Too Good To Be True

En historie fyldt med stereotype personer, klichéer samt et sikkert mangelfuldt plot.

1Likes
1Kommentarer
541Visninger
AA

7. No way!(3. del)

            Da min far kom, ti minutter senere, havde jeg fået en seng.

            ”Hvordan fandt du ham?” spurgte han, da han havde lukket døren efter sig.

            Jeg sukkede. Den historie kom jeg nok til at fortælle rigtig mange gang. ”Jeg havde hørt noget, og instinktivt vidste jeg bare, at det ikke var drengestreger.” sagde jeg og trak på skuldrene.

            Min far smilede. ”Den historie kommer du nok også til at fortælle ham,” sagde han og nikkede over mod Jake Phillips, der lå med lukkede øjne. Han trak vejret roligt, han sov sikkert. Det ville jeg have troet, men med det kvælergreb han havde i min hånd, vidste jeg det ikke helt.

            Jeg sukkede. ”Hvorfor ville jeg ønske, at du ikke havde ret?” spurgte jeg med et smil.

            Min far trak på skuldrene. Det bankede på døren. Anna åbnede og kom ind.  

            ”Jeg ved godt, at du teknisk set ikke er indlagt, men besøgstiden er ovre,” sagde Anna og smilede undskyldende.

            ”Så må jeg nok hellere smutte,” sagde far og smilede. Jeg fik et hurtigt, akavet, knus, før min far gik ud af stuen. Anna smilede, før også hun gik ud af stuen. Min far havde heldigvis givet mig min bog. Jeg åbnede den; Pigen der legede med ilden, og begyndte at læse. Om end ikke andet, så for at få tiden til at gå. Nu elskede jeg at læse, så det ar ikke det store problem.

 

Da jeg lagde bogen fra mig, og så på mit armbåndsur, var klokken halv ti. Jeg rettede mig op og så mig omkring. De hvide vægge.

            Første problem: hvordan skulle jeg få skiftet til nattøj? Det var ikke, fordi jeg ville sove nu. Jeg elskede bare den afslappende følelse af at sidde i nattøj og læse. Min bog lagde i mit skød, lukket, og med et bogmærke mellem siderne. Jeg så ligefrem og grublede over mit problem. Andet problem, jeg skulle virkelig snart på toilettet.

            ”Hvad læser du?” spurgte Jake Phillips lavt på engelsk fra sengen ved siden af mig.  

            Havde han ikke haft fat i min hånd, var jeg sikkert hoppet en meter op i luften. Mit hjerte hamrede af sted. Jeg så på ham. Forskrækket. Jeg troede ikke, han var vågen. Gad vide, hvor længe han havde ligget og set på mig? Den tanke turde jeg end ikke tænke til ende. Jeg følte mig uendeligt genert.

            Jeg rømmede mig. ”Pigen der legede med ilden,” nærmest hviskede jeg på engelsk.

            Jake Phillips smilede et smil, som jeg ikke forstod. ”Er den god?”

            Jeg nikkede.

            ”Hvad handler den om?” borede han videre. Jeg kunne ikke finde ud af, om han bare ville vide det, eller om han bare ville have mig til at snakke.

            ”Har du ikke læst den?”                              

            Han smilede og rystede hovedet en millimeter.

            ”Har du hørt om Stieg Larsson trilogien?” spurgte jeg, mens jeg fraværende bladrede i bogen i mit skød.

            Han rynkede panden. ”The Girl With The Dragon Tattoo?” spurgte han tvivlende.

            Jeg nikkede, bed mig i læben og smilede til bogen. ”Det er to’eren til den.” forklarede jeg vagt.

            ”Hvad handler den så om?” spurgte han.

            Jeg så på ham. Han så på mig, med sine brune hemmelighedsfulde øjne. Jeg så væk fra hans mørke øjne og prøvede at konstruere en sammenhængende sætning, der beskrev handlingen. Uden det tog for lang tid. ”Den handler om de samme to personer, Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander. Der sker tre mord, og Lisbeth Salander mistænkes for dem.” sagde jeg. Hvorfor ville han vide det?

