Too Good To Be True

En historie fyldt med stereotype personer, klichéer samt et sikkert mangelfuldt plot.

1Likes
1Kommentarer
524Visninger
AA

8. Hemmeligheder

Jeg gabte uden lyd og rullede om på siden. Min arm lå dårligt. Jeg prøvede at trække den til mig, men kunne ikke. Det fik mig til at vågne irriteret op. Det var aldrig sket før. Jeg gned mine øjne – med mine ene hånd – og rakte ud efter mine briller. Omgivelserne forvirrede mig, der var hvidt over det hele, og her lugtede af sygehus. Hvor var jeg? Jeg plejede ikke at være så langsom om at vågne. Det var sikkert bare en drøm. En meget livagtig en, men stadig en drøm.

            Jeg satte mig op, og så på min hånd, det ville måske hjælpe mig med at finde ud af, hvorfor jeg ikke kunne hive den til mig. En gyldenbrun hånd havde fat i min. Hånden havde en arm. Mit blik så fra hånden og op af armen. Da jeg nåede ansigtet, gispede jeg forskrækket. Det var ikke en drøm. Jeg havde virkelig mødt Jake Phillips? Tvivlen må have stået malet i mit ansigt, da Jake Phillips langsomt åbnede sine mørke brune og meget gådefulde øjne.

            Grebet i min hånd strammedes, og mine fingre blev en anelse koldere. Da han drejede hovedet i min retning, løsnedes grebet i min hånd – han slap ikke.

            ”Godmorgen,” sagde jeg usikkert på engelsk. Jeg kunne ikke helt slå følelsen af, at det var en drøm ud af hovedet.

            ”Godmorgen,” sagde han lavt. Det kunne umuligt være en drøm. I mine drømme, var der aldrig nogen lyde.

            ”Hvad tænker du på?” spurgte Jake med lav stemme.

            Jeg så ned. ”Det føles som en drøm,” tilstod jeg lavt. Mine kinder blev en anelse varmere, jeg havde vist aldrig svaret ærligt på det spørgsmål før.

            Til min store overraskelse, smilede Jake. ”Jeg har det på samme måde,” sagde han, stadig smilende. ”Jeg er bare glad for, at det er virkeligheden.” tilføjede han en anelse dystert og med et blik, der var uendeligt gådefuldt.

            Jeg nikkede, og vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare, hvis jeg da skulle svare. Døren gik op, før jeg nåede at bestemme mig. Jeg så hen mod døren og sukkede stille. A. Olsen kom ind og skulede til mig.

            ”De er begge oppe, og han vil stadig ikke slippe hendes hånd,” mumlede han næsten lydløst på dansk til sig selv. Jeg vendte øjnene mod loftet. Jake så på mig, rynkede kort panden, for så at glatte den ud med en grimasse. Den grimasse havde jeg set et par gange nu. Han havde lavet grimassen, hver gang han havde rynket panden, og den ene gang han løftede sin arm dagen forinden. Det måtte vel betyde, at det gjord ondt?

 

            ”Vil du godt slippe hendes hånd?” spurgte A. Olsen Jake direkte, selvom hans engelsk var forståeligt, havde han en tyk dansk accent. A. Olsen lød mere muggen i dag, end han havde gjort dagen forinden.

            Jake så A. Olsen direkte i øjnene. ”Nej.”

            Hr. Olsens øjne skød lyn. ”Fint!” sagde han, før han marcherede hen mod døren igen. Da han havde taget fat i dørhåndtaget, så han på os.

            ”Der kommer en betjent, og snakker med jer,” nærmest hvæsede han til mig på dansk, og så på mig med øjne, der lå i konstant skygge for hans buskede øjenbryn.

            Jeg nikkede, forskrækket over hans reaktion.

            ”Sig det til ham.” sagde A. Olsen gnavent, før han marcherede ud af stuen. Kunne døren smækkes, ville han sikkert have gjort det. Der var en underlig tavshed efter det.

            Da døren var gået i, så jeg over på Jake. Han så en smule mystificeret på mig. A. Olsen havde trods alt også peget på Jake, da han havde sagt noget på dansk til mig. Jeg smilede over hans udtryk, og så ned på min hånd, der hvilede i mit skød.

            ”Hvad sagde han?” spurgte Jake, da jeg ikke sagde noget.

            Jeg så op på ham. ”Der kommer en betjent, og snakker med os,” sagde jeg stille på engelsk.  

