Soulmate ღ

Det var alt sammen meningsløst. Fortabt. Som om hun slet ikke lagde mærke til tomheden bag hendes bryst længere, fordi hun følte den så ofte. Hele tiden. Hun havde et hjerte, men det var som om at det ikke var helt. Som om der manglede noget af hende selv. Måske det var ham der manglede? Ham, der uden et navn og ansigt, havde overtaget hendes tanker så mange gange før. Hendes soulmate, som der blev forklaret. Ham, hun var sat til finde, før det såkaldte “liv” kunne begynde. Og før tomheden ville forsvinde, og gøre hende ét igen. Men det eneste problem er bare, at alt det ikke var hendes virkelighed. Hendes soulmate var ikke at finde i hendes verden. Han var derude et sted, men med det tikkende ur, og timeglasset der var ved at rinde ud, havde hun så tid til at vente på ham? For den 16 årige fødselsdag nærmede sig kun, og fandt hun ham ikke inden, så vidste hun godt hvad der ville ske. Så ville hun blive en af dem. En af de fortabte sjæle, der blev sendt væk. En af de mørke.

35Likes
21Kommentarer
2077Visninger
AA

2. Første Kapitel ღ

Kapitel 1.

***

“Lara”. Jeg kigger op fra asfaltens grå overflade. Skovens åbning er lige foran mig, og bladene svinger let frem og tilbage. “Kom ind”. De byder mig indenfor, og uden at ane hvordan bevæger mine ben sig hen til åbningen for enden af vejen.  Der har jeg cyklet hundredvis af gange.; ihvertfald flere end jeg kan tælle på mine hænder. Når Ginna og Stephen er for dumme til at opfatte at der også er andre i verden end dem, plejer jeg som regel at tage cyklen fra ude fra skuret og køre ned til skoven. Det har altid tiltrukket mig at befinde mig i skoven. Dens frihed og rolighed, og tendens til at være helt stille. Som om det er den anden halvdel af mig selv.
Alting syntes så idyllisk da jeg når de friske grene der er bukket, om så de danner en slags port, og jeg ser straks hvordan bladene langsomt bliver mere grønne og fyldige når jeg rører dem. Da jeg bevæger mig svier mine ben og håndflader let, men ikke nok til at jeg bider mere mærke i det.
“Lara. Kom nu”.
Jeg rynker brynene lidt. Jeg forstår ikke helt hvad de vil, men jeg træder dog et skridt nærmere så mit ansigt kun er få centimeter fra grenene.
Hurtigt tager jeg et blik gennem åbningen, og ser en endeløs grøn mark der strækker sig ud over landskabet og får alle de små markblomster til at se så små ud. I det fjerne kan jeg skimte nogle huse; Kun bittesmå som centicubes. Dem vi havde i skolen til matematik.
En duft så sød rammer min næse, og jeg ved at det kommer inde fra åbningen. Jeg er overbevist om at når jeg kommer derind vil mit liv blive perfekt, og jeg vil fuldende mig selv. Hastigt træder jeg frem, kun få centimeter fra at være i himmelen, til at jeg opdager et sort hul over mig.
Det trækker mig ind.


“Mellem skovens grene, en åbning du finder. En evighed af livets glæde. Den som født i Parallel sin vej tilbage må finde. Skynd dig. Tiden løber ud.”

 

Mine øjne åbner hurtigt, og jeg sætter mig op i sengen. Mit hår klistrer let til mine svedige pande. Der går et øjeblik før jeg indser at det der skete lige før, bare var en drøm. En drøm man ville ønske var virkelighed.

Spørgsmålene flyver rundt ind i mit hoved, som en sværm af insekter, men jeg opgiver at løse mysteriet og jeg svinger mine ben ud over sengekanten. Mit hovede dunker.

Ginna, min mor stikker hovedet ind ad døren og kigger opgivende på mig. Hendes rødblonde hår falder lidt ned over den ene halvdel af hendes ansigt men hun vifter det hurtigt væk med sine fingerspidser.

“Lara. Du kommer for sent i skole” Siger hun stresset. Min mor har aldrig været typen der tog ting stille og roligt, og når hun først bliver sur er det ikke godt at være i samme rum som hende.

