Soulmate ღ

Det var alt sammen meningsløst. Fortabt. Som om hun slet ikke lagde mærke til tomheden bag hendes bryst længere, fordi hun følte den så ofte. Hele tiden. Hun havde et hjerte, men det var som om at det ikke var helt. Som om der manglede noget af hende selv. Måske det var ham der manglede? Ham, der uden et navn og ansigt, havde overtaget hendes tanker så mange gange før. Hendes soulmate, som der blev forklaret. Ham, hun var sat til finde, før det såkaldte “liv” kunne begynde. Og før tomheden ville forsvinde, og gøre hende ét igen. Men det eneste problem er bare, at alt det ikke var hendes virkelighed. Hendes soulmate var ikke at finde i hendes verden. Han var derude et sted, men med det tikkende ur, og timeglasset der var ved at rinde ud, havde hun så tid til at vente på ham? For den 16 årige fødselsdag nærmede sig kun, og fandt hun ham ikke inden, så vidste hun godt hvad der ville ske. Så ville hun blive en af dem. En af de fortabte sjæle, der blev sendt væk. En af de mørke.

35Likes
21Kommentarer
2077Visninger
AA

3. Anden Kapitel ღ

Kapitel 2.

***

Mit hjerte banker hurtigt da jeg træder det første skridt over markens grønne græs. Solen skinner så smukt fra oven, og vinden rusker blidt i træerne. Et mærkelig, lille dyr med vinger, danser yndefuldt hen over den blå himmel, og flere insekter kan høres som en intens summen. Der er ikke noget der siger mig at jeg skal gå tilbage, så jeg fortsætter bare som en eller anden forvirret idiot. ‘Jeg hører til her. Det er her jeg kommer fra’. Jeg føler at vinden trækker i mine tunge ben, der med hastige skridt nærmer sig æbletræet. Det står så fint i solen oppe på bakketoppen. Mens jeg går, snuser jeg luften ind, og mærker straks den samme følelse inden jeg gik gennem portalen. Den glade følelse. Jeg føler mig uovervindelig.
Et øjeblik når jeg dog at tænke på hvad jeg egentlig laver her. Mine venner sidder sikkert lige nu og har fysik-kemi eller biolgi, hvis det ikke skulle undre mig. Og jeg, jeg er da bare lige gået gennem en portal, og er landet i en verden jeg aldrig har hørt eller set før. Et snert af rastløshed flyver igennem min krop, men jeg bliver stadig ved med at bevæge mine ben fremad. Der må jo være en grund.

Med sammenknebne øjne kigger jeg ud over landskabet, og kan mærke min kæbe falde til min hals. Lige før var det et æbletræ jeg stod og kiggede på. Lille og uskyldigt. Nu står jeg og kigger ud over flere kilometer landsby, med en stor gammelt borg lige i centrum. Der er bygget op af mørke grå mursten, hvor den grønne mos langsomt har ladet sig gro på dem. Borgen former en cirkel, og der stikker tre store tårne op. Jeg trækker min kæbe langsomt op igen, for at lade mine læber presse sig helt sammen; synker en klump spyt, og lader igen mine læber skilles. Jeg har aldrig i hele mit liv set noget lignende. Aldrig noget så stort og så smukt. Så fantastisk.
Mine hænder begynder at ryste. Hvorfor siger min krop ikke at jeg skal gå tilbage? Det er som om min hjerne er slået helt fra, og slet ikke kan tænke på normal vis.
Jeg føler det at jeg er en ny person nu, og at den gamle familie jeg altid har været sammen med skal glemmes. Og jeg er ikke bange. Jeg føler ikke savn. På en måde er jeg ikke engang i tvivl om hvor jeg er, for jeg føler at jeg kender stedet ud og ind. Men samtidig er jeg rædselsslagen, ensom og mest af alt forvirret over hvor jeg er havnet.

Et kæmpe chok stryger igennem min krop, da noget stort og aflangt flyver hen mod mit hovede, og med mine arme placeret rundt om mig selv, falder jeg ned til jorden.

“Undskyld!” Råber en stemme, jeg tolker kommer fra en mand. Jeg kigger hurtigt bagud. Han sidder på det mærkelige væsen. En drage. Jeg tror ikke på det jeg ser. Dens lysegrønne skæld funkler i solen som et nylagt sortglaseret tag, og jeg må kigge en ekstra gange for at være sikker. En voldsom uro er begyndt at at brede sig i min krop. Den uro der ikke var der før. Mine hænder ryster ikke længere; lige nu griber de bare hårdt fast i den t-shirt jeg valgte at tage på her til morges.
Dragen lander lige ved siden af mig og der er få meter imellem mig og den. Mit blik køre langsomt op og ned af den hvidhårede mand, der hopper af det mærkværdige dyr og går hen imod mig.
Hans hår er helt lyst, som hende pigen i serien ‘Candycane’, der plejer at køre næsten hver aften. Hans øjne er krystalblå, og de glimter i solen ligesom dragens skæl. Med mine øjne studerer jeg hans tøj, hver en detalje; De slidte brune shorts, blusen der ligner den er revet over i siden, og de spidse sko af skind der sidder på hver af hans fod. En lille krone af grene sidder på hans hovede, men det ligner at den sidder omvendt på ham, så en lille spids på midten af den følger hans næseryg. Det ligner af en eller anden grund et par solbriller, hvor halvdelen mangler.

