Too Good To Be True

En historie fyldt med stereotype personer, klichéer samt et sikkert mangelfuldt plot.

1Likes
1Kommentarer
534Visninger
AA

2. Ham

Efter en kedelig og meget overskyet uge, skinnede solen endelig. Den havde ikke været fremme siden fredag ugen forinden. Nu strålede den klart fra den blå, skyfri himmel udenfor, og gav alting varme og klare farver.

Jeg lod mine sandaler dumpe ned på gulvet i vores baggang, mine fødder stak jeg ned i skoene, før jeg bukkede mig ned og lukkede remmene. Da jeg rejste mig op, hev jeg min taske på plads, så remmen ikke faldt ned over min skulder.

Før jeg så meget som tænkte på at gå ud i sommerluften, tog jeg en plasticpose fra skuffen, foldede den ordentligt sammen og puttede den ned i min taske. Jeg trådte ud i det varme vejr, låste hurtigt døren efter mig og gik ud af carporten.

Det var onsdag eftermiddag. Jeg havde læseferie, eftersom alle mine eksaminer og årsprøver var overstået, lavede jeg i realiteten ikke noget. Da det nu var onsdag – dagen efter min attenårsfødselsdag – havde jeg besluttet mig for at lave aftensmad. Bare fordi jeg ikke havde andet at lave.

Min mor skulle noget den aften, så hun var ikke hjemme. Jesper, min lillebror, skulle til fodbold omkring klokken syv, og min far kom hjem mellem halv seks og seks. Det var en perfekt anledning til at spise sammen.

Jeg vil ikke som sådan kalde mig selv en meget udadvendt person, men at spise aftensmad med mine forældre og min lillebror var fint nok. Som person siger jeg ikke ret meget, hvis jeg ikke kender den eller de personer, jeg er sammen med.

Jeg gik ud af carporten, og drejede til højre hen af fortovet. Solen varmede, og var et dejligt afbræk fra det kedelige gråvejr, der havde været de sidste mange dage. Kedeligt gråvejr, det var den mest optimale måde at beskrive en typisk dansk sommer. Og da jeg boede i Danmark, var det jo meget passende.

I et roligt tempo gik jeg hen af vejen, jeg boede på. Jeg nåede hovedvejen, gik over, og fortsatte derfra ned i byen. Jeg gik forbi det første supermarked, og videre ned i byen. Der var en del mennesker i byen i dag. De fleste havde fri fra skole, da der jo var læseferie. Da jeg nåede supermarkedet, gik jeg ind og så, at der var proppet med mennesker.

 

Jeg fandt de ting, jeg skulle bruge og gik op til kassen. Der var en milelang kø. Jeg sukkede stille, og så på de bøger, der var opstillet i stedet. Efter at have læst flere bagsidetekster, kunne jeg konstatere, at der var blevet åbnet en kasse mere. Jeg lagde den bog jeg stod med i hånden fra mig og gik hen mod kassen. Bøger var en ting jeg elskede. Jeg elskede at læse, og jeg kunne let fortabe mig lang tid i en bog. Det skete fra tid til anden.

Da jeg havde betalt det, jeg skulle have, gik jeg over til kiosken i butikken. Nu, hvor jeg alligevel var nede i byen, kunne jeg ligeså godt købe det blad, min mor skulle have, og hvis de havde det, det blad jeg selv ville læse. Jeg tog det blad, jeg selv ville læse først, lagde det på disken, og søgte med øjnene efter det andet blad.

Mit blik fandt det endelig. Derfra tog det to sekunder, før jeg havde betalt, og var på vej ud i sommerluften igen. I stedet for at gå den samme vej hjem, som jeg var gået ned i byen, gik jeg ned omkring havnen. Byen jeg boede i lå inderst i fjorden, og havde derfor en havn.

Jeg gik bagom supermarkedet, og videre ned forbi havnen. Det var ikke et sted at bade, men et sted skibe kom ind. Ikke containerskibe, men skibe med sand og sten – det var i hvert fald det, der altid blev læsset af på havnen.

Ganske enkelt elskede jeg vand, men jeg var ikke meget for havet. En ulempe ved, at jeg havde stor styrke i mine briller. Jeg brød mig ikke om ikke at kunne se, hvad der lå på bunden af havet. Flere gange havde jeg trådt på skaller, jeg ikke havde set, og som havde skåret hul på min hud. Det var ikke en oplevelse, jeg havde lyst til at gentage.

