Too Good To Be True

En historie fyldt med stereotype personer, klichéer samt et sikkert mangelfuldt plot.

1Likes
1Kommentarer
529Visninger
AA

11. London

Tirsdag formiddag pakkede vi kufferter. Det var lykkedes mig at tænke en hel del på Jake, det var svært at lade være. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke ville tænke på ham, mens vi var i London. Det ville nok blive svært, når han havde skrevet, vi skulle mødes, men al den tid, hvor jeg ikke så ham, ville jeg ikke tænke på ham.

            Jeg ville sikkert ikke overholde det, men man kunne vel håbe? Hvorfor jeg ikke vil tænke på ham, havde krydset mine tanker. Måske, fordi han havde efterladt så mange tanker og spørgsmål, som jeg allerede havde brugt en stor portion tid på, at regne svarende ud. Alt sammen forgæves.

            Vi havde været på ferie flere gange før. Min mor ville organisere det hele, Jesper var dybest set lidt ligeglad med at pakke. Far og jeg selv pakkede kufferterne. Hvis mor gjorde det, blev det for stressende. Derfor sad min mor med sedlen over de ting, vi skulle have med. Hun krydsede af som far og jeg fik lagt det ned i kufferterne.

            Onsdag aften, da jeg lagde mig i seng, kunne jeg ikke falde i søvn. Jeg lå uroligt, og endte til sidste med at ligge på ryggen og stirre op i loftet. Jeg burde ligge mig til at sove, tidligt. Men det føltes som værende en umulighed. Jake sneg sig ustandseligt ind i mine tanker.

            I stedet for at forsøge at sove, satte jeg mig op og tændte mit lille lys, som jeg normalt læste ved om aftenen. At jeg ikke kunne sove, havde vist ikke noget med ferien at gøre. Jo, selvfølgelig glædede jeg mig, London var en fed by. Men jeg glædede mig også til at se Jake igen. For at få tiden til at gå med noget, fandt jeg min computer frem. Jeg havde slukket den, og stillet den ind i et skab.

            Så snart computeren var tændt, gik jeg ind på nettet. Mine fingre svævede tøvende over tastaturet i et kort øjeblik, før jeg skrev tre ord i søgefeltet:

 

            Jake Phillips’ forsvinden

 

            Jeg følte mig lidt dum, men selvom jeg kendte Jake – rettere sagt, jeg havde mødt ham – så var der bare en side af ham, hvor jeg ikke anede det mindste. Hvis Jake havde gjort bare det mindste forsøg på at fortælle noget, havde jeg ikke gjort det, jeg var ved at gøre nu. Jeg trykkede på det øverste søgeresultat. Uden at læse det hele, skimmede jeg teksten igennem. Denne gang var den tredje gang, han havde været forsvundet. Der stod ikke noget om, hvad der var sket.

            Da ham betjenten kom på hospitalet, hans navn havde jeg fuldstændig glemt, havde Jake heller ikke svaret på, hvad der var sket. Jeg gik tilbage, og trykkede på det anden søgeresultat. Det var en relativ ny artikel. Jeg skimmede teksten med rynket pande. Til min gru stod mit navn i artiklen. Jeg sukkede stille, og nærlæste artiklen. Hvordan var mit navn overhovedet kommet ud? Der stod intet om, hvad der mentes at være sket, mens Jake havde været forsvundet.

            Jeg klikkede yderligere på et par artikler. Politiet vidste ikke engang hvem gerningsmanden, eller gerningsmændene, var. Det eneste, de troede, var, at det var de samme gerningsmænd, der stod bag bortførelserne. Politiet tvivlede dog på, at kun én person kunne forsage så meget skade. Ingen af de artikler jeg læste, nævnte nogen mulig mistænkt. 

 

Min far ruskede let i mig. Jeg åbnede langsomt øjnene, missede mod lyset og gabte.

            ”Nu skal vi på ferie,” sagde far glad. Jeg smilede stift, og satte mig op med dynen pakket tæt omkring mig. Far gik ud af værelset. Fuldt klædt på og med halvvådt hår. Han havde lige været i bad. Jeg slog dynen til side og fandt noget undertøj frem, før jeg gik ud på badeværelset.

