Too Good To Be True

En historie fyldt med stereotype personer, klichéer samt et sikkert mangelfuldt plot.

1Likes
1Kommentarer
529Visninger
AA

13. Fortælling

Tiden efter vi kom hjem fra London gik overraskende hurtigt. Der var en masse familiefødselsdage, så jeg fik set mine grandkusiner og grandfætre. Det var altid hyggeligt. Jeg havde holdt min computer slukket tre dage efter ferien, før jeg startede den. Det første jeg gjorde, var at tjekke min mail. Sophie havde ikke svaret. Det havde jeg heller ikke regnet med. Alligevel oprettede jeg en ny mail til hende.

            Mine hænder svævede tøvende over tastaturet. Jeg kunne på ingen måde fortælle hende, hvad jeg havde brug for at fortælle hende. Det var kun muligt, hvis hun sad foran mig, og halvvejs tvang det ud af mig. I stedet for at skrive noget, gik jeg ud af mailen til Sophie, og lagde min computer i dvale. Det var umuligt for mig at forklare, hvad der var sket mellem Jake og jeg. Sophie skulle vide det, men jeg kunne ikke skrive det til hende. Det måtte vente til hun kom hjem fra Sydafrika.

 

Jeg vågnede tidligt og så på mit ur. Den var kun halv syv. 6.30. Jeg rullede over på siden, og lukkede øjnene igen. Mine tanker var skudt i gang, så at få mere søvn var mere eller mindre udelukket. I stedet for at ligge og spekulere over Jake, stod jeg op. Selvom jeg godt ville have ligget under min dyne lidt længere, var det et bedre alternativ at stå op, end at ligge og overanalysere hvert et ord, Jake havde sagt. Jeg havde overanalyseret de ord alt for mange gange nu.

            Det var den sidste dag af min sommerferie, før jeg skulle starte i 3.g. Jeg sad med dynen omkring mig i et par sekunder, alt i mens jeg overvejede, hvad jeg skulle gøre. Efter et par sekunder, besluttede jeg mig for at tage et bad.

 

            Jeg hang mit våde håndklæde op i vaskerummet, tog tøj på og redte mit hår. Selvom jeg ville have hestehale, før jeg gik nogen steder, var det kun, når jeg skulle i skole, jeg satte mit hår op vådt. I stedet gik jeg op i stuen i samme øjeblik, som min far var på vej ned i bad.

            ”Godmorgen,” sagde han, overrasket. Jeg smuttede forbi ham, og satte mig i sofaen. Tv’et var ikke slukket. Far havde sikkert hørt, at jeg var på vej op af trapperne. Klokken syv nyhederne var lige præcis forbi, da jeg satte mig i sofaen. Der var Go’morgen Danmark.

            Værterne stod og talte om noget intetsigende, inden der kom en vejrudsigt. Det skulle blive endnu en god dag med solskin, tyve til femogtyve grader med en mild til frisk vind. Jeg lænede mig tilbage i sofaen og ventede tålmodigt, til vejrværten var færdig med sin vejrudsigt. Tv-værterne begyndte derefter at snakke om lige præcis dét emne, som jeg frygtede mest.

 

”For få uger siden, så vi hende gå ud af bilen i London, og siden har vi ikke set dem sammen. Jake Phillips er flere gange i sommerens løb blevet set i Los Angeles. Er Maria Hall og Jake Phillips sammen? Eller var det bare et tilfældigt møde, mellem en Hollywood skuespiller, og en helt normal dansk teenager, som vi aldrig kommer til at se sammen igen? Vi har her til morgen fået besøg af…”

 

Jeg lukkede af for resten. Hvorfor var det lige præcis dét, de snakkede om? Jeg rejste mig og gik ud for at hente avisen. Overskrifterne handlede om noget politik. Hvorfor kunne de så ikke også snakke om politik på morgen-tv? Jeg satte mig ind i sofaen igen, og tændte min mobil.

