Make a Choice - Pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2014
  • Opdateret: 9 apr. 2015
  • Status: Igang
Nicol Just - en meget succesfuld skuespiller, sanger og danser. Alle forventede at hun opførte sig pænt og den mindste fejl kunne få hendes karriere til at briste. Som kun 19 årig, vælger Nicole at forsvinde. Glemme sin famile, venner, arbejde og Louis. I dag ca. 1 1/2 år senere, er hun er en normal 21 årig og alle kender hende som Nicole Justice. Men er hun glad? Hvad sker der når hun efter 1 ½ år uden Louis, pludselig møder ham igen? Især et spørgsmål bliver sværest for hende at svare på; Når valget mellem hendes nye tilværelse og den gamle bliver sat op mod hinanden, hvilken en vil hun så vælge?

37Likes
32Kommentarer
3023Visninger
AA

5. Let the REAL beginning begin - Part 2


Okay det her er ikke bare akavet! Det er MEGA sygt meget akavet! Hvis jeg skulle nævne noget i går som ville være det mærkeligste og åndsvageste ting som kunne ske i dag - ville det helt klart være det her. Aldrig i livet om jeg havde forventet at vågne op ved siden af Louis! Og jeg troede bare at han var en hallucination. Arh! Jeg snakkede og flirtede med ham! Det her er lort, jeg er smuttet så snart Troy kommer det’ helt sikkert!

 

”Nicol? Er du der?”

 

Jeg vender hurtigt mit hoved over mod Louis, jeg har ikke sagt et eneste ord siden vi gik i gang med at spise, hvilket jeg kan se på klokken over døren er for 30 min siden. ”Ja?” mumler jeg ned i min juice og fokuserer på den i stedet for Louis.

 

”Jeg spurgte bare om du havde lyst til at blive lidt? Du ved efter at ham dit lift kommer, så kunne i jo bare blive lidt og ææh. Jeg ved ikke hvad vi kunne lave, men i hvert fald snakke? Sådan om hvad der er sket gennem de seneste år?” Louis stemme var ikke ret meget højere end en hvisken og han stammede lidt imens han snakkede - tydelige tegn på at han er nervøs. Jeg kigger modvilligt op og møder hans øjne og han ser virkelig nervøst på mig. Kom så Nicole, svar ham! Fortæl ham at du har travlt.

 

”Æh ser du.” Jeg stopper min lamme undskyldning om, at jeg har travlt, for det blik Louis sender mig lige nu er en blanding af 3 ting jeg hader at se hos folk - nervøsitet, tristhed og bedende, hvorfor gør han det her mod mig? Hvem kan stå for de øjne! ”æh altså, jeg skal ikke noget så det tror jeg da go-”

 

”Fantastisk!” Afbryder Louis mig og sender mig et kæmpe tandpasta smil, jeg selv nøjes med at sende ham et nogenlunde troværdigt smil.

 

Hvad har jeg lige fået rodet mig ud i!? Det her er endnu mere lort, jeg skal ikke blive her! Basta bum! ..men hvad kan jeg gøre. Jeg har jo sagt ja til Louis..

 

”Hvad tid tror du personen kommer?” igen afbryder Louis mine tanker og jeg kigger forvirret op på ham. ”Jeg spurgte om hvornår personen - det lift, kommer.” gentager han sig selv.

 

”Oh jeg sad lige i mine egne tanker, undskyld” Mumler jeg nervøst og bider mig lidt i læben. ”Jeg er ikke helt sikker, måske omk. 15 min? Jeg kan ringe og spørge ham hvis det er, måske”

 

”Nårh nej, det behøver du ikke. Det var bare hvis du nu-” Louis bliver afbrudt af, af min mobils ringetone og jeg hopper op fra stolen af forskrækkelse. Jeg må virkelig til at få skruet ned for mit ringesignal, jeg får jo nærmest et hjertestop hver gang den ringer!

 

Jeg samler hurtigt min mobil op fra bordet og modtager opkaldet. ”Det’ Nicole.” Svarer jeg forpustet.

 

jeg er her om ca. 7 min, venter du ude foran hotellet eller skal jeg komme derind og hente dig?” Spørger Troy hurtigt og jeg kigger nervøst hen på Louis.

 

”Æh, Troy jeg ved godt vi plejer at snakke engelsk til hinanden, men æh Louis kan jo forstå hvad jeg siger når vi snakker engelsk. Så æh, kan vi ikke holde samtalen på dansk?” Mumler jeg ind i røret og kigger væk fra Louis og lader mit blik hvile på mine negle i stedet.

