Den udvalgte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2014
  • Opdateret: 12 mar. 2014
  • Status: Færdig
*Oneshot*

1Likes
0Kommentarer
231Visninger

1. Allésia

Der  var engang et slot, slottet var givet til dragekrigerne, det var smukt, og alle dragekrigerne boede i landbyen omkring slottet.  Slottet var alles så alle kunne besøge det. Der var alt hvad de havde brug for hospital, bibliotek, laboratorium, våbenrum, træningssale… Sådan begyndte min farfar altid med historien om dragekrigernes by Allésia, Han havde selv boet der, indtil byen var blevet overtaget og smadret af dragen Zular. Alle dragekrigere var flygtet op i bjergene dengang. 

 

Jeg gik ud af grotten og kravlede ned ad klippen, til jeg nåede stien. Jeg havde min rustning på og sværdret med, jeg fægtede lidt ud i luften for at øve mig. Jeg var mærket til en dragekriger. En dragekriger skal passe på byen for de onde drager, men skal også finde sin egen drage. Der er et bånd mellem dig og dragen, som ingen kan ødelægge. Båndet gør at man kan snakke med dragen og høre dens tanker. Og man bliver stærkere, hvis man er sammen med dragen. Jeg havde ikke fundet min drage endnu.  

 

Jeg hørte nogle skrig henne fra grotterne, jeg skyndte mig at løbe derned for at se, hvad der var sket. Den skrigende kvinde var bleg, og så meget syg ud, ”hvad er der galt” spurgte jeg. Dragekrigernes leder, som var min far, sagde, ”det er dragekrigersygen, den har bredt sig. Det  er en magisk syge, det betyder, at den ikke kan helbredes med urter, og det vi plejer. Modgiften kan kun findes i Allésias laboratorium”. ”Daxia, min datter, det er dig, der er den udvalgte, jeg kan se det på den måde dit dragekrigermærke er på, i tegnets sprog betyder det, at du er stærk, afgørende for noget vigtig, modig og dygtig til at kæmpe og at være en dragekriger. Tegnets sprog har talt, det er dig, som er den udvalgte til at redde folket fra sygdommen”. ”Men jeg har jo ingen drage endnu”. ” Nej men jeg ved, du finder den på din vej”. ”Okay men hvor skal jeg starte?” ”Gå op på det tredje bjerg solopganges lys falder på, derfra vil du kunne mærke Allésias ånd føre dig til Allésia”. ”Okay men hvad nu hvis jeg ender i en anden forladt by?” ”Der var en grund til, at farfar har fortalt dig så mange historier om Allésia, du ved, når du er i Allésia”. ” Hvad med dragen Zular, jeg har ingen chance imod den”. ”Du er den eneste, der kan dræbe den, du er den udvalgte og vores eneste chance for at overleve.

 

Her er Drawan-sværdet, det er det kraftigste dragesværd, der nogensinde er lavet, smedet af den første dragerkrigers ånd, lavet af lava fra dragebjerget Jarlida, blod fra de tre hoveddrager, og mod og styrke fra alle døde dragekrigere. Det blev lavet til den, der skulle få Zulars blod til at flyde og redde Dragekrigernes folk. Dig”. ”Jeg skal nok passe på det”. Jeg vinkede farvel, og pakkede mine ting. Jeg tog mine ting, og begyndte at gå, jeg skulle nå det tredje bjerg solopganges lys falder på inden solopgangen.  Jeg vidste heldigvis godt hvilken retning, jeg skulle.

 

Jeg gik hele natten indtil jeg så, solen var ved at stå op, jeg kiggede rundt. Solens stråler ramte først det ene bjerg, så det andet og til sidst det tredje bjerg, som kaldes Carnisiqu. Jeg kravlede  op ad klipperne til jeg nåede toppen af Carnisiqu, det var det højeste bjerg, jeg havde været på. Jeg tog Drawan-sværdet ud af holderen og kiggede på det, det var smukt, jeg kunne mærke kraften fra sværdet flyde rundt i min krop. Sværdet viste mig vej til Allésia. Jeg begyndte at kravle fra det ene bjerg til det andet bjerg. Det ville tage mig lang tid på gåben. Pludselig begyndte nogle af de sten, jeg stod på at rutsje, og jeg gled lidt ned af bjerget, og rullede ind i en grotte. Jeg kiggede ind i grotten og kunne se to store gule øjne kigge på mig. Det var en drage. Dragen kom nærmere, jeg prøvede at rykke bagud, men hvis jeg tog et skridt mere bag ud, ville jeg ryge ud over kanten. Dragen bøjede hovedet. Den viste ære for mig. ”Daxia, den udvalgte. Jeg er dragen Solumque”. Da Jeg hørte navnet Solumque, fik jeg et minde i hovedet. I mindet kunne jeg se Solumque og jeg flyve højt op over de højeste bjergtoppe. Vi kunne tale sammen igennem tankerne. Vi ville være det perfekte makkerpar i kampe og krige. Vi var som en enhed, en der aldrig ville kunne skilles ad.

