Bag en klippesten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2014
  • Opdateret: 12 mar. 2014
  • Status: Færdig
Dette er en stil jeg har skrevet i skolen. Skriv i kommentaren, hvis der er noget jeg kan forbedre :)

2Likes
0Kommentarer
150Visninger
AA

1. Bag en klippesten.

Bag en klippesten

 

Min hånd strakte sig hen over den hårde stenklippe. Min hvide kjole blafrede i vinden, og mine tanker samlede sig om tallet seksten. Endelig seksten.

Månen lyste alting op, med en smuk blå glød. Det var som om, den trak i mig…

Jeg listede det sidste af vejen hen mod den store åbning i klippehavet. Små glinsende Vandperler dryppede ned langs siden på den store granitsten. En kildende følelse, af ikke at være alene, sneg sig op langs min ryg og en efter en rejste hårene sig på mine arme. Jeg drejede hovedet en lille smule, var der nogen? Og hvis der var, hvem ville så følge efter en pige, de ikke kender, ud midt i et hul af klipper, for at finde vand? Jeg fik egentlig ikke lyst til at vende om og gå tilbage til den lille, mørke og efterhånden gamle trævilla. Min, ærligt talt, pæne villa lå på toppen af klipperne og fra vinduet kunne man se den smukkeste udsigt, ud over alle de små sorte skygger, der gemte sig for lysets blanke, men påtrængende blik…

Nysgerrigheden overvældede mig, min hånd rørte blidt vandets smukke overflade. Det var som at røre koldt, flydende glas. Jeg klemte øjnene hårdt sammen og lod resten af min krop glide igennem barrierens tynde lag, og jeg blev gennemblødt…

Jeg åbnede øjnene, kun for at se mørke. Intet andet end mørke. Det føltes som om, jeg var blevet transporteret et eller andet sted hen… Hvorfor var jeg dog også gået herned til at starte med? Og jeg var ikke længere våd? Jeg kneb øjnene sammen og jeg sværger, jeg så en skygge flytte sig. Jeg kunne næsten intet se og fik hurtigt en fornemmelse af, jeg ingen kontrol havde over noget som helst længere, det var skræmmende på en eller anden måde. Jeg prøvede at føle mig frem til noget, men der var intet, kun mig og den kolde jord, jeg gik på. En stærk, brændende smerte gik igennem min ryg, og jeg kunne mærke min krop forlade mig…

Ingen vej tilbage…

Jeg var fuldt bevidst om, at jeg lige var blevet stukket ned, men hvorfor var jeg ikke død? Jeg var utroligt rolig, jeg kunne have været død, men et eller andet sted var jeg egentlig ligeglad. Måske ville jeg dø. Der var koldt, og jeg kunne mærke min ømme ryg sitre af ubehag. Hvor var jeg, og hvor længe havde jeg været bevidstløs?

Jeg rejste min slidte krop, og begyndte at gå i en tilfældig retning. Alt var mørkt. For mørkt. Jeg skærpede mine sanser, ’jeg ved hvad jeg vil’ var det eneste jeg havde i hovedet. Det føltes som om at jeg havde gået i flere timer, og mine fødder var trætte, men efter lang tid, fandt jeg endelig et lille glimt af lys. Glimtet blev til en glød, gløden blev til ild, og ilden blev til et bål. Jeg kom endnu tættere på, og omridset af et hoved begyndte at stikke op, i flammernes skær. To store gyldne øjne var indrammet, i et lille udsultet ansigt. Et ondt, overlegent smil bredte sig på hendes læber. ”Endelig” Hendes stemme havde en skarp og uhyggelig tone, næsten som om, hun havde set frygt i mine øjne. Jeg kom tættere på, og pigen rejste sig, næsten lydløst, faldt det tæppe hun havde haft om sig, ned til jorden. Stemningen blev kold og gyselig, og smilet på hendes læber blev endnu bredere. Hendes læber foldede sig op, for at blotte en lang række sylespidse tænder. ”En smertefuld død” hviskede hun stille. Den lille skikkelse løftede sig fra jorden i et stort spring, målrettet på at slå ihjel, med øjne fulde af lyst og hån. Varmen fra hendes lille krop var kun få centimeter fra min, inden at den hurtigt blev flået væk igen. En stor, blodig metalpil stak ud af brystet på hende, og hendes ansigt var forskruet i smerte. Hun holdt mit blik låst fast til hendes, og en svag hvisken undslap hendes læber. ”Nej…” hun væltede ned på sine knæ, og lod så sin overkrop falde ned mod jordens hårde overflade. ”Bitch” mumlede en honningsød stemme. Jeg løftede hovedet, og så, til min overraskelse, min ’helt’, med et mærkeligt udtryk i ansigtet. ”Du har vel ikke også tænkt dig at gøre en ende på mit liv?” han løftede et pjusket bryn. ”Kun hvis, du bliver et problem” selvom at hans tone var seriøs, kunne jeg godt forestille mig et lille smil, på hans fyldige læber. ”Hvad mon jeg kan bruge dig til…” hvis han bare så meget som rørte mig, ville jeg slå ham ihjel. Jeg ville ødelægge hans pæne maskuline ansigt, med de dybe hassel-nødde brune øjne, omrammet af de lange mørke vipper. Det ville være synd, men jeg ville gøre det.

