Make a Choice - Pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2014
  • Opdateret: 9 apr. 2015
  • Status: Igang
Nicol Just - en meget succesfuld skuespiller, sanger og danser. Alle forventede at hun opførte sig pænt og den mindste fejl kunne få hendes karriere til at briste. Som kun 19 årig, vælger Nicole at forsvinde. Glemme sin famile, venner, arbejde og Louis. I dag ca. 1 1/2 år senere, er hun er en normal 21 årig og alle kender hende som Nicole Justice. Men er hun glad? Hvad sker der når hun efter 1 ½ år uden Louis, pludselig møder ham igen? Især et spørgsmål bliver sværest for hende at svare på; Når valget mellem hendes nye tilværelse og den gamle bliver sat op mod hinanden, hvilken en vil hun så vælge?

37Likes
32Kommentarer
3015Visninger
AA

6. Concert

Lort.

 

Jeg har fundet ud af, at jeg bruger det ord meget. Lort. Men nu er alt også lort lige for tiden. Lort er et dejligt ord, eller egentlig ikke - lort er noget som kommer ud af en når man har spist. AD! Lort er faktisk et rigtig ulækkert ord, men det ligger bare så godt i munden. Lort, lort, lort. Det er også det eneste ord som kan beskrive min situation lige nu - for den er lort. Man kan måske bruge ordet skidt eller råddent, men lort er bare mere rigtigt. Lort ja, det er hvad det hele er lige nu. Lort. 4 forskellige bogstaver, en stavelse - lort er hermed mit ynglings ord og lort er hvad min situation er.

 

Ja, det er så hvad jeg tænkte på hele den time lange køretur, den 30 minutters vente tid i køen ind til salen og det er hvad jeg tænker på lige nu - imens jeg venter på koncerten starter. Jeg burde tænke på en undskyldning til Louis om hvorfor jeg løb i går. Jeg burde finde ud af hvad jeg skal sige til drengene - dem som jeg aldrig fik sagt farvel til sidst jeg så dem. Jeg burde sætte ord på hvorfor jeg forsvandt der for 1 ½ år siden. Jeg burde melde mig syg - jeg burde slet ikke at stå her. Der er så meget jeg burde tænke eller gøre lige nu - men det eneste jeg gør er at tænke på ordet Lort. Det hele er bare så surrealistisk. For 72 timer siden sad jeg på sofaen og så en film hjemme ved Troy - nød mit nye liv og tænkte ikke på mit gamle. For 48 timer siden festede jeg lykkelig udvidende om hvem der ville hente mig om natten. For 24 timer siden stak jeg af fra 5 drenge jeg aldrig havde tænkt jeg skulle møde før om lang tid. Nu står jeg så til de 5 drenges koncert og skal stå face to face med dem om ca. 2-3 timer. Det er vildt hvordan en aften kan ændre ens planlagte dage helt. Lige nu kunne jeg sidde på sofaen hjemme ved Troy som normalt og se en film - i stedet står jeg her. Surrealistisk.

 

Troy har ikke sagt et ord til mig siden han hentede mig - jeg har ikke sagt et ord til Troy. Jeg tror han kan se, at jeg er et helt andet sted lige nu. Han tror sikkert, at jeg tænker på hvad jeg skal gøre. Tænker på alle de ting jeg burde tænke på - i stedet står jeg og tænker på lort og alle de ting jeg burde gøre og tænke.

 

Lyset omkring mig bliver helt mørkt og derefter kommet et stort skinnende spotlight mod personen som står på scenen. Opvarmningsartisten går i gang med at synge. Koncerten er nu i gang og det eneste jeg glæder mig til lige nu, er at være hjemme og have overstået den her aften. Uret tikker mod det uundgåelige. Mødet med 5 drenge - mødet med 5 sikkert sure, bekymrede og forvirrede drenge. Lort. Lort det er hvad det hele er. L-o-r-t.    