            Ud af øjenkrogen så jeg ham smile. ”Hvad ender den med?” spurgte han.

            Jeg bed mig i læben. ”Hvis jeg siger det, så vil der jo ikke være en overraskelse i det, hvis du nu skulle finde på at læse den,” sagde jeg næsten uhørligt og smilede.  

            Han rynkede panden, for så hurtigt at få glat pande igen med en grimasse. Gjorde det ondt? ”Jeg vil godt vide, hvad den ender med,” sagde han lavt.  

            ”Det er ikke Lisbeth Salander, der har begået mordene,” sagde jeg. Stadig undrende over, hvorfor han var så interesseret.

            ”Hvem har så?” spurgte han, før han rømmede sig.

            ”Det er en rimelig kompliceret bog,” svarede jeg, undvigende.

            ”Så forklar det for mig,” sagde han, hans stemme var en køn hæs hvisken. Det havde jeg ikke tænkt over før, men jeg kunne virkelig godt lide hans stemme.

            Jeg bed mig i læben og så på min bog igen. Uden at se på ham, kunne jeg mærke hans blik hvile på mig. Hvordan skulle jeg kunne forklare den bog? Man skulle læse den for at forstå det. At jeg skulle forklare det på engelsk, gjorde det ikke ligefrem bedre.

            ”Du var helt opslugt, da du læste,” begyndte han lavt. ”Den må være spændende.”

            Jeg smilede, før jeg kort begyndte at forklare ham, hvad den handlede om. Da jeg var færdig, stillede han et simpelt spørgsmål.

            ”Hvorfor hedder den så The Girl With The Dragon Tattoo på engelsk?”  

            Jeg smilede. ”Lisbeth Salander har en kæmpe drage tatoveret på ryggen.” Jeg trak let på skuldrene, stadig uden direkte at møde hans mørke øjne.

            Han nikkede med et ulæseligt blik. Hvorfor ville han vide det?

            ”Kan du måske slippe min hånd, så jeg kan få nattøj på?” spurgte jeg efter et par sekunders behagelig tavshed. Jeg så på ham og håbede ikke, han ville sige nej.

            ”Du kommer igen?” spurgte han tøvende lidt efter.

            Jeg rynkede panden og nikkede. Efter at have set mig i øjnene – han ledte efter noget. Da han ikke fandt noget i mit blik, slap han min hånd.

            ”Tak,” svarede jeg lavt med let rynket pande, før jeg tog mit nattøj med ud på badeværelset. Jeg var ikke sikker på, om han hørte det.

 

            Da jeg kom tilbage, efter at have fået nattøj på, så han hen mod døren med et stift blik. Først da jeg havde sat mig på sengen igen, og han havde taget min hånd, slappede han lidt af.

            ”Måske nu ville være et godt tidspunkt at fortælle lidt om os selv?” spurgte han og så på mig med et glimt i de hemmelighedsfulde, ulæselige brune øjne.

            Jeg smilede uvilkårligt.

            ”Jeg begynder,” fortsatte han, stadig med det glimt i øjnene. Han fik sat sig en smule mere op, mens han skar en grimasse. Det gjorde vist ondt. ”Jeg hedder Jake Phillips,” sagde han. ”Jeg kommer fra Wisconsin,” fortsatte han. ”Bør jeg tilføje, at jeg kommer fra USA?” spurgte han, smilende.

            Jeg smilede. ”Det havde jeg gættet.” svarede jeg til hans kommentar om USA. ”Jeg hedder Maria Hall,” sagde jeg lavt.

            ”Rart at møde dig,” sagde han.

 

Kort efter vores ’præsentation’ faldt Jake i søvn igen. Jeg læste et par sider mere i min bog, før jeg også selv ville til at sove. Selvom Jake sov, blev hans greb i min hånd ikke løsnet. Tværtimod. Mine fingre var iskolde, hans kvælertag i min hånd gjorde dem kun endnu koldere. Forsigtigt prøvede jeg at få ham til at løsne sit greb lidt. Det havde modsatte effekt.