“Jeg kommer nu. Står morgenmaden stadig på bordet? ” Mumler jeg spørgende, mens jeg koncentrerer mig om at finde noget rent tøj på gulvet. Faktisk ved jeg allerede hvad hun vil svare, for hun dækker alligevel aldrig bord til mig. Hun mener at jeg er ved at være voksen og kan klare migselv. Jeg mener at hun er naiv og egoistisk som altid.

“Åh, nej. Jeg glemte at du skulle møde til normal tid idag.” Siger hun, og bukker sig ned for at lyne lynlåsen i sine støvler, for derefter at vende sig rundt og råbe noget til Stephen, der sikkert sidder og arbejder på computeren, hvilket er gået hen og blevet mere end en vane for ham.

“Nåh, men jeg køre nu så. Vi ses Lara”, siger hun og smiler sit sukkersøde smil, så de hvide tænder blotter sig. Det giver mig en snert af kvalme at se på hendes ansigt, men jeg nikker alligevel kort til hende. Da hun forsvinder fra døren og jeg hører et smæk, falder jeg pustende om på sengen. En summen i mit bryst, og en dunken i mit hovede gør at min krop føles mærkeligt let.

Hurtigt finder jeg noget tøj, og mit mørkebrune hår ryger op i en hestehale. Jeg sender mit spejlbillede et bearbejdende blik, inden jeg forsigtigt drypper noget vand i ansigtet, og fortæller mig selv at det nok skal gå. At jeg sikkert bare ikke er helt morgenfrisk, dermed så svedig og kvalmsk.

Da jeg kommer udenfor er den kølige luft dejlig mod min hud, og jeg tillader mig at tage et øjeblik for at indsnuse luften, inden jeg famler med nøglerne til cyklen.

Cyklen er overraskende let, og jeg føler at jeg svæver forbi de mange huse jeg passere på min vej. Selv Lola Melton’s hus, der synes så uendelig lang med alle dets blomsterbuske og små træer, overser jeg helt. Uden at ænse andet end en pludselig modvind, bliver jeg kastet af cyklen.

Min vejrtrækning stopper de sekunder jeg er i luften. Jeg tænker ikke; Ikke på andet end at jeg er igang med at falde ned mod noget hårdt asfalt, der sikkert ikke vil blive rart at lande på.
Et støn lyder fra min mund, da min krop rammer jorden. Det hele svimler for mig og et øjeblik er mit synsfelt fyldt med sorte prikker der bliver mindre og mindre.
Jeg glemmer helt, at jeg ligger ude midt på vejen, men koncentrerer mig mere om hvad fanden der lige foregik. En svien i mine øjne minder mig om at gråden er på vej, og jeg må hoste lidt og kigge ned i jorden før jeg med besvær kan trække benene ind under mig selv. Det gør ondt i håndfladen og på knæet, og jeg ømmer mig kort inden jeg giver mig til at rejse mig op.
“Lara”.
Et øjeblik stivner jeg, og mærker kuldegyset suse ned ad mine arme. Den stemme.
Jeg fjerner blikket fra asfalten og kigger op. Skovstien er lige foran mig; det samme er åbningen lavet af grene fra min drøm. I manges tilfælde ville dette være nok til at de havde løbet skrigene væk. Noget siger mig bare, at jeg skal gå igennem den port.
Med næsten lydløse bevægelser kommer jeg på benene, og nærmer mig den smukke port. Bladene danser mig velkommen, mens de nynner en melodi så smuk at den kunne få en til at græde, hvis ikke man var i en dyb trance.
Jeg strækker min hånd op, og rør ganske let ved et af de gyngende bladene, der bliver fuldstændig saftigt, og grønt af min berøring. Det folder sig ud mens det siger: “Lara. Kom nu”. Min følelse er fantastisk. Man bliver med et tryllebundet af dets magi. 
Jeg træder et skridt til siden, og står næsten med næsen inde i åbningen, der forestiller landskabet der så vel kunne være det smukkeste maleri i verden. Dér rammer duften mig. Duften af de bedste følelser, der får maven til at krumme sig sammen efter mere. Mere. Jeg er overbevist. Jeg må derind.
Uden at tænke videre over noget, er jeg inde gennem portalen. I nogle sekunder aner jeg hverken hvem, hvad eller hvor jeg er, men mit blik falder på nogle æbletræer længere henne ad den mark jeg sidder på.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...