Jeg bliver siddende på min stol og ænser næsten ikke alle de mange - skrigende og grædende - piger der stormer forbi mig. Jeg bliver siddende selvom koncerten er slut for 10 minutter siden. Jeg bliver siddende, selvom Troy hiver blidt i mig for, at få mig til at stå op.

 

”Nicole? Nicole du bliver nødt til at rejse dig op, det bliver kun værre nu længere du venter.” Hvisker Troy stille ind i mit øre, imens han stille tegner små beroligende cirkler på mit lår.

 

Jeg laver et stille nik og rejser mig langsomt op. Alle mine led er stive, af at sidde ned i så lang tid, så da jeg tager det første skridt, er jeg lige ved at vælte. Heldigvis bliver jeg redet af en arm som tager fat i min arm og hiver mig op. Jeg vender mig rundt så jeg kigger lige ind i Troy brystkasse - armens ejermand. Jeg mumler et stille tak og begynder, at gå over mod døren som fører ud back stage - stadig med Troys arm som støtte.

 

Vi får siksakket os igennem de mange piger, som stadig er her og ender foran den store sorte dør med skriften ’Privat - ingen adgang’ malet med rødt. Så det nu - tanken kører rundt inde i mit hoved. Jeg har stadig ikke fundet ud af hvad jeg skal sige til dem. Jeg kan mærke panikken komme krybende, først stater den nede i mine tæer og forsætter langsomt og pinefuldt op igennem min krop.

 

Hvorfor reagere jeg sådan her? Det burde da slet ikke være så slemt! Hvorfor kan jeg ikke bare opføre min cool og få det hurtigt overstået? - Fordi du har savnet dem og du er nervøs for hvad de vil sige til dig, hvordan de vil reagere når de ser dig. Vil de være sure? Rasende? Eller nedladende?

 

”Nicole? Nicole er du her?” Troys bekymrede stemme når ind til min hjerne og afbryder mine tanker, men ikke kun mine tanker. Det er som om det slør som har hængt ned over mig, siden jeg fik den besked fra Louis i går, endelig er faldet af. Jeg kan endelig se og tænke ordentligt igen. ”Nicole!” Troys stemme lyder endnu mere bekymret og han ryster mig blidt frem og tilbage.

 

Jeg vender mig om mod ham, og for første gang i dag, sender jeg ham et oprigtigt smil. ”Ja. Ja, jeg er her.” Svarer jeg ham med en selvsikker stemme. Han smiler lettet til mig. ”Tak fordi du er her ved min side Troy! Jeg, jeg ved ikke hvordan jeg skulle have gjort det her uden dig!” Jeg smiler stadig, men min stemme er alvorlig og det samme er mine øjne.

 

Han ryster let på hovedet og smiler stort til mig. ”Selvfølgelig! Altid!” 

 

Jeg sender ham et sidste smil og tager fat i hans hånd før jeg vender mig om mod døren igen, og banker en lille melodi på 10 bank. Nu er det jo ikke første gang jeg skal igennem en lignende dør, for da jeg var sammen med Louis, var jeg tit til deres koncerter - Harry og Louis syntes så, at det kunne være sjovt, at jeg lavede en bankemelodi til når jeg skulle back stage.

 

Døren bliver langsomt åbent, men kun en lille smule, akkurat nok til, at man kan se ud af sprækken. Jeg kan ikke se hvem der kigger ud på os, men pludselig bliver døren åbnet på vid gab og to meget stærke hænder, trækker mig ind i to meget muskuløse arme. Jeg har stadig Troy i hånden, så jeg krammer kun tilbage med en arm. Jeg bliver hevet ud af omfavnelsen og foran mig står ingen anden end Paul.