            En eller anden stod og diskuterede med sig selv, om jeg stadig kom sammen med Jake. Med en panderynken skrev jeg min pinkode, og så på tv’et. De nåede, så vidt jeg kunne høre, ikke til en konklusion. Jeg havde kun lige låst min telefon op, da en sms tikkede ind. Jeg smilede, da jeg så, hvem afsenderen var. Sophie.

 

            ”Tænkte på om vi kunne ses i dag?”

 

            Havde hun skrevet. Jeg smilede for mig selv. Enten havde hun set Go’morgen Danmark, eller så ville hun bare vide, hvad min halvkryptiske mail gik ud på. Mit hjerte sank. Var jeg klar til at forklare essensen af min mail og, endnu vigtigere, essensen af det, der var sket i London?

 

”Kan vi godtJ du kommer bare når du er stået op”

 

På det plan, mindede Sophie og jeg virkelig meget om hinanden. Sagde vi, at vi kom på et bestemt tidspunkt, så kom vi også på det tidspunkt. Gerne et par minutter før. Jeg rejste mig op fra sofaen. Far kom ind i stuen, som jeg var på vej ud i gangen og ned til mor.

            ”Sophie kommer… skal jeg vække mor?” spurgte jeg, stadig med min mobil i hånden.

            ”Det behøver du ikke, det er jo også hendes sidste fridag,” sagde far og smilede. Siden London havde hverken far eller mor prøvet at få ud af mig, hvad Jake havde sagt til mig. Jeg havde ikke sagt noget, og jeg opførte mig, som jeg plejede.

            Jeg nikkede og gik ind i stuen igen. I Go’morgen Danmark var de stadig ved at diskutere Jakes og mit forhold. Jeg opfangede noget af det, de sagde og begyndte at grine. Far kom gående ind i stuen og så på mig.

            ”Hvad sker der?” spurgte han ligegyldigt med avisen i hånden.

            ”På Go’morgen Danmark har de en ekspert inde for at fortælle, om Jake og jeg kommer sammen…” jeg grinede igen af noget, der blev sagt.

            ”Haha,” sagde far uden den mindste gnist af latter i stemmen. Med rynket pande gik han ud i køkkenet med avisen. Så snart far var gået, slog tanken mig: jeg havde sagt Jakes navn højt. Det var ikke sket siden London, for så mange uger siden.

            Jeg bed mig i læben og stirrede blindt på tv’et uden at høre efter. Ikke nok med, at jeg tænkte på ham konstant, han havde også efterladt så mange ubesvarede spørgsmål. Siden jeg mødte ham, havde jeg ikke rigtig snakket med nogen om det, overhovedet. Nu håbede jeg, at Sophie ville spørge og lytte. Det med selv bare at fortælle om de følelser og tanker, jeg gik og havde, var jeg elendig til.

 

            Jeg hørte nogen på vej på i stuen. Med et stille suk, brød jeg ud af min lidt deprimerede tankerække, og fulgte med i Go’morgen Danmark igen. Efter bare to ord fra ’eksperten’, begyndte jeg at smile igen. Jesper kom ind i stuen og tændte sin mobil med en irriterende høj lyd.

            ”Hvad griner du af?” spurgte han og satte sig i sofaen ved siden af mig. Han var stadig iført nattøj.

            ”En ekspert diskuterer, om Jake og jeg er sammen eller ej,” svarede jeg og smilede igen.

            ”Nå,” sagde han ligegyldigt med øjnene klistret til sin telefon. ”Hvad skal vi have til morgenmad?”

            Jeg skulede til ham. ”Nu havde jeg det lige sjovt…” jeg trak vejret dybt, før jeg rejste mig. ”Jeg henter rundstykker.” sagde jeg, før jeg gik ud af stuen. Far sad og spiste havregryn i køkkenet samtidig med, at han læste avisen.

            ”Jeg tager nogle penge og henter rundstykker,” sagde jeg, før jeg tog tredive kroner i min mors pung. Jeg lagde pengene i min lomme og gik ud og tog sko på. Med cykelnøglen i den ene hånd og min cykelhjelm i den anden, gik jeg ud i carporten.

