Too Good To Be True

En historie fyldt med stereotype personer, klichéer samt et sikkert mangelfuldt plot.

1Likes
1Kommentarer
515Visninger
AA

20. Fly

Den 28. december, bunkelort om morgenen, kørte far mig til lufthavnen. Jeg fik min kuffert ud af bagagerummet, sagde farvel og ’godt nytår’ til min far, før jeg gik ind i lufthavnsbygningen. Lufthavnen var på en måde bekendt. Jeg havde fløjet herfra med mine forældre flere gange før. Nu skulle jeg gøre det alene. Jeg gik hen til skranken med billetten. Dette var første gang nogensinde, jeg ikke fejrede nytår med mine forældre og første gang nogensinde, jeg skulle flyve helt alene.

            I løbet af et par timer, sad jeg i et fly på vej til Heathrow. Flyet landede, og det lykkedes mig at finde mit fly til New York, Newark lufthavn, uden at fare vild i terminalbygningen. Jeg satte mig i mit sæde, og prøvede at slappe af. Det virkede ikke særlig godt. I løbet af tyve minutter lukkede dørene. Det blev gennemgået flysikkerhed og flyet lettede.

            Jeg havde intet i mod at flyve, og normalt glædede jeg mig til at komme frem. Et nyt sted, en ny del af verden, som jeg skulle se. Anderledes fra så mange andre gange, var jeg nervøs. Nervøsiteten aftog ikke, den blev derimod større og større jo nærmere New York, jeg kom.

            Hvorfor havde jeg sagt; ja, til det her?

            Jeg prøvede at læse, men kunne ikke koncentrere mig.

            Der blev serveret noget varmt mad, som jeg spiste lidt af. Jeg var ikke rigtig sulten, men tvang mig selv til at spise noget. Hvad der ventede mig i New York, havde jeg ikke den fjerneste idé om. Jake havde svaret på min mail og sagt, at han ville hente mig i lufthavnen. Maden blev fjernet, og jeg så en Disney film i stedet.

 

            Nervøsiteten flagrede som store vildfarne sommerfugle rundt i min mave. Jeg så ud på himlen. Overskyet. Timerne sneglede sig af sted. Anden gang vi fik noget at spise, nippede jeg kun lidt til det. Flyet lagde an til landing. Jeg ventede med at stige ud. Siden jeg sad ved vinduet, og med en tom plads ved siden af mig, havde jeg ikke travlt. Jeg rejste mig op, fandt min taske, en lille sort taske, der kun havde plads til min pung, mit pas, billet, mobil og en kuglepen samt en lille blok. Mit halstørklæde og min vinterjakke hev jeg ned på sædet ved siden af mig.

            Jeg tog min jakke på uden at lyne den, lagde halstørklædes rundt om jakkens krave, under hatten. Med tasken i min hånd, og mine handsker i mine lommer, gik jeg ud af flyet. Paskontrollen kom meget ventet.

            Der var kø.

            Sidst jeg var i New York, havde køen været overraskende lang, det tog lidt over halvanden time. I dag tog det mig tre kvarter, så var jeg igennem.

            Jeg stod ved bagagebåndet i, hvad der føltes som, hundrede år, før det begyndte at køre. Min kuffert kom heldigvis rimelig hurtigt. Jeg fik den bugseret ned fra båndet, og trillede mod exit, hvor jeg endte med at stå under en masse skilte.

            Hmm. Det havde jeg ikke tænkt på. Måske det havde været en idé at aftale, hvor vi skulle mødes. Sommerfuglene i min mave var fløjet op i mit bryst. Mit hjerte slog med samme fart som en kolibris vingeslag. Jeg så mig rundt efter Jake. Ved første øjekast kunne jeg ikke se ham nogen steder.

            Jeg trak min kuffert med hen til en væg, og fik mit halstørklæde ordentligt rundt om halsen og lynet min jakke. Selvom jeg var indenfor, var der koldt. Eller så frøs jeg bare, fordi jeg var nervøs. Mine hænder var som is, jeg vidste, at det ikke ville hjælpe det mindste at tage handsker på. Var mine fingre kolde, fordi jeg var nervøs, var det stort set umuligt at få dem varme, indtil jeg ikke var nervøs længere. Jeg tog fat i min kuffert igen, og ledte med blikket efter Jake.

