Too Good To Be True

En historie fyldt med stereotype personer, klichéer samt et sikkert mangelfuldt plot.

1Likes
1Kommentarer
513Visninger
AA

10. "Dem"

Der blev banket på døren, med to hårde, stive, afmålte bank. Jake rettede sig op. Han var anspændt, og for første gang, viste han ikke, hvor ondt det gjorde, når han bevægede sig. Døren gik langsomt op. Jake strammede grebet om min hånd, til det gjorde ondt. Blev han ved, ville mine fingre også føles som isblokke, hvis de ikke allerede var iskolde. Havde det ikke været, fordi han var så anspændt, havde jeg sagt noget.

            Døren gik helt op, og ind trådte en mand. Han havde sort jakkesæt på, hvid skjorte og sort slips. Selvom han var indenfor, havde han sorte solbriller på. Bare hans fremtoning fik mig til at gyse let. Han var mindst et hoved højere end mig, muskuløs, og vidste ikke én eneste følelse i hele ansigtet.

            Med ét blev jeg pludselig bange for ham. Ikke på grund af hans udseende. Mere grundet hans udstråling og væremåde. Han virkede reserveret og fuldstændig kold, som kunne verden bryde i flammer rundt om ham, og han ville stadig opføre sig helt cool. Han sagde ikke noget, han stod bare og så på os. Ha han havde solbriller på, kunne jeg end ikke se, hvor han så hen, men hans ansigt var vendt i retning af os. Han havde en skaldet isse, og var glatbarberet. Efter et par sekunder med en ubehagelig, larmende knappenåls stilhed, tog han et skridt frem mod Jake. Lyset blev næsten reflekteret på hans skaldede isse.

            ”Du ved godt, hvad det her kommer til at indebære,” sagde manden lavt til Jake på engelsk, lavmælt, køligt og helt igennem gennemtænkt. Det var virkelig uhyggeligt. A. Olsens skulende blikke havde givet mig gåsehud. Mandens væremåde ville sikkert give mig mareridt.

            ”Jeg har ikke gjort noget galt,” hvæsede Jake vredt tilbage. Anspændtheden var forsvundet. Han holdt krampagtigt fast i min hånd, hvilket kun gjorde den endnu koldere.

            ”Det taler vi om senere,” sagde manden til Jake, og så på mig gennem solbrillerne. Selvom jeg ikke kunne se hans øjne, gøs jeg alligevel let. Det blik var uhyggeligt.

            ”Skift til det her,” beordrede manden Jake, og gav ham en bunke mørkt tøj.

            Jake brummede noget uhørligt som svar. Manden så på os, før han elegant drejede om på hælen, og forsvandt ud af døren med lange afmålte skridt. Så snart døren havde sagt et lille ’klik’, efter manden var gået ud, trak Jake vejret dybt og lod sig falde bagover mod madrassen. Dog uden at løsne grebet i min hånd. Jeg så på ham.

            ”Hvad gik det ud på?” spurgte jeg forsigtigt, prøvende. Langsomt prøvede jeg at få ham til at slippe det faste tag i min hånd, ved brug af min anden hånds fingre. Det var som at rokke en stor sten, umuligt.

            Han så på mig med et forpint blik. ”Du vil ikke vide det.” sagde han stille. Han skar en grimasse, og rettede sig op igen.

            ”Hvis du går nogen steder, så måske du skulle slippe min hånd?” foreslog jeg stille.

            Han så smilende på mig med et trist blik i de hemmelighedsfulde brune øjne. ”Er du sikker?” spurgte han. ”Dine fingre er som is,” han lo let. ”Det har de faktisk været al den tid, du har været her,” tilføjede han med et smil.

            Jeg så ned og bed mig i læben. Igen blev jeg bange for, at jeg ville rødme. Han slap min hånd, hvilket fik mig til at se op. Overrasket. Uden at se i min retning, rejste han sig langsomt op fra sengen. Han tog det tøj, manden havde givet ham, med og forsvandt ud af døren.

