Farvel Danmark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2014
  • Opdateret: 12 mar. 2014
  • Status: Færdig
Dette er en novelle jeg har skrevet til et skoleprojekt. Håber i vil give mig respons på den :-D

0Likes
0Kommentarer
290Visninger

1. Novellen

~~Jeg husker, som var det i går, de snerrende slangeøjne der borede sig ind i mine. Hun var høj og normal af bygning. Jeg havde svært ved at følge med i skolen, fordi min angst for at hun ville give mig en smertefuld lussing var stor. Dem fik jeg mange af. Men frøken Ipsen var ikke kun skrap, for det var alle lærere, hun var direkte ondskabsfuld. Vi lavede alle vores lektier for vi turde ikke andet. Alligevel kunne man få et rap over fingrene, hvis udregningen ikke stod på hendes måde. Mine forældre var ligeglade. De syntes jeg var for følsom. Selvom jeg havde svært ved at følge med, fik jeg alligevel gode karaktere. Det endte med at jeg kunne vælge og vrage hvad jeg ville have af uddannelser. Jeg ville være læge.
Og her står jeg så. Som elitelæge med succes og respekt. Tænker tilbage på min skoletid i frokostpausen. Angsten sidder stadig som en tatovering i min sjæl, men jeg har ingen god grund til at være bange længere. ”Du må godt tage hjem nu.” hørte jeg min chef sige. Jeg vågnede op fra mit blackout og kiggede på uret. 13. ”Ja, farvel!” mumlede jeg og snøvlede ud af døren. Da jeg var ude ved min bil, kiggede jeg op på den store bygning. ”Rigshospitalet”. Jeg sukkede. Om 4 dage ville jeg rejse. Rejse væk fra mit elskede fædreland. Danmark. Jeg elskede at være her. Det er så frodigt, rigt og tankevækkende. Og der var langt til Afrika. Meget, meget, meget langt. Det har aldrig været min drøm at rejse til Sydafrika, men da jeg fik tilbuddet om et lægejob dernede, kunne jeg ikke takke nej. Og jeg har fortrudt det lige siden.
Jeg kunne virkelig ikke falde i søvn. Mit tilbagevendende mareridt om frøken Ipsen og hendes yderst kolde hånd der nærmest brækkede kæben. Jeg stod op og kiggede på klokken. 4:30. Jeg blev enig med mig selv om at det ikke kunne betale sig at sove nu. Jeg luskede ud på badeværelset og tog et koldt bad. Jeg satte mig rystende hen foran min sølle radiator og lukkede øjnene.  Da jeg åbnede dem igen, kunne jeg mærke en brændende ryg og jeg løftede blikket hen på mit armbåndsur. 6:30. Jeg sprang op i tanke om at jeg skulle møde 7:30. Jeg fandt nogle gamle jeans frem, og ledte mit vasketøj igennem efter en trøje. Jeg fandt en forvasket Björkvin og tvang den over hovedet. Jeg vidste at min hårbørste lå henne på mit kontor. Og at min make-up fra i går ikke var tværet ud.
Jeg nåede endelig derud og bemærkede at klokken var 7:31. Øv. I de 8 år jeg havde arbejdet her, var det kun sket 2 gange udover i dag. Jeg traskede hurtigt ind på hospitalet, og stoppede op idet at min mave fortalte at den ingen mad havde fået. Jeg tog mig til maven og fandt min pengebog frem. 30 kr. Det var vel nok til en sandwich og en kop kaffe.
Dagene gik og jeg nåede frem til min sidste dag på arbejdspladsen. Solen skinnede og fuglene fløjtede. Der var store tulipaner i bedene og store røde æbler, der fik ens mund til at løbe i vand, hang så højt i træerne at man ikke kunne nå dem.
Da jeg kom ind på mit kontor blev jeg modtaget af 3 kollegaer der sad med våde øjne. Jeg fik en buket blomster og en plade chokolade. Det var nu en dejlig dag. Den kunne ikke blive bedre. ”Undskyld? Har du lige tid til en akutpatient?” hørte jeg bag mig. Det var min chef, der stod forpustet i døren. Jeg rejste mig op og sammen løb vi ned af den lange gang. ”Hun er blevet ramt en bil, vist ikke så slemt, men hun har mistet bevidstheden!” pustede han og jeg løb ind af døren. ”Jeg tjekker pupillerne!” sagde jeg højt. ”Har vi et navn?” De andre rystede på hovedet. Jeg tog min lygte og åbnede den ældre dames øjenlåg. Jeg gispede efter vejret og tabte min lygte. De andre så forskrækket på mig. Nej. Jeg åbnede forsigtigt øjnene igen. Jo. Der var ingen tvivl. Slangeøjnene var matte og trætte, men de havde stadig det samme snerrende blik som dengang. ”Jeg har et navn” sagde jeg tungt, ”Ipsen. Kirsten Ipsen.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...