            Jeg lukkede baggangsdøren med albuen, før jeg gik hen og låste min cykel op. Før jeg trak cyklen ud, tog jeg min cykelhjelm på og lagde cykelnøglen i lommen. Jeg trak cyklen forbi mine forældres biler og ud på vejen. Min bh strop var faldet ned over min ene skulder. Selvom jeg havde strammet den ind en milliard gange, så blev den ved med at falde ned. Jeg hav den på plads og cyklede hen af vejen.

 

Jeg trådte ind i baggangen ti minutter senere med rundstykkerne i en papirspose fra bageren i hånden. Min cykel havde jeg låst. Jeg hang min cykelnøgle og cykelhjelm på plads, før jeg gik ind i køkkenet. Mor var stået op og havde lavet kaffe til sig selv.

            ”Sophie kommer om ti minutters tid,” sagde jeg til mor.

            ”Okay,” sagde mor ligegyldigt og skar de rundstykker over, som jeg havde hentet og lagt på bordet. De få kroner jeg havde for meget, lagde jeg tilbage i mors pung.

 

Aldrig var jeg blevet færdig med min morgenmad og sat tallerken og glas i opvaskemaskinen, før der blev banket på døren.

            ”Jeg åbner,” sagde jeg højt. Jeg smuttede ud af den åbne køkkendør, og bad Sophie komme den vej ind. Det var så lang tid siden, jeg havde set hende. Hun havde fået sol, men lignede ellers sig selv.

            ”Vi matcher,” sagde hun overrasket og gav mig et knus.

            Jeg så ned af mig selv. Vi matchede rent faktisk. Sophie havde en skjorte på i grøn og blå. Min egen var rød og hvid, men ellers var skjorternes mønster mage ved hinanden.

            Sophie havde gråblå øjne og langt brunt hår. Hun plejede at have det løst eller i en fletning, men i dagens anledning var det samlet i en høj hestehale. I modsætning til mig, havde Sophie ikke briller. Jeg var selv omkring 1,72 høj, Sophie var et par centimeter mindre. Hun var fra Nebraska i USA – hendes far var fra Nebraska og hendes mor fra Danmark – og havde en svag amerikansk accent. Det var ikke meget, og det var kun, hvis hun blev ivrig, at man lagde mærke til den. Jeg tænkte sjældent over det længere.

            ”Kom ind,” sagde jeg. Sophie tog skoene af, og fulgte efter mig. Jeg gik hurtigt et smut ind i stuen.

            ”Vi går nedenunder,” sagde jeg ligegyldigt til mor.

            ”Det gør i bare,” hun sled sit blik op fra avisen. ”Havde du en god tur til… Sydafrika?” spurgte mor Sophie.

            ”Den var fed,” smilede Sophie tilbage.

 

Sophie gik først ind på mit værelse og satte sig i min kontorstol med benene over kors. Jeg lukkede døren og trykkede play på radioen med den cd, jeg nu lige havde i. Derefter satte jeg mig på min seng, efter at have ryddet mit nattøj og min dyne til side.

            ”Du plejer ikke at være så tidligt oppe den sidste dag i en ferie,” påpegede jeg, da Sophie bare sad og betragtede mig med let sammenknebne øjne.

            Hun trak let på skuldrene. ”Du ved godt, hvorfor jeg er tidligt oppe,” sagde hun. Hun smilede. Jeg så ned på mine hænder.

            ”Er det på grund af det, du har hørt i nyhederne, eller min lettere kryptiske mail?” spurgte jeg med løftede øjenbryn og mødte hendes blik.

            Sophie smilede. ”Nok begge dele,” tilstod hun.

            ”Hvordan var Sydafrika?” spurgte jeg.

            Sophie løftede det ene øjenbryn. ”Nu skal du ikke køre mig ud på et sidespor,” sagde hun en smule anklagende. ”Og det var helt fantastisk.” Hun sukkede og smilede.

            ”Fedt,” sagde jeg og smilede.

            ”Hvad tænker du på?” spurgte Sophie pludseligt, og så på mig med sine gråblå øjne.

