Soulmate ღ

Det var alt sammen meningsløst. Fortabt. Som om hun slet ikke lagde mærke til tomheden bag hendes bryst længere, fordi hun følte den så ofte. Hele tiden. Hun havde et hjerte, men det var som om at det ikke var helt. Som om der manglede noget af hende selv. Måske det var ham der manglede? Ham, der uden et navn og ansigt, havde overtaget hendes tanker så mange gange før. Hendes soulmate, som der blev forklaret. Ham, hun var sat til finde, før det såkaldte “liv” kunne begynde. Og før tomheden ville forsvinde, og gøre hende ét igen. Men det eneste problem er bare, at alt det ikke var hendes virkelighed. Hendes soulmate var ikke at finde i hendes verden. Han var derude et sted, men med det tikkende ur, og timeglasset der var ved at rinde ud, havde hun så tid til at vente på ham? For den 16 årige fødselsdag nærmede sig kun, og fandt hun ham ikke inden, så vidste hun godt hvad der ville ske. Så ville hun blive en af dem. En af de fortabte sjæle, der blev sendt væk. En af de mørke.

35Likes
21Kommentarer
2079Visninger
AA

4. Tredje kapitel ღ

Kapitel 3
***

Jeg tørre forsigtigt mine svedige hænder af i bukserne, mens jeg knaser en ‘Solanød’ mellem tænderne. Den er let mild i smagen, men efterhånden som man får tygget den igennem kommer bitterheden frem, hvilket aldrig har været min smag.
Den akavede stemning er landet.
Jeg tager et blik over på min mor der sidder med den ene hånd på min skulder, og den anden placeret på bordet vi sidder ved. Min far, sidder og stirre kærligt på mig, og har lagt sin anden hånd ovenpå min mors.
“Hør, Larianna, det kan være svært at forstå, men nu skal jeg forklare hvordan det hele hænger sammen. Du har været meget heldig, mit barn!”. Min far hoster lidt, og kigger ned i bordet inden han fortsætter: ”Ser du, når alle i vores verden, Parallel Grove, er vendt tilbage, og er blevet forenet med deres partner, skal de danne par for evigt. Det kaldes en soulmate; en partner for livet. Når dette par begge fylder 18 år, skal kvinden forsynes med et barn, skænket af herren Yiatz. Når barnet er født, må der gå fire dage, og når klokken slår tolv på den fjerde dag bliver det taget væk fra familien og sendt til Parallem, som du nok kender som menneskeverden. I menneskeverdenen bliver alle Parallels børn opfostret af en slags plejeforældre, som tager hånd om barnet lige indtil at det er gammelt nok til at følge sine sanser. Men når barnet ikke at komme tilbage inden de seksten år er gået, vil det forblive i menneskeverdenen og dø uviden om, at dette sted findes”
“Men, det var da forfærdeligt! Jeg, jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige… Jeg forstår ikke”. Jeg kigger lamslået hen på skiftevis min mor og far, og prøver at forstå hvad der foregår omkring mig. De smiler blot ad min overraskelse, og min mors hånd klemmer let om min skulder endnu en gang.
Tankerne kører rundt i mit hovede, for, hvad hvis jeg aldrig var kommet tilbage? Så skulle jeg have levet resten af mit ynkelige liv i menneskeverdenen, med mine falske forældre. Den tanke kan jeg ikke holde ud. Men jeg kan samtidig ikke rigtig holde ud at tænke på alle de pludselige regler og ting man skal i denne verden, og jeg forstår ikke rigtig sammenhængen i det hele.
“Jeg ved du ikke forstår, og det gør de fleste ikke rigtig i starten”, prøver min mor sig frem, for at berolige mig. Det har den modsatte virkning, for mit hjerte føltes som om det er ved at hoppe ud af min krop.

“Men det var derfor vi var så bekymrede. Vi har skrevet ned for hver en dag der er gået af dit liv, og der er kun 4 dage tilbage til at dine seksten år løber ud”, siger min far, og hans øjne er bekymrede.
Den glemte bitterhed i min mund kommer frem igen, og efterlader min mund tør og klam.
“Men, jeg er her jo allerede! Hvad er det jeg skal nå?”, spørger jeg, og kan mærke mit ansigt blive til en forvirret grimasse.
Min mors ansigt ændre sig også; det bliver trist og kigger ned for ikke at vise sin angst.