            Jake nikkede og mumlede noget, der lød som: ’det skulle jo komme før eller senere’.

 

            Døren ind til stuen gik op kun få minutter efter, A. Olsen var gået. En høj tynd mand i politiuniform kom gående ind. Han så ung ud, og en hel del nervøs. Jeg så ned igen, og fulgte ham ud af øjenkrogen. Han stillede sig for enden af den seng, jeg havde sovet i, og som jeg stadig sad i. Jeg så op, og mødte hans blik. Han smilede nervøst.

            ”Jeg skal lede efterforskningen her i Danmark.” forklarede han nervøst på dansk.

            ”Du kan bare sætte dig i fodenden,” sagde jeg lavt til betjenten på dansk. Jeg satte mig i skrædderstilling – stadig med dynen over mine ben. Betjenten nikkede nervøst og satte sig forsigtig i fodenden af den seng, jeg selv sad i.

            ”Tak,” sagde han. Hurtigt fandt han en lille notesblok frem fra sin inderlomme. ”Jeg hedder B. Hansen.” sagde han hurtigt.

            Jeg smilede stille og bed mig i læben. ”Ved du hvad klokken er?” spurgte jeg forsigtigt.

            B. Hansen så forskrækket på mig. Han havde tydeligvis ikke regnet med nogen spørgsmål fra min side. Febrilsk så han på sit ur. ”Den er halv otte,” sagde han kort, før han så ned på sin blok igen.

            ”Tak,” mumlede jeg uhørligt.

            ”Navn?” spurgte han og så på mig med klare blå øjne.

            ”Maria Hall,” sagde jeg stille.

            Han nikkede. ”Kan du komme med en tidslinje over, hvornår du fandt ham?” spurgte B. Hansen på dansk. På den måde holdt han meget effektivt Jake uden for samtalen.

            Jeg rynkede panden. ”Jeg gik en tur i går omkring klokken tre, tror jeg nok. Da jeg så gik hjem ad, nok et kvarter senere, hørte jeg en lyd på stien mellem Marietta Alderdomshjem og Park Allé.” forklarede jeg på dansk. B. Hansen skrev ivrigt alt ned, jeg sagde. Ordret, af hvad jeg kunne se.

            ”Hvad mere?” spurgte han og så op på mig. ”Det var jo først hen omkring klokken syv du fandt ham.”

            ”Jeg tænkte ikke så meget over det.” tilstod jeg. ”Jeg troede, det var drengestreger eller en fugl eller sådan noget. Efter vi havde spist, halv syv, tror jeg, gik jeg en tur igen ned omkring havnen. Lyden jeg havde hørt om eftermiddagen blev ved med at køre rundt i hovedet på mig. Jeg gik op forbi det sted, hvor jeg havde hørt lyden, og stod stille i fem minutter. Da lyden så kom, kravlede jeg ind i buskene for at finde ud af, hvad det var.” Når jeg sagde det højt, lød det virkelig dumt. Dummere end i går.

            B. Hansen nikkede med rynket pande. ”Har du nogen idé om, hvordan han havnede der, eller hvor længe han har ligget der?” spurgte han uden større forhåbninger.

            Jeg rystede langsomt på hovedet.

            Han nikkede. ”Du skal nok være opmærksom på, at der er flere, der vil vide, at det var dig, der fandt ham.” Han smilede et venligt smil. ”Bare så du er forberedt, det kan jo godt være, at der ikke sker noget overhovedet.”

            Jeg nikkede og smilede anstrengt. Han så over mod Jake, da han havde kastet et forvirret blik på vores hænder.

            ”Hvorfor holder I i hånden?” spurgte han overrasket på dansk.

            Jeg trak på skuldrene, og kunne mærke mine kinder blive varme. ”Jeg ved det ikke.” svarede jeg genert, sandt som det var.

            Han nikkede. ”Jeg har lige et par spørgsmål til Hr. Phillips,” sagde B. Hansen en kende rystende. Han rejste sig, og stillede sig ved siden af Jakes seng. Han rømmede sig, og han lagde ud på engelsk.

            ”Kan du huske navnene på de betjente, der leder efterforskningen i USA?” spurgte han. Var det ikke, fordi jeg vidste, at B. Hansen højest sandsynligt var fra Danmark, ville jeg ikke have lagt mærke til den næsten uhørlige danske accent.

            Jake tøvede et kort sekund. ”Fred Foster og…” han trak vejret tungt ind. ”Og Abigail Winter,” sagde han let tøvende.

