Too Good To Be True

En historie fyldt med stereotype personer, klichéer samt et sikkert mangelfuldt plot.

1Likes
1Kommentarer
524Visninger
AA

17. Pakken

Første halvdel af 3.g gik med lynets hast. Da vi nåede efterårsferien, var jeg fuldstændig færdig. Lærerne havde snakket opgaver og eksamen i ét væk. Til mit held, skulle vi på ferie i efterårsferien. Valget var faldet på Grækenland. Ikke en af de små øer, men fastlandet. Og så Athen.

            Jesper havde været lidt i mod det, men vi havde fået snakket ham til at tage med. Vi tog ikke på ferie for at ligge ved en pool hele dagen. Vi tog på ferie, for at opleve noget. Se verden. Det var ikke fordi vi ikke svømmede, men det var noget, vi gjorde en halv dag, og så var det kun, hvis vi gad, når vi kom tilbage til hotellet, efter at have vadet rundt på museer hele dagen. Min far kaldte mig en vandhund. Hvad der var galt med, at jeg bare elskede vand, kunne jeg ikke se.

            Jake havde jeg gjort alt for at lukke ude af mine tanker. Når jeg var hjemme og i skole var det knap så svært. Der var en del lektier og afleveringer. En ting lærere aldrig rigtigt forstod, var at sprede mængden af afleveringer ud over hele året. Der var altid nogle bestemte uger, hvor vi havde en million afleveringer for, for så ikke at have nogen afleveringer to uger efter.

            Men da vi var på ferie, havde Jake en anelse mere held med at snige sig ind i mine tanker. Sikkert fordi det mindede mig om London. At han var blevet fotograferet sammen med April Summer, satte de fleste blade på den anden ende. Flere blade havde skrevet, at April havde slået op med Jesse McCold, og nu kom sammen med Jake i stedet. For at være ærlig, troede jeg ikke helt på det. Jeg så kort på billederne, før jeg ignorerede dem. De billeder satte gang i en hel masse tænkning på Jake.

            Det orkede jeg ikke, så jeg gik alt for meget op i det vi så. Mor og far sagde ikke noget, men var bare glad for, at vi snakkede om alle de ting vi så. Jesper så bare på mig og rullede øjne. Jeg måtte give ham ret. Hvis det ikke havde været en mulighed for ikke at tænke på Jake, så havde jeg ikke opført mig så overgearet over de museer, vi så. Jo, det var spændende, men der var grænser.

            Hvis Jake ikke havde været kendt, så havde jeg ikke set ham på de blade, og så ville jeg have ikke tænkt helt så meget på ham. Jeg sukkede og traskede efter far og mor ind på et museum. Jesper gik bag mig og brokkede sig.

 

Efterårsferien var hurtigt overstået. Tiden gik igen i fastforward, da vi kom hjem. December måned kom hurtigt. Så en stor opgave i skolen og så juleferie. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke glædede mig til juleferien. Hele december måned, havde jeg hørt julesange og været totalt oppe og køre, hvis det bare sneede det mindste. Meget typisk mig.

            Den tyvende december havde jeg fået juleferie og den enogtyvende december var en lørdag. Jeg havde lavet absolut intet den dag. Det var ikke, fordi jeg havde været i byen fredag aften. For at være ærlig, havde det med at gå i byen aldrig rigtig sagt mig noget.

            Jeg havde bare slappet af. Mandag den treogtyvende december, havde jeg slappet af og nydt at have ferie. Far og mor var på arbejde, så Jesper og jeg var alene hjemme. Sophie var taget med sin familie til Nebraska, for at fejre jul med sin fars side af familien, som boede dér.

 

Mor kom hjem omkring klokken to. Hun havde kun været hjemme i fem minutter, da det ringede på døren.

            ”Jeg åbner,” sagde jeg og rejste mig fra sofaen. Jeg havde set tv med mor.

            ”Okay,” sagde mor rykkede over på den plads i sofaen, jeg havde siddet på. Jeg gik ud i vores forgang, og låste døren op. Det var posten. Jeg havde ikke bestilt noget, og så vidt jeg vidste, ville min mor ikke lade mig åbne døren, hvis hun havde bestilt noget.

            ”Hej,” sagde posten og så ned på sit papir. ”Maria Hall?” spurgte han og så op.

            ”Øh, det er mig,” sagde jeg forsigtigt.

            ”Der er en pakke til dig,” sagde han og stak en papkasse i armene på mig.

            ”Tak,” svarede jeg overrasket. ”Hvem er det fra?” spurgte jeg forvirret. Papkassen var overraskende let i forhold til størrelsen.

            ”Anonym afsender,” sagde posten og trak let på skuldrene. Han bad mig underskrive, at jeg havde modtaget pakken. Jeg skrev under.