For første gang jeg så ham, følte jeg at han var værd at stole på. Og rigtigt nok, slog han mig ikke ihjel. Vi havde fulgtes ad hele vejen til hans hytte. Han brugte tiden på at forklare mig, hvad der var sket med mig, og hvor vi var.”Du er nu officielt med i spillet, alt du skal gøre er at holde dig selv i live.” ”Hvad er meningen med alt det her?” selvom, jeg måtte have gået ham lidt på nerverne, var han meget tålmodig med mig. ”Der er nogen der leger Gud. Det er der altid, du lægger bare ikke mærke til det. ’Gud’ har planlagt det her. Og ikke for noget… men jeg kommer nok til at være her længere end dig…” han tvivlede på mig? ”Jeg kan kæmpe.” ”Det ved jeg… Jeg så dig komme… Tro det eller ej, men du er faktisk ikke så svær at forudse. Se på dig selv. Hvad kan du se?” ”mig” svarede jeg, lidt flabet. ”Det er ikke det jeg mener… du er jo blevet sent herind af en grund… Vi kan læse det i dit blod” et lumsk smil spillede om hans læber. Det kan godt være at jeg tog fejl, men det var som om at han var interesseret i mig… Vi var i mellemtiden nået frem til hans lejr, i mørket. Han flyttede nogle sten til siden, og under dem var en sprække i jorden. Hans hånd dykkede derned for at finde noget. ”hvad laver du?” væltede det ud af mig. Mig og min alt for store mund. ”Vi skal finde ud af, hvem du er” et drilsk smil kom til syne i mørket, og hans smukke ansigt blev endnu mere fortabt, i en underlig kærlighed til at finde grunden til, at jeg var dukket op. Han tog et skarpt, skinnende objekt frem, og holdt det op, foran mig. ”Gør det” hviskede han. Den useriøse dreng blev erstattet af en mere moden, og erfaren en. Jeg tror, han vidste hvad han lavede…

Jeg lavede et langt, fint snit ned af min underarm. Lange dybe, røde dråber piblede ned langs min sårbare hud, for at dryppe videre ned på jorden. For at gå til spilde. Smerten stak en lille smule, men værre var det ikke. Hvad var der galt med mig? Men inden den allerførste mørkerøde dråbe kunne finde sig vej derned, tog han fat i min arm, og holdt den ind over et lille, sølv gral. ”Du er nu min partner-in-crime” sagde han muntert, som den gyselige stemning forsvandt. Jeg fik ondt af ham, ondt af at han var havnet her… Hans lange slanke fingre snoede sig om min arm, hans berøring gav mig en mærkelig fornemmelse, næsten lidt ligesom sommerfugle. Det føltes rart. Bekræftende. At have nogen så tæt på…

Jeg kom i tanke om noget… Spillet. Hvad havde han ment med det? ”Er vi alene?” spurgte jeg.  Stilheden var næsten ikke til at bære. ”Aldrig rigtig helt…” Han prøvede at tvinge et smil frem. Selvom, der var en undertone af uhygge og afsky i hans stemme. ”Hvad mener du med det?” hvorfor skulle jeg dog være så besværlig? ”Der er os… og gud…” Han spyttede og understregede ’gud’ ekstra grundigt. ”DU KAN IKKE BESTEMME OVER OS FOR EVIGT! ... DU ER FUCKED UP OG DU VED DET!” Råbte han hæmningsløst, ud i intethedens tomme rum. Det rungede, og træerne gav en knagende genlyd. Mit gæt var, at han kun forsøgte at få noget lettet fra hans indebrændte indre…

”Og så er der ’hende’…” For første gang lød han… ond. ”Jeg kan ikke garantere dig at du overlever… Men hvis jeg ikke tager meget fejl, så er der vidst kun os tre tilbage…”