 

Jo, jo selvfølgelig - hvad vil du da snakke med mig om?”

 

”Jo, æh.. Jeg kom måske til at sige ja til at vi bliver her og hænger ud med ham og resten af drengene -”

 

”du gjorde hvad! Nicole du ved godt-” Jeg afbryder Troy, som afbrød mig før jeg havde nået at forklare mig ordentligt. Panisk forsætter jeg fra der hvor han afbrød mig. ”Hvorfor tror du jeg siger det nu! Har du ikke en plan til at få mig væk herfra!” Spørger jeg og kigger nervøst hen på Louis - for selvom han ikke forstår dansk, så er jeg stadig nervøs for at han ved hvad jeg siger.        

 

Jeg er der om ca. 5 min, kan du ikke sige at du går ned og henter mig og så hopper du bare ind i min bil og så kører vi af sted.”

 

”Hvad så med mine ting, tror du ikke han bliver mistænksom hvis jeg tager dem med ned?” Jeg kigger over på min taske og prøver at vride en idé ud af min hjerne, men der er helt tomt.

 

”Sig at du vil lægge det ind i bilen og noget med, at du så er sikker på, at du ikke glemmer det?” Spørger Troy tøvende.

 

”Genialt! Det gør vi!” Svarer jeg entusiastisk. ”Skal jeg bare gå ned nu?”

 

Yes, yes.” svarer han kort og ligger derefter på. Okay mission; ”stik af’’ i værk sat!

 

Jeg vender mig rundt så jeg har hele fronten mod Louis og smiler så overbevisende jeg kan. ”Det var Troy, han holder nede og venter på mig nu.” Starter jeg ud og vender mig igen om og går hen til min taske. ”Så jeg går lige ned og henter ham.”

 

”Okay, skal jeg gå med?” Spørger Louis og idet jeg skal til at svare ham, kommer han med et nyt spørgsmål. ”Hvorfor tager du din taske med?”

 

”Nej, du behøver ikke at gå med og jeg vil gerne have min taske ind i bilen, så er jeg sikker på ikke at glemme det.” svarer jeg ham overbevisende og giver han endda også et smil, lige inden jeg når hen til døren.

 

”Okay så - men jeg går altså stadig med, det kunne jo være du ikke kan finde tilbage.” Jeg kan ikke nå, at overbevise ham om, at blive før han allerede står ved siden af mig. Han åbner døren og smiler til mig.

 

Jeg får mumlet et lavt okay så, og tak, før jeg går ud af døren og hen til elevatoren. Jeg kan høre døren gå i bag mig og jeg sætter tempoet lidt op. Måske kan jeg nå over til elevatoren før Louis, så han ikke når med?

 

”Hvorfor går du så hurtigt?” Spørger Louis undrende og kommer op på siden af mig. Lort han er for hurtig.

 

”Æh Troy skal bare ikke vente i for lang tid.” Svarer jeg tøvende. Hvorfor er jeg så dårlig til at finde på undskyldninger i dag?

 

Louis mumler et ok og trykker på knappen så elevatoren kommer. Heldigvis går der ikke andet end omkring 10 sekunder før der lyder et ’pling,’ som fortæller at elevatoren er her.

 

Som dørene åbner står jeg med et stort smil og går hurtigt ind i den heldigvis tomme elevator. Louis trykker på S knappen og elevatoren begynder med at bevæge sig langsomt ned. ”Hvilken etage bor du egentlig på?” Spørger jeg Louis om, men uden at vende mig om mod ham.

 

”Tror det er 10, så det tager ikke så lang tid.” Forklarer Louis og jeg mumler et stille ok.

 

Resten af turen ned foregår i stilhed, kun den svage lyd af vores vejrtrækning kan høres. Så da elevatoren igen siger ’pling’ sukker jeg lydløst og smiler for første gang rigtigt i dag. Dørene åbner og jeg tager et skridt ud, men går så i stå. Lige foran mig, omkring 2 meter væk står nemlig 4 drenge. 4 drenge som jeg ikke håbede at jeg ville møde i dag. Niall, Liam, Harry og Zayn. Great! Please sig at de ikke har set os!

 

”Hey boys!” Kalder Louis glad bag ved mig. Jeg vender mig panisk om og hvis øjne kunne dræbe - var Louis nok død lige nu.

 

Han kigger mærkeligt på mig, forstår tydeligvis ikke hvorfor jeg sender ham dræber øjne - men igen, han ved jo heller ikke at jeg har tænkt mig at stikke af.

