Killer|One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2014
  • Opdateret: 18 jul. 2014
  • Status: Igang
Liam Payne, Niall Horan, Louis Tomlinson, Harry Styles og Zayn Malik. Tilsammen danner de fem drenge en gruppe, som skaber rædsel over England. En gruppe unge er forsvundet i storbyen London, og rygtet går hurtigt omkring! Det tyder på at drengene, har noget med disse forsvindinger at gøre, men er det nu sandt? Det kan den kun 18 årige, Katie Rose finde svar på, da hendes liv tager en uventet drejning. (INGEN AF HISTORIENS PERSONER ER KENDTE!)

29Likes
26Kommentarer
1686Visninger
AA

6. Kap. 5) Hyggeonkel

Liam rakte sin læderjakke ned til mig, da en kuldegysning løb mig langt ned af ryggen. Han dumbede bagefter ned ved min side, og knappede en øl op.

Jeg forsøgte at få overblik over lokalet, som sikkert skulle forstille en stue. Væggene var nikotingule, og her lugtede kraftigt af røg. Det brune sofabord var dækket af grønne Carlsberg flasker, et fyldt askebære og nogle cigaretpakker, som lå spredt for verdens vinde. Over i hjørnet stod en sort lænestol, der havde et par huller her og der. Ellers var der kun den store sofa, som jeg sad på. Nogle pyntepuder lå smidt lidt tilfældigt i den, hvilket sikkert var et billigt forsøg på hygge.

 Mit blik løb over de nye ansigter, som var kommet til. Jeg genkendte dem nu, og kom i tanke om gruppen fra før. Deres blik lå allerede på mig, mens stilheden blandede sig med røgen, der hang tungt i luften.

En blond fyr rakte mig en smøg, da han satte sig i sofaen. Jeg takkede pænt nej, og betragtede ham, som han tog et hiv. Jeg havde medlidenhed med hans lunger, der efterhånden måtte ligne en tønde fyldt med tjære.

"Hvorfor slæbte du tøssen med?" En fyr med skægstupper, brunt hår og læderjakke kiggede spørgende på Liam.

Han virkede ikke som den hyggelige type, hvilket det færreste herinde gjorde. Dog var ham her den mest skæmmende, og det var tydeligt at han ikke brød sig om mig. Men så havde vi da noget tilfælles, for hyggeonkel det ville han da aldrig blive. 

"Louis lad vær med at pive. Det rart med noget selskab." Jeg skiftede mit blik fra Louis, som han åbenbart hed, og hen til en fyr med krøllede hår. Hans blik lå allerede på mig, så jeg kiggede hurtigt væk igen.

"Du er Katie formoder jeg." Jeg kiggede op igen, hvor mit blik mødte krøltoppen. Jeg undrede mig over, hvorfra han kendte til mit navn.

 "Hvor kender du mit navn fra?" Han så stumt på mig og trak hånden til sig, som var jeg pluslig giftig.

"Forhelvede Harry!" Den blonde fyr, som jeg sad ved siden af, slog sig for panden.

"Kan du da ikke holde din kæft?" Jeg rykkede uroligt på mig, da jeg fandt  hans stemmeleje ubehageligt.

"Luk røven Niall!" Harry sendte fingeren, for bagefter at tage en slurk af sin øl. 

"Hold kæft begge to!" En fyr med en cigaret i mundvigen råbte op, og fik lukket munden på dem begge. Jeg havde så småt fået styr på deres navne: den sure var Louis, den krøllede var Harry, den blonde var Niall og den sidste, ham kendte jeg endnu ikke navnet på. 


"Er I røvhuller snart færdig med at brokke jer?" Liam kiggede rundt i lokalet, som sikrede han sig en form for respekt.

"Godt." Han rettede på sit korte hår, inden han begyndte at snakke.

"Louis du sørger for at ingen har set noget, okay?" Han rettede blikket mod mig, og dannede et lusket smil på sine læber.

"Hvad skal der så ske med tøssen?" Han slog en hæs latter op, mens han kiggede tilbage på Liam.

"Liam! Det kan du ikke mene?"  Harry så bedende på Liam, der blot sukkede af Harrys hunde øjne. På en måde mindede det mig om Emmelie, da hun tidligere havde plaget om en bytur.

Emmelie! Hende havde jeg glemt alt om. Hun måtte være ude af den!

 "Jeg blive nødt til at gå." Jeg rejste mig fra sofaen, og kiggede kort rundt.

"Åh du kan tro nej!" Louis greb hårdt fat i min overarm, så et lavt skrig forlod mine læber.

"Slip hende!" Liam rejste sig, og skubbede mig tilbage i sofaen. Jeg tog mig foravet til armen, hvor der allerede var kommet et mærke. Nok så han splejset ud, men stærk var han alligevel.

 "Du rør hende ikke igen! Er det forstået?" Louis fnøs, og forsvandt ud af en dør, som så blev smækket i.

"I andre tager tilbage, og skiller jer af med liget, okay? - Jeg tager mig af pigen i mellem tiden."

 Mit blik flakkede rundt imellem dem alle, mens mit hjerte gik amok. Jeg havde lykkeligt glemt det lig, som Liam kort forinden havde efterladt. Selvom jeg var ude af den, og savnede Emmelie, så havde jeg brug for at give hende skylden. Det var jo trods alt hendes ide med den bytur, men jeg kunne også have holdt mig indedøre. Så skylden lå vel på selv?

Hvad tænker I så om dette kapitel?

Og hvad tror I der sker? xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...