Too Good To Be True

En historie fyldt med stereotype personer, klichéer samt et sikkert mangelfuldt plot.

1Likes
1Kommentarer
528Visninger
AA

12. Instrukser

Jake Phillips’ tanker

 

”De” så på mig. Nu var det min tur til at spille rollen. Igen. Jeg skulle altid spille rollen.

            ”Og du har afbrudt kontakten?” spurgte ”De” for hundredesyttende gang.

            ”Ja,” svarede jeg med et suk. ”De” kunne skule nok så meget af mig, jeg sukkede når det passede mig. Eller, nu gjorde jeg, jeg havde aldrig gjort det før.

            ”Gå så ud og fortæl pressen det hele,” sagde ”De”. Ikke som, ’vil du være så venlig’. Snarere som en ordre. Med ”Dem”, var det altid kun ’ordrer’. Jeg havde ingen fri vilje. Ikke så længe ”De” var indblandet.

            ”Hvornår?” spurgte jeg. Irriteret på ”Dem”. Det her skulle bare overstås.

            En af ”Dem” så på sit ur. ”Om tre kvarter.” svarede han koldt.

            Jeg satte musik i ørerne på den oldgamle model af en mp3 afspiller, som ”De” havde sagt, jeg ’måtte få’. Musikken skruede jeg ikke særlig højt op for. ”De” snakkede stadig og troede, jeg havde skruet højere op. Uden ”De” vidste noget, kunne jeg høre en hel del af de samtaler, ”De” havde. Nu skulle jeg bare gemme mine følelser væk. Jeg prøvede at huske, hvordan jeg havde gjort, før jeg mødte Maria. Med en panderynken og en skulen, ledte jeg mine tanker igennem. Nope, der var intet.

            For én gangs skyld, havde jeg kunne nærme mig noget af den ’mig selv’, jeg havde været for så mange år siden, før ”De” kom ind i mit liv. Hver gang jeg sagde noget, føltes det som en løgn. Alle troede, det var sådan, jeg var, tvær og indelukket. Reserveret.

            Det var jeg ikke. Jeg var blevet sådan. ”De” havde ’udstillet’ mig sådan i medierne. Ricky havde fået mig til at føle mig levende igen. Selvom jeg kun var enogtyve, følte jeg mig mere som en på halvtreds. ”De” gjorde mig gammel før tid. Al den bekymring, alle de tanker, som jeg ikke kunne fortælle nogen om.

            ”Nu,” sagde ”De” kommanderende. Jeg slukkede modstræbende musikken. Med mine følelser godt skjulte, fulgte jeg efter ”Dem” ud til pressen. Hvorfor skulle jeg lyve og fortie sandheden? Hvorfor kunne jeg ikke bare gøre, som jeg havde lyst til?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...