            B. Hansen nikkede. ”Det vi finder ud af her, ajourfører vi med dem.” sagde han oplysende på engelsk til Jake.

            Jake nikkede.

            ”Har du en idé om, hvor længe du har ligget blandt buskene, før hun fandt dig?” spurgte B. Hansen.

            Jake trak vejret tungt. ”Jeg ved det ikke,” sagde han og så over mod mig ud af øjenkrogen. Jeg så hurtigt ned og pillede fraværende ved dynebetrækket. Først da B. Hansen spurgte om noget igen, så jeg op.

            ”Var det i et par timer, eller i flere dage?” spurgte B. Hansen med løftede øjenbryn.

            ”Jeg kan ikke huske det,” sagde Jake stille. ”Jeg så solen stå op en gang,” tilføjede han tankefuldt. ”Og gå ned to gange…”

            B. Hansen skrev som en gal på sin blok mens han nikkede. Selvom jeg ikke kunne se hans blok, ville jeg vædde med, at han skrev alt ordret ned.

            ”Hvordan havnede du der?” spurgte B. Hansen.

            Jake var tavs så længe, at B. Hansen så op.

            ”Noget galt?” spurgte han.

            Jake så over på mig. ”Vil det genere dig meget, hvis jeg fortalte det til Abigail og Fred, når jeg kommer hjem?” spurgte han. Det blik Jake sendte mig, fortalte mig, at han ikke ville have, at jeg hørte det. Hvorfor, kunne jeg ikke helt greje.

            B. Hansen rynkede panden. ”Overhovedet ikke,” sagde han med et anstrengt smil. ”Jeg ajourfører med miss Winter og mr. Foster, når jeg kommer tilbage til stationen og igen, når gerningsstedet er blevet undersøgt.”

            Jake nikkede. B. Hansen så på mig, gav mig et lille nik, og forsvandt ud af døren. Jeg havde ikke lagt mærke til, at Jake var anspændt, men han slappede pludseligt meget mere af. Uden at vide hvad jeg så på, stirrede jeg blindt på den lukkede dør. Hvorfor ville han ikke forklare, hvordan han var havnet der? B. Hansen havde jo sagt, at han ville ajourføre med dem i USA. Jeg prøvede at komme med en løsning.

            ”Maria?” spurgte Jake mig, og vækkede mig fra min stirren på døren.

            ”Hvad?” spurgte jeg lavt på engelsk, drejede hovedet og så på Jake. Han fangede mit blik, hvilket fik mig til at se ned med varme kinder. Ud af øjenkrogen så jeg ham smile. Det var pinligt!

            ”Jeg vil bare godt sige; tak,” sagde han.

            Overrasket så jeg på ham. ”Hvorfor?”

            ”Var du ikke kommet…” han stoppede op. Vi så på hinanden i et par sekunder. ”Var du ikke kommet, så ved jeg ikke, hvor jeg ville være lige nu.” sagde han alvorligt. Hans blik blev mørkt og ulæseligt. Mere mørkt og mere ulæseligt, end det i forvejen var. Hvis jeg ikke sagde meget om mig selv, så ville jeg tro, jeg havde fundet min overmester. Jake sagde intet, og jeg kunne se i hans mørke øjne, at der var noget. Vi kendte ikke hinanden, det forklarede nok meget.

            Jeg var ikke så god til at få komplimenter af folk, jeg ikke kendte så godt. ”Tak,” mumlede jeg usikkert og så ned.

            ”Har du ikke læst andre bemærkelsesværdige bøger?” spurgte Jake pludseligt.

            Jeg så overrasket på ham. ”Hvorfor?” hvorfor udspurgte han mig om bøger? Jeg forstod det ikke.

            Han trak på skuldrene en millimeter, og kæmpede for ikke at vise, hvor ondt det gjorde. ”Jeg har ikke fået læst så meget i lang tid. Så jeg tænkte på, om du havde læst nogle gode bøger.” forklarede han uden at slippe mit blik.

            Jeg rynkede panden mens jeg tænkte. ”Er der en speciel bog, du godt vil høre om?” spurgte jeg tøvende.

            Han så på mig. Prøvede at aflæse mit blik.

            Jeg så væk af frygt for at rødme. Hvornår var det sket?

            ”Jeg har aldrig fået læst Harry Potter,” sagde han spørgende.

