Jeg faldt

En kort kærlighedsnovelle, der handler om hvordan det virkelige liv kan være. Set fra en kvinde i 70'erne.

0Likes
0Kommentarer
250Visninger

1. Jeg faldt

Jeg faldt

Af Elisabet Gjedbo

 

”Hvordan går det på arbejde?” Hanne fortrød straks sit spørgsmål.

Der kom intet svar fra hendes mand, bare en kort brummen, og et skummelt blik til kaffen. Han havde puttet en ekstra sjus snaps i den i dag. Hun rokkede en anelse på stolen.

Sune skulle snart til kvægauktion og skaffe dagens tilbud til slagterbutikken. Hanne selv skulle først af sted en time senere, men stod alligevel altid op med sin mand. Hun arbejdede som strygepige på en tøjfabrik i den anden ende af byen. Det var ikke det bedst betalte arbejde, men det fyldte da ud i det hul, som Hr. og Fru Jakobsen kaldte for deres 'økonomi'. Hanne fulgte Sune til døren, gav ham madpakken og ønskede ham en god dag. Han smækkede den ikke. Et godt tegn.

Hun ryddede af morgenbordet og lukkede altandøren, så naboernes cigaretrøg ikke manifesterede sig i stuen igen. Opvasken ordnede hun med det samme, imens båndafspilleren kørte i baggrunden med Kim Larsen og Yankee Drengenes nye plade. Hun kunne ikke synge, men nød at det kriblede på tungen når hun nynnede med.

Da den sidste tallerken var tørret af og lagt på plads, fandt hun støvsugeren frem. Hun sørgede for at nå helt ud i hjørnerne i badeværelse, entre, køkken og opholdsstue, men stoppede op i døren ind til soveværelset. Hun kastede et blik over til skunken, hvor Sunes madras og sovesager lå. Tanken om hans varme favn, fyldte hende med længsel. Den trak sig sammen omkring hendes hjerte og strammede til.

Hun slukkede maskinen og pakkede den væk. Sofaen huskede formen af hendes baller, og hynderne bød hende velkommen med et knus. Ernest Hemmingways ”Farvel til våbnene” lå på sofabordet og ventede på hende. Hun bladrede altid om til starten, når hun nåede den sidste side og begyndte forfra. Hun kunne simpelthen ikke begribe parrets ulykkelige slutning, og med hovedet i bogen behøvede hun heller ikke se på de brune og orange farver, der forurenede stuen.

Efter dagens romance-tilskud bevægede Hanne sig ind efter sin langærmede skjorte, så kollegaerne ikke kunne se de blå mærker på armene. Hun justerede på folderne og gik ud i køkkenet med stive skridt.

”Jeg hader kartofler,” mumlede hun bebrejdende til den næsten tomme sæk.

De var begyndt at gøre hende kvalm, og den søde tand råbte og skreg i protest, men sukker var en luksus, de ikke havde råd til. Hun rystede på hovedet. Det var betænksomt af hendes far, at komme forbi med dem. Hun tog madkassen med moste kartofler og puttede den med en bitter taknemmelighed i tasken.

 

Klokken var mange, da der blev fumlet med dørhåndtaget.

”Hanne! Luk op!”

Hun adlød, og Sune faldt ind over dørkarmen.

”Hvad prøver du på? At holde mig ude af mit eget hjem, din so?”

Han slog ud, og hun ramte gulvet med et klask. Det sortnede for hendes øjne. Sune bøjede sig forover og lugten af alkohol strømmede fra hans smaskende mund. Lejligheden begyndte at snurre.

”Det er din skyld,” hvislede han.

Hanne snappede efter vejret. Frygten tordnede ud i alle lemmer. Sune råbte og skreg, imens slag blev til spark. Smagen af blod plettede hendes mund, og kroppen var intet andet end en kugle af kød i hans nåde. Det ringede for ørerne. De sorte prikker bredte sig og smerten forsvandt.

 

Et bidende jag for igennem Hannes krop. Hun havde kvalme og løftede en arm for at skygge imod det skarpe lys, men den faldt hurtigt tilbage i sengen. Hendes krop var tappet for energi, og hun kunne ikke samle en tanke. En skygge bredte sig over hende.

”Tag det roligt, mor er her. Du er i sikkerhed nu,” hendes mor greb den slappe hånd: ”Din far var til møde i byen. Det blev sent, men Gudskelov han besluttede sig for at komme forbi alligevel! En hånd var over dig i nat, min skat.”