 

”Nicol, det er dig ikke?” Han smiler stort til mig og giver mig et elevator blik før han forsætter. ”Jeg mener drengene sagde godt nok, at du kom i dag, men jeg troede mest bare de jokede med mig! Da jeg hørte din bankemelodi, havde jeg forventet Louis eller Harry stå med et kæmpe smil i ansigtet og ellers gøre grin med, at jeg havde hoppet på deres joke!” Han stopper hans forklaring, giver mig endnu et elevator blik og hans smil bliver - hvis det er muligt - endnu større end før. ”Det er virkelig dig.” mumler han en sidste gang og ryster let på hovedet.

 

”Vent, men hvem er du så?” Hans alvorlige Paul ansigt kommer igen på og jeg må bide mig i læben for ikke at bryde ud i grin.

 

”Så vendte Paul lige på en tallerken på 2 sekunder. Fra glad til alvorlig.” Fniser jeg glad før jeg med min frie hånd klapper Paul på hans ene skulder. Jeg hiver lidt i Troys hånd som tegn på at han skal stille sig op ved siden af mig - hvilket han gør. ”Dette er Troy Cetera - den bedste, mærkeligste, sjoveste og næsten lige så alvorlig og seriøse dreng, fyr, mand eller hvad du nu vil kalde ham, jeg kender.” For jeg sagt med et kæmpe smil. Til min side - hvor Troy står - kan jeg høre en grine lavt, hvilket bare får mig til at grine også.

 

”Det var da noget af en beskrivelse hun gav dig der knægt.” Griner Paul lidt og kigger fra Troy til mig og ryster lidt på hovedet. Han rækker sin hånd ud mod Troy, som hurtigt tager imod den. ”Navnet er Paul og jeg er de 5 irriterende drenges chef-bodyguard. Godt at møde dig Troy.” han slipper igen Troys hånd, for derefter at vende sig om. Han går igen ind af døren og giver os tegn til også, at komme ind - hvilket vi så gør.

 

Døren bliver lukket og låst igen bag os og Poul begynder med, at gå længere ind i det lokale som vi nu står i. Han mumler et følg med mig og derefter giver han besked ind i sin ’snakke dims’ at der skal en ny vagt hen til dør 389c. Jeg kigger kort på Troy, som bare smiler til mig og nikker opmuntrende. Vi begynder med, at gå og fordi jeg er så nervøs som jeg er, knuger jeg hans hånd hårdt og bider mig i læben.

 

Paul går og fløjter glad et par skridt foran os, men ellers er der helt stille. Der bliver åbnet en dør omkring 2 meter foran os og straks bliver hele lokalet fyldt med høje stemmer, grin og nogle enkelte skrig. En mand i en sort dragt, som er magen til Pouls, går hen i mod os og forbi os. Jeg bider hårdere ned i min læbe og knuger Troys hånd endnu hårdere automatisk.

 

”Rolig Nicole, min hånd begynder snart med, at gå i krampe hvis du bliver ved med at mase den sådan.” Hvisker Troy grinende ind i mit øre og jeg løsner mit greb lidt.

 

”Arh du burde kunne tage det dit store brød.” Hvisker jeg grinende tilbage.

 

”Hey, hey! Hvem kalder du lige et brød? De-” ”Dig.” Afbryder jeg ham og skubber lidt til ham med min frie hånd og fordi den gang vi er i er så smal, vælter han ind i vægen. Det så så sjovt ud, at jeg begynder med at grine - ikke bare grine, men fuldstændig knække sammen grine.

 

Troy får rejst sig ordentligt op og heller ikke han kan lade vær med at grine. ”Det får du betalt!” Udbryder han og før jeg har nået at blinke, er han over mig og kilder mig. Jeg skriger op af grin og skal lige til at råbe stop, da jeg ud af øjenkrogen kan se 5 drenge stå med nogle meget forvirret ansigtsudtryk. Jeg kan egentlig godt forstå dem, for Troy har mast mig ind i vægen og skubbet mig lidt ned så mit hoved er ud for hans mave. Vi holder stadig i hånden med den ene hånd og med den anden kilder han mig over det hele.

