Killer|One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2014
  • Opdateret: 18 jul. 2014
  • Status: Igang
Liam Payne, Niall Horan, Louis Tomlinson, Harry Styles og Zayn Malik. Tilsammen danner de fem drenge en gruppe, som skaber rædsel over England. En gruppe unge er forsvundet i storbyen London, og rygtet går hurtigt omkring! Det tyder på at drengene, har noget med disse forsvindinger at gøre, men er det nu sandt? Det kan den kun 18 årige, Katie Rose finde svar på, da hendes liv tager en uventet drejning. (INGEN AF HISTORIENS PERSONER ER KENDTE!)

29Likes
26Kommentarer
1679Visninger
AA

8. Kap.7) "Det var pokkers."

Stemmer i det fjerne fik mig til at åbne øjnene, for bagefter at lukkede dem igen. Jeg undrede mig over, hvad klokken var og rakte ud efter min mobil. Min hånd rodede lidt rundt på natbordet, men uden at finde noget. Jeg skubbede mig irriteret op på albuerne, og kiggede ud i rummet, intet virkede bekendt.


Lokalet virkede tomt og stort, ligesom den seng jeg lå i. Jeg studerede et billede, som hang på den anden side af sengen, men da jeg ikke så ideen med en masse tilfældige streger, ignorerede jeg det. Det eneste der ellers var i lokalet, var et højt hvidt skab, der kunne have været købt i Ikea.

Jeg besluttede mig for at stå op, da klokken sikkert var mange. Gulvet var koldt, da jeg steg ud af den varme seng, og jeg fortrød straks min handling. Jeg listede over til døren, som stod let på klem og lyttede lidt. Stemmerne der stammede fra underetagen, fik hårene på mine arme til at rejse sig, og en kuldegysning til at løbe mig lagt ned af ryggen. Måske var de i bedre humør i dag?


Jeg rystede lidt på hovedet af mig selv, da det hele vidst bare var ønsketænkning. Jeg skubbede forsigtigt døren op, da jeg helst ikke ville høres. Jeg listede ud i den lille mørk gang, hvor der var to døre udover den, som jeg lige var kommet ud af. Jeg greb fat i gelænderet, men fjernede hurtigt mit greb igen, da jeg fik øje på det hvide støvlag. Det kom ikke bag på mig, da det jo ikke ligefrem var et sted for typer, som mig. 


Jeg fulgte stemmerne, der førte mig ind i et rum, som jeg hurtigt genkendte. Den brune sofa og de matchende bord, det var altsammen, som jeg huskede det. Den eneste ændring var de mange ølflasker, som var forsvundet. Jeg stod i skjul bag dørkammen, mens jeg så forsvandt ind i min egen verden.


Jeg klemte et forskrækket skrig op, da jeg kunne mærke et fast greb om min arm. Det hele gik så hurtigt, som jeg landede i den brune sofa, der stank langt væk af cigaretrøg.

"Lytter du ved dørene?" Jeg kiggede rundt på dem alle, og forsøgte at huske navnene fra igår.
 

Krøltoppen måtte være Harry.

Den blonde med den irske accent var Niall, så vidt jeg huskede.

Ehm.. Ham med det sorte hår, hvad var det nu han hed?
Og..

"Louis fald nu ned."
Louis!
Jeg rystede forsigtigt på hovedet, da jeg heller måtte svare.

"Nej.. Jeg vil bare gerne hjem." Jeg gemte mit ansigt, da jeg kunne fornemme tårene fylde mine øjne.

"Du kan da ikke tag hjem nu, vi har det jo lige så sjovt." Jeg kiggede op, og mødte Louis' stikkende blik, som han fægtede lidt med den kniv, som han holdt i sin hånd.

"Desuden, så kan vi jo ikke vide om du sladder." Han smilede, sit sadvandlige lumske smil.

 

                                                                                ***


En knurrende motor lød udenfor, som så stoppede brat. Få sekunder efter blev en dør smækket i, og skridt nærmede sig stuen. Jeg lod mit ansigt forblive i mine hænder, da tårene trillede langsomt ned af mine kinder. Stilheden hang tungt i luften, trods det at en ny person var kommet til. Et par tunge skridt lød i luften, da en eller anden gik igennem lokalet. Min krop skælvede ved kulden, der omringede min krop, og gråden, der sad som en klub i min hals. Mit hjerte arbejdede på højtryk, da frygten vendte og drejede sig i min mave, mens smerterne dunkede i min arm.


"Hvad er der sket her?" Jeg genkendte Liams stemme, han lød vred.

"Hun lyttede ved døren!" Jeg kunne høre Louis, som forsøgte at hive forklaring i land.

"Sagde jeg ikke, at du skulle holde dig fra hende?" Louis mumlede noget, som jeg ikke kunne tyde.

"Hvad fanden laver I overhovedet her?" Han holdt en kort pause, så kun lyden af hans hårde vejrtrækninger fyldte rummet.

"Vi havde en aftale om, at Niall holdt øje med hende. Harry.." Han holdt endnu en kort pause.

"Harry gjorde sin pligt, og I to holdt øje med Kevin Jackson." Jeg rejste mit hoved op, da jeg genkendte navnet.

"Kevin Jackson?" De rettede alle deres blik mod mig, mens de så afventende ud.

"Kender du ham?" Niall kneb øjnene i, mens han tog et hiv af sin smøg.

"Øhm.. Måske." Jeg tørrede tårene på mine kinder væk, og rettede mig op.

"Jeg har en halvbror, som bor ved Oxford." Liam så mistænksom på de andre, men stoppede ved Harry.


 "Det ham." Fik han forklaret, mens Liams blik hvilede på ham, hvorefter han så spørgende på mig.


 "Min mor mødte hans far i byen, for nogle år siden, da han var blevet skilt. Min mor var fuld, og han var fuld.. Det ene førte til det andet.. For at gøre en lang historie kort, så har vi samme far." Jeg sank en klub, inden jeg kiggede ned på min hænder.


 "Men vi har ikke set hinanden, ikke siden han var 7 år og jeg 6 år."


"Det var pokkers.." Jeg kiggede på Harry, som kløede sig på hagen.


"Den her roder du dig selv ud af, Liam." Louis så på ham med hævede bryn, og med armene over kors. 

"Hvordan?" Han løftede armene op, så han lignede et stor spørgsmåltegn.

"Det ved jeg ikke, men det din tøs." Han træk på skuldrene.

Så er jeg tilbage!

Så, hvad tænker I om dette kapitel?

Jeg ved godt, at det ikke er så spændende, men der sker snart noget!

Men, hvad tror I der sker med ham Kevin? - Hvorfor gør han Liam nervøs?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...