Make a Choice - Pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2014
  • Opdateret: 9 apr. 2015
  • Status: Igang
Nicol Just - en meget succesfuld skuespiller, sanger og danser. Alle forventede at hun opførte sig pænt og den mindste fejl kunne få hendes karriere til at briste. Som kun 19 årig, vælger Nicole at forsvinde. Glemme sin famile, venner, arbejde og Louis. I dag ca. 1 1/2 år senere, er hun er en normal 21 årig og alle kender hende som Nicole Justice. Men er hun glad? Hvad sker der når hun efter 1 ½ år uden Louis, pludselig møder ham igen? Især et spørgsmål bliver sværest for hende at svare på; Når valget mellem hendes nye tilværelse og den gamle bliver sat op mod hinanden, hvilken en vil hun så vælge?

37Likes
32Kommentarer
3028Visninger
AA

7. Catching up


”Jo ser i, skal vi ikke vente med den lange, deprimerende og kedelige, forklaring om hvorfor jeg forsvandt der den gang? Jeg syntes, det er en meget bedre idé at forklare - selvom jeg ikke har lyst fordi det er pinligt - hvorfor jeg stak af i går?” Jeg sender dem alle 5 et utrolig dårligt falsk smil og kigger håbende på dem.

 

”Får vi den en dag?” Kommer der mistænksomt fra Harry og jeg nikker hurtigt og ivrigt på hovedet. ”så kan vi vel godt, gemme den lidt væk.” mumler Harry tilfreds og kigger rundt på de andre som også nikker.

 

”Hvorfor stak du af i går?” Udbryder Louis opgivende og stirrer på mig som en dreng stirrer fortabt efter hans mor, når hun stiller slikskålen væk.

 

”Fordi jeg syntes det var pinligt okay! Det var virkelig 100% pinligt, at vågne op ved siden af dig i går Louis! Jeg havde sikkert været fuldstændig væk, da du hentede mig på diskoteket!” Jeg slår opgivende ud med armene og kommer til at ramme Troy i hovedet så han kommer med en underlig lyd. ”sorry.” Jeg vender mig om mod Troy som bare smiler til mig, men bliver så seriøs.

 

”Jeg har sagt til dig at du skal lade være med at feste så meget og drikke dig selv bevidstløs!” siger han anklagende og kigger seriøst på mig.

 

”Okay den der tager vi hjemme!” Mumler jeg panisk til Troy og kigger over mod drengene, for at se om de hørte noget af det Troy lige sagde - ud fra deres mærkelige ansigtsudtryk, kan jeg konstatere at de hørte det hele. FEDT!

”Du gør hvad?!” Udbryder Liam og kigger chokeret over på mig.

 

Jeg tager hurtigt mine hænder op og vender håndfladerne ud mod dem, som tegn på at jeg er uskyldig. ”Hej, nej! Det var kun det første halve år jeg var her, det er slet ikke så slemt mere!” Jeg kigger anklagende over på Troy og fortsætter ”Troy elsker bare at overdrive og få det hele til at lyde værre end det er!” Som svar på det fnyser Troy bare.

 

”Hvor er toiletterne?” Spørger han derefter og begynder at rejse sig op. Jeg er lige ved at falde ned, men han når at gribe fat i mig.

 

”Ud af den dør til højre og så skal du ellers bare følge skiltene.” Mumler Zayn og peger over på en orange dør. Troy nikker taknemmeligt og slipper mig.

 

Lige inden han begynder med at gå, tager jeg fat i hans arm og stiller mig på tæer så jeg kan hviske; ”Du efterlader mig ikke!” hårdt. Han begynder med at grine smørret, løsner mit greb om ham og hvisker som svar tilbage. ”Det kan du lige tro!” Han er hurtigt hende ved døren og lige inden han går ud, rækker han tunge til mig.

 

”Tøsedreng!” Råber jeg efter ham og man kan høre ham grine igennem døren.

 

Jeg vender mig om mod drengene med et smil på læberne og møder alle - undtagen Nialls - forvirrede blikke. Niall kigger drillende op på mig og siger ”Hvornår er brylluppet?” Jeg kan mærke varmen stige i mine kinder og jeg er helt sikkert tomat rød i ansigtet!

 

”Vi er ikke forlovet.” Svarer jeg stille. ”Eller gift!” Tilføjer jeg hurtigt og kigger ned i gulvet.

 

Som svar griner Niall hysterisk og de andre følger trop. Louis griner lidt halvhjertet med, imens han studerer hans negle.