            ”Okay, tak.” sagde jeg.

            Posten nikkede og gik ud til sin postbil. Jeg låste døren efter ham, og så på pakken. Hvor sært.

            ”Hvem var det?” spurgte mor inde fra stuen.

            ”Det var posten,” sagde jeg. Jeg prøvede at regne ud, hvem der ville sende en pakke til mig. Der var ikke noget, der ringede.

            ”Hvem er den fra og til?” spurgte hun og rejste sig op fra sofaen, da jeg kom ind i hendes synsfelt.

            ”Den er til mig og fra en ukendt afsender.” sagde jeg en anelse forvirret. Jeg stillede pakken på spisebordet og tog en saks, klippede tapen op, og åbnede pakken. Der lå et brev i en hvid kuvert ovenpå det indhold, pappet skjulte. Jeg tog brevet op. Der stod Maria på det med en håndskrift, som jeg ikke umiddelbart kunne genkende. Jeg åbnede konvolutten og tog brevet op. Mor var på vej hen mod mig. For at hun ikke skulle læse, hvad der stod, vendte jeg mig om, så jeg stod med front til hende.

            ”Hvad står der?” spurgte hun.

            Jeg så på kortet, og opdagede Jakes navn.

            ”Jeg går ned på mit værelse og åbner den,” sagde jeg, før hurtigt jeg snuppede pakken og gik. Brevet og konvolutten have jeg stadig i hånden.

            ”Du ved godt, hvem der er fra,” sagde mor før jeg lukkede døren. Selvfølgelig havde hun gennemskuet mig, jeg var elendig til at lyve.

            ”Og hvad så,” svarede jeg smilende. ”Du behøver ikke vide alting,” sagde jeg overraskende let, før jeg småløb ned i kælderen. Jeg gik ind på mit værelse, og lukkede døren helt i, før jeg tændte for en cd. Forsigtigt satte jeg pakken på min seng. Jeg satte mig ved siden af, og åbnede brevet igen. Det stod på engelsk.

 

Hej Maria,

            Jeg har tænkt meget over det, jeg sagde til dig i London, og jeg er virkelig ked af det. Jeg ved godt, det ikke ændrer noget, men jeg ville ønske, at der var en måde at gøre det godt igen.

Jake

            Ps. Der er et andet kort i pakken, som du måske skal læse for dig selv.

 

Jeg smilede og så længe på kortet. Hvad havde han gang i?

            Jeg lagde brevet og konvolutten på min pude og hev indholdet af pakken op. Det var en pænt indpakket gave. Jeg var forvirret. Jake havde meget tydeligt gjort det klart, at vi ikke skulle ses igen. Hvis det var hans måde at fortælle det på, så var der vist noget, jeg havde fået galt i halsen.

            Gaven var pakket ind i hvidt papir med pink bånd. Han havde åbenbart hørt efter, da jeg i sommer havde sagt, at pink var min yndlingsfarve. Jeg så på det lille gavemærkat, der sad i båndet. Det var mørklilla. Der stod:

 

’Til Maria

Fra Jake’

 

            Nu kendte jeg så hans håndskrift. Jeg bed mig i læben og prøvede på ikke at rødme. Hvor meget tid, havde han ikke lagt i det her? Et sug af dårlig samvittighed rørte på sig.

            NEJ! sagde jeg stædigt til mig selv. Han havde sagt, at vi ikke skulle ses mere. Nu skulle jeg ikke sidde og få dårlig samvittighed over, hvad han havde gjort. Jeg hev i sløjfens to ender, og åbnede den forsigtigt. Båndet landede blødt på mit hvide lagen. Jeg fjernede forsigtigt tapen, og krøllede det sammen til en kugle. Hvorfor jeg ikke flåede det op, kunne jeg ikke helt forklare. Det var det, jeg plejede at gøre med gaver.

            Hvorfor hamrede mit hjerte pludselig med to hundrede kilometer i timen i mit bryst? Jake havde gjort det klart, at vi ikke skulle ses mere. Det kort han havde skrevet, og som nu lå på min pude, sagde bare noget helt andet. Han skulle ikke have lov at købe mig tilbage, hvis det var det, han havde tænkt sig.

            Jeg vidste, at der var et brev mere inde i gaven. Et sug af spænding fik mig til at fjerne papiret med en enkelt bevægelse – uden det gik i stykker – meget overraskende.

            Papiret havde gemt endnu en papkasse. Denne gang med låg. Jeg åbnede låget. Der var noget grønligt papir, som jeg forbandt med det, der var rundt om skrøbelige glasting og blomster. Jeg fjernede forsigtigt det grønne papir, og tog et hvidt stykke papir op. Hurtigt skimmede jeg papiret, og jeg kunne ikke gøre andet, end at stirre på det hvide papir med store øjne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...