            Før jeg lukkede badeværelsesdøren efter mig, så jeg på de røde vækkeurstal inde fra mine forældres soveværelse. 04.26. Jeg kvalte et gab og lukkede døren. Vi skulle køre klokken fem. Jeg tændte for vandet og lod det varme mig

            Så snart jeg var færdig på badeværelset, nærmest løb jeg tilbage til mit eget værelse. Jeg tog hurtigt det tøj på, som jeg havde lagt frem aftenen før. Uden at tænke særlig meget over, hvad jeg gjorde, satte jeg mit hår op i min sædvanlige hestehale. Jeg tog min telefon i lommen, mit ur på og pakkede min børste og de sidste småting ned i min toilettaske.

            Før jeg gik ud af mit værelse og ovenpå, tog jeg min mobillader i hånden. Min computer lå igen inde i et af de små skabe, der var under mit skrivebord. Jeg gik ovenpå og lagde min toilettaske og mobillader på spisebordet. Uden rigtig at foretage mig noget, satte jeg mig ved køkkenbordet og stirrede tomt ud i luften. Min mobil havde jeg i hånden sammen med de høretelefoner, der hørte til telefonen.

 

I løbet af et par timer, sad vi i et fly på vej til London. Jeg sad ved siden af Jesper. Så snart vores telefoner var slukkede, og flyet var lettet, begyndte han at snakke. Det var ikke hans normale, ’jeg-snakker-hele-tiden’-snak, det var mere, ’jeg-hader-at-flyve’-snak. Når han snakkede i et fly, kunne man ikke få ham til at holde mund. Han snakkede mere eller mindre bare for at snakke.

            Ved siden af mig, sad en dame med langt mørkt hår. Hun sad og læste. At dømme ud fra bogen, var hun engelsktalende. Men siden jeg selv læste engelske bøger, kunne jeg umuligt være sikker. Jesper begyndte med sine: Hvad vil du vælge hvis… – spørgsmål. Jeg orkede ikke svare på, hvilken åndsvag bil jeg ville købe. Men fordi han sikkert ikke ville holde mund indtil vi landede i London, kunne jeg ligeså godt gøre en minimal indsats for at snakke med.

            Flyet lagde an til landing, og damen ved siden af mig lukkede sin bog. Jeg så hurtigt på hende. Hun smilede til mig med et varmt udtryk i sine mørke øjne.

            ”Jeg har ingen idé om, hvad I snakkede om, men det lød sjovt,” sagde hun lavt på engelsk til mig.

            Jeg smilede. I samme øjeblik kunne jeg mærke flyets hjul ramme landingsbanen.

            Vi var hurtigt ude af flyet, og det tog det ikke lang tid, før vi havde fået fundet vores kufferter.

            ”Så skal vi have fundet toget,” sagde far bag mig, da vi stod med vores kufferter.

            Jeg smilede og fulgte med. Uden at deltage i den diskussion far og Jesper havde gang i, gik jeg bag dem ved siden af mor. Vi snakkede ikke, men gik bare i behagelig stilhed.

            Mor så på mig.

            ”Hvad?” spurgte jeg. Hun skævede konstant til mig.

            ”Ikke noget,” sagde mor og så ligefrem.

            ”Der var noget, du ville sige,” sagde jeg tonløst og så ned i jorden, mens jeg gik.

            ”Jake?” spurgte hun og så bekymret på mig.

            Jeg så ikke på hende. ”Hvad med ham?”

            ”Snakker i sammen, eller…?”

            Jeg sukkede lydløst. ”Han har tænkt sig at mødes med mig her i London,” sagde jeg og så fremad.

            Ud af øjenkrogen så jeg mor rynke panden.

            ”Der er ikke noget, der tager lang tid,” beroligede jeg hende, også selvom jeg ikke vidste noget om, hvad han ville sige.

            ”Bare du er glad,” sagde mor.

            Jeg så overrasket på hende. Hverken min mor eller jeg var gode til at sige, hvad vi følte. ”Hvad mener du?”

            ”Jeg så godt, hvordan du så på ham,” påpegede mor.

            Jeg rystede på hovedet og så ned i jorden igen. Den her slags samtale havde jeg aldrig haft med min mor. Hvorfor nu? Og hvordan havde jeg set på ham? Den kommentar grublede jeg over, indtil vi nåede toget.

 

Vi nåede toget. Jeg så ud af vinduet uden at deltage i snakken. Jeg forstod det ikke helt selv. Hvorfor var jeg slet ikke klar på at snakke? Vinduet spejlede mine forældre. Min far havde brillerne i den ene hånd. Mor holdt kortet og far pegede med den ene brillestang på en vej, jeg ikke kunne se.

