Soulmate ღ

Det var alt sammen meningsløst. Fortabt. Som om hun slet ikke lagde mærke til tomheden bag hendes bryst længere, fordi hun følte den så ofte. Hele tiden. Hun havde et hjerte, men det var som om at det ikke var helt. Som om der manglede noget af hende selv. Måske det var ham der manglede? Ham, der uden et navn og ansigt, havde overtaget hendes tanker så mange gange før. Hendes soulmate, som der blev forklaret. Ham, hun var sat til finde, før det såkaldte “liv” kunne begynde. Og før tomheden ville forsvinde, og gøre hende ét igen. Men det eneste problem er bare, at alt det ikke var hendes virkelighed. Hendes soulmate var ikke at finde i hendes verden. Han var derude et sted, men med det tikkende ur, og timeglasset der var ved at rinde ud, havde hun så tid til at vente på ham? For den 16 årige fødselsdag nærmede sig kun, og fandt hun ham ikke inden, så vidste hun godt hvad der ville ske. Så ville hun blive en af dem. En af de fortabte sjæle, der blev sendt væk. En af de mørke.

35Likes
21Kommentarer
2082Visninger
AA

5. Fjerde Kapitel ღ

Kapitel 4

***

Gaderne i Parallel Grove er små og hyggelige. Stemningen er glad, som om folk lige har set den første solstråle.  Da jeg var lille kunne jeg flippe ud over den mindste lille sommerfugl når det var forår, for jeg kunne ikke fordrage at sidde indenfor i vinterkulden og blive ved med at vente på at sommeren ville komme. Hvert et forårstegn er godt nok til mig.Stemningen er slet ikke som da jeg kom hertil, hvor folk så på mig som om jeg var en galning der tilfældigvis landede i deres by.

Skridtene fra mine mors sko indikere at hun er lige bag mig. Hun nynner hele tiden den samme lille melodi. Den melodi hun nynnede i går. Den melodi jeg føler jeg nu har hørt mindst fem tusinde gange.  

Der er gået en dag siden jeg kom hertil, for mor sagde at det var bedst at blive hjemme resten af dagen igår, efter jeg havde sovet.
“Hvor er det at vi skal hen?”, spørger jeg min mor, hvis ansigt er smilende. Det er åbenbart ren skik at smile til alle og enhver, selv til folk du aldrig har set. Menneskene snakker stadig rundt omkring, men ikke ligeså voldsomt som før.
“Hen på Wells. Jeg vil gerne have at du skal møde nogle af de unge på din alder”, siger min mor, mens hun vinker til en forbipasserende.
Vi drejer ned ad et hjørne, forbi en masse mænd, der står og drikker en eller anden gullig væske, hvilket får mig til at tænke på, at jeg virkelig er tørstig.  

***

Jeg har aldrig set så mange mørkhåret samlet på et sted. Der er kun få lyshårede rundt omkring, men ellers er rummet kun fyldt op med dem, hvis hår er brunt ligesom mit. Det er ikke særlig tit jeg ser så mange glade unge samlet på et sted. Jeg har været til mange kedelige fester i mit korte liv; flere end man skulle tro. Trykket stemning med negative og fulde mennesker - det er der ikke så meget ved. Her er stemningen på en helt anden måde positiv. Alle snakker med hinanden. Ingen er sure eller irritable. Det giver mig helt lyst til bare at sætte mig ved et eller andet bord, med nogle ukendte mennesker og så bare begynde at snakke. Jeg føler mig virkelig hjemme, selvom det faktisk er første gang nogensinde befinder mig på sådan et sted.

Jeg puster ud og tager et skridt længere ind i rummet uden at lægge mærke til at jeg går direkte ind i en person. Jeg falder med hænderne først, og lander på det hårde trægulv.
“Av for..!” Udbryder jeg højt, så et par blikke fra bordene rundt omkring falder på mig, og en fnisen flyver gennem rummet.

