Killer|One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2014
  • Opdateret: 18 jul. 2014
  • Status: Igang
Liam Payne, Niall Horan, Louis Tomlinson, Harry Styles og Zayn Malik. Tilsammen danner de fem drenge en gruppe, som skaber rædsel over England. En gruppe unge er forsvundet i storbyen London, og rygtet går hurtigt omkring! Det tyder på at drengene, har noget med disse forsvindinger at gøre, men er det nu sandt? Det kan den kun 18 årige, Katie Rose finde svar på, da hendes liv tager en uventet drejning. (INGEN AF HISTORIENS PERSONER ER KENDTE!)

29Likes
26Kommentarer
1695Visninger
AA

13. Kap. 12) Old London

"Hvornår kommer de tilbage?" Jeg så spørgende på Harry, som tog et hiv af sin smøg.

"Tag det roligt. De kommer, når de kommer." Harry klappede på det trappetrin han sad på, som en hentydning om at tage plads, men jeg ignorerede det.

"Kan vi ikke gå der hen?" Jeg skimtede i den retningen, som de var gået i. Harry brød ud i en latter, men stoppede den hurtigt igen. Han opdagede alvoren, der lå i min stemme.

"Du laver sjov, ikke?" Han smed skodet i en vandpyt, og kiggede på mig med løftet øjenbryn, inden jeg vendte ryggen til.

"Nej Harry." Jeg rystede på hovedet, og trak lædderjakken tættere ind til min krop. Jeg indhalerede duften af Liam, som stadig hang i indersidens stof.

"Hør Katie." Han rettede sin ryg op, inden han fortsatte. Hans blik lå stadigvæk på min nakke, hvilket ikke generede mig.

 "Jeg har lovet Liam, at passe på hans lille kæreste, ikke?" Han løftede armene op, og trak kort på skuldrene. Hans useriøse attitude gik mig på, og en stikkende fornemmelse voksede i min mave.

"Jeg fortrækker Katie." Jeg sukkede, vendte mig så mod ham, og stirrede ind i de grønne øjne. Han havde et forsigtigt smil på læben, faktisk så det usikkert ud.
"Hvor er de egentlig henne?" Jeg vendte mig igen mod mørket, der dækkede for alle tænkelige spor af liv, der kunne være tilbage af Liam.
"En øde villavej, hvor der ikke er andet end forladte huse." Jeg nikkede kort, inden jeg kiggede i den anden retning. Jeg var ikke sikker på, om præcist vidste vejen, men jeg havde hørt om det før. Faktiske selv været der, engang for længe siden.

"Old London?" Man siger det er hjemstedet, for ensomme og forladte sjæle. Det er derfor, at det bliver kaldt Old London, fordi alt er gammelt, forladt og glemt. Det hører til fortiden, og ingen lever i den. Ingen ønsker det ihvertfald ikke, selvom det kan være svært at indrømme. 

"Ja ved den der gyde." Jeg nikker, jeg ved præcist hvilken gyde, han snakker om. Den imellem de to store huse, der engang hørte til en velhavende familie, men som nu bare står tomt. 

"Okay." Kevin viste mig stedet, da vi var små. Han fortalte om et genfærd, der gik igen i det forladte ruiner. Jeg faldt selvfølgelig i med begge ben, og havde svært ved at sove, da han fortalte mig om, hvordan han hjemsøgte uvelkomne gæster. Det længe siden jeg har været der, faktisk ikke siden dengang. Jeg havde nær fortrængt det i mit hoved, næsten glemt alt om stedet.

Nu, hvor jeg kan huske, hvor gaden ligger, og ved hvilken gyde det er, så kan der ikke være langt igen. Måske en kilometer eller to? Der ingen risiko at tabe, så hvorfor ikke gøre et forsøg?

Jeg tog stilleterne af, og lod dem hænge i min hånd. Jeg kiggede mig over skulderen, inden jeg satte i løb. 
"Katie!" Jeg kunne høre Harrys stemme i baggrunden, hvor han sikkert stod hjælpeløst tilbage. Jeg fortsætter bare ud i mørket, mens jeg krydser fingre for, at kunne finde Liam. 

"Undskyld Harry!" Jeg råber tilbage mod ham, mens et smil falder om mine læber. Jeg har ikke nogen skyldfølelse, da jeg kan høre Harrys tunge åndedrag, da han forsøger at indhente mig.