Jeg gik fordi den lille iskiosk, der lå ved havnen, og gik op af en asfalteret sti hjem. På begge sider af vejen var der buske og træer. Jeg var halvvejs oppe af stien, da jeg hørte en underlig lyd. Det lød som et halvkvalt gisp, blandet med raslen fra buskene. Jeg stoppede overrasket op, og blev stående i et par sekunder. Hvad var det?

Lyden kom ikke igen.

Den eneste lyd jeg kunne høre, var fuglenes sagte kvidren, lyden af sommer. En hveps summede tæt ved mit øre. Jeg viftede den væk og gik resten af vejen hjem og nød solens varme stråler på mine bare arme og ben.

 

Det røde murstenshus, jeg boede i, lå skjult ved siden af et pudset gråt hus. Først når man kom forbi dét hus, kunne man se, hvor jeg boede.

Jeg gik ind i skyggen under carporten. Et kort sekund stoppede jeg op, og nød den kølige skygge, før jeg gik hen til døren og låste mig ind. Der var helt stille, ergo var jeg stadig alene hjemme.

Jeg satte varerne på plads i køkkenet, og gik ind i stuen med de to blade. Bonnen lagde jeg på bordet, så jeg kunne få penge for det, jeg havde købt. Bladene lagde jeg på skrivebordet.

Jeg tjekkede hurtigt, at jeg havde låst døren i baggangen, før jeg gik ned på mit værelse med min taske.

Før jeg gik op igen, børstede jeg mit hår igennem. Jeg havde ladet det hænge løst, da jeg gik ned i byen, hvilket nu resulterede i, at det var virkelig filtret. Det var en af grundene til, at jeg sjældent gik med løst hår. Redte jeg det ikke, hver gang jeg havde været udenfor i mere end ti minutter, var det utroligt filtret, også selvom der næsten ikke var vind.

Mit hår gik til skuldrene og var mørk blond. Eller, det var mørk blond og flerfarvet. Frisører og klassekammerater havde før spurgt mig, om jeg havde fået farvet mit hår. Selvom de troede, at jeg havde farvet mit hår, så havde jeg aldrig farvet mit hår. Der var tre årsager 1. mit hår var flerfarvet, 2. mit hår var mørkere om vinteren, end det var om sommeren, den 3. grund, jeg ville ikke farve mit hår. Jeg elskede min hårfarve.

En irriterende ting ved at have filtret hår, var, at min mors hår kunne redes med en kam, selv når hun havde været af sted hele dagen, og ikke havde børstet det siden sit bad samme morgen. Som barn havde det resulteret i, at jeg fik redt håret med en kam. Både hendes hår, og mit hår, var glat. Hendes var brunligt og ikke blond.

 

Jeg lagde børsten fra mig og gik ovenpå igen. Da jeg kom op i stuen, tog jeg mit blad fra skrivebordet, åbnede køkkendøren ud til svalegangen, og satte mig ude på en havestol og bladrede op på første side i mit blad.

Jeg nåede ikke rigtig længere end til at bladre op på første side, da der stod noget om ’forsvindinger’. Jeg nærlæste siden, og kom frem til den konklusion, at Jake Phillips var forsvundet. Igen. Det var, efter bladets informationer, tredje gang på to år, det var sket. Jeg bladrede en gang mere og sukkede dybt. Mit hår generede mig allerede.

Jeg løb hurtigt ned af trapperne, satte mit hår i en hestehale, og smuttede hurtigt ovenpå igen. Solen skinnede ind på svalegangen og varmede mine ben. Med mit hår samlet i en hestehale, begyndte jeg at læse mit blad.

Jake Phillips havde været forsvundet i flere dage nu. Gad vide, hvad der var sket med ham? Det var nærmest som om, at der var et mønster i hans forsvinden. Ikke et man som sådan kunne forklare – i så fald havde politiet nok fundet en forklaring – men stadig et mønster. Jeg læste bladet mere eller mindre fra ende til anden – dog sprang jeg over tv-oversigten.

Jeg lagde bladet fra mig, og så ud over haven. Gyngestativet, som min lillebror Jesper og jeg havde bygget sammen med vores far flere år tilbage, stod der stadig. Også selvom hverken Jesper eller jeg brugte gyngestativet længere. Mit blik vandrede over til den asfalterede sti, jeg var gået op af hjem.