“Ej undskyld! Jeg havde slet ikke set dig, Sorry!” Siger en hæs drengestemme. Mit blik lander op på ham. Han har mørkt og brunt hår som mig. Og egentlig er han heller ikke den grimmeste jeg har set.

“Nu skal jeg hjælpe dig op!” Mumler han genert og rækker sin hånd ned til mig. Jeg griber fat i den og trækker mig selv op, og sender et blik på hans kønne ansigt. Jeg mærker miin mors hånd i ryggen, hvilket får mig til at slappe en smule mere af, i mængden af stirrende mennesker.

“Det skal du ikke tænke på. Jeg er normalt bare meget klumset” Siger jeg og slipper ikke hans hånd. I stedet for ryster jeg den og smiler kort til ham. Hans hud er tør og hans negle er beskidte og korte. De minder mig om Stephen’s. Håndhygiejne er ikke det Stephen går mest op i. Nej, vi er alle rimelige sikkre på at det er computeren der er det vigtigste for ham.

“Jeg hedder Lara…”, siger jeg og prøver at lyde glad, selvom jeg er stadig er ret frustreret over at jeg absolut skulle falde foran alle disse unge mennesker. De kunne jo være min soulmate en af dem! Min mor puffer mig i ryggen, og jeg vender mig om og ser uforstående og pinligt på hende, over at hun skulle afbryde mig. Hun mimer mit navn.
“Larianna!”, siger jeg så hurtigt og kigger over på drengen igen.  

“Larianna...?” Siger han undrende; Leder efter mere, hvorefter han griner og siger: “Larianna… Og dit efternavn?”.

“Oh, Paceton. Larianna Paceton!” Siger jeg hurtigt. Jeg kan mærke varmen stige til mine kinder. Jeg ligner sikkert en tomat i hovedet. Typisk mig; Giver altid det mest mulige akavede førstehåndsindtryk.

“Og hvad hedder du så, unge knægt?” Siger mor og fniser lidt. Jeg tager fat i hendes hånd.

Han smiler tilbage til hende og svarer så. “Zackerry Hoggarth. Larianna må være nykommet?”
“Ja, bestemt! Hun kom i går. Har du noget imod at vise Larianna rundt her på det nye sted?”, siger min mor, med den mest venlige stemme jeg nogensinde har hørt. Nu er det jo heller ikke fordi jeg som sådan har kendt min mor i så lang tid. Men vi har bare det mor datter bånd der skal til, og jeg er på ingen måde i tvivl om, at det rent faktisk er min mor der står lige bag mig. Hele den her rejse er jo planlagt for mig. Egentlig har jeg ikke noget imod at bliver vist rundt af en fremmed dreng, det er mere den akavede stemning der helt sikkert vil være der, jeg er nervøs for.

“Selvfølgelig!” Siger Zack kort, og smiler først til min mor og så til mig. Jeg sender også et smil tilbage, og kigger så op på mor der nikker kort til mig, som et tegn på at han er god nok til at gå rundt sammen med. Det er ikke fordi jeg er bange for ham. Han ser sød ud. Men jeg befinder mig i en verden hvor jeg aldrig har været før. Alt er nyt for mig. Selv menneskene. De taler anderledes, opføre og anderledes. Selv den måde de går på, er anderledes.
Jeg bliver skubbet let over mod Zack, som tager fat om min arm og trækker mig væk fra mor og hendes tryghed. Det er åbenbart noget der er helt almindeligt for ham at gøre, hvilket også giver mig en anledning til at spørge ind til ham.
“Så… Nu du ved lidt om mig, men hvornår kom du så hertil?”, spørger jeg, med hovedet drejet over mod ham. Han fører mig længere ind i værtshuset, hvor en masse brunhårede og dog enkelte hvidhårede sidder rundt om nogle små borde og snakker. De kigger alle en smule underligt.
“Jeg tror jeg kom da jeg var 10 eller 11 år. Jeg kan ikke huske det, men deromkring”. Først nu lægger jeg mærke til de markante linjer hans ansigt er trukket op med; hvordan de bevæger sig når han snakker.
Jeg nikker kort, og ved ikke helt hvad jeg skal sige eller gøre, da han slipper sit greb om min arm og tager fat om min hånd i stedet. Han fører mig ud gennem en lille åbning bagerst i hytten.
Følelsen af frisk luft er behagelig. Men mere fantastisk er, at i denne lille gård vi er havnet i, sidder en masse små dyr. Drager. Mine øjenbryn ryger til vejret.
“Wow! Er… er det drager?”, spørger jeg uroligt. Aldrig har jeg set så mange af noget så urealistisk før. Godt nok havde jeg set den drage, da jeg stod på bakken igår, men ikke så tæt på som nu.
“Ja! Min far ejer disse drager, og jeg tænkte om du ikke ville med en tur? Så kunne jeg jo vise dig rundt i byen”, siger han, og min kæbe falder ned til hagen. I starten ved jeg ikke om jeg overhovedet har tænkt mig at nærme mig, og nu vil han have at jeg skal røre ved den; sidde på den.