            De snakkede lavt sammen om vejen hen til vores hotel. Jeg så ud af vinduet igen. Jake sneg sig ind i mine tanker. Hvorfor kunne vi ikke bare mødes nu, og så havde jeg ikke behøvet at tænke på ham hele tiden? Hans brune øjne stod klar i min erindring. Jeg så Jesper blive reflekteret i togets rude.

            ”Hvad laver du?” spurgte han ligegyldigt, igen med øjnene klistret til sin mobiltelefon.

            Jeg så på ham. ”Glor ud af vinduet,” sagde jeg. ”Hvad skulle jeg ellers lave?”

            Jesper rynkede panden. Vi så over på far og mor på samme tid, for så derefter at flække sammen af grin. Hvad vi grinede af, fandt jeg aldrig ud af.

 

Vi kom ud fra toget, fandt en metro og tog to stationer længere ind mod midt-London. Vi kom op på gadeniveau igen og gik forkert en enkelt gang, før vi fandt hotellet. Mor snakkede med damen i receptionen. Vi fik nøgle og en forklaring på, hvor værelset var. Uden ord, fulgte jeg med hen til elevatoren. Vi skulle bo på femte etage værelse fireoghalvtreds.

            Værelset var større end jeg regnede med. Der var en dobbeltseng i midten af værelset. Desuden var der to enkeltsenge. Jesper kastede sig i den ene. Jeg tog den anden uden diskussion.

            Sad man i dobbeltsengen, sad man lige direkte foran tv’et. Badeværelset var bag døren ind til selve værelset. Farverne i værelset var holdt i hvidt og en neutral beige-agtig farve. Et lyst gulvtæppe prydede gulvet.

            Jesper havde kun en computertaske med. Han åbnede den og tændte sin computer.

            Jeg så bare på ham, mens jeg fandt min bog frem. Luftkastellet der blev sprængt af Stieg Larsson. Efter Pigen der legede med ilden, havde jeg læst en af mine andre bøger færdig. Den var jeg, meget passende, blevet færdig med, dagen før vi skulle til London. Nu læste jeg så Luftkastellet der blev sprængt, igen. Jeg fandt bogen og lagde mig på maven i ’min’ seng. Før mor og far overhovedet havde fået skoene af, spillede Jesper computer, og jeg læste. En helt normal ferie for os.

 

            ”Maria?” spurgte far.

            ”To linjer mere,” sagde jeg fraværende og holdt en finger op, som tegn på, at han skulle vente. Jeg læste hurtigt de to linjer, jeg manglede. ”Hvad?” spurgte jeg. Jeg lagde et bogmærke imellem siderne og lukkede bogen.

            ”Vil du med ud og finde aftensmad?” spurgte far.

            ”Nu?” spurgte jeg og satte mig op.

            ”Ja, nu,” svarede han og rynkede panden.

            ”Hvad er klokken?” spurgte jeg dumt. Igen så jeg ikke bare på mit armbåndsur. Jeg havde endda stillet det til Greenwich Meantime

            ”Har du ikke et ur?” spurgte far.

            ”Jo,” sagde jeg og så på mig ur. ”Den er jo snart fem.” konstaterede jeg overrasket.

            ”Vil du med?” spurgte far igen.

            ”Jeg skal lige på toilet, så kommer jeg,” svarede jeg, før jeg smuttede ud på badeværelset og lukkede døren.

 

Vi tog et undergrundstog et par stationer ud, før vi begyndte at se efter en restaurant. Det varede ikke længe, før far opdagede en græsk restaurant lidt længere fremme. Vi gik hen mod restauranten, og så på deres menukort. Jeg så på navnet. Det stod, så vidt jeg kunne se, på græsk. På gymnasiet havde jeg spansk og fransk. Græsk kunne man, så vidt jeg huskede, ikke engang få. Havde det været en mulighed, ville jeg heller ikke have valgt det. Det var ikke mig.

            ”Det tager vi, det her,” sagde far henne fra menukortet.

            ”Okay så,” svarede jeg.

            ”Kan du finde vej herud igen?” spurgte far og smilede.

