Too Good To Be True

En historie fyldt med stereotype personer, klichéer samt et sikkert mangelfuldt plot.

1Likes
1Kommentarer
515Visninger
AA

23. Et billede

”Maria?” sagde Jake forsigtigt.

            ”Hvad?” spurgte jeg, og børstede energisk mit hår færdigt.

            ”Der er noget, jeg synes, du skal se,” sagde han.

            Jeg brød mig ikke om hans tonefald, så jeg børstede mit hår hurtigt, før jeg gik ind til ham. Han sad på sengen med sin computer. Jeg satte mig ved siden af ham og så på skærmen. Den var gået i sort.

            ”Ricky sendte en mail til mig.” sagde han og glattede sin pande ud. ”Jeg skulle hilse,” sagde han med et smil.

            ”Du må hilse igen,” sagde jeg. Det var ikke det, jeg havde regnet med, at han ville sige.

            ”Du skal se det her billede,” sagde han og fik liv i computeren igen. Hans baggrundsbillede tonede frem på skærmen. Det var et billede af mig. Stående med sne hvirvlende rundt om mig, og med et fjoget smil på læben. Det var fra i går aftes.

            ”Er jeg dit baggrundsbillede?” spurgte jeg vantro.

            Jake så på mig med et blødt blik. ”Hvad skulle det ellers være?” spurgte han med et smil.

            Jeg trak på skuldrene, bed mig i læben og kæmpede for ikke at rødme.

            Hans pande fik rynken igen, da han åbnede sin mail. Et billede af et kys. Et kys mellem mig selv og Jake fyldte skærmen.

            ”…” jeg ville sige noget, men vidste bare ikke hvad.

            ”Det ligger åbenbart over alt på nettet.” sagde Jake forsigtigt og prøvede at tolke min reaktion.

            ”Hvad?” spurgte jeg vantro. Jeg ville ikke tro det. Hvorfor? Okay, blitzen havde været der. Men overalt? Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det her?

            ”Noget siger mig, at det var blitzen fra i nat.”

            Jeg åndede tungt ud og så væk fra billedet på Jakes computerskærm. Hvorfor havde han ikke sagt, at det kunne ske? Hvorfor havde jeg ikke set det komme?

 

Dagen gav ingen mening for mig. Hvorfor havde han ikke sagt noget, og hvorfor havde jeg ikke set det komme? I lufthavnen hjalp Jake med at tjekke min kuffert ind. Han fulgtes med mig al den vej, det var muligt. Vi sagde ikke meget, men gik bare hånd i hånd gennem lufthavnen. Hans hånd var brændende varm mod mine kølige fingre.

 

            ”Hvorfor sagde du ikke, at det kunne ske?” spurgte jeg. Overrasket over, at jeg sagde det, og stedet jeg sagde det. Vi sad og ventede på, at jeg kunne gå til terminalen.

            Jake så på mig. Vi havde snakket sammen, bare ikke om det. ”For at være ærlig, så tænkte jeg ikke over det.” svarede han, igen ærligt.

            Jeg sukkede lydløst. ”Du vidste, der var en mulighed for, at det kunne ske.” hviskede jeg. Jeg så på de mennesker, der gik forbi de stole, vi sad i.

            Jake så på mig med et mørkt blik. ”Jeg tænkte ikke over det,” gentog han.

            Jeg så ned i jorden.

            ”Hvad forventer du, at jeg siger?” spurgte han lidt efter. Hans stemme havde et strejf af panik.

            Jeg så på ham. ”Jeg ved det ikke.” tilstod jeg. ”Jeg… du burde have vidst, at det kunne ske.” hviskede jeg. Mest til mig selv.

            ”Maria, jeg har levet på den her måde i flere år nu. Jo, jeg vidste det nok godt, at det kunne ske, men… Det er sjældent, at et billede bliver taget så åbenlyst. Blitz. Det er kun til arrangementer, at der bliver brugt blitz.” forklarede han. Hurtigt og lavt.

            ”Hvorfor sagde du så ikke til mig, at der sikkert var nogen, der ville tage billeder?” spurgte jeg opgivende.

            Jake så overrasket på mig. ”Jeg havde ikke tænkt på det.” sagde han stille.

            Jeg så på ham. Prøvede at forstå det, han sagde.

            ”Det er vel det samme som når man svømmer. Man siger ikke, at man kan risikere at få vand i øjnene. Måske for man det, måske ikke. Når man har svømmet nok, så tænker man ikke over det længere.”

            ”Men man ville måske sige det til en, der ikke havde prøvet at svømme før,” mumlede jeg.

            Jake tog min hånd. ”Maria, jeg er ked af det,” sagde han oprigtigt.

            Jeg nikkede. ”Det gør ikke noget,” sagde jeg. Jeg kunne mærke, at jeg mente det.

            Skærmen med flyafgange rykkede på sig. Min afgang viste sig, og jeg kunne se, at jeg kunne gå mod gaten. Jake fulgte med. Ingen af os sagde noget. Tavsheden var både behagelig og rungende.

 

Jake stoppede mig lidt væk fra gaten og uden for hørevidde af andre passagerer.