            Jeg smilede og bed mig i læben. ”Jeg har læst hele serien tre gange,” tilstod jeg.

            Han spærrede øjnene let op. ”Og du siger det, som var det en selvfølge,” pointerede han med en lav mumlen.

            Jeg ville sige noget mere, men A. Olsen kom marcherende ind på stuen. Han så på mig, fangede mit blik og skulede ondt.

            ”Holder stadig i hånd,” mukkede han næsten lydløst på dansk. ”Anna kommer lige om lidt,” sagde han gnavent på engelsk. Hans øjne var mørke i skyggen af hans buskede bryn.

            Jeg nikkede svagt.

            Han så på Jake og sukkede tungt. ”Jeg har talt med dine forældre,” sagde han. Jake trak vejret tungt og slappede en anelse af. ”Der kommer en og henter dig i morgen, fredag,” sagde A. Olsen skarpt. Han så ikke på Jake, men skulede irriteret til mig.

            Jake blev anspændt igen. ”Hvem?” spurgte han med en næppe hørlig hvisken.

            Dr. Olsen rynkede panden, og fik derved sine øjne til næsten at forsvinde for de buskede øjenbryn. ”En mand,” sagde han koldt. A. Olsen mumlede noget usammen-hængende og forlod stuen. Så snart døren var lukket efter ham, sank Jake en klump. Jeg havde aldrig set ham se så … bange ud før.

            Bange var den eneste følelse, jeg kunne sætte sammen med det udtryk han havde i sit blik. Jeg ville spørge ham om, hvad der gik ham på, men i det samme øjeblik kom Anna ind af døren.

 

Efter vi havde fået morgenmad, var det som om, at der kom en lind strøm af mennesker hele formiddagen. Vi havde ikke et øjeblik uden mennesker, hvilket betød, at jeg ikke kunne spørge ham om, hvad der gik ham på. Først en gang efter frokost, da min mor var kommet, ophørte den konstant strøm af læger.

            ”Hvordan går det?” spurgte mor. Det var lykkedes mig at komme i bad og få tøj på. I al den tid jeg var inde på stuen, havde Jake ikke set væk fra mig. Sikkert af frygt for, at jeg ville gå og ikke komme tilbage. Nu min mor var der, lå Jake med lukkede øjne. Han trak vejret ufattelig roligt, så han kunne godt være faldet i søvn. Det skulle ikke undre mig, hvis han sov. Skulle jeg være ærlig, så var han mere afslappet, når jeg sad og talte på dansk med nogen. Jeg forstod det ikke.

            ”Han bliver vist hentet i morgen,” sagde jeg og så kort over på ham.

            Mor rynkede panden.

            ”Jeg ved ikke hvorfor, men han så virkelig skræmt ud, da han fandt ud af, hvem der ville komme.” Min mor var vist den eneste, jeg kunne fortælle det til. Sophie var en mulighed, men hun skulle til Sydafrika hele sommeren. Hun var taget af sted samme morgen efter sin eksamen.

            ”Hvorfor?” spurgte hun og så på sit ur.

            Jeg smilede sødt. ”Jeg sagde lige, at jeg ikke vidste det.”

            ”Har du ikke spurgt ham?” spurgte min mor med et drilsk blik.

            ”Vi har snakket lidt sammen, men der var været læger her hele tiden, så jeg har ikke haft muligheden.” forklarede jeg.

            ”Så siger vi det,” sagde min mor og så på vores hænder.

            Jeg fulgte hendes blik. ”Det er ham, der ikke vil slippe.” sagde jeg defensivt.

            Min mor smilede. ”Det ved jeg,” sagde hun.

            Jeg sukkede.

            ”Hvad nu?” spurgte hun.

            Jeg så på hende. ”Det er døden at være på et hospital,” sagde jeg og sukkede tungt.

            Min mor smilede bare. ”Nu ved du, hvordan jeg havde det, da Jesper blev født, og jeg ikke måtte komme hjem. Du kan jo snakke med ham, så det er vel ikke helt forfærdeligt.”

            ”Du ved ligeså godt som jeg selv, at der kommer nogen hele tiden.” gav jeg igen.

 

Min mor blev der en halv time, før hun gik. Jake sov. Jeg fandt Pigen der legede med ilden frem og læste i den. Omgivelserne omkring mig glemte jeg. Skulle jeg være på det her hospital i længere tid, skulle jeg vist have lidt flere bøger med. Hver gang der var læger, eller når Jake sov, læste jeg.