            ”Sikkert ikke,” indrømmede jeg. Det med at finde vej var jeg elendig til. Hjemme kunne jeg godt finde vej, men tog vi til Aalborg kunne jeg ikke. Vejen til Aalborg kunne jeg knap nok. Far ledte vej tilbage til undergrunden. Det var en ting, som vi næsten altid gjorde, når vi var på ferie. Far og jeg gik ud for at finde aftensmad, enten en restaurant, eller så købte vi noget brød og pålæg i et supermarked. Mor blev tilbage go så TV, mens Jesper spillede computer.

            Undergrundsbanekort var de eneste kort, jeg kunne finde ud af. Lige streger i forskellige farver med forskellige navne. Det var til at finde ud af. Vi tog undergrundstoget tilbage til hotellet.

 

Uden ord, nærmest løb vi op af trapperne til værelset. Jeg kom først, og bankede på døren ind til vores værelse. Jesper kom og åbnede.

            ”Kommer i med?” spurgte jeg og trak vejret tungt.

            ”Hvad skal vi have at spise?” spurgte Jesper ligegyldigt, før han gik over til sin computer igen.

            ”Græsk,” sagde jeg og lo, da far kom en anelse forpustet op af trapperne.

            Mor fik sko på og trådte ud på gangen. Jesper skulle lukke sit spil ned først, før han var klar. Døren lukkede vi bag os, og far ledte vej hen til undergrundsbanen. Far og Jesper gik og snakkede. Igen kom jeg til at gå ved siden af mor, der konstant skævede til mig.

            ”Det er lidt uhyggeligt, det der,” påpegede jeg.

            ”Hvad er uhyggeligt?” spurgte mor.

            ”At du konstant ser på mig.”

            ”Så skal jeg nok lade være,” smilede hun. Selvom hun sagde det, så hun stadig på mig med jævne mellemrum.

 

Efter at have kørt et par stationer ud med undergrunden, gik vi ud på gaden. Far ledte vej. Mor skulle først lige læse menukortet, før hun gik med ind. Jeg vendte mig om og så hen af gaden, mens mor nærstudere menuen.

            Omkring to hundrede meter længere henne af fortovet, gik der en person i sort T-shirt og mørke jeans. Bag den forreste person, gik der to andre i en v-formation. Det virkede som en dårlig krigsfilm. De to personer bag den forreste, havde mørkt tøj på. Alle tre bar sorte solbriller.

            Jeg rynkede panden, godt nok var her omkring 20 grader, men der var ikke nogen skarp sol her til aften. Jeg så på den anden side af fortovet. Der gik ingen. Jeg så tilbage på de personer, der gik. De var kommet tættere på. Jeg kunne ikke helt se hvem de var. Det så lidt sjovt ud den måde de gik på.

            En af de tre personer havde gyldenbrun hud og sort hår, han gik tre skridt foran to personer i jakkesæt og med skaldede isser. Jeg måbede. Personerne var kommet tæt på nu. Det var Jake, og så lignede det to af de mænd, der havde hentet Jake på sygehuset.

            ”Jeg skal lige noget,” mumlede jeg uden at se på mor.

            ”Hvad?” spurgte mor, og fulgte mit blik. ”Hvem er det?” spurgte hun mistroisk. Pessimist som altid.

            ”Jake,” svarede jeg. ”Gå bare ind, jeg kommer.”

            ”Okay så,” sagde mor. Hun så en anelse bekymret på Jake.

            Jeg måtte give hende lidt ret. Han så større ud, når han ikke var omgivet af alt det hvide på hospitalet. Jake havde mørke cowboybukser, sort T-shirt og lukkede sko på. Han skilte sig ikke ud. De to mænd bag ham skilte sig mere ud. De mindede mig i uhyggelig grad, om dem jeg mødte, da jeg blev kørt hjem fra hospitalet i deres skarpe sorte jakkesæt. Jeg gik langsomt over vejen. Jake lyste op i et smil, da vi kom lidt tættere på hinanden.

 

            ”Hej,” sagde jeg tøvende på engelsk og smilede. Det var underligt. Jeg tænkte ikke over det. Når jeg sagde noget til Jake, så var det på engelsk. Det kunne ikke være på andre sprog.

            ”Hej,” sagde Jake og trak mig ind mod sig i et uventet knus, ikke at jeg havde noget i mod det.

            ”Lov mig, at du ikke tror på et ord, at det jeg siger, når vi kommer ind i bilen,” hviskede han lavt i mit øre.

            ”Hvad mener du?” hviskede jeg igen. Pludselig skræmt over den måde, han sagde det på.