            ”Ikke rigtig noget,” sagde jeg. Hun burde vide bedre, end at spørge om det. Spurgte man, hvordan jeg havde det, eller hvad jeg tænkte på, fik man sjældent et svar, man kunne bruge til noget.

            Sophie så længe på mig. ”Hvad skete der egentlig?” spurgte hun så.

            Jeg rynkede panden. ”Hvad mener du?”

            Hun trak let på skuldrene. ”Hvad skete der fra du fandt Jake Phillips og til du, meget målrettet, styrter ud af den bil, hvor Jake Phillips sad inde i i London, og til du, I, endte i Go’morgen Danmark.” spurgte hun med tryk på Jake Phillips.

            Jeg sukkede. ”Jeg var på vej ned for at købe ind til aftensmaden, da jeg… du ved, hørte en lyd.” jeg stoppede op og så ned på mine hænder. ”Jeg kom hjem, fik aftensmad og bla. bla. bla. Senere den aften gik jeg så en tur, forbi det samme sted. Den lyd kunne jeg ikke få ud af hovedet.”

            Sophie stoppede mig. ”Kunne det ikke ligeså godt bare have været et dyr?”

            ”Sikkert, men jeg havde bare en fornemmelse af, at det ikke bare var et dyr. Jeg hørte så efterhånden, at det var en stemme. Og så kravlede jeg ind i buskene og prøvede at finde stemmen…” sagde jeg med en næppe hørlig hvisken.

            ”Hvad nu, hvis det nu havde været en psykopat?”

            ”Hvis jeg havde tænkt på det, så var jeg nok ikke kravlet derind, vel?” spurgte jeg med løftede øjenbryn.

            ”Sikkert ikke.” indrømmede Sophie og smilede.

            ”Men jeg ringede 112…”

            ”Du mangler noget,” afbrød Sophie mig og holdt øje med min reaktion.

            ”Siden hvornår var du der også?” spurgte jeg med et slet skjult smil.

            ”Men du har ikke sagt, hvad der skete, fra du kravlede ind i buskene, og til du fandt ham.” borede Sophie videre.

            Jeg trak vejret tungt. ”Jeg fulgte hans stemme, eller, jeg vidste ikke, det var hans stemme, men jeg fulgte stemmen der sagde ’help’. Og da jeg så fandt ham…”

            ”Hvordan fandt du ham?”

            ”Du ved… jeg flyttede nogle grene, og så lå han på jorden?” Hvor ville hun hen?

            Sophie lagde hovedet på skrå.

            ”Jeg snakkede så med en fra alarmcentralen, der bad mig blive, hvor jeg var, og så gøre mig synlig når ambulancen kom. Så jeg satte mig på hug og ventede. Og så slår han øjnene op og får mig til at vælte bagover.” tilstod jeg ærligt, før jeg nåede at tænke det igennem. Hm, den kommentar havde hun ikke behøvet vide.

            Sophie lo.

            ”Hvad nu?” spurgte jeg.

            ”Ingen andre end dig, ville vælte bagover af den grund.” lo hun.

            Jeg skulede til hende med et smil. ”Hvis du bare skal grine af mig, så kan jeg da godt lade være med at fortælle, hvad der skete,” foreslog jeg. ”Og jeg blev altså rimelig forskrækket.”

            ”Nej, undskyld.” hun tog sig sammen, og stoppede med at grine. ”Og siden hvornår ville du fortælle det frivilli… fortsæt.” afbrød hun sig selv.

            Jeg så på hende. ”Han tog min hånd,” sagde jeg langsomt. Jeg kom i tanke om det, der var sket på hospitalet. Nej, jeg ville ikke fortæller Sophie, at han havde trukket mig ind mod sig. Den lille detalje var heller ikke altafgørende. Vi havde aldrig snakket om det alligevel.

            Sophie så overrasket på mig. ”Han hvad?” spurgte hun vantro.

            ”Han tog min hånd.” gentog jeg.

            ”Holy. Christ.” sagde Sophie langsomt.

