Too Good To Be True

En historie fyldt med stereotype personer, klichéer samt et sikkert mangelfuldt plot.

1Likes
1Kommentarer
531Visninger
AA

5. No way!

Jeg sad på hug og lod tankerne vandre. Mit blik var fæstnet på Jake Phillips’ ansigt. Jeg havde aldrig tænkt over hans ansigt specielt meget, ikke før nu. Med sit korte sorte hår, gyldenbrune hud og, når han smilede på billeder, et fantastisk smil. Jeg bed mig ubevidst i læben.

Da han med et slog sine brune øjne op, faldt jeg bagover i overraskelse. Mit hjerte sad et sted nær min hals, og jeg kunne mærke noget trække sig sammen inden i mig. Jeg satte hænderne i jorden bag mig, så jeg ikke landede på ryggen. En fugl lettede fra en gren et stykke væk fra mig. Sikkert forskrækket over min pludselige bevægelse. Mit blik faldt på ham, og jeg kunne se den mindste antydning af et smil spille på hans læber. Jeg satte mig på bagen, og børstede mine hænder rene for den tørre jord.

 

Da mit hjerte var nået ned i mit bryst igen og havde fået en lidt mere normal rytme, så jeg på ham igen. Han havde rynket pande og et anstrengt udtryk i ansigtet. Hans blik var fast besluttet på noget. Først kunne jeg ikke se, hvad det var, men da jeg fulgte hans blik, så jeg, at det brændte på min hånd. Forvirret løftede jeg min hånd, og rakte tøvende ud mod hans hånd. Han havde løftet sin hånd fra jorden, hvilket så ud til at volde ham store kvaler.

”Please,” hviskede han uhørligt med et stift blik. Jeg hørte det næsten ikke.

”Hvad vil du have mig til?” spurgte jeg tøvende på engelsk. Jeg sagde det så lavt, at det overraskede mig, at han overhovedet hørte det.

Han så overrasket på mig, både over det jeg sagde, og at jeg havde sagt noget. ”Din hånd…” sagde han hæst, før hans stemme knækkede over. Han havde en køn stemme, faldt det mig pludseligt ind.

Jeg så på hans hånd og tog den tøvende. Det virkede som om, at det var der, han ville hen. I det øjeblik jeg havde taget hans hånd, lukkede han øjnene, og lod vores hænder dumpe ned på den tørre jord igen. Selvom det var sommer, var mine hænder ikke just varme. Hans hånd var overraskende varm, hvis man tænkte på, at han sikkert havde ligget på jorden i lang tid.

Jeg så ned på min hånd, der hvilede i hans. Hans hånd var gyldenbrun, og min overraskende bleg. Mine tanker huskede tilbage på det øjeblik, hvor vores blikke havde mødtes. Hans øjne var endnu mere fantastiske brune i virkeligheden, end de var på de billeder og film, jeg havde set. De var helt mørke brune og fyldt med hemmeligheder, hvilket vel var forståeligt nok. Taget i betragtning at han lå her.

Jeg trak knæene op under mig, og lagde min frie arm rundt om dem. Uden at flytte mit blik fra ham, satte jeg mig med min hage på mine knæ.

Hans bryst bevægede sig langsomt op i ned i takt med hans vejrtrækning. Som jeg sad og frit kunne betragte ham, kunne jeg se, at han havde jord i håret – jordet var en anelse lysere end hans helt sorte hår – og skrammer og rifter fordelt over hans bare, veltrænede, brystkasse og arme. En bi satte sig på hans shorts. Jeg skulle til at vifte den væk, men stoppede igen.

Hvis jeg viftede den væk, kunne den sikkert finde på at stikke. Jeg ville også blive nødt til at løfte hans arm igen, hvilket han sikkert ville åbne øjnene ved. Tanken om hvor ondt det havde gjort for ham at løfte armen før, fik mig til at blive siddende.

 

Tiden gik langsomt og så alligevel hurtigt. Vinden legede let med to totter af mit hår, der bare ikke ville blive i mine hårnåle. Jeg overvejede at sætte dem op i mine hårnåle, men jeg havde kun en hånd. Med et stille suk opgav jeg på forhånd. Hårtotterne generede mig ikke nok til, at jeg gad gøre noget ved dem.