Hanne følte sig ikke spor heldig. Hvorfor kunne den hånd ikke holde sig over Sune i stedet? Hun rynkede på næsen og forsøgte at sætte sig op. Her lugter af sprit og gamle mennesker.

”Ikke så hurtigt. Du har brug for at hvile dig.”

Det svimlede for Hanne, og hendes mor pressede hende roligt tilbage i sengen. Hun havde svært ved at åbne det ene øje, men så alligevel lægen med det bryske overskæg komme ind på stuen.

”Det var en hård omgang... Men I kan være ganske rolige. Fosteret er uskadt.”

”Fosteret?!”

”Ja,” han smilede varmt: ”Tillykke. Fosteret er kun omtrent halvanden måned gammel.”

Hanne tog sig til maven. En blanding af lykke og panik kæmpede om magten på slagmarken der var hendes hjerte. Lægens dybe stemme gled ud i baggrunden, og hun lod sig svøbe i de nye følelser. Jeg skal være mor! Sune skal være far! Hvad vil han sige til det? Hannes vejrtrækning gik i stå.

”Men 'i god behold' er vist nok mere end man kan sige om dig, unge frue.”

Lægen ventede tålmodigt, imens Hanne samlede sine tanker om virkeligheden. Han lænede sig fortroligt frem. Skægget raslede i takt med overlæbens glidende bevægelser: ”Kan du huske, hvem der gjorde det her imod dig?”

Hannes mund blev til en smal linje. Sune har brug for mig! Jeg kan ikke svigte ham.

”Fru Jakobsen... Jeg kan hjælpe dig, men du bliver nødt til at fortælle mig, hvem der gjorde det her imod dig.”

”Jeg faldt...”

”Min kære, fortæl ham det. Vi ved jo begge to godt, hvem der...”

”Mor!” Hanne rev hånden til sig.

”Tænk på dit ufødte barn,” pressede lægen: ”Fosteret overlever sikkert ikke endnu en omgang.”

Hun så væk fra dem begge og bed sig i læben. Hvis der da bliver en omgang mere... Hånden gentog en række kærlige bevægelser hen over maven. En glødende fornemmelse løb igennem kroppen for hvert strøg, og lindrede på de mørbankede muskler og knogler.

”Jeg kan ikke med god samvittighed udskrive dig.”

”Min mand kommer snart tilbage med bilen, så tager vi hende med hjem til os.”

 

Tre dage senere sad Hanne igen på altanen med Sune. Tankerne spejlede sig som sensommer solens stråler på dammens rolige overflade. Klare, men uhåndgribelige. Protesterne fra hendes forældre havde forgæves fyldt gården fra morgen til aften, men hun stod ikke til at rokke. Hun ville bringe de gode nyheder til Sune, men alligevel sad hun her og kunne ikke få et eneste ord ud af de hævede læber. Ordene der ville kunne redde ham.

Hun skævede usikkert ned på det urørte morgenbrød. Han har ikke en gang sippet til kaffen. Sune rejste sig sammenbidt, og gik ind i soveværelset. Hun hørte ham rode rundt efter noget i skunken. Hun rejste sig ikke for at give ham madpakken, eller ønske ham en god dag, og han forlod lejligheden uden et ord. Det løb hende koldt ned ad ryggen, og hun sad ubevægelig i flere minutter, før kroppen tøede nok op, til at hun kunne rejse sig.

Hun greb slapt om støvsugeren. Hun kunne knap nok holde sig selv stående, og et enkelt blik på opvasken var nok til at gøre hende svimmel. Hun opgav dagens rengøring og vandrede i stedet ind i stuen og kiggede efter noget, der kunne holde på tankerne. De fyldte hendes hoved med eksplosioner, og betonmurene truede med at falde sammen omkring hende. Hun satte sig i sofaen, men Ernest Hemmingway talte ikke til hende i dag. Blikket flakkede og endte i loftet. Det fulgte de hypnotiserende årer i plankerne glide side om side. Frem og tilbage. Igen og igen.

Tre faste bank ekkoede fra hoveddøren og efterfulgtes af en grov stemme: ”Det' politiet. Må vi kom' ind?”

Med rystende hænder knappede hun skjortens udskæring i og fiflede lidt med et par løse lokker, før hun åbnede døren. Hendes hjerte hamrede, og de blå mærker på kroppen værkede i et kor af falske stemmer. Har de alligevel tilkaldt politiet?

”Vi beklager,” sagde den anden med en blidere stemme: ”Men det er Deres mand.”

Hun holdte vejret.

”Han mødt' op 'å arbejde med 'jagtgevær...”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...