            ”Søde, Maria,” hviskede han bedende. ”Vær sød, ikke at tro på det,” bad han hviskende.

            En af mændene bag Jake rømmede sig næppe hørligt. Jake slap mig, og tog min hånd i stedet.

            ”Der er noget, ”De” siger, jeg skal sige,” han skar tænder, da han sagde det og lavede himmelvendte øjne. De to mænd i jakkesæt stod bag Jake og kunne ikke se, hvad han lavede.

            ”Okay?” sagde jeg endnu mere uforstående end før. En snigende panik rørte på sig.

            Jake trak mig hen mod en parkeret bil. Bilen var kulsort og havde tonede ruder. Igen en Audi. Jake åbnede døren for mig, og lod mig sætte mig ind først. Døren blev lukket, da Jake havde sat sig ind ved siden af mig. Chaufføren steg ud af bilen og lod os alene.

            Troede jeg.

            På passagersædet, næsten skjult af sædet, sad der endnu en af de mænd i sort jakkesæt med skaldet isse. Alle de mænd i sort jakkesæt skræmte mig. Det var ikke over noget, som jeg kunne sige: ”Det er derfor…”. Det var bare den udstråling, de havde, der skræmte mig.

            Jake sagde ikke noget om dem. Jeg så på Jake. Han så ned, stadig med min hånd i sin. Den snigende panik rørte på sig og blev til nervøse sommerfugle, der fløj ubehageligt rundt i min mave. Jeg trak vejret roligt, også selvom jeg mest af alt havde lyst til at løbe skrigende væk. Mine hænder blev hurtigt iskolde.

            Jake så på mig. Han havde stadig fat i min hånd. Jeg så på Jake og ventede på, han skulle sige noget. I stedet tog han min hånd mellem begge sine.

            ”Maria,” sagde han langsomt, mens han så på vores hænder. Selv Jake måtte ligge mærke til, at mine hænder var iskolde. Nervøse.

            ”Hvad?” spurgte jeg med en stille hvisken. Manden, der sad på passagersædet, gjorde, at jeg ikke turde være åben. Jeg sad helt stille og så på Jake.

            Han så op på mig, mødte mit blik, og rablede en masse af sig helt vildt hurtigt. At det var på engelsk, gjorde det ikke bedre. Jeg så måbende på ham, før jeg tog mig sammen til at få ham til at stoppe.

            Jeg lagde min anden hånd rundt om hans ene. Det havde den ønskede effekt, og han stoppede med at tale.

            ”Jeg forstod intet af, det du lige sagde,” sagde jeg langsomt og tydeligt på engelsk.

            Han så ned på vores hænder igen. Uden ord tog han fat i mine hænder, i stedet for at holde fat i en af dem. Han så stadig ikke op på mig, hvilket langt fra gjorde mig mere rolig

            ”Maria,” sagde han langsomt, før han så på mig. ”Det har været fantastisk at lære dig at kende. De dage vi havde sammen var … fantastiske. Jeg vidste godt, det sikkert ville ende sådan her, men … jeg håbede på det modsatte.” Han stoppede op og så på passagersædet med et blik opfyldt af had. ”Det her er sidste gang vi ses, og sidste gang vi taler sammen. Jeg vil godt, hvis du sletter min e-mail. Fra det øjeblik du træder ud af bilen, vil vi ikke ses mere. Jeg er ked af det.” hans stemme gik fra et normalt toneleje til en hæs hvisken.

            Jeg forstod godt de ord, han sagde. Det var bare som om, de ikke gav mening i mit hoved.

            ”Jeg vil godt være venner, men der er ikke noget at gøre,” tilføjede han lavt uden at se mig i øjnene, hans blik var fæstnet til mine hænder i hans.

            At han havde hvisket noget til mig, da han gav mig et knus, havde jeg fuldstændig glemt nu.

            ”Hvad?” spurgte jeg hviskende. Panikken var der ikke længere. Selvom jeg sjældent blev vred, eller såret, så var det her et af de tidspunkter, hvor det rent faktisk skete. Hvorfor havde han ikke sagt det på hospitalet? Hvorfor havde han ikke sagt det noget før?

            Jeg trak vejret dybt og så på ham. Han mødte langsomt mit blik. Jeg kunne se, han ventede på en reaktion af en art. Det var en af de første gange, hvor jeg rent faktisk kunne læse hans mørke øjne.