 

Jeg slog øjne op, og kiggede ind i de gule øjne. Jeg kiggede rundt på Solumque, det var en stor handrage. Hans skæl var lavarøde. Tænderne var skarpe som knive. Den havde takker, der startede fra toppen af hovedet og ned til slutning af halen. På den ene skulder var der et tegn, tegnet var det samme tegn, som jeg havde på skulderen.  Jeg var sikker, det var min drage.

 

”Solumque, jeg har brug for din hjælp. Dragekrigerne er smittet med en sygdom, som kun kan helbredes med en eliksir fra et laboratorium i Allésia – dragekrigernes by. På gåben vil det tage lang tid, men hvis jeg flyver på dig, vil det tage kortere tid. De andre dragekrigere har ikke lang tid endnu.” ”Hvad vil du gøre, hvis Zular opdager dig?” ”Jeg vil kæmpe imod den, med Drawan-sværdret”. ”Okay, lad os tage af sted med det samme”. Jeg satte mig op på ryggen af Solumque. Solumque gik hen til enden af grotten, spredte sine vinger og fløj af sted. Jeg følte mig hjemme på ryggen af Solumque, jeg vidste at det her var rigtigt.

 

Vi fløj i tre dage, før vi var ved porten til Allésia. Jeg stod af Solumque,  jeg gik hen til porten, og viste mit dragekrigermærke. Døren åbnede, og vi gik ind, jeg tog Drawan-sværdret op af holderen. Parat til at kæmpe. Jeg kunne godt forestille mig Allésia som en smuk by for mange år siden. Jeg gik videre op imod slottet, Solumque fulgte efter mig. Jeg var lige trådt ind ad porten til slottet, da jeg så noget i skyggerne bevæge sig. Jeg gik videre ind i slottet, og jeg prøvede at finde laboratoriet. Pludselig hørte jeg et brøl, jeg kiggede rundt til alle sider. Jeg gik videre rundt i slottet. Jeg trådte ind i en stor sal, for enden af salen stod den største drage, jeg nogensinde havde set. Den var kulsort, den havde tænder på størrelse med stoleben, og en enorm mund. Det var Zular. Zular nærmede mig, jeg holdt sværdet frem, parat til at kæmpe for mit liv og for alle dragekrigeres liv. Jeg satte mig op på Solumque, og fløj imod Zular med sværdet i hånden. Da jeg var helt tæt på Zular, stak jeg sværdet i siden på den og fløj tilbage i salen. Zular ramte Solumque, og Solumque styrtede imod jorden, og landede på gulvet. Jeg stod af og kiggede tilbage på Zular, den var ikke helt død. Jeg tog sværdret og kastede det af alle mine kræfter imod Zular, sværdet ramte Zular i hjertet. Zular faldt straks imod gulvet med sådan et brag, at det måtte havde lavet jordskælv. Jeg kiggede på Solumque, krammede mig ind til ham. Jeg ville ikke miste ham. Jeg begyndte at græde. ”Solumque, du må ikke dø”. Godt nok havde jeg kun kendt ham i lidt over tre dage, men det føltes som flere hundrede år. Pludselig kunne jeg mærke kraften i ham. Han var ikke død, jeg løftede hovedet og kiggede på ham, jeg så og kunne se, at hans dragemærke lyste op, jeg må havde healet ham med mine tårer. ”Solumque, du er i live”. ” Ja, du har healet mig, men nu skal vi skynde os at redde dit folk” 

 

Jeg samlede sværdet op fra gulvet ved siden af Zulars lig. Vi kiggede rundt på slottet, og til sidst fandt vi laboratoriet. Sværdet lyste på en bestemt eliksir. Jeg tog eliksiren, lagde den i lommen, og skyndte mig ud ad slottet. Jeg satte mig op på ryggen af Solumque, han fløj hurtigt over bjergene. Jeg afleverede eliksiren, og jeg fortalte, at alle kunne flytte tilbage til Allésia. Jeg vidste, at mit liv ikke længere var ved byen, men på ryggen af Solumque. Jeg satte mig op på ryggen af Solumque, han bredte vingerne ud og vi fløj af sted imod nye eventyr.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...