***


Jeg stoppede op ved gadeskiltet, hvor der med utydelige bogstaver stod: London Avenue. Teksten lå skjult bag graffiti'en, der danner navnet: Old London.
 Jeg smilede tilfreds, da jeg kiggede bagud. Harry var ude af syne, hvilket gav mig rig mulighed til at fortsætte. Jeg løb ned af gaden, hvor de forfaldende huse stod på række. Ulige numre på den ene side, lige numre på den anden. - Præcist som jeg huskede det.

Jeg løb igennem mørket, og forsøgte at finde vej til gyden, hvilket til sidst lykkedes. Jeg listede langs med muren, og kiggede ind i gyden. Jeg søgte efter Liam, som jeg fandt i færd med et slagsmål. Jeg holdt mig for munden, da jeg lavt gispede.

 Månen var det eneste, som sendte lys ned på gyden, så jeg ville let kunne bevæge mig derind. Til min lettelse! Liam ville ikke blive glad, det vidste jeg godt, men jeg måtte se ham. - Sikre mig at alting var plads, og at han ikke var såret.  

"Hvem er så det her?" Jeg stivnede, da et hårdt greb om min hals, sendte smerte igennem min krop. 

"Katie?!" Liams blik ramte min krop, da han studrede mig fra top til tå. Hans ser chokeret ud, men samtidig overrasket.

 "Undskyld Liam." Jeg trækede på skuldrene, mens jeg forsøger at smile, men smerten dunker inden i mig.

"Katie?" Jeg skimtede i den retning, hvor der er helt mørkt, så mørkt at det danner prikker for mine øjne.

"Kevin?" Jeg skiftede mellem hans og Liams blik, da han er kommet ud i månens skær. 

"Sikke et sammentræf." Han knækkede sine fingre, mens venligt smilede til mig. Han slog kort efter en latter op, som jeg havde svært ved at forstå. Han greb hurtigt fast om Liam, som knækker sammen og lander på jorden. Kevin satte et knæ i ryggen på ham, og hans smerte skær igennem mit hjerte.

"Hvorfor gør du det her?" Jeg vred mig løs fra grebet bag mig, og trådte et skridt næmere Liam. Hans ansigt kæmper mod gråden, der sidder i hans øjne. Han forsøger, at virke så stærke, som det er muligt.

"Hvorfor ikke? Indtægten er god, og jeg kan nyde synet af mine døde fjender. Det ville en brandmande ikke, ville han?" Han tog fat om Liams hår, og rev ham op fra asfalten, så han var ude af stand, til at kunne flygte. Han trækker en kniv op af bæltet, og lægger den så mod Liams strube. 

"Og dig? Søde lille Katie, blev du træt af prinsesse livet?" Jeg sank en klump, mens kvalmen voksede i min krop. Jeg kan ikke flytte blikket fra Liam, der ser hjælpeløst på mig.

"Selvfølgelig gjorde du det. Hvad tjener du på det?" Han smilede endnu engang, og trykkede kniven tættere mod Liams hals.

"Hvilket?" Jeg rettede blikket mod mine nøgne fødder, som var havnet i en beskidt vandpyt. 

"At være Liams lille tøjte. Jeg mener, du kan da nødigt ha' valgt det her selv?" Hans latter er bred, ligesom hans venners hæse begejstringer. 

Jeg lader mit blik falde over Liams, også hen over asfalten. Det lander til sidst på en pistol, der ligger ved siden af en bevidstløs Zayn.

"Jeg er ikke nogen's tøjte, jeg elsker Liam." Kevin lo, samtidig med at han trykker kniven tættere, indtil Liams strube. Jeg tager forsigtige skridt, inden jeg nærmere mig Zayn, der ligger blødende på jorden. Jeg holder samtalen igang, imens jeg diskret samler pistolen op. Jeg retter først pistolen mod Liam, så Kevin og så tilbage igen. Jeg lukker øjnene, og trykker på aftrækkeren.

... Et brag er det eneste, der fylder mørkets tomhed ud.

 

Det her er så sidste kapitel, så resten må I selv forstille jer.

Det er desværre ikke blevet rettet, da jeg er super træt, og burde gå i seng.

Jeg havde ikke forstillet mig slutningen, sådan som den er endt, men den blev blind, så noget gik altså efter mit hoved.. ;)

Tak fordi I læste med, og tak for alle kommentarene. 

Jeg håber I vil læse med, når min næste fanfiction udkommer! xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...