            ”Hvorfor sagde du ikke det på hospitalet?” nærmest snerrede jeg, selvom det stadig kom ud som en hvisken.

            Jake spærrede øjnene let op. Den reaktion jeg viste, var ikke den, han havde forventet. Han så såret ud.

            Uden at vente på hans kommentar, hev jeg mine hænder til mig og åbnede døren. Jeg var ved at sætte min fod ned på asfalten, da Jake hev mig tilbage og smækkede bildøren.

            ”Hvad?” spurgte jeg. Jeg kæmpede for at lyde rolig. Inderst inde, var jeg ved at gå i tusind stykker. Havde jeg været alene, var jeg begyndt at græde. Den konstatering kom bag på mig.

            Jeg havde aldrig haft det sådan overfor nogen før.

            ”Jeg er ked af det,” hviskede Jake bedende. Jeg mødte hans blik. Han var overrasket. Samtidig var det som om, at han prøvede at fortælle mig noget. Noget helt andet, end det han lige havde sagt til mig.

            ”Du skulle bare ødelægge…” Jeg lukkede øjnene i et kort øjeblik. ”Du skulle bare ødelægge det hele,” sagde jeg. Jeg hev min hånd til mig og steg ud af bilen. Målrettet gik jeg over mod den restaurant, hvor jeg vidste, min familie sad inde. Jeg kæmpede for ikke at vise, hvor ondt det gjorde, og selvom jeg ikke så nogen, følte jeg en masse øjne rettet mod mig.

            Stædig som jeg var, tvang jeg mig selv til ikke at græde. Jeg gik ind på restauranten. En tjener smilede til mig, da jeg målrettet gik, eller nærmere marcherede, hen mod det bord, hvor jeg kunne se Jesper.

            ”Jeg skal lige på toilet først,” sagde jeg hurtigt, før jeg gik igen. Jeg gik så langt væk fra det bord de sad ved, før jeg spurgte en tjener om, hvor toilettet var. Han forklarede mig det. Jeg smilede et lille, anstrengt smil, og så ned da jeg målrettet gik mod toilettet. Jeg gik til tider hurtigt, nu gik jeg endnu hurtigere.

            Aldrig var jeg nået ind på toilettet, og havde låst døren efter mig, før jeg begyndte at græde. Lydløse tårer trillede ned af mine kinder og klumpen i min hals gik i opløsning. Jeg lænede mig mod toiletdøren og gled langsomt ned af den, til jeg sad på hug på gulvet.

            Hvorfor, hvorfor, hvorfor?

            Det var de eneste ord, jeg kunne komme på. En anden person kom ind på toilettet. Jeg gjorde mit bedste for at stoppe med at græde. Efter et par sekunder, lykkedes det mig, også selvom tårerne stadig trillede lydløst ned af mine kinder. Jeg lukkede alle tanker, der omhandlede Jake, ude. Personen, der var kommet ind på toilettet, gik ud igen efter at have vasket hænder.

            Jeg trak vejret dybt og trak min mobil op af lommen for at se, om jeg havde røde øjne. Til mit held så jeg, at det ikke var så galt. Jeg tørrede tårerne væk. Mor ville sikkert stadig opdage det, men det kunne have været værre.

            Efter et par dybe indåndinger, rejste jeg mig op, låste døren op og gik ud fra det toilet, jeg havde været inde på. Før jeg gik helt ud, så jeg mig selv i spejlet. Mor ville garanteret gennemskue, at jeg havde grædt. Okay, jeg havde lidt røde øjne. Hurtigt tørrede jeg mine hænder, før jeg tog mig sammen. Jeg gik tilbage til det bord, hvor min familie sad.

 

            ”Hvad skete der?” spurgte far, før jeg overhovedet havde sat mig ned.

            ”Ikke noget jeg vil tale om,” svarede jeg stædigt. Jeg åbnede mit menukort og sagde intet. Selvom mit blik gled over de forskellige retter på menukortet, læste jeg ikke et eneste ord af, hvad der stod.

            ”Maria,” sagde min mor langsomt, gravalvorligt. ”Du ved, at du altid kan sige det.”

            ”Jeg har ikke lyst til at tale om det,” sagde jeg kort, stædigt. Jeg så på menukortet igen, stadig uden rigtigt at se, hvad der stod. I det øjeblik tjeneren kom, så jeg, at der stod Moussaka som en af menuerne. Jeg bestilte uden rigtigt at se andre steder hen, end på menukortet. Da mor sad skråt over for mig, så hun konstant bekymret på mig. Tjeneren tog i mod vores bestillinger af drikkevarer, tog menukortene og forlod bordet.