 

            Mit blik fandt ham, før jeg selv opfangede det. Han stod og så på ankomsttavlerne. Upåvirket af, at der var flere, der så en anelse måbende på ham. Jeg tog en dyb indånding, tog min lille taske over min skulder. Langsomt begyndte jeg at gå over mod ham. Mit hjerte bankede for hurtigt og mine hænder var iskolde. Det føltes, som gik tiden i slowmotion, alle menneskerne rundt om var i fastforward. Hans korte sorte hår og gyldenbrune hud var præcist som, jeg huskede det. Jeg nåede op på siden af ham, før han så væk fra tavlerne.

            ”Maria?” spurgte han overrasket. Jeg indstillede mine tanker til engelsk med det samme og indprentede mig hans stemme. Jake indebar udelukkende engelsk. Sådan var det bare, og det var ikke noget jeg tænkte over. Kolibriens vingeslag, som gjorde det ud for mit hjerte, forsvandt langsomt og blev erstattet af en ny skæv rytme. Hans stemme, og varme brune, gådefulde, mystiske øjne var velkendte. Jeg havde savnet dem mere, ham mere, end jeg havde troet muligt. Måske havde Sophie ret, jeg var vild med ham? I tankerne benægtede jeg, det var umuligt.

            Jeg smilede. Han trak mig ind i et uventet knus. Wow. Jeg havde ikke forestillet mig det sådan her.

            ”Hej,” sagde jeg stille ind mod hans skulder.

 

Jake virkede langt mere afslappet, end han havde været på hospitalet. Han kørte os ind til New York City. Jeg så ingen af de mænd i sort jakkesæt. Selvom det var et halvt år siden, vi sidst havde set hinanden, føltes det som værende i går.

            På den tid det tog at køre ind på Manhattan, nåede Jake at sige undskyld ti gange. Han forklarede mig, at det var ”Dem”, der havde tvunget ham til at sige det, han sagde i London. Selvom han forklarede det for mig gentagne gange, så forstod jeg stadig ikke, hvilken rolle ”De” spillede, og hvordan det overhovedet var muligt for ”Dem” at gøre det.

            Bevidst om, at Jake ikke ville tale om ”Dem”, talte vi om noget andet. Han var mere åben, mere snaksalig nu. Min nervøsitet forsvandt hurtigt. Jeg havde savnet ham mere, end jeg havde turde indrømme overfor mig selv. Hans mørke øjne var lige så gådefulde, som jeg huskede dem. Og så alligevel helt anderledes. I sommer var det lykkedes mig ikke at rødme så ofte, når han mødte mit blik. Det var en kamp ikke at rødme nu. Selvom jeg gjorde, hvad jeg kunne, så lykkedes det mig ikke helt.

            Hver gang Jake så mig rødme, smilede han og så ud af forruden. I sommer havde han ikke smilet på samme måde. Hans smil var afslappet, han smilede af glæde. Det var trods alt bedre, end at han sagde noget, som jeg ikke havde lyst til at høre. En følelse rørte på mig. En følelse, som jeg havde undertrykt i sommer, og som jeg aldrig rigtig havde oplevet før. Selvom jeg ville, kunne jeg ikke finde et ord til at beskrive den følelse. Jeg havde aldrig følt det før.

            ”Nytårsaften skal April optræde,” sagde Jake og rev mig ud af en tankerække.

            ”April?” spurgte jeg dumt.

            Han lo og rystede let på hovedet. ”April Summer,” forklarede han med et smil og et glimt i de mørke øjne.

            ”Åh.” sagde jeg.

            ”Hun vil godt møde dig,” sagde han og så på mig, da vi holdt for rødt.

            Jeg så på ham med opspærrede øjne. ”Møde mig?”

            Han satte bilen i gear og kørte fremad. ”Ja,” sagde han.