            Jeg så på væggen bag hende.

            ”Hvad skete der så?”

            ”Han lukkede øjnene igen. Og så sad jeg der og ventede på ambulancen. Da ambulancen kom, ville han så ikke slippe min hånd, så jeg var på hospitalet sammen med ham. Min far og mor kom med tøj og noget.”

            Sophie mimede ordet: ’Wow’.

            ”Der var den mest irriterende læge til A. Olsen.” jeg rullede opgivende med øjnene. ”Han skulede til mig hver gang han kom ind på stuen og brokkede sig gerne over, at jeg var der.” Jeg rystede på hovedet.

            Sophie begyndte at grine. I løbet af få sekunder var vi begge flade af grin. Hvad vi grinede af, vidste jeg ikke, men det var dejligt afslappende.

 

            ”Ej, ej,” sagde Sophie stadig leende. ”Jeg vil godt høre resten.” Det tog os begge et øjeblik, før vi kunne tale sammen uden at grine.

            ”Altså, vi snakkede jo lidt sammen. Og så fik jeg hans e-mail.”

            Sophie gjorde store øjne.

            ”Da jeg så endelig kom helt hjem, havde han skrevet en mail til mig. Han spurgte om jeg skulle noget i ferien, og jeg skrev så, at jeg skulle til London.”

            ”Lad mig gætte,” brød Sophie ind. ”Der skete ikke noget i din ferie indtil London turen?”

            ”Ikke rigtig,” tilstod jeg.

            ”Så spring det over, og fortæl om London.”

            ”Right,” sagde jeg langsomt.

            Sophie så måbende på mig. ”Du er vild med ham,” sagde hun langsomt. Konstaterende.

            ”Hvad?” jeg så på hende med et lettere forvirret blik. Nej, jeg kunne ikke være vild med ham, han var bare en ven. En ven, som jeg åbenbart ikke ville snakke med nogensinde igen. Jeg slog tanken ud af hovedet, og koncentrerede mig om Sophie i stedet.

            ”Jeg kan se det på dig. Lige meget hvad der så end skete i London, så er du vild med ham.”

            Jeg sukkede og fik varme kinder. Måske havde hun ret? Jeg havde rødmet, når han havde set på mig med sine fantastiske, mørke, gådefulde brune øjne. Men kunne jeg være vild med ham?

            ”Jeg elsker, når jeg har ret,” sagde Sophie let triumferende. ”Nå, hvad skete der i London?”

            Jeg så ned på mine hænder. ”Han kom og vi mødtes. Og vi sidder så inde i den bil. Jake vil så sige noget vigtigt.” jeg stoppede op. I tvivl om, om jeg i det hele taget kunne sige højt, hvad han havde sagt.

            ”Maria,” sagde Sophie langsomt. ”Hvad sagde han?”

            ”Han sagde, at vi ikke skulle ses mere.” sagde jeg kort.

            Sophie satte sig på sengen ved siden af mig. Jeg ved ikke, hvor længe vi krammede, men det hjalp.

            ”Hvorfor skrev du det ikke til mig?” spurgte hun lavt.

            ”Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle skrive.” svarede jeg hviskende igen.

            ”Hvorfor sagde han det ikke bare før, han tog fra Danmark?” spurgte Sophie som det mest indlysende.

            ”Spørg ham om det.” Den tanke havde jeg selv leget alt for meget med.

            ”Hvordan overlevede du den uge i London?” spurgte Sophie. Hun virkede oprigtig interesseret.

            Jeg trak vejret dybt. ”Jeg ved det ærlig talt ikke,” sagde jeg stille.

            ”Men opdagede dine forældre ikke noget?”

            Jeg smilede. ”Jo, men jeg sagde, jeg ikke gad snakke om det.”

            Sophie rynkede panden og rystede let på hovedet.

            ”Hvis mor finder ud af det, så kommer hun nok med en eller anden begrundelse for, at jeg ikke skulle have gjort det.” påpegede jeg.

