Too Good To Be True

En historie fyldt med stereotype personer, klichéer samt et sikkert mangelfuldt plot.

1Likes
1Kommentarer
534Visninger
AA

6. No way! (2. del)

Jake Phillips havde ikke sluppet min hånd og jeg kunne mærke, at han strammede grebet let i min hånd. Jeg så op på redderen med en form for panik i blikket. Han var professionel, måske han vidste, hvad der skete. Redderen så på noget andet. Mike kom med båren. Redderen og Mike fik ham løftet op på båren. Da han ikke havde sluppet min hånd, kunne ikke gøre andet end af følge med.

            ”Du behøver ikke følge med,” sagde Mike og så på mig med et hævet øjenbryn.

            Jeg smilede. ”Jeg har sluppet hans hånd, men han har ikke sluppet min.” forklarede jeg lavt, genert. Jeg ville trække på skuldrene, men jeg havde ikke modet til det.

            Mike rynkede panden og så på vores hænder. Han prøvede at skille dem ad. Lige meget, hvad han gjorde, kunne han ikke. Også den anden redder, hvem jeg ikke kunne navnet på, prøvede. Ligesom Mike, kunne han heller ikke. De så på hinanden med rynkede pander.

            ”Du lader lige være med at lytte til det, vi snakker om,” sagde Mike og så på mig med et alvorligt blik i sine mørke øjne.

            Jeg nikkede og så væk.

            ”Hvad gør vi?” sagde en af dem lavt. Jeg lyttede ikke efter, men det var umuligt at undgå at høre, hvad de sagde, når de stod lige ved siden af mig.

            ”O. vil ikke blive glad for det,” sagde den anden.

            Den første sukkede. ”Vi har ikke noget valg. Så længe vi ikke kan kommunikere med ham, bliver hun nok nødt til at komme med. O. bliver sur.” konstaterede den første, og gav automatisk den anden ret. Hvem var O.?

            ”Hey,” sagde den første igen. Jeg vendte mig om og så på dem.

            ”Du må nok hellere komme med op på hospitalet. Vi kan ikke få ham til at slippe dig,” sagde Mike.

            Jeg nikkede som svar og fulgte efter båren, Mike og den anden redder ind i ambulancen. Den redder, der var kommet hen til mig, os, før Mike kom med båren, satte sig foran, og kørte. Mike satte sig ind bag i ambulancen.

 

            ”Jeg har ikke hørt noget, men hvordan fandt du ham?” spurgte Mike. Hans brune øjne så ud til at opfange alt.

            Jeg så ned på Jake Phillips’ gyldenbrune hånd i min blege. ”Jeg havde bare hørt en lyd, som jeg ikke troede, bare var drengestreger. Så jeg kravlede ned i buskene og fandt så ud af, hvad det var for en lyd.” forklarede jeg stille. Wauv, hvor lød det dumt.

            Mike nikkede. ”Jeg tror, det var meget godt, at du ikke troede, det var drengestreger,” sagde han og så på Jake Phillips.

            Jeg rynkede panden mens jeg så ned. ”Hvad mener du?” spurgte jeg, næsten uhørligt. Jeg troede ikke, han havde hørt det, så jeg så op på Mike.

            Han kørte hånden gennem sit korte lyse hår, før han svarede. ”Jeg kan ikke gennemskue, hvor mange dage han har ligget der.” sagde han. ”Lige meget hvad, så er det kun godt, du fandt ham.”

            Jeg nikkede og så ned igen. Når jeg tænkte over det, så så jeg tit ned. Ikke af nogen bestemt grund, det var bare sådan jeg var. Ambulancen begyndte at køre. Uden udrykning på. Jeg var glad for, at det ikke var mig, der lå på båren mens ambulancen kørte. 

            ”Har du nogen idé om, hvorfor han ikke vil slippe din hånd?” spurgte Mike og brød tavsheden, jeg ikke havde tænkt over. Tavshed gjorde mig ikke noget.

            Jeg så på ham. ”Ingen idé,” svarede jeg ærligt og rystede let på hovedet. Mike nikkede og sagde ikke mere.

 

Da ambulancen kort efter stoppede, blev døren hurtigt åbnet. Jeg kom klodset ud, da jeg havde Jake Phillips i hånden, og han lå på båren. Mike ventede tålmodigt på, at jeg kom ud af ambulancen uden at falde. Jeg smilede et lille smil som tak, da jeg igen stod sikkert på jorden. Mike og den anden redder, fik båren indenfor. Her blev vi mødt af to læger og en sygeplejerske.

