Too Good To Be True

En historie fyldt med stereotype personer, klichéer samt et sikkert mangelfuldt plot.

1Likes
1Kommentarer
531Visninger
AA

3. Ham(2. del)

Da jeg nåede den asfalterede sti, gik jeg meget langsomt op af den. I løbet af få sekunder nåede jeg det sted, hvor jeg havde hørt lyden. Stædig, som jeg var, satte jeg mig på hug og stirrede ind i buskene. Uden bevidst at vælge et sted at se hen, stirrede jeg på en pink blomst, der sad en anelse længere ind i buskadset få meter længere oppe af vejen i forhold til, hvor jeg sad på hug.

Hyben hed busken. Den havde den smukkeste pink farve, og den mest fantastiske duft. En enlig bi sad i blomsten. Mine fødder begyndte at sove, så jeg rejste mig op med et ryk. Jeg så mig omkring – der var helst ingen, der skulle se, hvad jeg sad og lavede. Stirrede ind i en busk uden at bevæge mig det mindste.

Af hvad jeg lige kunne se, var der ingen mennesker. Jeg sukkede lettet og slappede en anelse af. Uden at fjerne blikket fra vejen omkring mig, fiskede jeg min mobil op af lommen.  Det var min fjerde mobil, siden jeg fik den første i 4. klasse. I øjeblikket var min mobil hvid, den havde både været sort og rød før det. Jeg så på klokken. Den var kvarter i syv. Hvis jeg ikke hørte en lyd inden for de næste to minutter, ville jeg gå hjem og glemme alt om den, besluttede jeg stædigt.

Jeg stod med min telefon i hånden. Cirka hvert femte sekund tjekkede jeg klokken. Som så ofte før, havde tallene ikke ændret sig. Tiden sneglede sig af sted. Efter et halvt minut, gik jeg ind på ’Verdensure’ på min telefon. Bare for at få tiden til at gå!

I London var klokken kvarter i seks, en time bagefter dansk tid. I Paris, Barcelona, Rom og Warszawa, var tiden den samme som i Danmark. I New York var den kvarter i et, seks timer bagefter, og i Los Angeles var den kvarter i ti om formiddagen, altså hele ni timer bagefter. Hvorfor sad jeg og lavede det her? Jeg burde bruge min ferie på noget andet, end at stå og lytte efter en lyd, der tydeligvis ikke havde tænkt sig at komme igen.

Jeg kvalte et gab, sukkede og så ned mellem buskene igen. Der skete ingenting. Jeg så på mit armbåndsur lidt efter. Nu var de to minutter gået, så vidt jeg altså kunne konkludere. Jeg stak min mobil i lommen på mine sorte shorts, så på buskadset, og begyndte at gå.

Efter to skridt, hørte jeg lyden igen.

Jeg smilede lettet for mig selv og satte en løs lys hårtot om bag mit ene øre. Enten var det en fugl, der lettede, eller så var det ikke bare drengestreger. Jeg gik, med små skridt tilbage til det sted, lyden lød til at være kommet fra.

Den lød igen.

Jeg mig på hug og så ind i buskene. Hvis jeg tænke mig om, så burde jeg nok sige noget, jeg kunne bare ikke få mig selv til det. Det virkede for dumt.

”Hel…” hørte jeg en hæs stemme hviske. Fuglenes sagte kvidren og hvepses summen ophørte ikke ved lyden af stemmen.

Jeg rykkede lidt på mig og så mig omkring. Der var stadig ingen mennesker rundt om mig. Med et stille og næsten uhørligt suk, kravlede jeg ind i buskene. Det var som om, stemmen kunne høre mig.

Som jeg langsomt gik frem i gåsegang, trådte jeg på flere grene, der knækkede under mine sandaler. Jeg var forsigtig med ikke at komme for tæt på blomsterne. At blive stukket af en hveps, stod ikke ligefrem øverst på min ønskeliste.

”Hel…” sagde stemmen hæst. Den var dybere end små drenges stemmer. Det var nu anden gang, stemmen havde sagt det halvfærdige ord. Nu føltes det bare mere som om, det virkelig var et ord. Jeg kunne høre en gren knække et stykke væk fra, hvor jeg selv var. Det ville være så typisk mig at fare vild. Skulle det ske, kunne jeg bare stikke hovedet op over buskene.

Siden jeg ikke ville ses af nogen, modstod jeg fristelsen, og holdt hovedet skjult af grene, blomster og blade. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at undgå bier og hvepse. Stemmen lød tættere på nu.

”Help…” sagde stemmen igen. Tættere på end før. Jeg kvaste et par grene, og mistede retningen på den mystiske stemme. Hvor dumt var det her ikke også? Det buskads var ned af en skråning. Jeg kunne ligeså let glide, og falde ned på den anden side. Den anden side bestod af fliser. Jeg havde ikke lyst til at falde ned på fliser i shorts og tanktop ville jeg for alt i verden undgå. For ikke at gå vild, stoppede jeg op.

”Help…” sagde stemmen igen. Nærmest som om den vidste, at jeg ikke vidste, hvor jeg skulle hen af. Jeg så i retningen af stemmen, og holdt øjnene på en blomst, mens jeg langsomt kæmpede mig vej gennem buskene. Stemmen måtte have hørt mig nu.

 

Jeg hev et par grene overfyldt med blade og blomster til side og fandt den stemme, jeg søgte. Mine øjne var store af chok. Tog jeg mig ikke samme, ville jeg nok også sidde på hug med åben mund og stirre dumt.

Stemmen lå på jorden i form af Jake Phillips. Jake Phillips var en Hollywood skuespiller, og da jeg havde læst mit blad samme eftermiddag, havde der stået, at han var forsvundet. Han havde bar overkrop og cowboybukser på.

 Som jeg sad, chokeret på hug mellem diverse buske, gik det op for mig, at jeg nok burde gøre noget. Jeg blinkede og tog et minimalt skridt fremad. Grenene kradsede mine arme, da de gled tilbage på plads. Jeg så på hans bare brystkasse.

Mit hjerte, der havde sat farten op til dobbelt hastighed, sagtnede farten til mere eller mindre normal hastighed igen, da jeg så, han trak vejret. Jeg tog en dyb indånding, før tankerne startede med at hvirvle forvirret rundt i hovedet på mig.

Nu havde jeg ikke lige forudset, det her komme.

Hvad førstehjælp kunne jeg? Sidste jeg havde haft det, var til teori, da jeg var ved at tage kørekort, men en situation som den her, var vist ikke gennemgået. Det slog mig, at jeg nok burde ringe 112.

Jeg fiskede min telefon op af min lomme. Det her havde jeg aldrig troet, at jeg nogensinde skulle gøre. Jeg tog en dyb indånding og ringede 112. Telefonen blev taget, og jeg fik forklaret, hvor jeg var.

Jeg havde haft førstehjælp et par gange. Hver gang havde de sagt, at de aldrig håbede, at vi kom ud for en situation, hvor det var nødvendigt at ringe 112. Jeg tænkte hurtigt tilbage, på dengang jeg havde haft teori til kørekort.

Psykisk førstehjælp, var det første, der faldt mig ind. Snak med personen. Men hvordan skulle jeg kunne gøre det? Jeg havde ikke tænkt specielt meget over det dengang. Nu virkede det fuldstændig ulogisk. Hvad skulle jeg sige?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...