 

På en eller anden måde, får jeg Troy til at kigge til venstre hvor drengene står og straks har han fået trukket mig op og stå normalt. Vi kigger lidt akavet på hinanden, derefter hen på drengene og så tilbage på hinanden. Jeg kan ikke lade vær med, at grine lidt over situationen og Troy bider sig i underlæben for ikke også, at bryde ud i grin.

 

”Nå, men ja. Er der egentlig ikke nogen der vil fortælle mig hvorfor Nicol pludselig er her? Paul bryder den lidt akavede halvstilhed og kiggede undrende på mig og derefter drengene. ”jeg mener, vi har hverken set eller hørt noget fra dig Nicol i 1 ½ år og pludselig er du her..” Paul har nu hele hans opmærksomhed på mig og selvom hans pande er rynket i en forvirret bue,  smiler han stadig glad til mig.

 

Jeg åbner munden for, at forklare mig, men der kommer ikke rigtigt noget ud. Jeg kigger panisk fra Poul, til drengene og så hen på Troy. Jeg laver hundeøjne til Troy, som tegn på at han skal svare for mig, men han ryster bare på hovedet. Jeg laver endnu stører hundeøjne og jeg kan se han langsomt overgiver sig. ”Fint” mumler han lavt og kigger opgivende på mig og derefter hen på de 5 spørgsmålstegn og Poul, der står i døren.

 

”Jo altså -” Længere når han ikke, før Zayn har afbrudt ham med spørgsmål. ”og hvem er du så egentlig?”

 

Paul kommer med et underligt grynt - en blanding af et fnys, suk og grin - før han kigger over på mig med et stort smil. ”Nicol har en meget speciel forklaring på hvem han er.” Jeg fniser lift og kigger op på Troy som også fniser lidt, men holder sit blik på drengene.

 

”aha” mumler Zayn og kigger sigende på mig.

 

Jeg tager en dyb indånding og puster lydløst ud. Kom så Nicole! Du kan godt, bare fortæl hvem han er! Der er ikke så svært! jeg giver mig selv en lille peptalk, før jeg møder Zayns brune øjne igen. ”Det er Troy - Troy Cetera - den sjoveste-” ”hrm.” jeg stopper med min mærkelige præsentring af Troy, fordi han rømmer sig lavt, kun højt nok til at jeg kan høre det. ”I kan bare kalde ham Troy.” mumler jeg som slutning på min beskrivelse af ham og kigger ned i jorden.

 

”Nu tilbage til mit spørgsmål - men først lad os lige gå ind i opholdsrummet, der er så koldt herude.” Poul - min redningsmand - bryder igen den akavede tavshed og tager fat i alle drengene på en gang og skubber dem ud af døren og længere ind i et andet lokale.

 

Jeg kan mærke et lille tryk i hånden og smiler op til Troy, som smiler ned til mig. Vi skynder os hurtigt efter de andre så vi ikke bliver væk - det burde ikke blive et problem, for man kan høre Harry, Liam og Nail beklage og brokke sig - for sjov - over at blive skubbet baglæns af Paul.

 

”Bare rolig det skal nok gå - bare tænk positivt, nu er der kortere tid til vi er hjemme.” hvisker Troy opmuntrende til mig, imens vi på samme tid, går ind gennem en stor dør og videre ind det rum som må være opholdsrummet.

 

Så her sidder vi, Zayn, Niall og Harry klemt ned i en 2 personers sofa, Liam og Paul på en 3 personers sofa, Louis alene på en anden 2 personers sofa og mig oven på Troy, i en stor lænestol. Om det er akavet? Ja! Jeg kan mærke Louis forvirrede blik stirre på Troy og mig, men jeg holder mit blik på Liam og Poul.

 

”Okay, tredje gang er jo lykkens gang.” Griner Paul hæst. ”Vil i fortælle mig hvad der foregår?”

