Soulmate ღ

Det var alt sammen meningsløst. Fortabt. Som om hun slet ikke lagde mærke til tomheden bag hendes bryst længere, fordi hun følte den så ofte. Hele tiden. Hun havde et hjerte, men det var som om at det ikke var helt. Som om der manglede noget af hende selv. Måske det var ham der manglede? Ham, der uden et navn og ansigt, havde overtaget hendes tanker så mange gange før. Hendes soulmate, som der blev forklaret. Ham, hun var sat til finde, før det såkaldte “liv” kunne begynde. Og før tomheden ville forsvinde, og gøre hende ét igen. Men det eneste problem er bare, at alt det ikke var hendes virkelighed. Hendes soulmate var ikke at finde i hendes verden. Han var derude et sted, men med det tikkende ur, og timeglasset der var ved at rinde ud, havde hun så tid til at vente på ham? For den 16 årige fødselsdag nærmede sig kun, og fandt hun ham ikke inden, så vidste hun godt hvad der ville ske. Så ville hun blive en af dem. En af de fortabte sjæle, der blev sendt væk. En af de mørke.

35Likes
21Kommentarer
2084Visninger
AA

7. Sjette Kapitel ღ

Kapitel 6

 

***

 

Jeg mærker straks tårene presse sig på, som jeg ser ud over menneskemængden, der bugter sig på det store torv. Alle er mødt op idag. Det er obligatorisk, og hvis man ikke gør som der bliver befalet er der straf. Man har ikke noget valg, og er derfor dømt til at blive offentligt ‘ydmyget’ foran Parallels indbyggere.

Kl. 12 idag blev jeg  hentet af Yiatz folk. Jeg vidste det ville ske, og gjorde ikke  noget for at stoppe det. Opgaven er simpelthen umulig. Og nu skal jeg sendes til Zondes; Miste kærligheden for evigt. Mig, som aldrig i mit liv havde haft en kæreste eller noget tæt bånd til nogen.

Menneskene snakker, og kigger forbavset op på os. Enten griner eller græder. Vi står på række, som på et dyreskue, hvor folk kan glo lige så tosset de vil. De vil alligevel aldrig se os igen.

En pludselig lyd får mig til at trække vejret lidt dybere. Det er et horn lyder det til.

Jeg kigger hen ad den lange række af fødselarerne, og ser til min venstre side balkonen med det store blå gardin, tone frem fra himmelen. Man gisper og skriger, og jeg er hundrede procent sikker på at jeg ved hvem det er. Yiatz. Ham der skulle være noget så god og barmhjertig. Ham der sender uskyldige 16 årige til ‘helvede’.   Sikke en god fødselsdagsgave.

Pigen ved min side bryder sammen i et hulk, og bøjer nakker mens hendes arme vrider sig om ansigtet. Jeg kan ikke lade være med at lytte til de beklagelige ynk der kommer fra hende, og tænke på hvad der venter mig. Hvad jeg aldrig kommer til at se igen.Og de siger at der skulle være noget så sort og gråt i Zondes.

Stemningen stiger, og mit hjerte banker. Jeg skal væk. En let skælven går igennem min krop, mens en ubehagelig stemme toner frem, over hele torvet.

“Kære Parallel. Vi er idag samlet for at ære vort land. Mindes ved, at kærligheden ikke bare er en selvfølge. Men en gave fra mig, til jer. I skal ære den, og respektere den. Og hvis ikke disse krav overholdes, har i forådt Parallel. Disse skal udstødes. De er bedragere. Morderiske sjæle, der intet godt har i sig”.

Som talen skider frem, har jeg lettere ved at trække vejret. For jeg tænker. Tænker ikke på andet end hvad jeg kunne gøre med ham Yiatz, som åbenbart er så skøn. Brækfornemmelsen stiger mig til hovedet, og jeg kan ikke andet end at synke mit eget spyt. Blikket lander på min mor, der står med Far og Zack. Zack har sin soulmate hængende om armen, og jeg kan ikke andet end at være en smule misundelig. Mor og fars ansigter er blege og tomme. Lidt ligesom den flaske alkohol min far har bundet sig til hele morgenen.

“De skal væk, for onde sjæle kan ikke befinde sig i vores land. Parallel er skabt til kærlighed. Til Zondes skal de komme, og til Zondes må de blive. Yiatz må beskytte dette land. Amen.”

Et øjeblik er alt stille, mens mikrofons skingre lyd aftager. Yiatz trækker sig åbenbart tilbage, og folkene udbryder i en pludselig klapsalve, inden en trasken bag mig høres. En sort arm griber fat om min skulder. Jeg tager et hurtigt kig tilbage, og en mand i sort dragt og en slags beskyttelseshjelm står bag mig, og trækker mig langsomt væk fra scenen. Jeg når lige at se pigen fra før, som også bliver grebet, og regner ud, at vi blev sendt væk nu. Det er nu man skal nå at føle det sidste.

Jeg kæmper imod, og sparker til vagten bag mig. Jeg vrider mig, og skriger af opgivelse. Det nytter ikke noget. Jeg ser hurtigt mine forældres ansigter inden vagten vender mig om, og stiller mig ind i rækken af de andre forgyldte unge. Hans hænder fanger hurtigt mine arme, og binder dem fast med et reb af noget metal lignende. Min mave er fuld af bange, frustrerede, svigtende følelser, som jeg ikke kan gøre noget ved. Der er stadig så mange spørgsmål, mennesker og ting som jeg ville oplevet i denne fantastiske verden, som jeg bare for nogle dage siden, slet ingen anelse havde om fandtes. Jeg tænker meget på min fars skuffede udtryk. Men han sagde det jo. Han sagde jo at det var umuligt. Men hvad kunne jeg gøre?

Et hårdt puf i ryggen, får mig til at flytte fødderne lidt hurtigere, og selvom lænkerne på mine ben gør det næsten umuligt at rokke sig, skal vi alligevel gå hurtigt.

Vi bliver skubbet ind i et togligende køretøj, som også køre på skinner. Det der skulle være metrotunnelen er helt mørk, og jeg tænker at det sikkert er sådan Zondes ser ud. Kedelig, grå og følelsesløs.

Jeg træder ind på det første trin, når lige at kigge ud på det sidste af Parallel, før jeg bliver nødt til at flytte fødderne igen. Ærgeligt at det sidste af Parallel jeg ser skal være en metalvæg.

Med et ihærdigt blik over den store kupe, får jeg fundet en plads i den trængte vogn, og opdager til min forargelse at det kun er piger herinde. Et lille håb blussede nemlig op i mig, da jeg så drengene ude på skuepladsen lige før. En af de drenge må jo være min soulmate. Men der er jo tænkt på systemet, og ikke én fejl snævre sig forbi Yiatz vagtere.

Den sidste lille gnist slukkes, da vognen begynder bevæge sig, og det går op for mig. Hvis jeg aldrig var kommet hertil var intet af dette være sket.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...