            En ubehagelig tavshed opstod. Mor stirrede på mig, og jeg stirrede stift ned på dugen, mens Jakes ord cirkulerede i mine tanker. ’Det her er sidste gang vi ses, og sidste gang vi taler sammen’. Igen kom ordet; hvorfor? Jeg forstod det ikke. Ingen forklaring, ingenting. Han havde skulet til personen på sædet foran, men var ikke kommet med en begrundelse. Han kunne sige, hvad han ville. Det var ham, der havde spurgt om min e-mail, og det var ham, der ikke ville lade mig gå.

            ”Hvad skal vi se i morgen?” spurgte Jesper. Jeg åndede lettet op. Godt nok var han til tider den mest irriterende lillebror, men lige i dét øjeblik, havde han reddet mig. Jeg var evig taknemlig for hans afbrydelse af denne larmende tavshed.

            ”Jeg vil stadig godt ind på Madame Tussauds,” sagde jeg. Mor så bekymret på mig. Jeg så ikke på hende, og mødte ikke hendes blik. Hvis jeg gjorde det, ville jeg højest sandsynligt begynde at græde igen. Det var der ikke behov for nu.

            ”Det kan vi godt,” sagde far tøvende, også han havde blikket rettet mod mig. Da han sad ved siden af mig, var det mere påfaldende end mors stirren.

            ”Hvem vil du se?” spurgte Jesper, og så på mig.

            Jeg smilede et taknemligt smil, omtrent så småt, at det ikke kunne ses. ”Ricky Lucas og Jesse McCold,” svarede jeg.

            ”Hvad med Jake Phillips?” spurgte Jesper, som om intet var hændt.

            ”Nu har jeg mødt ham i virkeligheden, så er det ikke helt det samme,” forklarede jeg vagt og håbede, at der ikke var nogen, der spurgte ind til det. Jeg trak ligegyldigt på skuldrene.

            ”Havde vi spurgt dig for to uger siden, så havde han været blandt dem, du bare ville se,” påpegede far.

            ”Men nu vil jeg bare ikke se ham,” jeg så på far med et isnende blik. Jeg var stædig, og de kunne ikke få mig til at ændre min mening. De kendte mig og burde vide det.

            ”Men hey, så du ikke Jesse McCold og Ricky Lucas, da vi var på Madame Tussauds i New York?” spurgte Jesper.

            Jeg trak vejret tungt. ”Jo,” svarede jeg hårdt. ”Men det her er jo ligesom ikke New York, vel?” bed jeg igen.

            Mor kiggede endnu mere bekymret på mig. Jeg trak vejret dybt og så taknemligt på tjeneren, da han kom med vores drikkevarer. Normalt var sådanne små afbrydelser ikke noget jeg tænkte over. I dette øjeblik priste jeg mig lykkelig for dem.

 

Da vi gik hjemad igen, gik jeg igen ved siden af mor. Far og Jesper gik foran og snakkede om engelsk fodbold. Jeg havde overvejet at gå ved siden dem, men håbede i stedet, at jeg kunne gå bag dem og tænke i fred.

            ”Maria,” sagde hun langsomt. ”Det er ikke fordi jeg vil snage, men hvad skete der?”

            Det var så utopi at få lov at gå i fred. ”Forstå det nu bare,” sagde jeg stædigt, sammenbidt, og så ligefrem. ”Jeg har ikke lyst til at tale om det.”

            Mor trak vejret dybt. ”Okay, så.” sagde mor. Selvom hun havde sagt okay, kunne jeg høre bekymringen i hendes stemme.

            Vi nåede hen til undergrundstoget og tog to stationer tilbage. Da vi var på vej hen mod hotellet, jeg gik igen ved siden af mor, tog jeg hendes arm og fik hende til at stoppe op. Hun så overrasket på mig.

            ”Hvad så?” spurgte hun, og så hen mod far og Jesper.

            ”Jeg vil virkelig ikke have, at det Jake sagde til mig, skal ødelægge ferien,” sagde jeg stille og så ned i jorden. ”Og jeg har virkelig ikke lyst til at tale om det, så kan du ikke bare lade det ligge?” bad jeg.