            ”Sidst jeg var sammen med nogen, en ven, som ikke vidste det her, med paparazzier, det var før, jeg selv blev en del af det. Jeg tænkte ikke over det, fordi jeg tænkte på alt muligt andet.” han stoppede kort op. ”Dig, blandt andet.”

            Jeg rynkede panden. ”Mig?” spurgte jeg tvivlende.

            Han nikkede alvorligt.

            Selvom jeg godt ville tro det, kunne jeg ikke. Hvorfor skulle han tænke så meget på mig? ”Hvorfor?” spurgte jeg. Idet jeg havde sagt det, fortrød jeg.

            Han så på mig med store øjne. ”Maria,” sagde han langsomt, og udtalte omhyggeligt mit navn. ”Ricky og April har prøvet at sige det en million gange. Det er bare først nu, det er gået op for mig. Jeg er forelsket i dig,” sagde han med en næppe hørbar hvisken. Hans blik brændte sig ind i mit. Han mente det virkelig?

            ”Alle passagerer med fly …. bedes gå til gaten.” sagde en knasende stemme i en højtaler. Jeg hørte ikke tallene, jeg lyttede ikke efter tallene.

            Hvor lidt jeg end havde lyst til det, blev jeg nødt til at gå. Hvad jeg dernæst gjorde, var som en ’ud-af-kroppen’-oplevelse. Jeg tog Jakes ansigt mellem mine hænder, og kyssede ham. Det overraskede mig totalt, at jeg lige havde gjort det. Endnu mere overraskede det mig, hvor meget jeg følte, at jeg stod og så mig selv gøre det.

            Jake lagde armene om mig, og trak mig tættere ind mod sig. Jeg hørte en masse klik tæt på. Hvem kunne leve med det? Jeg trak mig væk fra Jake og bed mærke i, at jeg havde tårer i øjnene.

            Jake så på mig med et blik, jeg ikke kendte. ”Hvad er der?” spurgte han hviskende, og ignorerede fuldstændig den fotograf, der lige havde taget et billede.

            ”Hvordan kan du leve med det?” spurgte jeg med en hvisken. Jeg kæmpede for at holde tårerne tilbage.

            ”Leve med hvad?” spurgte han. Han granskede mit blik, og tørrede en vildfaren tåre væk fra min kind. Hans finger mod min kind efterlod en sitrende fornemmelse.

            ”Hvordan kan du leve med, at der hele tiden er nogen, der snager i dit privatliv?” spurgte jeg igen, min stemme knækkede over.

            ”Det er en del af det,” sagde hans forsigtigt.

            ”Og du må endelig ikke give slip på det, du laver. Du elsker det,” sagde jeg. Sandheden i mine egne ord overraskede både ham og mig.

            ”Men hvis jeg mister dig?” han havde opfanget det, jeg ikke sagde; at jeg ikke kunne leve med det.

            ”Du lever din drøm ud,” sagde jeg. ”En drøm, som jeg ikke er en del af.” så snart ordene havde forladt min mund, gik det op for mig, hvor sande de var. Hvorfor havde vi den her samtale her? I en lufthavn?

            Han rynkede panden. ”Hvad prøver du på at sige?” hviskede han. Panik strejfede let hans kønne stemme.

            ”At det ikke er meningen, at vi skal være venner,” jeg trak vejret dybt. ”Eller mere end venner.” tilføjede jeg, da jeg kom i tanke om, at han havde sagt, at han var forelsket i mig. Hvordan kunne det være muligt? Jeg var bare en almindelig pige. Han var… han var ham.

            Jake rystede langsomt på hovedet uden at slippe mit blik. ”Det kan du ikke mene,” hviskede han. Hans stemme knækkede over, hvilket kun gjorde det sværere for mig ikke at græde.

            ”Jeg er ked af det,” sagde jeg, og flyttede hans hænder.

            Han sagde ikke noget, men så bare efter mig, da jeg gik. Jeg havde ikke lyst, men så alligevel tilbage på ham, før jeg afleverede min billet. Han så både forvirret og såret ud. Jeg bed tænderne sammen og så væk. Jeg kunne ikke klare at se på hans fortabte udtryk. Hvorfor havde jeg gjort det? Jeg smilede stift til damen, der gav mig min billet og pas tilbage, før jeg gik ud til flyet.

            Uden at registrere omgivelserne omkring mig, fandt jeg mit sæde. Jeg tog min jakke over mig, og spændte sikkerhedsbæltet over jakken. Uden at følge med i nogle instrukser overhovedet, så jeg Jakes sårede og overraskede udtryk for mit indre blik. Jeg kunne ikke leve i den verden, han levede i, og han måtte ikke give det op på grund af mig. Han udlevede sin drøm. Det skulle han blive ved med.

            Med Jakes triste, fortabte udtryk som mit indre billede, faldt jeg i en urolig søvn i flyet. Vi skulle ikke ses igen. Jeg havde mødt ham. Det var for godt til at være sandt, og dette var måden, det måtte ende. Ikke kun for mig, men for os begge to. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...