Jeg gad godt vide, hvad det var for en lyd, jeg havde hørt? Fra svalegangen kunne jeg ikke se det sted, jeg havde gået. I stedet for at spekulere over det, gik jeg ind og tændte for tv’et. Jeg fandt en ukendt film, der var halvvejs færdig. Uden rigtig at følge med, så jeg filmen færdig. Filmen sluttede, og jeg gabte, før jeg strakte mig og slukkede tv’et. Jeg gik ud i køkkenet og begyndte at lave mad. Køkkendøren var stadig åben udtil. Jeg kunne høre en enkel græssåmaskine brumme og flere fugle kvidre. Lydene af sommer.

 

Jeg var blevet helt træt. Så meget havde jeg da heller ikke lavet i dag? I formiddags havde jeg gået en lang tur, men det var også det.

Mens jeg stod og skar grøntsager slog det mig, at det sikkert var varmen. Måske også min tur om formiddagen, men det tvivlede jeg oprigtigt på. Jeg gik hurtigt, men jeg løb ikke. For at være ærlig, så gad jeg ikke. Jeg havde aldrig løbet. Flere fra min klasse gik i fitness, det gjorde jeg ikke. Jeg havde tænkt på det flere gange, men så var jeg heller aldrig nået længere.

I løbet af min skolegang, havde jeg gået dans og svømning. Den eneste ting jeg havde holdt fast ved, var kor. Jeg var startet da jeg var ni, og nu, da jeg var atten, gik jeg stadig til det. I det kor jeg gik i nu, var alle femten eller derover, og sandt at sige, så var det her, jeg havde mine bedste venner. Bortset fra Sophie, som jeg mødte på gymnasiet i 1.g.

 

Jeg lagde det hakkede oksekød på en varm stegepande i det øjeblik, min fars bil kunne høres i carporten. Bildøren blev smækket, go kort efter stod han i køkkendøren.

”Det dufter godt,” sagde han og smilede. Han listede ind i køkkenet uden at tage skoene af først. Hans gråhvide hår, der var mere hvidt end nogen anden farve, var kortklippet. Min far havde mørkegrå briller. Jeg tænkte sjældent over, at han havde briller. Min mor havde bronzefarvede briller, Jesper havde meget mørke, blå læsebriller, og jeg selv havde lyslilla briller. Min far kom lidt efter ud fra baggangen og gik ind i stuen, denne gang uden sko.

”Jeg kalder, når vi spiser,” sagde jeg hurtigt, før han var ude af syne. Han mumlede noget som svar, som jeg ikke hørte. Jeg skar de sidste grøntsager, og satte tallerkner og bestik på bordet. Da panden var blevet vasket af, stak jeg hovedet ud i forgangen. Der duftede af tortilla-krydderi i hele køkkenet.

”Jesper, mad,” råbte jeg ned af trapperne. Jesper sad på sit værelse og hørte musik. Det lød det i hvert fald til.

”Kommer,” råbte han tilbage.

”Vi spiser nu,” sagde jeg til far. Han sad inde i stuen og så nyheder.

Han svarede ikke, men jeg hørte ham slukke tv’et og rejse sig fra sofaen. Jeg satte mig på den stol, min mor plejede at sidde på. Hun var ikke hjemme, så jeg følte godt, jeg kunne tage ’hendes’ plads. Vi havde ikke faste pladser som sådan, men vi sad bare altid det samme sted. Jesper kom op i køkkenet få sekunder senere. Jeg havde glemt vandet i køleskabet, så jeg skulle op og stå. Jesper var et halvt hoved højere end mig, og han var min lillebror.

Indtil han var femten et halvt, havde jeg altid været højere end ham. Jeg sad overfor min far, når jeg havde ’snuppet’ min mors stol. Som med far, havde Jesper klare blå øjne. Alle sagde, at jeg lignede min far. Øjenfarven var ikke en del af det. Mine øjne var grønlige – eller snarere en underlig farve, der mest af alt lignede noget grønligt. Min mor havde cognac farvede øjne.

 

Da vi var færdige med at spise, og havde ryddet op, gik jeg en tur. Jeg havde spurgt far, om han ville med, men han havde noget arbejde, han skulle lave. Jesper overvejede jeg ikke engang at spørge. Han skulle til fodbold, og den enkelte gang jeg før havde spurgt ham, gad han ikke.