            Min computer lå pænt i computertasken. Jeg overvejede at finde den frem, men siden jeg ikke kunne gå nogen steder på grund af Jakes hånd, læste jeg bare. Det var der heller ikke noget galt i. Jeg elskede at læse. Og Pigen der legede med ilden var en kanon godt skrevet bog.

            ”Du er helt opslugt,” pointerede Jake lavt.

            Forskrækket så jeg op fra min bog. Jeg så på Jake, der betragtede mig med sine mørke øjne. Hvornår var han vågnet? Bag ham sad der et ur på væggen. Havde jeg læst i en time?

            ”Måske lidt,” svarede jeg smilende, pludselig genert.

            ”Lidt?” spurgte han med løftede øjenbryn.

            Jeg smilede genert og bed mig i læben.

            ”Er det stadig den samme bog?”

            Jeg rynkede panden let. ” hurtigt læser jeg heller ikke.”

            ”Du læser hurtigere end mig.”

            ”Hvordan ved du det?”

            Han smilede et skævt smil. Det var første gang, jeg ikke lagde mærke til det hemmelighedsfulde glimt i hans brune øjne. Jeg havde ikke som sådan bidt mærke i det, men der var noget specielt ved lige præcis hans brune øjne. ”Du bladrer hurtigt.” konstaterede han og fik mig til at smile bredt.

            Jeg skulle lige samle tankerne. ”Så hurtigt går det heller ikke,” sagde jeg og bed mig i læben. ”Og hvorfor kigger du efter det?”

            Han rynkede panden hurtigt, før han glattede den ud. Var det ikke fordi, han bed tænderne hårdt sammen, havde jeg sikkert ikke opdaget, at det sikkert gjorde ondt. ”Der sker ikke så meget andet.” sagde han næsten uhørligt.

            Jeg løftede vores hænder en anelse over madrassen. ”Vil du give slip lige to sekunder, mens jeg henter min computer?” spurgte jeg.

            Han så mig i øjnene. Jeg bed mig i læben og frygtede pludselig at rødme. Hvorfor havde han den effekt på mig? Det var aldrig sket før! Han slap min hånd. Jeg smilede kort, før jeg hentede min computer. I det øjeblik jeg havde sat mig på sengen igen, tog han min hånd. Han strammede grebet, og mine fingre blev lynhurtigt kolde.

            Jeg bed mig i kinden. ”Vil du løsne grebet i min hånd lidt?” spurgte jeg og smilede prøvende til ham.

            ”Undskyld,” sagde han hurtigt og løsnede grebet.

            ”Får jeg nogensinde af vide, hvorfor du ikke vil lade mig gå?” spurgte jeg. Jeg så på min computerskærm, da jeg spurgte.

            Jake svarede ikke først. Selvom mit blik var fæstnet på min computerskræm, kunne jeg samtidig mærke hans blik hvile på mig. ”Måske,” svarede han undvigende.

            Jeg så på ham, med løftede øjenbryn.

            ”Jeg vil ikke svare på det i dag…” svarede han, endnu mere undvigende.

            ”Men en dag?” spurgte jeg forhåbningsfuld.

            Han trak vejret tungt og pustede ud, før han gjorde antydning til at svare. ”Der er en masse du skal forstå… og nej, det kan ud ikke komme til i dag,” sagde han en smule skarpt.

            ”Okay så,” mumlede jeg næsten uhørligt. Jeg bed mig i læben. Det var super! Tænkte jeg sarkastisk. Jake Phillips ville have mig til at blive her, men ville ikke fortælle mig hvorfor. Irriteret stirrede jeg på mit skrivebord. Mit baggrunds billede var en lilla sommerfugl. Under sommerfuglen og en hvid rose, stod der med en smuk skrifttype: Love Has No Limits. Jeg prøvede at undertrykke et smil. Min mor havde engang troet, at det var en kat.

            ”Hvad står der på din baggrund?” spurgte Jake.

            Jeg trak vejret tungt og smilede, da jeg så over på ham. ”Love has no limits,” sagde jeg genert. Kærlighed har ingen grænser. Hvorfor gjorde det mig genert at sige det?

            ”Hvor har du det billede fra?” spurgte Jake. Jeg så på ham. Han havde rynket pande og sammenbidte tænder. Hvad havde han gang i? Gjorde det ondt, så skulle han ikke rynke panden.

            ”Google?” svarede jeg og kæmpede for ikke at le.