Alting virkede som en drøm, som om at jeg med vilje lod mig selv drømme ud i et univers, hvor at jeg rent faktisk havde en ret til at være i live. Men jeg kunne ikke hjælpe mig selv, da jeg følte mig heldig, han havde holdt mig i live, da han så let som ingenting, kunne gøre en ende på det hele… Mit blod var omsider stoppet med at løbe. Han tog fat i den nederste del af min kjole, og rev stoffet over. Han placerede det hvide tekstil på det blodige sår, og satte det godt fast. Gralen, som han havde i den anden hånd, tog han op til sit ansigt og åndede på. Idet, skete der noget helt utroligt… der steg en lang flamme ud af hans hals, og ud over gralen, fyldt med mit blod. Jeg sad længe og var meget betaget af hvad der lige var sket, var han en drage eller sådan noget? Måske en blanding… ”Smukt ikke?” hans honning gyldne stemme skar igennem den klare stilhed mellem os. Jeg var alt for betaget til at få andet frem, end et lille nik. Han rakte gralen hen til mig, og jeg lod mit syn falde ned på den. Der havde dannet sig en fin, sort skorpe på overfladen… Formet som et lille træ, fyldt med en masse små rødder. ”Er jeg et træ?” spurgte jeg forvirret. ”Nej, fjolle, du er en heks… det løber i din familie” Jeg blev trist af ordet ’familie’, jeg havde levet hele mit liv alene. ”Du er et specielt væsen, hekse er efterhånden meget sjældne…” Der havde jeg det. Hvem jeg er. På et sølvfad… Hvor deprimerende… Hans øjne borede sig ind i mine, og jeg kunne mærke en kemi imellem os…

Et chok flød igennem min krop, da jeg kunne mærke at nogen holdt godt fast om min hals. ”SLIP MIG!” skreg jeg, så højt jeg kunne. Panik gik igennem mig, ved den iskolde berøring, da gik det op for mig, personen var halvt gennemsigtig. Som en skygge, med onde øjne og et stort hånligt smil, jeg kun havde set én gang før… Jeg blev mast hårdt op af et træ, og selvom, jeg prøvede at kæmpe tilbage, med arme og ben, nyttede det ikke noget. Jeg prøvede at fokusere på hvem det var der angreb mig, men det er svært at genkende nogen, man aldrig har mødt. Et spørgsmål sad tilbage, alene i mit hoved: er det virkelig sådan, jeg skal dø? Grebet om min hals blev strammere, og jeg kunne ikke trække vejret, mine øjne løb i vand og jeg kunne mærke en dyb smerte i mine lunger. Jeg havde lyst til at skrige, og sparke personen, der holdt mig fast, af helvede til, men jeg kunne ikke…

”SLIP HENDE!” lød en frygtløs stemme, og i samme sekund gik en kraftig metalpil igennem personens krop, der fik det til at sitre i min krop, og jeg var fri. Jeg var reddet. Igen. For helvede. Skyggen faldt mod jorden. Den ramte jorden med et stort brag, og gik så i en million små stykker. Men alt opmærksomheden var allerede taget. Jeg kæmpede for at få vejret igen, og det nye luft brændte i mine lunger. ”Er du okay?!” lød en skræmt, honningsød stemme. ”Jeg er okay, tror jeg…” ”Jeg er så ked af at jeg ikke reagerede hurtigere, det må du virkelig, virkelig undskylde!” han lød faktisk som om at han mente det, og han fik det til at lyde som om, jeg var vigtig. ”Hvem var det?” spurgte jeg stille. Jeg var åbenbart hadet i denne verden… ”Sam… Vi har et problem…” hans stemme blev til en hvisken, og viljestyrken i hans ansigt forsvandt, da han brækkede sin sætning over. ”Kun én kan slippe levende herfra…” han lød trist og skræmt på samme tid, og jeg fik pludselig en trang til at trøste ham. ”Hvad betyder det?” spurgte jeg forvirret. ”Det betyder at en af os skal… lade livet. Vi er de sidste der er tilbage…” ”Aldrig!” skreg jeg, hvordan kunne han gøre det?! Han havde allerede reddet mit liv, to gange! Nu var det game on… ”Hvad foreslår DU så at vi gør?!” hans stemme var mørk og kold, og hans ansigt var sammenkrøllet i fortvivlelse. Jeg tog hans hånd i min. Min stemme var seriøs og fuld af håb…

”Vi……… Leger gud.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...