall som også begynder med, at grine. Resten griner da også lidt - selvom de ikke forstår Nialls og mine madflip. Jeg ignorer medvilje hans kommentar om mit navn, jeg er for doven til, at snakke om det lige nu. ”Jeg skulle faktisk lige til at tage hen og handle, Troy smed mig ud af lejligheden - de skulle jo besøge den store” Efter mit mini grineflip, kommer jeg med endnu en dårlig - men sand - undskyldning for, at jeg ingen mad i køleskabet har.

 

”Skal vi på indkøb!” Mig og resten af drengene - udover Harry som kommentaren kom fra - griner højt af hans ivrige og glade udbrud.

”Ja, men jeg skal lige noget først.” Får jeg sagt imellem min halv-latter eller man kan vel også kalde det stadiet mellem, at man griner og man er ved at slutte med, at grine, tror jeg.. 

Drengene nikker kort og straks er de spredt ud over hele lejligheden og går på udkig.

 

Jeg tager hurtigt min mobil op af lommen og går ind under beskeder.

 

Til Taber-T 13.02

Seriøst jeg hader dig lige
nu! 0.0 :/

 

Skriver jeg hurtigt til Troy. Der går ikke andet end 6-7 sekunder før mig mobil brummer i hånden på mig.

 

Fra Taber-T 13.02

Du ved jeg også elsker dig,
men hvorfor skal vi bekræfte
vores kærlighed til hinanden
lige nu? ;)

 

Jeg fniser lavt - for, at drengene ikke skal høre mig - over Troys svar, for selvfølgelig ved han godt, at jeg ikke hader ham.

 

Til Taber-T 13.03

Fordi jeg nu står sammen med
5 drenge - der tilfældigvis er
med i et verdensberømt boy-
band - i min lejlighed. Hvis du

Havde ladet mig komme med
eller ladet mig være i din
lejlighed, var det aldrig sket!

HELP ME!

 

Fra Taber-T 13.04

Er det ondt hvis jeg griner
af, at du er sammen med dem?

- ja, det er det nok.. Men det
var da så lidt! Hyg dig, hils
dem og vi ses på den anden
side! :P

 

Jeg griner - lidt højere end før - af Troys svar, hvorfor skal han altid være så flabet? Jeg svarer ham hurtigt med en besked om, at jeg nok skal få hævn.

 

Min mobil ryger igen ned i lommen og kigger op, mine øjne får med det samme øjenkontakt med 5 drenge som står og kigger undersøgende på mig - eller selvfølgelig ikke direkte øjenkontakt, men næsten okay..

 

”hvorfor griner du sådan? Fræk aftale?” Spørger Harry grinende og jeg kan mærke mine kinder begynde med, at blive varme - heldigvis er jeg ikke en der rødmer, så chancen for, at de kan se jeg er flov er heldigvis lille.

 

”Nej! Skrev med Troy.” Jeg rækker tunge af ham og går ud i gangen. ”Skal i med på indkøb eller hvad?” Straks fylder lyden af løbende fødder mine ører.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...