 

Det er Liam som først stopper med at grine og kigger lidt undskyldende på mig, men jeg sender ham bare dræber øjne tilbage - selvfølgelig for sjov. ”Hvor lang tid har i kendt hinanden?” Ender han så med at spørge.

 

”Det er vist noget med at vi kendte hinanden da jeg boede her i Danmark som lille, hans forældre og mine var tætte venner. Vi flyttede så til England og mistede ligesom lidt kontakten med dem, men dengang var mig og Troy vist heller ikke så gode venner. Han er 2 år ældre end mig.” Da jeg nævner det med to år ældre, blinker Harry til mig og mimer ’frækt’ til mig. Jeg ryster på hovedet af ham og fortsætter ”Jeg løb så ind i nogle rimelige store problemer her for 1 år siden ca. - ikke noget som i skal spørge ud om, for det hele er ordnet og jeg vil helst bare glemme det - og jeg huskede så på at de boede her. Siden der har vi været sammen næsten hver dag, ja vi nærmest bor sammen nu. Eller Josh er der selvfølgelig også men-”

 

”hvem er Josh?” Afbryder Liam og kigger undrende på mig.

 

”Det er hans lillebror, han er 1 år yngre end mig, - hvilket vil sige 3 år yngre en Troy. De  flyttede sammen for omkring 9 måneder siden.” Liam nikker forstående og laver et kast med hånden, som tegn på at jeg skal fortsætte, så det gør jeg. ”Så er der egentlig ikke så meget andet at fortælle, end at de oprindeligt er fra England og boede på øen Isle of Wright. De flyttede kun fordi, at deres far fik et job her i Danmark, da de var 4 og 7 år. Oh og ja, så er Troy, hans forældre og Josh de eneste der ved hvem jeg er, altså ved at jeg er ’Nicol Just’ her kender alle mig som mit rigtige navn - Nicole Justice.” Slutter jeg og kigger hen på Liam som nikker anderkendende.

 

”Jeg har lige nogle spørgsmål, hvorfor vrængede Troy med næsen, da han snakkede om at du var ude og feste med dine ’veninder’?” Mumler Liam så og sætter sig tilbage i sofaen.

 

Jeg sukker lidt opgivende og sætter mig ned i lænestolen igen. ”Han kan ikke lide mine veninder og venner - hvilket jeg heller ikke kan, men heldigvis er jeg kun sammen med dem når jeg er i skole eller ude og feste.” Svarer jeg ærligt og læner mig opgivende helt tilbage.

 

”aha” mumler Liam bare som svar og ser endnu mere forvirrende ud. For at hjælpe ham lidt mumler jeg så at de er dårligt selvskab og straks ser ham meget mere forstående ud.

 

”Jeg ved godt at du sagde, vi ikke skulle spørge ind til det, men hvad var det for problemer du havde der for 1 år siden?” Spøger Niall bekymret og læner sig frem mod mig.

 

Jeg sukker tungt og bider mig nervøst i læben. Hvor meget skal jeg fortælle? ”Problemer med en eks.” Jeg ender med at sige noget af sandheden, men ikke hvilke problemer. Straks kigger Zayn, Harry, Niall og Liam over på Louis som kigger forvirret over på dem. 

 

”Det var ikke mig!” Udbryder Louis lettere panisk og kigger derefter med store øjne hen på mig.

 

Jeg sukker endnu engang og mumle hvisker at det ikke er Louis, men en anden eks.

 

”Hvad sagde du?” spørger Zayn og læner sig frem for bedre at kunne høre.

 

”Det var ikke Louis, men en anden. Vi blev rimelig hurtig kærester efter jeg flyttede til Danmark og vi boede sammen i 4 måneder.” forklarer jeg højere. Ud af min øjenkrog, kan se at Louis kigger såret væk. Hvilket jeg godt kan forstå, for jeg vi havde trods alt lige slået op der.

 

”Oh” mumler Niall og sætter sig akavet tilbage i sofaen.

 

Vi sidder alle og kigger lidt akavet rundt, ingen af os ved hvad vi skal sige og hele stemningen er bare akavet. Lige som jeg skal til at rejse mig op og sige farvel for nu, bliver en dør åbnet og Troy kommer ind. ”Okay det her sted er kæmpe! Jeg var ved at fare vild 2 gange og hvad er jeg gået glip af siden i alle ser sådan ud.” Han kigger mærkeligt over på de andre og lige så snart vores øjne mødes, skynder han sig hen til mig. Han sætter sig ned på hug og tager mit ansigt i sine hænder og begynder med at tegne beroligende cirkler med sine tommelfingre på mine kinder. ”Er du okay? Er der sket noget?” hvisker Troy og jeg ryster hurtigt på hovedet.