            ”Et mindre problem er opstået,” gjorde Mike opmærksom på. Jeg så på en ældre herre, der var et halvt hoved mindre end mig. Han havde gråt hår og buskede øjenbryn, der lagde hans øjne i konstant skygge. Selvom han ikke havde sagt noget, ville jeg helst ikke komme på tværs af ham.

            ”Hvad er der sket?” mukkede han. Hans stemme var dyb, han fandt sig ikke i noget.

            Mike trådte et skridt til siden, så manden med de buskede øjenbryn kunne se mig. Han kneb øjnene sammen og så på mig.

            ”Hvem er hun, og hvad laver hun her?” forlangte han at få af vide. Han så væk fra mig og stirrede på Mike. Lægen, der stod bag ham – en høj tynd mand med kortklippet brunt hår og blå øjne – så op i loftet med armene over kors. Sygeplejersken, ved siden af den høje læge, stod og så et andet sted hen.

            ”Patienten vil ikke slippe hendes hånd, så vi havde intet andet valg,” forklarede Mike.

            Lægen med de buskede bryn tog et skridt nærmere båren og så på vores hænder. ”Slip ham,” forlangte han. Jeg slap hans hånd så meget, som det nu var muligt, da han stadig havde fat i min hånd.

            ”Sikke noget,” sagde lægen koldt og så surt på mig. Gad vide, om han altid var sådan? ”Få ham op på en stue, så kigger jeg på det, når I er færdige,” sagde han og gjorde en gestus mod sine to kolleger, der begge først så på os nu. Lægen gik væk med små korte hurtige skridt. Da lægen var ude af syne, så alle fire på mig.

            ”Det må du undskylde,” sagde Mike. ”Han er altid sådan. Tro det eller lad være, men det her er en af de gode dage.”

            Den høje læge rystede på hovedet. ”Han venter henne ved elevatoren,” sagde han og sukkede.

 

            Kort efter var vi næsten hende ved elevatoren. Alt var holdt i lyse neutrale farver, og der duftede kraftigt af sygehus. Den sure læge stod og ventede ved elevatoren.

            ”Bare ignorer ham,” sagde sygeplejersken lavt til mig.

            Jeg nikkede som svar. Mit humør var dalet betydeligt, men det var sikkert bare indbildt.

            ”Er du her stadig,” mumlede den sure læge, da han så mig. Elevatoren var ikke kommet. Den sure lille læge sørgede for, at gå foran mig hele tiden. Jeg fik ondt i håndleddet af det. Han gik lige præcis så tæt foran mig, at jeg kun lige kunne nå Jakes Phillips’ hånd uden at hive i hans arm, og uden at gå ind i den sure læge.

            ”Pas på, at patienten ikke har smerter over noget,” sagde den sure læge selvtilfreds, og gik lige en anelse langsommere. Jeg bed mig irriteret i læben, men sagde ikke noget.

            Den høje læge rømmede sig og så på lægen, der gik foran mig. Jeg næsten lå halvvejs inde over madrassen og Jake Phillips. Kunne det her blive meget værre?

            ”Hvad hedder du?” spurgte sygeplejersken og så på mig med et undskyldende smil.

            ”Maria,” svarede jeg stille og smilede. Ubevidst bed jeg mig i læben.

            ”Maria,” sagde den høje læge. ”Sæt dig op på sengen, så du ikke får ondt i håndleddet.”

            ”Tak,” mumlede jeg utydeligt og umådeligt lettet. Jeg satte mig op på madrassen. Den sure læge så på mig med øjne, der henlå totalt i mørke grundet hans buskede øjenbryn.

            Den høje læge så på den sure læge med et underligt blik. Da elevatoren kom, gik den sure læge først ind. Jeg krydsede anklerne og så ned på min ene hånd, der lå i mit skød.

 

Vi endte på en næsten affolket gang. Der var hvidt over det hele. Jeg havde ikke tænkt over det før nu, men jeg var den eneste i sort, sorte shorts, sort T-shirt og sorte sandaler. Alle andre var totalt omgivet af hvidt. Hvidt tøj, hvide vægge, hvide sko og hvide gulve. Sengen blev kørt ind på en stue. Da sengens hjul blev låst, stillede jeg mig ned på jorden igen. Den høje læge stillede sig ved siden af mig, så den sure læge ikke gjorde det.

            ”Adam,” sagde den høje læge og så på den sure mand.