“Oh, halløj! Det må du altså virkelig undskylde!”, siger han og trækker kronen op på panden. Han har en dyb, men venlig stemme, der har en mærkelig dialekt gemt i sig. Et smil breder sig på hans fyldige læber, og jeg prøver virkelig at gengælde det, men det er som om mit ansigt er frosset til is. Jeg står bare og stirrer på ham og den uhyggelig mærkelige skabning, han lige er steget af.

“Nå så du tager da nok din eftersøgning af din soulmate seriøst, hva? Der er ikke så mange der gider gå helt her op for at finde den” siger han og griner kort.

Hvad er det han snakker om?

Først nu kan jeg få mig taget sammen til at sige noget til ham.
“Ef… Eftersøgning af soulmate? Undskyld, jeg forstår ikke hvad du mener? Hva... Hvad er det også jeg laver her?”. Sætningen kommer hurtigere ud af min mund end forventet, og hans blik ændre sig på et splitsekund. Han smider den taske han har i hånden og han går et skridt tættere på mig. “Navn og alder”, siger han pludseligt, og hans stemme har forandret sig dyb og hæs. Hans blik er borende forventningsfuldt, som om han tror jeg vil svare at jeg er dronningen. “Jeg går ikke rundt og giver mine personlige op...” - “Navn og alder” Afbryder han mig hurtigt - i nøjagtig samme tone som før. Han griber fat i min arm, så jeg ømmer mig indvendig. “Jeg hedder Lara og jeg fylder 16 om... 3 dage”, svarer jeg frastødt, mens jeg trækker min arm lidt væk.
Han løfter det ene øjenbryn, og går langsomt tilbage til dragen, mens jeg står og ser mere forvirret på ham end nogensinde på. Han stiger op på den og sætter kronen ned for øjenbrynene, mens en høj lyd fra hans mund lyder. Det får dragen til at lette fra jorden. “Held og lykke, Larianna. Jeg håber du når det. Må Yitaz være med dig!” Siger han, og dragen flakser vildt med sine vinger, så han vender om og flyver afsted.

Mit hovede er fyldt med spørgsmål, og forvirring at jeg føler mig fuldstændig håbløs.
“Hvad skulle du bruge mit navn til?”, skriger jeg håbefuldt efter ham, men han kigger sig ikke tilbage. Med et suk vender jeg mig om. Der er så meget jeg gerne vil vide, som jeg åbenbart ikke kan få svar på.

Episoden er dog hurtigt glemt da mit blik falder på et hus, der ligger få meter fra borgen. Mine ben bliver trukket afsted igen. Jeg skal derhen - Og det skal være nu.

Bakken går stejlt nedad, og jeg er op til flere gang ved at snuble om mine korte ben. Jeg kan nu begynde at se mennesker, og det mærkelige er, at de næsten alle har lyst hår. Undtagen et par glade børn der løber rundt og leger fange, har alle lige lyst hår.
Jeg passere det første hus i byen, og allerede nu føler jeg at alle stirre på mig, hvilket bestemt ikke gør nervøsiteten roligere. Tværtigmod.
En ældre dame smiler venligt til mig, og jeg smiler tilbage, af en grund jeg ikke kender til. Hvorfor hun smiler, ved jeg heller ikke.
Gaderne er propfyldte af en masse skrammel; En trillebør af træ står lænet op ad et af de små huse, og en masse hø og andet ligger i rodede bunker, uden nogen som helst orden. Mine øjne ser flere hvidhårede mennesker stille sig ud på gaden, og kigge mærkeligt, Men min hjerne opfanger det ikke. Mit mål er åbenbart at finde et hus. Et hus, som jeg skal hen til så hurtigt som muligt.
En hvisken går gennem gaden som et lyn, og pludselig føler jeg mig voldsomt utilpas og malplaceret. “Hvorfor kommer hun så sent?”, “Er hun overhovedet fra Parallel?”, “Jeg tror ikke hun høre til her
, hun er da over tid?”.
Jeg baner min vej gennem den pludselige folkemængde der har samlet sig foran mig. Mine ben bevæger sig hurtigt hen over de ustabile brosten, hvorefter jeg pludselig drejer til højre og banker døren op til et tilfældigt hus. Døren er ser nyere ud end selve huset, og der er et lille vindue ved siden og der lugter af nybagt brød. Jeg træder endnu et skridt ind, og en stemme fylder mit højre ører.
“Larianna! Åh, vi troede aldrig du ville komme”, siger en kvindestemme, der lyder så velkendt at jeg må spærre øjnene op, inden jeg vender mig rundt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...