 

”Hey Lou!” Råber de alle i munden på hinanden og jeg kan høre dem komme hen i mod os. LORT!

 

”Hvem er det du har med dig der Louis?” Kommer der drillende fra Harry. Jeg står stadig med fronten mod Louis og har ikke tænkt mig at vende mig om lige foreløbig.

 

I det Louis skal til at svare Harry, afbryder Liam ham. ”Er det den person som du hentede i nat? Jeg troede du snakkede om en dreng.”

 

Men igen får Louis heller ikke tid til at svare Liam, før Niall har stillet det næste spørgsmål. ”Hvorfor har hun din trøje på?” Resten af drengene mumler sig enig i Nialls spørgsmål og en fløjter.

 

Som jeg står her er der kun få ting jeg kan gøre. 1. Jeg kan blive stående sådan her og før eller siden, har Louis forklaret hvem jeg er og hvorfor jeg er her - hvilket vil sige at jeg ikke kommer væk herfra og at jeg skal svare på alle deres spørgsmål. 2. Jeg kan vende mig om og smile til drengene - hvilket også vil ende med at jeg ikke kommer væk herfra. 3. Jeg kan vende mig om og løbe alt hvad jeg kan hen til udgangen og håbe på de ikke når at fange mig.

 

Der er ikke nogen tvivl, number 3 it is. Jeg tager en dyb indånding og vender mig om.

 

”Nicol!” Gisper de alle i munden på hinanden.

 

Hvorfor og hvordan i al verden kan de genkende mig?  

 

Jeg når ikke at tænke mere før jeg har sat i løb og løber alt hvad jeg kan hen til udgangen. Jeg er omkring 5 meter væk da jeg kan høre nogle råbe mit navn og fødder der bevæger sig hurtigt.

 

”Lort! Jeg skal nå det, kom så løb Nicole!” mumler jeg lavt og forpustet til mig selv, idet jeg kaster mig ud af døren. Jeg stopper kort op for at finde Troys bil og ser den er lige foran mig.

 

Jeg kaster nærmest mig selv hen mod bilen og hiver døren op så hurtigt jeg kan, imens jeg råber ”Kør, kør, kør!” Jeg kan mærke bilen bevæge sig og springer ind i bilen og lukker hurtigt døren i.

 

Forpustet tager jeg min sele på og kigger i bagspejlet. Louis står med et panisk og frustreret udtryk og kigger efter bilen som jeg nu sidder i, mens de andre bare kigger forvirret fra Louis til mig i bilen og tilbage på Louis igen.

 

Jeg slap fra dem! Min dag er redet! Tænker jeg glad og skal lige til at grine af lettelse, men 5 ord får min glæde til at forsvinde lige så hurtigt som den kom.

 

”Jeg er meget skuffet Nicole!”

 

Jeg vender mig mod Troy som ser meget alvorligt på mig ud af øjenkrogen. Lort, nu kommer skideballen!


Jeg ved godt at jeg burde være sur på mig selv og lige nu tigge og bede Troy på mine knæ om forladelse - eller hvad man nu siger - men problemet er bare at jeg kun kan fokusere på, at jeg vågnede op ved siden af Louis, jeg flirtede med ham - ikke bevist, men stadig - og derefter stak af fra ham. Alt det som Troy lige har fortalt mig, eller retter skældt mig ud for, er bare røget ind i mit ene øre og ud af det andet. Jeg har nikket, rystet på mit hoved og sagt undskyld utallige gange, ikke fordi jeg hørte ret meget efter, men fordi jeg gjorde det automatisk.

 

”Okay så, nu har jeg sagt præcis det samme 4 gange i træk og du har ikke lagt mærke til det. Jeg er stadig skuffet over dig, men derfor ved jeg også at du har fortrudt at tage ind på Club ’en. Men, men der er noget vigtigere vi skal snakke om og jeg tror godt du ved hvad det - du har sikkert ikke tænkt på andet hele vejen hjem?” Troy siger endelig noget som jeg opfatter helt og jeg vender mit hoved over mod ham. Han smiler venligt til mig og ser ikke den mindste smule sur ud.

 

Det er præcis derfor at Troy er min bedste ven og den eneste der kender min sande identitet - eller hans bror Josh gør også, men kun fordi jeg nærmest bor hos dem - han opfører sig som om han er min far. Sørger altid for at jeg ikke gør noget dumt, men samtidig er han også vildt forstående og vil mig kun det bedste som min ven. Mange siger at vi passer perfekt sammen som et par, men både ham og jeg er enige om at vi ikke engang vil prøve, for vi ved begge at vi kun duer som venner - bedste venner!