            Den sure læge, der åbenbart hed Adam, rømmede sig, men reagerede ikke derudover.

            ”Dr. A. Olsen,” sagde den høje læge tydeligvis irriteret.

            A. Olsen så op. ”Hvad er der?” spurgte han. Den måde han sagde det på, gav mig igen indtrykket af, at han ikke fandt sig i det mindste. Var A. Olsen mere end den høje læge, siden han forlangte at blive kaldt dr.?

            ”Hvilken nål vil du bruge?” spurgte den høje læge.

            Dr. Olsen rynkede panden, så de buskede øjenbryn næsten skabte en halvfems graders vinkel ned mellem øjnene. ”Jeg henter en,” sagde han kort før han forsvandt.

            Sygeplejersken så på den høje læge og derefter på mig. ”Du skal ikke tænke på ham. Han er virkelig dygtig,” næsten undskyldte hun.

            Jeg smilede og nikkede. Uden at tvivle på deres ord, vidste jeg næsten instinktivt, at han var dygtig. Instinktivt vidste jeg også, at han af en udefinerbar grund virkelig ikke kunne lide mig.

            Da han kom ind på stuen få minutter efter, skulede han til mig, før han gjorde sit arbejde. Heldigvis, for mig, var han utrolig hurtig. Jeg følte bare, at jeg var unødvendig. A. Olsen og den høje læge skulle hele tiden forbi mig. A. Olsen brugte chancen til at skubbe til mig, for så bagefter at sige, at jeg skulle sikre mig, ’at patienten ikke havde smerter’. Jeg bed mig irriteret i læben og så på den hvide dyne. Det var bedst at ignorere det.

            ”Nu da han ikke slipper dig, så skulle du måske ringe og få noget tøj og noget?” Foreslog den høje læge. Sygeplejersken havde kaldt ham Michael flere gange.

            ”Det er nok en god idé,” sagde jeg betænksomt.

            ”A. Olsen går lige om lidt,” hviskede sygeplejersken lavt, da hun gik forbi mig. Ganske rigtigt, få sekunder senere, forsvandt A. Olsen ud af døren. Jeg drog et uhørligt lettelsens suk.

            ”Jeg smutter nu, Anna,” sagde Michael et minut efter, at  A. Olsen var forsvundet.

            ”Vi ses i morgen,” sagde Anna og smilede.

            ”Vi ses,” sagde Michael, før også han forsvandt ud af rummet.

            ”Jeg vil godt lige låne din mor eller far et øjeblik, når du ringer,” sagde Anna til mig. Hendes mørke øjne var venlige.

            Jeg fik min telefon gravet op af min lomme, og ringede op til min far. Min mor var ikke hjemme endnu.

            ”Det er far,” sagde han, da jeg ringede. Det var hans mobil, jeg ringede til, og han havde mit nummer indkodet.  

            Jeg forklarede ham kort, hvad der var sket.

            ”Hold da ferie,” sagde han bare overrasket. Jeg havde fortalt ham, at jeg troede, det var Jake Phillips. Uden at sige noget højt, kunne jeg godt forestille mig, at far ikke helt vidste, hvem Jake Phillips var.

            ”Vil du så ikke pakke min computer fra værelset, Stieg Larsson; Pigen der legede med ilden – den ligger på mit skrivebord, og så en ledning til min computer og min mobil?” Spurgte jeg. Jeg havde sagt hvilket noget tøj, han skulle finde.

            ”Det skal jeg nok,” sagde han.

            ”Tak,” jeg smilede. ”Der er lige en sygeplejerske, der godt vil tale med dig,” tilføjede jeg, da jeg så på Anna. Hun stod og så på mig med et udtryksløst blik. Jeg gav hende telefonen og lukkede det ude, hun sagde. Kort efter fik jeg telefonen igen.

            ”Jeg kommer om fem minutter,” sagde far, før vi begge lagde på.

            ”Jeg forklarede ham, hvor stuen var.” sagde Anna og smilede. Hun havde åbenbart gættet, at jeg ikke havde lyttet til det, hun havde sagt.

            Jeg nikkede og smilede.

            ”Jeg vil lade jer to være lidt alene,” hun smilede stadig. ”Der kommer nok en med en seng til dig snart, der er ikke sengemangel i øjeblikket, så det går lige,” tilføjede hun. Hun kastede et halvlangt blik på Jake Phillips’ sovende ansigt, før hun stille smuttede ud af stuen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...