            ”Du siger noget.” indså Sophie. ”Jeg forstår stadig ikke, hvordan du kom levende igennem London turen. Og helt til nu uden at snakke om det.”

            Jeg trak let på skuldrene. ”Jeg har ikke tænkt på ham.” Og så var jeg god til ikke at sige, hvad jeg følte.

            Sophie så på mig med rynket pande. ”Det ved vi begge godt, at det ikke er sandt.”

            Jeg smilede. ”Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for ikke at tænke på ham. Det var grunden til, at jeg kom levende hjem fra London.”

            ”Wow,” sagde hun langsomt. ”Jeg kunne ikke klare det.” sagde Sophie ærligt.

            ”Stædighed,” sagde jeg og så på hende med et skuldertræk.

            ”Du har ret,” sagde Sophie. ”Du er vildt stædigt.”

            ”Han sagde til mig, at jeg skulle slette hans e-mail… Jeg kan ikke få mig selv til at gøre det,” indrømmede jeg næsten uhørligt, mens jeg kradsede de sidste rester af sort neglelak af mine fingernegle.

            ”Hvad har du?” spurgte Sophie vantro med store øjne.

            ”Jeg kan ikke få mig selv til det,” sagde jeg. ”Du behøver ikke give mig dårligere samvittighed, end jeg allerede har.”

            ”Undskyld,” sagde Sophie. ”Men tror du ikke, det ville være bedst, hvis du slettede den?”

            ”Jeg ved det godt,” sagde jeg. ”Det var bare som om, at det han sagde, og det han mente, var to forskellige ting.”

            Sophie rynkede panden.

            ”Jeg kan ikke forklare det.” sagde jeg, opgivende.

            ”Okay, så,” sagde Sophie. Selvom jeg ikke så på hende, kunne jeg mærke, at hendes blik hvilede på mig.

            ”Mens jeg har været væk, er der så sket noget spændende?” spurgte jeg. Mest af alt så bare for at snakke om noget andet end Jake og jeg.

            Sophie rødmede med den fineste lyserøde farve.

            ”Hvad er der så sket?” spurgte jeg smilede.

            ”Ikke noget,” sagde Sophie for hurtigt.

            ”Nu har du udfrittet mig om alt, der har med Jake at gøre, så kan du også godt sige det her.”

            Sophie sukkede.

            ”Hvad hedder han?” spurgte jeg. Hun rødmede igen, så jeg vidste, at jeg havde ramt plet.

            ”Christian,” sagde hun og kunne ikke lade være med at smile forelsket.

            ”Lad mig gætte,” sagde jeg. ”Du er virkelig vild med ham?”

            ”Kun lidt,” sagde Sophie og smilede igen. Forelsket.

            ”Så siger vi det.” sagde jeg.

            ”Ikke mere snak om mig,” sagde Sophie. ”Kan du godt lige Jake?” spurgte hun. Hvorfor borede hun i det? Jeg vidste det ikke engang selv.

            ”Hvad mener du?” spurgte jeg og smilede. Jeg så ned.

            ”Lige meget,” sagde hun. ”Det smil sagde alt.”

            Jeg sukkede.

            Sophie så på sit ur. ”Shit,” sagde hun.

            ”Hvad nu?”

            Hun rødmede. ”Jeg skal mødes med Christian.” sagde hun undskyldende.

            Jeg smilede. ”Du smutter bare.”

            ”Hvilket helt klart fortæller, hvorfor du er min bedste veninde,” sagde Sophie smilende.

            Jeg smilede. ”I lige måde.”

            ”Vi ses i morgen,” sagde Sophie halvvejs ude af døren.

            ”Vi ses,” sagde jeg efter hende.

            ”Årh jo, lige en ting til,” sagde Sophie fra døren.

            Jeg slukkede musikken og fulgte efter hende. ”Hvad?”

            ”Jeg skal klippes, så i morgen er det en ny frisure.” hun smilede før hun halvløb op af trapperne.

 

Efter Sophie var gået, sad jeg et øjeblik ubeslutsomt på en af køkkenstolene.