Lidt efter hørte jeg en bil komme kørende. Jeg strakte hals, og kunne lige præcis ane den gule ambulance over buskene.

Forsigtigt, og uden at løfte Jake Phillips’ hånd fra  den støvede jord, rejste jeg mig lidt op. Jeg kunne se den ene redder stå og se sig forvirret omkring. På en måde kunne jeg godt følge ham. Der var ikke sket nogen ulykke, så vidt han lige kunne se. Han kløede sig i håret, og sagde noget til sin makker, der stadig sad inde i ambulancen.

”Kig igen,” hørte jeg en dyb mandestemme sige. Det var sikkert manden, der stadig sad inde i ambulancen. Redderen, der stod uden for ambulancen, scannede området igen. Mit hoved kunne akkurat lige anes over buskene. Han fik øjenkontakt og kom, med et overrasket ansigtsudtryk, gående hen i mod mig gennem buskene. Redderens hår var sandfarvet, og han gik smidigt gennem buskene. Meget anderledes, end hvordan jeg selv var kommet ind til Jake Phillips. Den tanke slog jeg hurtigt ud af hovedet.

”Hvad er der sket?” spurgte han desorienteret, da han kom nærmere. Hans stemme var dyb og rolig, autoritativ. Så snart han kom helt hen til mig, og så Jake Phillips ligge på jorden, spærrede han øjnene op i et let chok. Hans blå øjne udviste mange års erfaring og et strejf af genkendelse.

”Hvad er der sket?” spurgte han igen. Denne gang så han ikke på mig, han ledte efter en puls under Jake Phillips’ kæbe. Redderens hud så ligeså bleg ud som min, ved siden af Jake Phillips’ gyldenbrune hud. Måske en lille smule mørkere end min hånd, men jeg var også meget bleg. Lyst hår og grønne øjne hjalp ikke ligefrem på det.

”Jeg var på vej hjem nede fra havnen, da jeg hørte en stemme sige noget hernede fra.” svarede jeg. Jeg undlod et par detaljer om min stædige overbevisning om, at jeg havde hørt stemmen allerede i eftermiddags.

Redderen nikkede. ”Hvor længe har han været bevidstløs?” spurgte han.

Jeg rynkede panden og så på redderen. Indtil da havde jeg svært ved at slide mit blik væk fra Jake Phillips’ ansigt. ”Han havde åbne øjne sekunder, eller måske et minut før, ambulancen kom,” svarede jeg overrasket.

Redderen nikkede, som om den ene sætning forklarede alt. ”Hvornår fandt du ham?” spurgte han. Han så op på mig, og jeg vidste, han troede på min forklaring.

”Jeg gik en tur omkring kvarter over seks.” forklarede jeg. ”Da klokken var kvarter i syv, var jeg nået herop igen. Jeg hørte så lyden, og kravlede ind i buskene, for at finde ud af, hvad det var.” forklarede jeg. Selv i mine egne ører lød det utrolig dumt. Det værste var, at jeg sikkert ville komme til at forklare det mange gange. Indvendigt sukkede jeg meget dybt.

Redderen nikkede bare. ”Har du set eller hørt noget, der kunne have gjort, at han havnede her?” spurgte han, og gjorde et kast med hovedet mod Jake Phillips.

Jeg rystede langsomt på hovedet.

Redderen smilede, og afslørede en hel række smilerynker omkring øjnene. Med smilerynkerne så han ældre ud, end hvad jeg først havde antaget. Han rejste sig op, stadig smilende, og så ned mod ambulancen. Jeg fulgte ham med blikket, men sagde ikke noget.

            ”Mike,” sagde han halvhøjt. ”Bare kom.”

            ”Er på vej,” svarede den anden redder, Mike. Redderen satte sig på hug igen, og så på mig.

            ”Vil du slippe hans hånd?” spurgte han og så på vores sammenfoldede hænder.

            Pinligt! ”Selvfølgelig.” svarede jeg hurtigt og slap Jake Phillips’ hånd. Jeg så ikke på vores hænder, ej heller på redderen. Mit blik så tusind andre steder hen. Så snart jeg havde sluppet Jake Phillips’ hånd, trak jeg min egen hånd til mig. Eller, jeg prøvede i hver fald, men Jake Phillips havde stadig fat i min hånd. I en form for panik, så jeg ned på vores hænder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...