“Jeg tror jeg springer over. En anden dag.” Siger jeg og kigger ned. Der gjorde jeg lige stemningen akavet. Super Lara. Super.

“Selvfølgelig. En tur på en drage slipper du ikke godt uden om når du har mødt mig!”, siger han og fortsætter med et medlidende blik: “Kom, der er noget jeg skal fortælle dig”. Han tager fat i min hånd og trækker mig med sig ind i et lille skur ved siden af. Egentlig minder det mig helt vildt om sådan et kærestepar, der gemmer sig for deres usympatiske forældre, for at være sammen når de ikke ser det. Af en anden grund synes jeg også bare at Zack er ret sød, og jeg føler slet ikke at det er på den måde, i den korte tid vi har været sammen.
Han lægger sig på noget hø, og jeg følger hurtigt med. Det stikker lidt på maven.
“Jeg kender dig faktisk godt!”, siger han, og jeg rynker lidt på brynene. Hvad skal det betyde?
“Altså dengang vi var små, der har vores forældre sat os sammen, altså kun i den korte tid vi var hos dem. Din mor vidste også godt hvad jeg hed, det var bare noget hun sagde, for at spejderne ikke skulle høre det”, siger han. Hans ansigt er tæt på mit. Spejderne må være til af en mystisk grund, som jeg ikke har lsyt til at spørge ind til lige nu.
“Vores forældre gjorde det fordi de troede at det kunne påvirke systemet. Jeg ved ikke hvad jeg tror…”.
Jeg tænker kort over det hele. Egentlig havde jeg ikke troet at min mor var så udspekuleret.
“Og hvad er der med det?”, spørger jeg endeligt, og mærker hans åndedræt på min hånd.
“Jeg tror vi er soulmates...”, siger han, og kigger mig ind i øjnene. Jeg kan ikke tage dem væk, men jeg kan heller ikke bare sidde her og stirre.
“Og ved du hvordan vi finder ud af det?”. Jeg tænker. Et kærlighedskys. Det som mor sagde til mig den aften jeg kom. Egentlig er jeg villig til at gøre næsten alt for at redde mig selv, min familie og min soulmate.
“Men… Jeg har aldrig kysset nogen før?” Mumler jeg og kigger ned.

“Det skal du ikke tænke på”, Svarer han, og begynder at læne sig frem mod mig. En rystelse af hjemve går igennem min krop, inden hans fugtige mund rammer min.

Jeg trækker mig hurtigt tilbage efter 5 sekunder. Jeg regner med at se mit hår blive helt blond - Men intet sker; Ingen forandring. Intet hvidt hår eller blå øjne. Med urolige øjne mødes begge vores blikke.
“Hvorfor sker der ikke noget?”, spørger jeg, og fokusere igen på mit hår.

Fars ord rammer mig pludselig hårdere end de havde gjort før:

“At finde sin soulmate er ikke let. Det kan tage måneder, år. Det er umuligt”.

År.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...