            ”Hvorfor?”

            Han trak vejret dybt, før han svarede. ”Du kan takke hende for, at du fik den gave.” sagde han stille.

            Var han ved at sige, at han ikke selv havde haft noget med det at gøre? Med rynket pande så jeg på ham.

            Han kastede et hurtigt blik på mig, for så at rette øjnene mod vejen. ”Hun hjalp mig,” sagde han lavt. ”Det var hende, der sendte det. Hvis ”De” fandt ud af det, så havde vi på ingen måde siddet her. Jeg havde sikkert aldrig haft chancen for at sige undskyld.”

            Jeg nikkede og kom i tanke om armbåndet. Det lå i mit smykkeskrin hjemme i Danmark. Jeg havde overvejet at tage det med, men frygten for, at det ville blive væk, var for stor.

 

Hotelværelset bestod af to enkeltsenge med cirka ti centimeter imellem. Ud over sengene, var der et fladskærms-TV, en stol, et vindue ud til, en dør ind til et bad og toilet samt en dør ind til et skab. Jeg hængte min jakke op i skabet, og satte mine vinterstøvler under. Min lille taske lagde jeg på bordet under tv’et. Jeg satte mig på sengen, og kvalte et gab.

            ”Træt?” spurgte Jake og satte sig ved siden af mig.

            ”New York er seks timer efter dansk tid, og jeg var oppe klokken halv fire dansk tid. Lidt.” sagde jeg og så på ham.

            Han smilede. ”Jeg kender det godt.”

            Jeg nikkede og så ud af vinduet. ”Hvordan kunne du huske, at jeg har drømt om at holde nytår på Times Square?” Det havde jeg tænkt en hel del over de sidste tre dage.

            Han trak på skuldrene. ”Det ved jeg ikke,” han smilede. ”Jeg havde overvejet, hvad jeg kunne gøre, for at tale med dig igen. New York virkede som den perfekte løsning.”

            ”Hvorfor?” spurgte jeg, stadig med blikket rettet mod vinduet. Måske sagde han noget. Jeg hørte det ikke.

            Jake tog min hånd, og fik min udelte opmærksomhed. Hans hud var varm mod mine kolde hænder. ””De” lader mig være mellem jul og nytår. Mere eller mindre lige meget, hvad jeg laver.” sagde han stille. ”Lige meget hvad, så vil jeg ikke, at du bliver ramt af noget, der udelukkende er rettet mod mig.” forklarede han.

            ”Okay,” sagde jeg uhørligt og prøvede at undgå hans meget mørke brune øjne.

            Jake så på sengene bag os. ”Jeg har hørt, at ”De” vil lade mig være indtil min fødselsdag denne gang.” sagde han lettet uden at se på mig.

            Jeg smilede stille. ”Plejer ”De” ikke at gøre det?” spurgte jeg forsigtigt, usikker på, om han ikke ville tale om det.

            Jake så på mig med rynket pande. ”Det har ”De” aldrig gjort før.” sagde han stille.

            ”Wow,” hviskede jeg uhørligt. Alt det han havde skrevet om ”Dem”, gav en lille smule mere mening nu. Ikke meget, men en lille smule.

 

Jeg skiftede til nattøj, børstede tænder og satte mig på sengen med dynen over mig. Jake kom ud fra badeværelset i en T-shirt og shorts, begge ting i sort. Han satte sig på den anden seng i skrædderstilling og så på mig.

            ”Jeg er ked af det, der skete på hospitalet,” sagde han med dårlig samvittighed i stemmen.

            Jeg smilede og pillede fraværende ved dynenes kant. ”Det er okay.” jeg trak på skuldrene. ”Ved du hvorfor, du gjorde det?” spurgte jeg ud i det blå. Han havde sagt undskyld for det tre gange før. Jeg havde bare aldrig spurgt om, hvorfor han havde trukket mig ind mod sig. Det overraskede mig, hvor åben jeg var. Jeg mindedes ikke, at det var sket før.

            Han rynkede overrasket panden og smilede. ”Nej,” sagde han tøvende. Hans blik afsøgte mit. Sikkert for at få svar på, hvorfor jeg spurgte.

