Killer|One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2014
  • Opdateret: 18 jul. 2014
  • Status: Igang
Liam Payne, Niall Horan, Louis Tomlinson, Harry Styles og Zayn Malik. Tilsammen danner de fem drenge en gruppe, som skaber rædsel over England. En gruppe unge er forsvundet i storbyen London, og rygtet går hurtigt omkring! Det tyder på at drengene, har noget med disse forsvindinger at gøre, men er det nu sandt? Det kan den kun 18 årige, Katie Rose finde svar på, da hendes liv tager en uventet drejning. (INGEN AF HISTORIENS PERSONER ER KENDTE!)

29Likes
26Kommentarer
1692Visninger
AA

9. Kap. 8) "Shit!"

 

"Hvad har Kevin med det her at gøre?" Jeg kiggede afventende på dem alle, men stoppede ved Liam.

 "Kevin eksportere "ting" ind i landet.." Jeg afbrød ham, inden han fik mulighed for at forklare sig. 

"Hvilke ting?" Liam slog sig ned ved siden af mig.

 "Unge piger, som bliver brugt til prostitution, i de værste tilfælde, bliver de dræbt." Han lagde læderjakken om mine skuldre, som han havde gjort i går.

 "Kevin, KJ som de kalder ham.. Er blevet en del af et dårligt miljø, som.." Han kiggede rundt på de andre, som udvekslede blikke til hinanden.

 "Han hvad?" Liam rømmede sig.

 "Han har slået en masse af dem ihjel.. Selv de uskyldige." Jeg tog mig chokeret til munden, da jeg havde svært ved at forstille mig det. Kevin havde altid drømt om, at blive brandmand og rede liv. Det hele lå så fjernt fra min fantasi, som det var muligt. 

 "Hvad sker der med ham?" Jeg kiggede ind i Liams brune øjne, mens mine fyldte sig med tåre.

 "Vi bliver nok nødt til.." Han tog fat om mig, og trak mig ind til sit bryst.

 "At skille os af med ham, og hans gruppe." Jeg trak mig fra hans bryst, og kiggede igen ind i de brune øjne. 

"Har I tænkt jer at slå ham ihjel?" Liam kiggede hjælpeløst rundt på de andre, som hurtigt kiggede væk.

 "Måske." Han kiggede ned på sine hænder.

"Måske kan jeg."

 "Nej!" Liam sendte mig et bestemt blik. 

"Du bliver her indtil vi er sikre på, at intet sker." Mine øjne flød over, og en tåre sneg sig ned langs min kind. 

"Men hvad med Emmelie?" Jeg fik en dårlig smag i munden, når jeg tænkte på hende. Hun hverken vidste, hvor jeg var, eller hvad der var sket.

 "Hvem er Emmelie?" Harry kiggede på Liam med rynkede bryn, men Liam trak blot på skuldrene.

 "Emmelie er min veninde.. Det var hende, som jeg var ude med igår. Hun ved ikke hvor jeg er." Jeg snøftede, og tørrede endnu engang mine øjne.

"Hun kan vel godt ringe, ikke Liam?" Harry så spørgende på ham. Liam nikkede, og gav min skulder et klem.

 "Men du må ikke fortælle sandheden." Jeg sank en klump, men nikkede så.

Liam gravede sin Iphone frem fra sin lomme, og rakte den til mig. Jeg trykkede langsomt nummeret ind, og lyttede så til de lange bibtoner.

"Hallo?" Jeg holdt vejret, og fristes til at lægge på igen.

"Em. Det mig!" Jeg forsøgte, at holde gråden tilbage og fylde min stemme med begejstring.

"Katie! Hvor er du?"

"Hos en ven." Jeg kiggede rundt på de blikke, der lå tungt og truende på mig.

"Jeg mødte ham igår, da jeg gik udenfor. Vi havde ikke set hinanden længe, så han inviterede mig med hjem. Jeg har det godt." Jeg bed hårdt i læben, inden jeg tørrede en tåre væk.

"Faktisk så tog jeg selv med én hjem.. Jeg troede du var taget hjem, så jeg tog med ham."  Jeg nikkede, selvom jeg jo godt vidste, at hun intet kunne se.

"Hvornår kommer du hjem?" Jeg rømmede mig.
"Det ved jeg ikke.. Vi har nogle ting vi skal nå."

"Hvilke?" Hun lød nysgerrig.

"Jeg bliver nød til at smutte." Jeg kneb øjnene hårdt i, da jeg hadede at lyve for hende.