 

Jeg sukker kort og vender mit hoved væk igen. Jeg kigger ned på mine ben og nikker bare en enkelt gang kort. ”Undskyld jeg ikke hørte efter.” mumler jeg lavt og ryster på hovedet over mig selv. Det er i øjeblikke som dette, at han mere er en far for mig og det er ikke altid lige fedt.

 

”Du ved jo godt, at den eneste grund til at jeg gentog mig selv 4 gange og at jeg lød sur hele tiden er fordi, jeg vil have dig til at forstå det jeg siger til dig. Jeg ved selvfølgelig godt at du ved det - men den anden grund er at jeg har ingen idé om hvad jeg skal sige.” Han sukker opgivende og jeg kan se ud af øjenkrogen, at han ryster lidt på hovedet. ”Forresten så er vi hjemme ved dig nu.” mumler han og hopper ud af hans lille røde, grimme Opel Asta F, som han er ih så oh stolt af - hvilket jeg ikke forstår. Det er virkelig bare en lille rød kasse på 4 hjul.

 

”Du burde snart sælge den til skrot.” Mumler jeg imens jeg går ud af bilen - hvilket jeg snart siger hver gang han har hentet eller afleveret mig i den.

 

”Du burde bare være taknemmelig for, at jeg gider at køre din mås rundt i den.” Griner han opgivende og ryster på hovedet af mig før han fortsætter. ”Og så har du endda flere penge end mig!” Siger han og hentyder til mig og min mås.

 

”Ja, men jeg kan jo ikke bare kaste rundt med penge, folk tror jo at jeg er fattig. Tror du ikke at folk ville kigge lidt, hvis jeg pludselig kommer kørende rundt i en Audi A3 Cabriolet?” Spørger jeg grinende. Det her er også en anden ting jeg elsker ved vores venskab, vi kan gå fra seriøse eller kede af det - til grinende og pjattende på ingen tid.

 

”Nemlig! Derfor hænger du på mig og Rollo.” Griner han imens han låser op ind til min opgang og holder døren for mig. Jeg griner også og smutter hurtigt ind og videre hen mod trappen.

 

Imens vi går op af trapperne til min lejlighed, som ligger på 5 sal - og der er ikke nogen elevator - dør vores grin ud og bliver erstattet af vores forpustede vejrtrækninger. 

 

Vi når endelig op til 5 sal og idet jeg skal til, at låse op til min lejlighed får jeg en sms. Jeg rækker nøglen til Troy så han kan låse op, imens jeg begynder med, at lede efter min mobil i min taske.

 

Troy får låst min dør op og igen åbent døren for mig og holder den åbent så jeg kan komme ind først. Med næsen eller hele mit hoved nede i min taske, tager jeg 3 skridt ind i min mørke lejlighed. Jeg hører døren lukke bag mig og endelig får jeg fat i min mobil. Jeg sparker min sko af og smider tasken i gangen, inden jeg går videre ind mod min stue. Jeg får låst min mobil op og idet samme jeg ser hvem det er fra, stivner hele min krop. Jeg læser sms’en igennem og nu stopper mit hjerte også med at slå.

 

Fra Lou Boo<3 14.25

Selvom du stak af tidligere i dag
skal du ikke tro du slipper så let.
Jeg skal nok finde dig igen - vi
skal nok finde dig igen. Jeg giver
ikke op. Jeg vil have en forklaring,
for den jeg fik for 1 ½ år siden er
ikke nok!
Vi spiller koncert i morgen og for
at gøre det hele nemmere for dig
selv så mød op. Efter koncerten så
gå over til Poul ved bagindgangen
- han skal nok genkende dig.
Ses i morgen - hilsen en meget
forvirret Lou.

 

L-O-R-T!

 

.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-

Som jeg skrev ved det andet kapitel, var jeg på camping i sidste uge og kunne ikke publicere kapitlet til tiden - igen, det må i meget undskylde! Jeg fik heller ikke rettet det igennem, så beklager, hvis der var nogle stavefejl (Får det lige rettet her en af dagene) Men, men jeg vil også lige sige, at jeg har sat personbanneret ind på den nu - så det kan i tjekke ud! :D

Og til sidst, så er denne uges kapitel nu udgivet - håber i kan lide!

Skriv endelig jeres mening! :D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...