“Hvis du ikke finder din soulmate inden de fire dage du har nu, så skal du sendes væk igen. Væk til Zondes, byen uden kærlighed. Lige så snart du træder ind i den by, har du mistet din sans for kærlighed og den kan aldrig, aldrig findes igen… Lara, din soulmate er bestemt inden du blev født. Inden din mor og jeg blev født. Det er bestemt den dag Parallel og Zondes blev skabt. Det er bestemt af herren Yiatz. Og at finde sin soulmate er ikke let. Det kan tage måneder, år…”. Min far ryster på hovedet, drejer væk fra mig og en smerte lander på hans ansigt. Mor fjerner straks hånden fra min skulder, og kører den i stedet op og ned ad fars ryg. Hendes ansigt er også næsten i tårer, og jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Lige nu synes opgaven så stor, at jeg ikke kan tænke på hvad jeg skal igennem. Da jeg stod på bakken og så ud over byen, så Parallel kæmpe stor ud. Men med disse ord i baghovedet er den endnu større, og jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde vil kunne nå at finde denne dreng på så lidt tid.
“Men du, min datter, har
fire dage. Fire dage til at finde din soulmate”, siger han endeligt, og sukkende rejser han sig op, og hoster et par gange. Han mumler noget inden han forsvinder ned ad en sort gang og lukker den dør han kom fra.
“Det er umuligt”

Mit blik falder på mor, der med et undskyldende blik synker en klump og tørre en tåre væk fra øjenkrogen. Jeg lægger mærke til hvordan hendes smukke hår er bundet op i en slags fletning, og hvordan det grå hår er ved at brede sig i den ellers blonde manke. Et spørgsmål flyver gennem mig; rettere sagt er der mange, men dette er jeg meget nysgerrig på. Jeg tænker lidt over ordvalget inden jeg åbner munden: “Mor?”. Hun kigger op, og sender mig et blik af træthed. Et sekund overvejer jeg om det måske er mærkeligt at spørge om, og måske et lidt for stort emneskift.
“Hvorfor har jeg brunt hår, når både far og dig har helt blond? Jeg mener, er det ikke lidt underligt?”

Hun smiler let af mit spørgsmål, og retter sig lidt op i stolen.
“Når man har fundet sin soulmate ændrer man hårfarve til hvid blond. Det betyder renhed og uskyld”, siger hun, og sænker blikket, stadig med smilet på læben. Hun kan se på det blik jeg sender tilbage, at jeg stadig ikke forstår dette mærkelige system. Hun sukker dybt inden hun rejser sig fra stolen, og tager tallerkenen med solanødderne.
“Læg du dig ind på dit værelse”, siger min mor, og jeg kan mærke på hende at jeg ikke skal stille flere af mine spørgsmål lige nu.
Min mor peger ned på en gang for enden af den hyggelige gammeldags stue, og jeg må bukke under og gøre som hun siger, uden at få svar på mine millioner af spørgsmål.
Da jeg rejser mig, ryster mine ben en smule, men ikke nok til at det stoppe mig i at gå frem ad gangen. Den ser ikke mere anderledes ud end den vi har derhjemme, men da jeg træder det første skridt på de trekantede fliser, lyser hele rummet op og gennem et enormt glastag over mig skinner solen stadig på den dybblå himmel. Jeg opdager hurtigt at det er på grund af solen at rummet bliver lyst op i alle regnbuens farver.

Jeg mukker i lidt tid over det flotte ‘rum’. Af en eller anden grund kunne jeg stå og stirre op gennem glastaget i flere timer uden at blive træt af himmelen og dens farver. I den gang, føles alt så magisk at jeg helt glemmer hvad jeg skulle ned af den for, men hører så min mors stemme og kan igen huske det. Jeg skulle finde mit værelse. Finde mit værelse. Finde.
Min hånd griber fat om det første håndtag på højre hånd af gangen, og jeg skubber forsigtigt den knirkende dør op, der er så tung at jeg bliver nødt til at lægge lidt kræfter i.
Der er mørkt derinde, og mine hænder føler sig tumlet frem efter en stikkontakt, der tilsyneladende ikke er. Det irritere mig en smule at jeg ikke bare kan tænde for lyset og at tingene skal være så besværlige.
“Arh! Hvordan tænder man det lys”.
En lampe fra oven tænder og mine øjne bliver blændet af det pludselige lys. Jeg kan se noget igen, men det jeg før troede var en lampe, kan jeg nu se er en slags kugle af noget der ligner gas lyser rummet op. Mine øjenbryn hæver sig, og jeg fortsætter med at gå fremad da jeg støder ind i noget hårdt. Min seng. Eller det jeg formoder skulle være en seng. Tingen er rund og hvid, og glimter let i skæret fra lyset. Mine øjenbryn stiger nu helt til vejrs, og jeg fører nysgerrigt min hånd frem for at rører ved den.
“Kan du huske dit værelse? Din far og jeg har prøvet at holde det i stand siden…”, siger min mor, og jeg flejner helt sammen af forskrækkelse. Hun står i døren med det samme triste smil på læben. Først nu kigger jeg ordentligt rundt, og kan se alle mine gamle ting, jeg ikke kan huske jeg havde. Et mærkeligt dukkehus af træ, og nogle andre underlige kasser og klodser ligger rundt omkring.
Jeg åbner munden for at sige noget, men min mor har allerede lagt en hånd på min skulder. Hun tysser let på mig, føre mig hen til sengen jeg kiggede på før, og gør tegn til at jeg skal lægge mig, mens hun finder noget i det lille skab overfor.