            ”Hvad så?” spurgte mor. Hun sad inde ved skrivebordet og tjekkede mails.

            Jeg sukkede og rejste mig op. ”Jeg cykler over til Carina,” sagde jeg.

            ”Der er aftensmad klokken seks,” sagde mor og så på mig.

            ”Jeg tager nøgle med,” sagde jeg, før jeg gik ud og tog sko på. Jeg sukkede, før jeg låste bagggangsdøren efter mig. Hvorfor havde jeg ikke skrevet til Sophie, hvad der var sket? Nu kunne jeg ikke rigtig få skubbet Jake ud af mine tanker igen. Jeg tog med et stille suk cykelhjelmen på og trillede ud af carporten.

            En tanke jeg bare ikke kunne slå ud af hovedet var, hvorfor Jake sagde det, han sagde. Mine tanker kredsede om den første aften i London. Da Jake havde givet mig et kram, havde han hvisket noget til mig. Jeg kunne ikke huske det. Det han havde sagt i bilen fyldte mine tanker. Jeg koncentrerede mig om vejen. Hvad ville dem fra min klasse ikke sige til det her?

            ”Det vil jeg ikke tænke på,” mumlede jeg uhørligt for mig selv. Selvom jeg ikke ville tænke på det, kunne jeg ikke undgå at tænke lidt på det. Jeg levede fint uden alt for meget opmærksomhed.

 

Jeg stod af cyklen, da jeg nåede over til Carinas hus. Gruset knasede under mine fødder, da jeg gik hen til hendes carport. Jeg parkerede min cykel og låste min cykelhjelm fast til den. Cykelnøglen lagde jeg i lommen på min cowboynederdel, da jeg gik op af de fem trappetrin, der førte op til hendes hoveddør. Jeg bankede på og gik ind. Døren var åben.

            ”Hej,” smilede hun. Carina og min mor, Helena, var tvillinger. Vidste man det ikke, var det umuligt at vide. Carina havde kort chokolade brunt hår og mørkebrune øjne. Min mor havde lidt lysere brunt hår og cognacbrune øjne. Jeg så på Carina. Hun havde cowboyshorts, en hvid top og en mørkerød skjorte ud over med hvide pletter.

            ”Hej,” svarede jeg.

            ”Jeg skal ned i byen. Du kan bare komme med,” sagde hun.

            ”Jeg tager bare med,” sagde jeg. Jeg gik ind i hendes næsten nye køkken, det var et halvt år gammelt. Selvom det var hvidt, mindede det mig på ingen måde om det hvide hospital, hvor jeg havde tilbragt to dage med Jake.

            ”Jeg skal lige have lukket badeværelsesvinduet, så er jeg klar,” sagde hun, før hun forsvandt ud af køkkenet. Jeg havde snakket med Carina, så hun havde hørt om London turen. Den del med Jake var jeg let og elegant sprunget hen over. Jeg havde bare sagt, at vi ikke sås mere.

            Hun havde sikkert gennemskuet, at der var noget, jeg ikke sagde om det, men hun nævnte det aldrig. En ting, jeg var hende dybt taknemlig for. Når Jesper var der, drillede de mig med det, kun på overfladen, så jeg lagde intet i det. Jeg så på hendes opvasker, der kørte, og smilede for mig selv.

            ”Hvad griner du af?” spurgte hun. Jeg havde ikke opdaget, at Carina var kommet ind i køkkenet igen.

            ”Jeg kom bare i tanke om dengang, du fik din opvasker,” smilede jeg.

            ”Hvad med dengang?” spurgte hun mens hun fandt nøgler og pung.

            ”Du kunne ikke forstå, hvorfor den ikke larmede, indtil jeg fortalte dig, at den var ’silence’.” Jeg smilede og rejste mig op, klar til at tage med Carina.

            Det tog Carina en million år at få sko på. Jeg ventede udenfor. Solen var varm. Den var den første sommerferie i meget lang tid, hvor vejret havde været godt i stort set hele ferien.

            ”Jeg kommer nu,” sagde Carina lidt efter. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...