Sophie, min bedste veninde, skulle til eksamen dagen efter, så hun var nok ikke det mest oplagte valg. Jeg gik derfor alene, hvilket ikke gjorde mig noget. Jeg kunne godt lide at gå selv, jeg havde ikke noget problem i at være alene. I øjeblikket havde jeg stadig den lyd fra samme eftermiddag klar i min erindring. Jeg vidste godt, at det sikkert bare var drengestreger, det var bare som om, jeg ikke kunne, ikke ville, tro det.

Da jeg stod ude på fortovet foran vores røde murstenshus, stod jeg lidt ubeslutsom, før jeg gik ned forbi det sted, jeg havde hørt den lyd. Solen var ved at gå ned. De sidste stråler varmede mig, når jeg gik i solen. Luften var lun og legede med mit opsatte hår. Langsomt gik jeg forbi stedet, før jeg stoppede helt op. Næsten skjult bag buskene, ventede jeg et øjeblik. For ikke at se totalt dum ud, fandt jeg min mobil frem, og låste den op. Jeg låste den og stoppede den i lommen igen, før jeg gik videre.

Den lyd var noget, jeg havde bildt mig selv ind. Irriteret på mig selv, gik jeg videre. I mit normale tempo gik jeg ned til havnen, hvor jeg satte mig på den bænk, der stod længst væk fra den lille iskiosk. Dog stadig så jeg havde en perfekt udsigt over vandet. Hvorfor ville jeg overhovedet gå med nogen? Jeg var ikke i humør til at være sammen med nogen lige nu.

 

Det var en perfekt, og fuldstændig fortryllende, sommeraften. Der var en mild brise. Solen var begyndt sin langsomme nedstigning over vandet. Jeg smilede ved synet. Solens stråler var let orange og skabte den smukkeste himmel, jeg længe havde set. Jeg så over på den anden side af havnen. Det tætteste på ’strand’ man kom i min hjemby. Strand kunne man ikke sige det var. Det var en masse sten, der ledte ned til vandet, som så igen var fyldt med sten på bunden.

Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde været der. Bakkerne, der var omkring vandet, havde jeg gået i flere gange. Både når skolen havde afholdt ’motionsløb’, hvor jeg havde gået hele turen, eller når vi havde været på tur med skolen. Jeg missede mod solen og så derover igen. Der var nogle små mennesker, der gik langs vandkanten.

Det var egentlig overraskende, hvor dejligt vejret var. Normalt var solskin og varmt vejr efterfulgt af torden og regn. Jeg bed mig i læben og skyggede for solen med min ene hånd. Da jeg havde været mindre, var jeg spurtet hen til mine forældre, hver gang det begyndte at tordne. Jeg var stadig ikke vild med det, men så længe der var nogen i nærheden, opførte jeg mig, som om det egentlig ikke rigtig betød noget. Til tider synes jeg endda, at det var smukt at se ud af vinduet, hvis det regnede og tordnede udenfor.

Da jeg forrige sommer var i New York, havde det lynet og tordnet en nat. Siden dengang havde torden i Danmark ikke betydet det store for mig. Jo, jeg brød mig stadig ikke om det, men i forhold til det uvejr i New York, så var det, der af og til var i Danmark, ikke det store.

 

Efter fem minutters beundring af solens stråler på vandet, begyndte den irriterende lyd at summe i mit baghoved igen. Havde det været en flue, havde jeg dasket den væk med en fluesmækker. Selvom jeg vidste, at jeg ikke ville få så smuk en solnedgang at se i lang tid, rejste jeg mig. Modstræbende så jeg væk fra den smukke sol.

Jeg glattede mine shorts, før jeg begyndte at gå hjemad igen. En let brise bragte den friske duft af hav med sig. Da jeg næsten var gået så langt være fra havnen, at jeg næsten ikke kunne se vandet mere, vendte jeg mig om. Bare et sidste blik på vandet. I de sekunder jeg så på vandet, overvejede jeg at gå en anden vej hjem. Bare for ikke at skulle forbi det sted med den generende lyd igen.

Med et suk gik jeg vejen hen forbi den irriterende lyd igen. Det var alligevel den eneste måde, hvorpå jeg kunne få den aflivet og derved glemt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...