            ”Dumt spørgsmål,” konstaterede Jake og smilede.

            ”Nu hvor du selv siger det, så vil jeg ikke sige dig i mod.” smilede jeg. Jeg så på min computer, og fandt, overraskende nok, et åbent netværk jeg kunne logge på.

            ”Må jeg få din e-mail?” spurgte Jake pludseligt.

            Jeg så overrasket på Jake. ”Øhm…” jeg vidste ikke lige, hvad jeg ville sige. ”Hvis du nu skriver din e-mail, så sender jeg dig en mail, og så får du min e-mail sådan?” foreslog jeg.

            Jake smilede taknemligt. ”God idé.”

            Jeg satte min computer på hans ben.

            ”Du kan bare slippe min hånd, mens du skriver din e-mail,” foreslog jeg uden den mindste antydning af håb i min stemme.

            Han smilede og så på mig med et gådefuldt udtryk. ”Det sker ikke,” sagde han lavt med et alvorligt udtryk. Han smilede et lille smil og så på skærmen.

            Jeg rystede opgivende på hovedet. ”Hvorfor ikke?” spurgte jeg.

            Jake skrev, med en hånd, sin e-mail adresse ind på min computer. Han løftede min computer i en arm, og satte den på min seng. Ud over en grimasse, antydede han ikke til, at det gjorde ondt at løfte computeren.

            ”Tak,” svarede jeg smilende. Jeg skrev hurtigt hej, før jeg sendte mailen til ham. ”Hvorfor vil du ikke slippe min hånd?” spurgte jeg igen. Jeg overvandt mig selv, og så ham i øjnene, mens jeg spurgte. Hans øjne blev omgående ulæselige.

            ”Det har jeg svaret på,” sagde han stille og så over mod døren. Til Jakes held, kom A. Olsen marcherende ind på stuen efterfulgt af Anna, der gik langt mere elegant og yndefuldt. Jeg lukkede min computer, før jeg fandt min bog frem, igen.

 

Jeg lukkede det ude Anna og A. Olsen forklarede Jake, og fokuserede udelukkende på historien i min bog. Da døren blev lukket, så jeg op. Anna var forsvundet. Til min store skuffelse, var A. Olsen der stadig. Da han så, at jeg så op fra min bog, sendte han mig et ubehageligt blik, der gav mig kuldegysninger. Jeg var virkelig uønsket af ham. A. Olsen skulle bare ikke vide, hvor ondt det blik gjorde. Ja, jeg tog det meget personligt, det var måske åndssvagt, men sådan var jeg bare.

            Jeg kunne ikke rigtigt koncentrere mig om bogen længere.

            I stedet så jeg blindt på siderne og tænkte. Hvad havde jeg gjort for at havne her? Jeg havde ’fundet’ Jake Phillips. Men hvad havde jeg gjort for, at A. Olsen skulle hade mig? Jeg havde da aldrig gjort ham noget. Jeg var her, men det var jo ikke noget, jeg ligefrem selv havde valgt. Jake ville ikke slippe min hånd, og han ville ikke fortælle hvorfor. Det var vel ikke min skyld? Og det der skete i nat? Det var akavet. Jeg følte et stik af generthed, om end det kun var mig selv, der vidste det. Havde der været nogen, ud over Jake og jeg, så havde det været decideret pinligt.

            Jeg var overrasket over, at han ikke havde nævnt det. Det var som om, at det aldrig havde fundet sted. Som jeg havde læst i en bog engang: det var en mytisk handling, det var aldrig sket.

            Jeg havde heller ikke lyst til at bringe det på bane. Selvom jeg ville, så vidste jeg ikke, hvad Jake ville sige. Jeg havde ikke lyst til, at vi ikke skulle tale sammen. Jake var hemmelighedsfuld, indelukket, hvis jeg sagde noget, så ville han sikkert bare blive endnu mere hemmelighedsfuld. Jeg var godt selv klar over, at jeg ikke selv sagde meget om mig selv, men der måtte findes en forklaring på, hvorfor han var så anspændt hele tiden.

            ”Hvad tænker du på?” spurgte Jake pludseligt og rev mig ud af en tankerække.

            Jeg blinkede og så forvirret op fra min bog. A. Olsen var der ikke. Jake, og jeg selv, var de eneste tilbage. Jeg trak let på skuldrene. ”Hvorfor spørger du?” spurgte jeg undvigende. Han behøvede ikke at vide, jeg tænkte på det, der skete i nat.