Sengen er blød; næsten alt for blød, for jeg føler at jeg ligger i en kæmpe seng af silikone af en slags. Mor kommer med en dyne - i det mindste noget jeg kender til - og putter den rundt om mig, hvorefter hun sætter sig ved siden og begynder at nynne.  
Egentlig er det ret behageligt at blive puttet sådan, hvilket jeg aldrig rigtig har prøvet af Ginna eller Stephen. Det var altid bare sådan at jeg skulle gå i seng når de sagde det, og hvis jeg ikke gjorde som de sagde, truede de mig med alt fra at tage mit legetøj til at jeg ikke fik morgenmad.
“Du kan tro både din far og jeg er glad for at du nåede at komme”, siger hun stille og stopper med at nynne den smukke melodi. Jeg smiler af hendes ord, og kommer til at tænke på hvor mærkeligt det her er. Jeg sukker dybt, og bliver en smule irriteret over ikke at have en pude at gemme mit hovede i.  
“Du ved, din soulmate, jeg ved at du vil finde ham!”, siger min mor, og bryder tavsheden, mens hun aer mit hovede. Jeg stirre et øjeblik; dette er så surealistisk at jeg overvejer om det er en drøm.

“Men, når jeg så finde ham, hvordan ved jeg så at han er den rigtige?”, spørger jeg, og rejser mig lidt for at kunne kigge min mor i øjnene. En lille akavethed fylder rummet, da min mor lægger mit hovede ned igen mens hun siger: “Det ved du ved at kysse ham. Kysset skal være af ægte kærlighed!”.
De sidste ord minder mig om diverse eventyr, hvor prinsen skal kysse prinsessen af ægte kærlighed før hun kan vågne op fra sin skønhedssøvn. Jeg ryster lidt på hovedet og føler mig straks rastløs. Så kan jeg jo slet ikke nå det, hvis jeg nu pludselig skal sove!
“Men hvorfor skal jeg så i…”.
“Shhh, Lara! Ethvert hjemvendt barn skal i en time efter hjemkomst sove”, afbryder hun mig smilende og kysser mig på hovedet. Jeg bliver en smule lamslået over hendes tyssen på mig, for jeg troede ikke hun kunne være så højlydt. Hun ser så rolig og venlig ud; ligner en der aldrig ville råbe højt.
“Men det er da midt på dagen?”, spørger jeg, med brynene nede i øjnene. Jeg håber ikke at min mor bliver vred på mig, for jeg føler ikke det er pænt at gøre sådan op med tingene.
“Måske er det middag i Paralem, men ikke her. Tiderne er forskudt af hinanden”. Hun sukker og rejser sig fra sengen, og jeg føler mig så bar når hun ikke sidder halvt ovenpå mit ben.
“Larianna det er svært at forklare, men nu skal du altså falde til ro!”, siger hun henne fra døren af.

“Sov godt mit barn”.
Lyset slukker, den tunge dør bliver stille lukket i og mørket sænker sig over dette lille rum. Jeg kan stadig ikke forstå hvorfor jeg skal sove, når jeg har noget meget vigtigt jeg skal nå, og jeg kan heller ikke forstå hvorfor jeg ikke må spørge noget mere. Hele konceptet med at man skal finde sin soulmate forstår jeg ikke. Jeg føler mig ikke klar til at finde den dreng jeg skal være sammen med for evigt.

Jeg mærker søvnen trække i mig, men jeg prøver på at tænke klart. Det har jeg brug for; at tænke. Min mor nynner den smukke melodi ude fra stuen og køkkenet, og pludselig går det op for mig hvor jeg har hørt den melodi fra før. Fra bladene. Det var bladene der sang mig til Parallel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...