 

”Snakkede bare lidt om Kristian” mumler jeg stille og straks bliver hans øjne kæmpe store og han kigger fra mig over til Louis.          

 

”Nicole altså! Hvor meget -” ”Ingenting!” Jeg afbryder hurtigt Troys sætning, inden han begynder med at sige for meget.” han ryster på hovedet af mig og får på en eller anden måde, rejst mig op og sat mig ned på hans skød i lænestolen.

 

”Æh for at lette den her akavede stemning, så æh - Det er rigtig godt at se det igen!” Smiler Niall anstrengt og op til mig og jeg selv gengælder det med et lige så anstrengt smil.  


”Seriøst? Så i havde en vandkrig oppe på scenen? Ej hvor fedt!” Griner jeg og er ved at glide ned fra Troys skød, men han når at gribe fat i mig. Er det tredje eller fjerde gang i dag, at det er sket? Chok jeg er en klump!

 

”Klump!” mumler Troy grinende og hiver mig tilbage ind mod ham. Sig mig, læste han lige mine tanker?

 

Drengene får grinet af, mens jeg stadig sidder og kæmper med mit grin. De har virkelig oplevet mange sjove ting og gjort mange sjove ting på deres turneer!

 

”Der er altså plads over i sofaen jo” Zayn kigger fra mig over til sofaen hvor kun Louis sidder i. ”Jeg mener - det må da være lidt ubehageligt at sidde sådan i så lang tid.” uddyber han, efter jeg kiggede forvirret over på ham.

 

”Arh lad da turtelduerne være Zayn - du er selv LANGT værre når Perri er her!” Griner Harry imens han læner sig over mod Zayn og giver ham et drillende klap på hans skulder. Resten af drengene begynder hurtigt også med at grine og sende kyssemunde til Zayn.

 

”Turtelduer?” Hvisker Troy forvirret ind i mit øre og jeg trækker lige så forvirret på skuldrene.

 

”Vi spurgte hende faktisk om hvornår i skulle giftes lige efter du gik før, men hun siger at du ikke er kommet med det store spørgsmål endnu.” Smiler Harry smørret og bliver ved med at bevæge hans øjenbryn provokerende op og ned.

 

”I gjorde hvad?” Spørger Troy nærmest panisk forvirret og vender mig om, så han kan se mig ind i mine øjne for at få svar. Han vender hurtigt sit blik mod drengene i stedet, da jeg er ret sikker på, at han se han ikke får noget svar fra mig. Jeg mindst lige så forvirret - hvorfor skulle han dog fri til mig?

 

Jeg vender derefter selv, mine forvirrede øjne hen på drengene, som bare smiler mærkeligt, undtagen Louis som kigger indtrængende på mig.

 

”Vi er altså ikke sammen eller noget..” Efter nogle sekunders stilhed fra Troys og min side, grin fra drengene, bryder Troys stemme igennem luften.

 

Drengene kigger meget overasket op på os, før Niall spørger undrende. ”Er i ikke? Seriøst, altså sådan virkelig?!”

 

”Nope” Svarer jeg kort, imens jeg ryster bekræftende på hovedet.

 

”Never have and never will be!” Medgiver Troy bag mig.

 


”Nope” Svarer Nicol kort og ryster på hovedet imens. En mærkelig lettelse går igennem min krop ved bare det ene lille ord. Det er som om en tung kasse er blevet fjernet fra mine skuldre og jeg læner mig slapt tilbage i sofaen. Uden at selv have være klar over det, havde jeg lænet mig anspændt frem.

 

”Never have and never will be!” Svarer Troy som en ekstra bekræftelse. Jeg lader et lydløst suk slippe ud gennem mine læber.

 

”Okaaaay.” Nikker Niall, men stadig med en lille rynke i panden - han er ikke helt sikkert ikke overbevist. Som jeg lader mit blik vandre mellem drengene, kan jeg se at Niall ikke er den eneste der stadig har en lille rynke i panden. Kun Harrys udtryk er anderledes, han er langt fra overbevist, men ser mere bedrevidende ud.

 

”Hmm, lad os nu se om lidt tid.” Harry smiler stadig smørret op til Nicol og blinker også en enkelt gang med det venstre øje. Som svar ryster Nicol bare opgivende på hovedet.

 

”Okay, men hvis i ikke er sammen - hvad mener du så med at du næsten bor i hans lejlighed, eller deres lejlighed.” Spørger Zayn forundret.