            ”Jeg vil bare ikke se dig ked af det.” svarede hun med rynket pande, og satte en løs lys hårtot om bag mit øre.

            Jeg rystede på hovedet og begyndte at gå igen. Hvorfor skulle hun også virke så mor-bekymret? Måske var det, fordi jeg aldrig var ked af det over noget, aldrig syg. Jeg fortalte aldrig om mine følelser, hvilket nok kun gjorde hende endnu mere bekymret, når jeg så endelig gjorde.

 

Da vi kom tilbage til hotellet, begravede jeg mig i min bog. Først klokken ti rørte jeg på mig. Jeg børstede tænder, skiftede til nattøj og gik i seng. Efter et par minutter, trak jeg vejret langsommere og lod som om, jeg sov.

            ”Sover hun?” spurgte mor.

            ”Det tror jeg,” svarede far langsomt. Han skævede garanteret til mig. Jeg lå på siden med ansigtet ind mod væggen og lukkede øjne.

            ”Ved du, hvad der skete?” spurgte far.

            ”Hun vil ikke ud med det.” svarede mor.

            ”Prøv at se på tv’et,” sagde far lidt efter, en kende overrasket.

            Der blev skruet lidt op.

            ”Her til aften, så vi Jake Phillips kramme den pige, Maria Hall, der fandt ham for kun en uge siden i Danmark. De krammede i yderkanten af London. De to steg ind i en bil. Kort tid efter, steg hun ud. Med et beslutsomt ansigtsudtryk, forsvandt hun ind på en restaurant, der lå lige overfor det sted, hvor bilen holdt. Nu ligger spørgsmålet; hvad skete der i bilen? Vi har snakket med personer fra restauranten…

            Jeg lukkede ørerne af for resten.

 

Ugen i London gik hurtigt. Jeg havde stædigt lagt Jake bagerst i mine tanker. Med min familie så jeg Big Ben, Buckingham Palace, Tower of London, Tower Bridge, Madame Tussauds, og hvad der ellers var, der skulle ses. Først den sidste aften, sneg Jake sig ind i mine tanker igen. Hele dagen havde vi set de sidste ting, for så at pakke vores kufferter efter vi kom hen på hotellet efter aftensmaden.

            Jeg fandt et sudoku hæfte frem, tog en blyant og satte musik i ørerne. Uden at gide skifte sang, satte jeg Repeat og random afspilning på alt det musik, jeg havde på min telefon. Jeg lå i nattøj på ’min’ seng og prøvede at løse sudokuer. Før der var gået mere end en halv sang, havde jeg givet op at lave den sudoku, jeg lå og stirrede på.

            Mine tanker kredsede om Jake. Selvom han havde sagt, at han ikke ville ses længere, så kunne jeg ikke lade være, men at tænke over, hvad han mon lavede? Det hjalp ikke, at den næste sang, der kom, var en break-up sang. Jeg så på mit ur. Den var kvarter i ti. Allerede. Tiden var fløjet af sted. Jeg hørte sangen færdig, før jeg børstede tænder.

            ”Godnat,” sagde jeg. Jeg lagde mine briller i vindueskarmen over den seng, jeg sov i.  I løbet af få minutter, begyndte min far og mor også at gå i seng. Jesper spillede et spil på sin telefon – med musik i ørerne.

            ”Godnat,” sagde mor, før hun slukkede sit natlys. Jesper havde stadig sit tændt, men siden jeg vidste, at jeg ikke kunne sove, var jeg ligeglad. Jake sneg sig ind i mine tanker. Jeg så hans fantastiske brune øjne for mit blik, og smilede til væggen foran mit ansigt. I løbet af et øjeblik, ændrede hans brune gådefulde brune øjne, sig til det blik, der bad om forståelse. Jeg trak vejret tungt. I mine tanker, kæmpede jeg for at få hans varme brune øjne frem igen. Det var en umulighed.

 

            ”Jeg vil godt, hvis du sletter min e-mail…”

 

Hans ord kørte rundt i mit hoved. Selvom han havde bedt mig om det, kunne jeg ikke få mig selv til det. Hans mails ville jeg gemme under ’gemte mails’. Jeg ville ikke læse dem, men bare gemme dem. Han kunne ikke undgå, at han nu havde været en del af mit liv. Mine minder kunne han ikke tage fra mig. I mit stille sind, besluttede jeg mig for at beholde hans e-mail adresse uden at fortælle det til nogen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...