            ”Men du har en idé om det?” spurgte jeg med let rynket pande.

            Han rynkede panden i overraskelse. ”Normalt, hvis det overhovedet er normalt, så bliver jeg fundet, kommer på hospitalet og kommer hjem. Jeg er altid alene.” han trak tøvende vejret, stadig med sit blik låst fast til mit. Det tog alt i mig ikke at rødme. Hans måde at sige det på, afsluttede enhver anden form for samtale.

            Jeg nikkede og lagde mine briller på det lille natbord ved siden af sengen.

            ”Godnat, Maria,” sagde Jake stille ved siden af mig. ”Og tak, for at ville mødes med mig.”

            ”Godnat,” svarede jeg stille. ”Og det var så lidt.” hviskede jeg genert og bed mig i læben.

            Han slukkede lyset. Jeg trak dynen op over min skulder og faldt udmattet i søvn, før jeg hørte Jake lægge sig ned.

 

Jeg havde det varmt. Langsomt strakte jeg mine ben ud. Jeg prøvede at bevæge mine arme for at slå dynen til side. Mine arme var låst fast. Jeg slog øjnene op, og så ned af mig selv.

            Jakes arme lå rundt om mig som en jernring. Klokken kunne jeg lige akkurat ane på det digitale ur. Den var lidt over syv. Jeg smilede for mig selv, men gjorde ikke noget større forsøg på at bryde fri fra hans jerngreb. Han ville vågne af sig selv. På et tidspunkt. Uden at gøre noget, lå jeg og trak vejret, lyttede til Jakes vejrtrækning og ventede, til han besluttede sig for at vågne.

            Jeg kunne ikke mærke nogen revne mellem sengene, og min egen seng var ikke ingen for mit synsfelt. Ergo måtte Jake ligge på revnen, og i ’min’ seng.

            Jeg tænkte tilbage på aftenen før. Vi havde spist på en lille café tæt på hotellet. Det var først på det tidspunkt gået op for mig, at Jake var kendt. Der kom flere hen til ham, og spurgte om et billede. Antallet billeder jeg havde taget af Jake og en fan, var hurtigt blevet stort.

            Det tog Jake omkring en halv time at vågne. Jeg kunne høre hans vejrtrækning ændre sig, og dernæst et overrasket gisp.

            ”Godmorgen,” mumlede jeg på engelsk ud i luften. Han havde så stramt fat i mig, at jeg ikke kunne dreje mig.

            ”Godmorgen,” sagde Jake en smule desorienteret bag mig.

            ”Har du sovet godt?” spurgte jeg. Jeg smilede ud i luften. Selvom Jake var vågen, havde han ikke gjort det mindste for at give slip på mig. Det overraskede mig, at jeg godt kunne lide, at ligge i hans arme.

            ”Ja,” sagde han tøvende. ”Du plejer at være mere ivrig efter at få mig til at slippe dig,” påpegede han stille.

            Jeg bed mig i læben og kunne mærke mine kinder blive varme. Jake strammede grebet en anelse om mig, og trak mig på den måde endnu tættere ind mod sit bryst.

            ”Måske,” hviskede jeg uhørligt. Han havde ret, hvorfor havde jeg ikke sagt noget? Hvorfor havde jeg ikke vækket ham? Hvorfor havde jeg ikke haft lyst til at vække ham?

            Måske havde det noget med den følelse at gøre. Den følelse, som jeg ikke helt kunne klassificere. Den følelse, som Sophie måske havde prøvet at gøre mig opmærksom på for så længe siden. Den følelse, der gjorde, at det føltes vidunderligt, når han holdt om mig.

            Jake slap mig og drejede mig rundt, så jeg lå på ryggen og så lige op i hans mørke øjne. Jeg kunne mærke følelsen røre på sig. Den følelse, som jeg ikke kunne sætte ord på, baskede vildt med vingerne inden i mig. Vi så hinanden i øjnene i et uendeligt øjeblik. Ingen af os gjorde mine til at se væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...