 

”Fordi hun er så doven, at hun ikke gider gå 200 meter over til hendes egen, når hun er hos os.” Smiler Troy og prikker hende drillende i siden. ”Men du kan godt 1 kilometer fra skolen og hen til os, i stedet for at 800 meter hen til din egen.” Fortætter Troy, mere henvendt til Nicol og med en mere drillende tone. Han prikker hende endnu engang i siden og modtager hendes skulende øjne.

 

Et lille stød af misundelse går igennem mig. Engang var det mig der sad med hende på mit skød. Drillede hende, som der fik hende til at skule til mig.

 

Hvad er der galt med mig? Jeg har Eleanor! Tanken går hurtigt igennem min hjerne og får mig til at vende mit hoved væk fra dem og ned mod gulvet af dårlig samvittighed.

 

”Men vi er vel også nødt til at tage hjem af nu, vi har meget vi skal i morgen.” Nicols sætning får mig ud af mine deprimerende tanker og jeg har mistet tidsfornemmelsen helt. Men vent, tager de af sted nu? Allerede?

 

Før jeg når at stoppe mig selv, udbryder jeg ”allerede?” og alles øjne bliver straks vendt mod mig. Crap! ”Altså jeg mener, i har jo ikke været her i ret lang tid.” Uddyber jeg mig selv, i et lidt lavere toneleje end før.

 

”Du er godt klar over at vi har været her i over 3 timer ikke?” Spørger Nicol og sender mig et lille nervøst smil.  

 

”Har i?” Spørger jeg undrende og vender mit blik over på drengene, som kigger lige så overasket på Nicol - som jeg sikkert gjorde lige før. ”Det følelse det godt nok ikke som” Mumler jeg lavt for mig selv og Harry - som hørte det - nikker enigt. 

 

Jeg vender igen mine øjne mod Nicol, som nu har rejst sig op og prøver at hive Troy op, der bliver siddende. ”Du kører hjem, jeg er for træt” Kan jeg lavt høre Troy mumle til Nicol, som nikker og fniser lavt. Han får endelig rejst sig op og i det samme kan jeg se ud af øjenkrogen, at de andre 4 drenge også rejser sig op.

 

Der går nogle sekunder før det går op for mig, at jeg nok også burde at rejse mig op - så det gør jeg. Der lyder nogle knæk fra forskellige steder på min krop, da jeg får rejst mig op. Tydelige tegn på, at jeg har sat stille i lang tid.

 

Med nogle flere knæk, får jeg begivet mig over til den - nu krammende - gruppe af mennesker. Jeg sætter et kæmpe lalleglad og 100% falsk smil på mine læber, og breder mine arme ud. I det de når indenfor min rækkevide, slår jeg mine arme rundt om dem og krammer alt hvad jeg kan.

 

Nogle beklagende støn kan høres, fra de forskellige personer som bliver mast af mit kram, i sær Niall beklager sig højlydt. Jeg griner oprigtigt og strammer grebet endnu mere.

 

Efter nogle sekunder - med højlydt brok og grin - slipper jeg dem igen og de flytter sig lettet fra hinanden. Niall sukker lettet og tager sig til den ene side med sin ene hånd og slår mig på skulderen med den anden, imens han griner.

 

”At du brokker dig mest Niall, havde jeg ikke lige forventet. Er det måske ikke dig, der er kendt for ’The Horan hug?’” Spørger jeg flabet og rækker tunge ad ham.

 

Til min højre, kan jeg høre nogle grin, men specielt et grin fokuserer jeg på. Nicols. Hendes lyse, men højlydte latter, er nem at skille ud fra de andre dæmpede og mørke grin som kommer fra drengene. Jeg vender mig om mod hende og får øjenkontakt med hende.

 

Nogle af ordne fra min besked jeg sendte til hende i går, kører rundt oppe i hovedet på mig. ’Jeg skal nok finde dig igen - vi skal nok finde dig igen. Jeg giver ikke op. Jeg vil have en forklaring, for den jeg fik for 1 ½ år siden er ikke nok!’ Selvom at hele grunden til at hun skulle komme i dag, var at jeg skulle have forklaringen på hvorfor hun forsvandt. Jeg er bare ikke kommet et eneste ord tættere på. Jeg har knap snakket til hende, ja overhovedet kigget på hende, i alt den tid hun har været her. Det er simpelthen for mærkeligt, at hun står her foran mig igen og at vi ikke er sammen mere. Det føleles næsten som om der ikke er gået alt den tid, som der er gået siden sidst. Og så alligevel ikke, for så vender man blikket lige 3 centimeter længere til højre hvor Troy står og så går det ligesom lidt op for en hvor man er igen.