 

Igen kigger jeg op på Troy, som bare sukker og retter sig lidt stolen. ”Jo altså jeg er ikke helt sikker på alle detaljerne, men eftersom Nicole har valgt at være stum i dag, må jeg fortælle det ud fra hvad jeg ved.” Starter Troy ud og kigger anklagende på mig. ”Det er vist noget med at Nicole var til en fest og en af hendes veninder ringede til en tilfældig kontakt på hendes telefon, som så viste sig at være Louis. Louis hentede hende og kørte hende hen på hotellet hvor hun sov. Alt det skete om natten i torsdags.” Troy kigger undrende ned på mig og læner sig derefter ned til mit hoved og hvisker grinende ”skal jeg fortælle at du stak af fra dem?”

 

Jeg begynder selv med at grine lidt og hvisker så tilbage ”Nej, det behøver du ikke. Jeg skal nok tage mig sammen.” jeg sætter mig lidt mere op i sædet og sukker lavt. ”Da jeg vågnede fredag morgen, spiste jeg morgenmad sammen med Louis og Troy her, han kørte så hen for at hente mig.” For første gang i dag, kigger jeg rigtigt over på Louis og møder hans fornærmede øjne. ”jeg kom til at love Louis, at blive dagen ud, men da Troy kom stak jeg af fra både Louis og resten af drengene.” Mumler jeg færdig på min forklaring.

 

Paul bryder med det samme ud i et stort grine anfald og vi alle kigger over på ham. ”Så du stak af fra dem?” får han ud mellem hans grin. ”I burde virkelig træne noget mere, for hvis Nicol pludselig kan løbe fra jer, så er i virkelig kommet i dårlig form!” lige da han er færdig med at snakke, bryder jeg også ud i grin. Han har fuldstændig ret!

 

”Hey, hvem ved? Måske er Nicol blevet sådan en træne fanatiker og er blevet vildt hurtig!” forsvare Niall sig, men heller ikke han kan lade vær med, at grine. Snart grine alle over, at jeg stak af fra dem for de ved lige så godt som mig, at jeg kun træner når det er højest nødvendig!

 

”Det kan jeg så fortælle dig, at hun ikke er!” Troy har fået lidt styr på sit latterudbrud og forsvare mig - ”Jeg skal lokke med kage, før hun overhovedet gider, at rejse sig fra sofaen!” - eller ikke.

 

”Hey det er kun sket en gang og det var altså efter en lang dag på arbejde!” Forsvare jeg mig selv og slår Troy på skulderen - ikke hårdt, men stadig så han kan mærke det.

 

”Mm undskyldninger!” Mumler Troy og retter sig igen op i stolen.

 

Paul vi har brug for dig i lokale 254b”  vi stopper alle straks med at grine, ved lyden af Pauls tale dims og han svarer hurtigt. ”Er på vej.” han kigger undskyldende på mig og Troy og derefter kigger han strengt over drengene. ”I bliver her og ikke noget med at smadre noget eller lave alt for meget ballade!” siger han strengt til dem, men man kan godt høre at han joker. De nikker alle hurtigt og sender hemmelige blikke til hinanden. ”møgunger” mumler Paul inden han går ud af døren, og i det døren lukker han vi høre ham grine.

 

Pludselig er 10 øjne rettet alvorligt mod mig og nogle sætninger som jeg virkelig havde håbet ikke ville komme, kommer fra først Louis, ”Forklaring tak” Harry: ”både for hvorfor du stak af i går.” og til sidst Niall: ”og forsvandt sidst uden at sige farvel!”

 

Jeg kigger fra Zayn til Harry - fra Harry til Niall - fra Niall til Liam, fra Liam til Louis og fra Louis til Troy, alle har de et alvorligt ansigtsudtryk, og jeg føler mig virkelig ubehageligt til mode. ”Lort!” mumler jeg og kigger ned i jorden.    

.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-

Så er historien her ved, at komme rigtig i gang! :D
Hvis i vil give feedback er i MEGET velkommen! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...