            Han strammede grebet i min hånd, og trak vejret hurtigere, før han spærrede øjnene op og så på mig. Hans brune øjne var mørke og udstrålede en form for panik, der gav mig kuldegysninger. I løbet af få sekunder, blev de hemmelighedsfulde igen. Han skjulte et eller andet.

            ”Hvad sker der?” spurgte han. Selvom han så rolig ud, var hans stemme anspændt.

            ”Du maser min hånd,” sagde jeg stille på engelsk.

            ”Oh, undskyld,” sagde han med dårlig samvittighed malet i ansigtet. ”Jeg burde ikke holde dig her.”

            ”Det er okay,” beroligede jeg ham. I mit hoved ville jeg også sige ’Så længe jeg godt må få blod ud i mine fingre,‘ jeg havde bare ikke modet til det. I stedet sendte jeg ham et forsigtigt smil.

            Han smilede taknemligt, før han løsnede grebet i min hånd.

            ”Tak,” sagde jeg. ”Kan du lige slippe, mens jeg slukker lyset?” spurgte jeg hurtigt, før han faldt i søvn igen.  

            Han mig i øjnene. Troede han ikke på mig, eller var der noget, han ikke havde sagt? Der var en del, han ikke havde sagt, kom jeg i tanke om. Vi kendte ikke hinanden.

            Han slap min hånd efter flere sekunders søgen i mit blik. Jeg smilede til ham, beroligende, håbede jeg, før jeg gik ned og slukkede lyset. Han tændte et lille sengelys, da det store lys gik ud. Jeg gik tilbage til ’min’ seng og satte mig ned.

            Først da jeg havde lagt mine briller og mit armbåndsur på det lille bord, der var ved siden af mig, lagde jeg mig på siden. Jake tog min hånd, før han med en grimasse rakte sin arm hen mod lampen og slukkede lyset. Mørket lagde sig over rummet. Jeg overvejede at sige godnat, men lod være.

            I løbet af få sekunder hørte jeg, at hans vejrtrækning var blevet langsom og rolig.

            Han sov. Jeg rullede om på ryggen, og så op i loftet. Det føltes så uvirkeligt det her. Hvordan var det her sket? Jake Phillips. Jeg forstod det ikke. For mindre ti timer siden, var mit liv helt normalt, og nu? For træt til at spekulere mere over det, faldt jeg udmattet i søvn.

 

            Halvt sovende kunne jeg fornemme, at jeg blev flyttet. Først da jeg kunne fornemme en anden persons vejrtrækning bag mig, og en arm stramt rundt om mig, vågnede jeg op. Det lå en bag mig! Jeg prøvede at vriste mig væk fra det sted, jeg lå. Det fungerede bare ikke!

            Jeg strakte min ene arm så langt frem jeg kunne, og fik fat på det jeg søgte. Sengelampen blev tændt. Det jerngreb jeg lå i, blev først endnu strammere, før det blev løsnet med et ryk. Jeg var klar til at flytte mig, men grebet om mig var ikke løst nok.

            ”Hvad sker der?” spurgte en nervøs, anspændt stemme tæt ved mit øre på engelsk.

            Jeg kæmpede for ikke at vise, hvor forskrækket jeg blev. Langsomt drejede jeg hovedet, og mødte Jakes blik. Panikken stod igen malet i hans mørke blik og sendte en kuldegysning ned gennem mig.

            ”Undskyld,” sagde han overrasket og slap mig, lige bort set fra min hånd. Jeg kom over i min ’egen’ seng igen.

            ”Jeg er virkelig ked af det,” sagde Jake. Stadig forbavset over, hvad der lige var sket. Han var rystet, jeg kunne se det på ham.

            ”Det går nok,” svarede jeg forsigtigt. Jake rynkede panden og så på mig med let sammenknebne mørke øjne.

            ”Godnat,” sagde han lavt.

            Jeg smilede som svar. Først da han var faldet i søvn igen, og mine tanker var faldet nogenlunde til ro, slukkede jeg lyset. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...