 

Alt det tænker jeg på, imens jeg er fanget af hendes smukke brune øjne. Jeg ved ikke hvor lang tid vi har stået sådan, men en hæs rømmen, tilhørende Harry, får mig ud af min trance igen og jeg vender blikket væk fra hende. Det er som alle lydene vender tilbage igen - grin, snak og pjatten fylder igen mit hoved.    

 

Jeg smiler diskret et taknemmeligt smil til Harry, som tak og deltager halvhjertet i afskeden.


”Seriøst hvad gik der lige af dig, du sagde knap nok noget, alt den tid de var her og du lignede tit en som slet ikke befandt dig her på jorden.” Så snart vi var kommet ind af døren til hotellet igen, havde Harry trukket mig op på hans værelse, så vi kunne snakke privat sammen.

 

Jeg sukker tungt og smider mig ned i den sofa som står midt i rummet. Harry bevæger sig hen mod den store lænestol, som står skævt overfor den sofa som jeg ligger i. Der er ikke den store forskel på mig og Harrys værelse, hvis man ser bort fra at det hele er spejl vendt - så det føleles næsten som at være inde på ens eget værelse. ”Jeg ved det ikke.” For jeg endelig frem og ryster svagt på hovedet af mig selv, før jeg fortsætter. ”Det er bare så mærkeligt at se hende igen, snakke med hende og bare være i samme rum som hende. Ja, det føleles næsten som om der ikke er gået  1 ½ år siden sidst.” igen sukker jeg og vender mine øjne væk fra det slukkede fjernsyn, som hænger på væggen over for sofaen og lænestolen, til hen på Harry. Han kigger på mig med et forstående og beklagende udtryk.

 

”Ja, jeg ved det, jeg har det på samme måde.” Mumler han lavt for sig selv, men lige højt nok til at jeg kan høre det. ”Selvfølgelig har du det nok på lidt anden måde, men jaaah.” Sukker Harry og har nu skiftet sit ansigts udtryk til et mere tænkende. ”Det mærkeligste er helt klart, at ham der Troy kalder hende for Nicole og at hun nu går ind under det navn. Inde i mit hoved kan jeg ikke lade vær med at tænke Nicol eller når jeg snakker til hende, siger jeg også Nicol.”

 

Som svar nikker jeg mig hurtig enig. ”jeg ved ikke..” Jeg stopper op midt i sætningen, uden rigtig at vide hvad jeg skal sige mere. ”Det hele er bare mærkeligt” ender jeg så med at sukke og kigger igen på det slukkede fjernsyn.

 

”Jeg tænkte på Louis, og nu må du ikke misforstå mig eller noget” Begynder Harry hakkende. ”altså du ved, jeg kan godt forstå dig og sådan hvis det er.” Han holder en pause og jeg kigger nysgerrigt over på ham. ”Er du stadig forelsket i hende?” Får han endelig spyttet ud.

 

Jeg er ikke overasket over hans spørgsmål, lang fra. Jeg ventede nærmere på at det skulle komme, derfor er jeg heller ikke et eneste sekund i tvivl om mit svar. Jeg sukker kort og kigger skamfuldt ned i bordet, der står i mellem lænestolen og sofaen. ”Så meget som jeg ønsker at kunne sige nej, ved jeg også at der ikke kommer noget godt ud af at lyve for sig selv.” Jeg ser bedene op, ind i Harrys øjne og fortsætter. ”Ja, jeg er stadig forelsket i hende. Ja, jeg stoppede nok aldrig helt. Der er bare det, at det aldrig vil gå at vi er sammen igen. Hun bor her i Danmark, hemmeligt og selvom hun siger at hun vil komme tilbage, så tvivler jeg på at det vil ske.” Jeg sukker endnu en gang, for nok femte gang ”og jeg har jo også Elanor.” udbryder jeg opgivende.

 

Harry ser som svar, bare undskyldende og medlidende på mig. Han rejser sig op og tager sin mobil frem. ”Jeg tror det eneste du har brug for lige nu, er at slappe af og få det hele tænkt igennem Lou, men først - nu skal vi have en hygge aften med drengene. Jeg ringer til dem og derefter til roomservice, så vi kan få lavet os et bjerg af slik, chips og øl.” Han smiler opmuntrende til mig og tager mobilen op til øret. Han begynder med, at ringe til den første af drengene. Jeg smiler taknemmeligt til ham og ligger mig ekstra godt til rette. Hvad skulle jeg dog have gjort uden Harry lige nu!?  

 

.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-.-

(Ikke rettet da jeg ikke har været hjemme)

Der vil fra nu af komme 1 kapitel om ugen - hvilket vil være hver mandag <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...