            ”Du har stirret ned i din bog i ti minutter uden at bladre én eneste gang,” pointerede han. Hans rynkede panden let, og skar ingen grimasse. Gjorde det ikke ondt længere? Måse han var blevet dopet med smertestillende, også selvom jeg ikke helt forstod, hvorfor det skulle ske. Så vidt jeg kunne se, så havde han ikke lidt nogen overdreven fysisk skade. Men, der var jo så meget, jeg ikke vidste.

            Jeg så overrasket på ham. Hvorfor sad og han og iagttog, hvad jeg lavede? En varme var over mine kinder, jeg håbede ikke, det var en rødme.

            Han brød den pludselige tavshed mellem os.

            ”Siden du plejer at bladre rimelig tit… Hvad tænker du så over?” spurgte han igen. Han så på mig med sine mørke øjne. For en gangs skyld var de ikke så gådefulde, det lignede bare, at de iagttog alt jeg gjorde. Så hellere det gådefulde blik.

            Jeg så på ham. ”A. Olsen kan ikke lide mig.” konstaterede jeg tørt og trak på skuldrene.

            Jake smilede. ”Han ser i hvert fald ondt på dig, hver gang han kommer ind.”

            ”Nemlig.” jeg sukkede. ”Og jeg kan ikke finde ud af, hvad det er, jeg har gjort.” Hvad skete der med mig? Jeg havde aldrig fortalt nogen frivilligt, hvad jeg tænkte på, eller følte for den sags skyld. Sophie var en undtagelse, men også hun havde af og til problemer med at få ting ud af mig.

            ”Det er sikkert, fordi jeg ikke vil lade dig gå,” sagde han med dårlig samvittighed. ”Undskyld,” tilføjede han.

            ”Det gør ikke noget.” forsikrede jeg ham. ”Du kunne jo ikke vide, at A. Olsen var sådan som han er. Og Anna og alle de andre virker meget flinke.” tilføjede jeg og så ned med et smil på læben.

 

Jeg faldt overraskende hurtigt i søvn om aftenen. Det overraskede mig en anelse, da jeg ikke havde lavet særlig meget hele dagen.

 

            Jeg slog øjnene op med følelsen af, at der var noget forkert ved situationen. I mørket kunne jeg se, at dynen lå en halv meter fra mig. Ergo, jeg havde ingen dyne på, men jeg havde det en anelse for varmt. Ikke for varmt, men jeg havde det varmt. Hvad var der sket?

            Jake havde lavet en jernring omkring mig med sin arm. Igen. Jeg kunne mærke hans vejrtrækning bag mig.

            Det var akavet. Jeg prøvede at rykke mig væk fra ham, hvilket kun havde den modsatte effekt. Han strammede grebet om mig yderligere. Jeg rakte ud efter lyset og tændte det igen. Forskellen var bare den, at Jake ikke vågnede ved det. Jeg trak vejret dybt og prøvede at ruske ham vågen. Det var besværligt, da Jake havde låst min ene arm fast under sin. Efter længere tid lykkedes det mig på forunderlig vis, at få ham til at bevæge sig.

            Jeg blev ved med at ruske let i ham. Endelig lykkedes det mig. Hans vejrtrækning ændrede sig. Først blev den hurtigere, før den blev rolig igen. På samme tid strammede han først grebet i mig, for så derefter at løsne det en anelse igen, stadig uden at give helt slip på mig.

            ”Maria?” spurgte han overrasket.

            ”Vil du være sød at slippe mig?” hviskede jeg uden luft. Han havde ubevidst strammet grebet om mig yderligere, så jeg nu havde svært ved at få luft.

            ”Undskyld,” sagde han igen og slap mig. Jeg rullede hurtigt over på ryggen og tog nogle dybe indåndinger.

            ”Det er okay,” sagde jeg stille.

            ”Hvorfor gør jeg det?” spurgte han lavt sig selv en smule irriteret. Selvom han havde sluppet sit jerngreb om mig, havde han stadig fat i min hånd. ”Jeg er ked af det,” sagde han med dårlig samvittighed i stemmen.

            ”Det går nok,” hviskede jeg stille. Jeg løftede mig op ved at støtte på min albue.

            ”Tak,” sagde han stille.

            ”For hvad?”