"Okay.. Men så farvel." Jeg lagde på og rakte mobilen tilbage til Liam, som lagde den tilbage i sin lomme. Jeg begravede ansigtet i mine hænder, og sukkede højlydt.

"Shit!"

 

***


Jeg prøvede endnu engang, at finde sammenhæng i billedet på væggen. Dog gav jeg op igen, da et guitarspil kunne høres nedenunder. Jeg gik over til døren, som stod på klem og lyttede. Den var god nok! Tonerne kom fra stuen.

Jeg skubbede forsigtigt døren op og frøs til is, da den gav en beklagende knirken fra sig. Jeg listede på tær ned af trappen og fulgte lyden af tonerne, samt en sangstemme så fantastisk, at den kunne komme fra en engel. Jeg lænede mig op af dørkammen og stirrede overrasket på Niall, som var optaget af sin guitar.
Jeg rømmede mig højlydt, så han endelig rettede blikket op.

 "Du synger?" Jeg satte mig på sofaen og smilede så, da jeg ville bryde isen imellem os. Han nikkede blot og vendte tilbage til sine strenge, mens han ignorerede mig.

 "Hvad er det for en sang?" Han stilede guitaren fra sig, og skrev så noget på et stykke papir, som lå foran ham.

 "Bare lidt som jeg har skrevet på, ikke noget særligt." Jeg trak mine ben op under mig og studerede kort rummet, som kun var blevet mere rodet. 

"Vil du høre den?" Han så på mig med et spørgende blik, og med et forsigtigt smil på læben.

 "Selvfølgelig!" Jeg rettede mig op i sofaen af berejstring. Han greb fat om guitaren igen og rømmede sig lidt, inden han startede.

"Written in these walls are the stories that I can't explain
I leave my heart open but it stays right here empty for days
She told me in the morning she don't feel the same about us in her bones
Seems to me that when I die these words will be written on my stone..."

Jeg klappede chokeret i hænderne, mens jeg storsmilede som en anden idiot.

 "Wow." Niall smilede genert og rødmede let, hvorefter han brød ud i en drengede latter. 

"Kunne du lide det?" Han kørte en hånd igennem det blonde hår, mens så spørgende på mig. Jeg nikkede blot, da jeg var mundlam.
"Hvordan fandt du på teksten?" Jeg lænende mig frem i sofaen, da han rakte mig en øl.
 "Fortiden." Han trak på skuldrene og tog en slurk af sin øl, som han hurtigt stilede fra sig. 
"Fortiden?" Jeg gentog ham med en spørgende stemme. Han nikkede.
 "Hvilken fortid?" Jeg blev nysgerrig, som ind i helvede.
 "Faktisk." Han stoppede brat op, og sendte mig usikkert blik.
 "Faktisk hvad?" Jeg kunne mærke uroen i min krop.
 "Faktisk er det min, Louis, Harry, Zayn og Liams fortid." han holdt en kort pause. 
"Det er deres skyld, at jeg sidder her idag." Jeg klemte mine læber hårdt sammen. 
"Mine forældre blev skilt, da jeg var lille.. Mig og min bror flyttede ind hos min far, hvilket betød at vi skulle flytte skole. Jeg har altid været mors dreng." Han smilede, mens et savn kom til syne i hans blanke øjne. Han havde tåre i øjnene.
"Jeg følte mig ikke tilpas på den nye skole, selvom nye mennesker aldrig har berørt mig før, men denne gang var det anderledes." Han stirrede ned på sine hænder, som nervøst pillede ved hinanden.

"Min far begyndte at drikke, og min mor kunne intet gøre. Jeg savnede, at være hos hende og holde om hende. Hun var den eneste der troede på min drøm, men se nu. Nu sidder jeg her, og alle frygter mig." Han tænde en smøg, inden han lænede tilbage i stolen.
"Alle undtagen gutterne." Han pustede et par røgringe ud i luften, hvorefter jeg viftede med min hånd.
"Jeg frygter dig ikke." Jeg smilede, så oprigtigt som muligt. Han rystede på hovedet.
"Du behøver ikke at lyve." Han smilede falsk, inden han igen fyldte sig med røg.

Et længere kapitel! Det ved jeg, at nogle af jer kan lide. :)

Måske er det ikke så super spændende, men det bliver vigtigt for historien, når vi kommer længere ind i den...

Jeg håber, at I nu er kommet nye spørgsmål, eller at I evt. har fået besvaret nogle.

Tak fordi I læser med! xx

PS. Kapitlet er ikke blevet rette igennem, da tiden ikke har været min bedste ven for tiden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...