            ”At du ikke bliver sur over det.” sagde han stille. Jeg trak på skuldrene og smilede et lille smil. Selvom jeg ikke håbede det ville ske igen, så kunne det ikke gøres om. At dømme ud fra hans ansigtsudtryk, gjorde han det ikke med vilje. Han ville nok hellere ønske, at det aldrig var sket. Ligesom jeg.

 

Fredag morgen kom hurtigt. Jeg havde lige været i bad og pakket mine ting sammen, da der blev banket på døren. A. Olsen trådte ind. Det var første gang nogensinde, han havde banket på, kom jeg i tanke om. Han skulede ondt til mig, før han målrettet gik over mod Jake. Jeg undertrykte den kuldegysning, som hans blik altid gav mig.

            ”Du bliver udskrevet omkring klokken fire. Der kommer der en og henter dig.” sagde han på engelsk. Den danske accent fik mig til at smile. For første gang lød A. Olsen ikke vred. Han lød en anelse lettet, han var sikkert glad for at slippe af med mig.

            ”Tak,” svarede Jake, han klemte min hånd, og jeg havde en fornemmelse af, at det var en ubevidst handling. A. Olsen skulede til igen mig, før han gik. Da døren var lukket efter ham, så jeg på Jake. Han havde samme ansigtsudtryk, som da A. Olsen havde nævnt, at der kom nogen og hentede ham første dag. Hemmelighedsfuldt, lukket, blandet med en anelse panik og noget anspændt.

            ”Hvorfor bliver du så…” jeg manglede virkelig et godt ord. Ikke kun på engelsk, men også på dansk. ”Ved du ikke, hvem der kommer?” spurgte jeg i stedet.

            Jake så på mig med mørke øjne, der var umulige at aflæse. ”Jeg…” han stoppede. ”Du forstår det ikke helt,” sagde han og kom med et anstrengt smil. ”Og hvis du vidste det, så ville du ønske, du ikke gjorde,” tilføjede han dystert.

            ”Det giver ikke særlig meget mening,” informerede jeg ham om.

            Han smilede, dog stadig med mørke betænksomme øjne. ”Det kan være, jeg skriver, hvad jeg mener,” sagde han drillende.

            ”Og det tror du selv på?” spurgte jeg smilende. Han havde været hemmelighedsfuld, siden jeg mødte ham. Hvorfor skulle en e-mail ændre det?

            Han lo kort. ”Det har du sikkert ret i, men man ved jo aldrig,” tilføjede han endnu mere hemmelighedsfuld.

 

Jo nærmere klokken blev fire, jo mere anspændt og rastløs blev Jake. Jeg forstod ham ikke. Han ville vel godt hjem?

            I den sidste halve time inden klokken fire, sagde han absolut intet. Ved selv den mindste lyd ude på gangen, drejede han lynhurtigt hovedet.

            ”Hvad er du så nervøs for?” spurgte jeg fem minutter i fire.

            ””Dem”,” sagde han kort. Han så over mod døren med en anspændt kropsholdning.

            ”Super,” mumlede jeg lydløst og så den anden vej. Det svar havde overhovedet ikke givet nogen mening. Hver gang han mente at kunne høre døren, strammede han grebet i min hånd. Da døren endelig gik op, rettede jeg mig helt op. Han havde virkelig hårdt fat i min hånd. Det var en ældre dame, som var gået forkert. Hun undskyldte mange gange, før hun gik ud igen.

            ”Jake,” sagde jeg. Det var første gang, jeg havde sagt hans navn, jeg kunne godt lide at sige det. Hvor kom det fra? Jeg rystede let på hovedet og så på ham. Han reagerede ikke på sit eget navn. ”Jake!” sagde jeg lidt højere. Det reagerede han heller ikke på. Først da jeg prikkede ham på skulderen, så han ned på mig.

            ”Hvad?” spurgte han uvidende, distanceret.

            ”Du masser min hånd,” sagde jeg.

            ”Det må du virkelig undskylde, Maria,” sagde han med dårlig samvittighed. Han løsnede øjeblikkelig grebet i min hånd og så på mig med store sårbare øjne. Hvad var det, han var så bange for?

            ”Det er okay,” sagde jeg. ”Prøv at slappe lidt af.” tilføjede jeg.

            Han bed tænderne sammen. ”Jeg prøver,” sagde han lavt og med sammenbidte tænder. Det sårbare udtryk var forsvundet og erstattet af et sammenbidt udtryk.

”Og hvordan går det?” spurgte jeg og så på ham.

Han sendte mig et stramt smil. ”Ikke godt,” tilstod han. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...