            I et par sekunder sad jeg bare helt stille, før jeg samlede mine ting sammen. Jeg tog mine sandaler på, og satte mig på kanten af Jakes seng med mine ting liggende i fodenden. Det var en af de første gange, hvor Jake var gået, uden først at sikre sig, at jeg blev, hvor jeg var. Jeg stirrede ind i væggen, da jeg hørte døren blive åbnet. Jake kom gående ind i mørke jeans, en sort T-shirt og mørke lukkede sko. Han virkede meget større, nu hvor det hvide ikke længere omringede ham. Som han så ud nu, lignede han mere den person, som jeg havde set på billedet. Kølig og afmålt. Reserveret.

            ”De mænd, der kører mig til lufthavnen, kører dig hjem,” sagde han langsomt, før han satte sig på sengekanten ved siden af mig. ””De” kan godt virke lidt skræmmende, men ”De” gør ikke dig noget.” sagde han. Jeg lagde mærke til den måde, hvorpå han lagde tryk på ”De”, hvem end et så var. Måden han sagde, at der ikke skete mig noget, indikerede helt hundrede, at der ville ske en anden noget. Jeg håbede ikke, det var ham, ikke efter hvad han lige havde været igennem.

            Jeg så en smule forskrækket på ham. ”Hvad mener du?” spurgte jeg stille.

            Han drejede hovedet, så ned på mig og mødte mit blik. Et lille smil spillede i hans mundvige, men han svarede ikke.

            ”Hvor kender du ham manden i jakkesættet fra?” spurgte jeg lidt efter.

            Jake så på mig med et gådefuldt blik. ”Det kan jeg ikke forklare nu,” sagde han bare. Han tog min hånd igen i et løst greb. Hvorfor, forstod jeg ikke.

            Det bankede på døren igen. To korte, hårde hurtigere bank, og manden i jakkesættet kom ind. ”Nu,” sagde han skarpt og iskoldt.

            Jake rejste sig langsomt, og hev mig med op. Manden med jakkesættet værdigede mig ikke et blik, men åbnede døren for os. Jeg tog mine ting, og fulgte efter Jake. Rettere sagt, Jake trak mig med efter sig. Kunne jeg selv vælge, ville jeg nok have foretrukket at gå en helt anden vej, end den vej manden gik.

 

Vi gik hen mod elevatoren, og tog den ned i kælderen. Derfra gik vi på nogle affolkede gange, før vi kom ud i noget, der mindede om en baggård. Der holdt en sort bil med tonede ruder, en Audi hvis jeg ikke tog meget fejl. Manden med jakkesættet så på mig.

            ”Skal jeg tage dine ting?” spurgte han. Hans stemme var iskold, også selvom han sikkert prøvede at lyde venlig. Ud af øjenkrogen så jeg på Jake. Han så skiftevis ned på mig og på, hvad manden i jakkesættet lavede.

            ”Det er bare, så det ikke fylder på bagsædet,” forklarede han. ”Du får dem igen, når du kommer hjem.” forklarede manden.

            Jeg gav ham mine ting, som han lagde om i bilens bagagerum. Han åbnede bildøren for os, og smilede anstrengt. Jake trak mig med hen mod døren. Jeg satte mig ind først. Da Jake lige havde sat sig ind, blev døren lukket udefra. Mellem for og bagsæder, var der en fiberplade af en art. Jeg kunne se de to mænd foran snakke lavmælt sammen, men kunne ikke høre et ord af det. Bilen startede med at køre, før jeg nåede at spænde mig.

            ”Du behøver ikke bruge sele,” sagde Jake med en hvisken ved siden af mig. Han holdt stadig krampagtigt fast i min hånd.

            Jeg så spørgende på ham.

            Han smilede et trist smil. ”Det er ikke nødvendigt.” Underligt. Siden manden i jakkesættet var kommet, havde Jake mistet alt, der havde med smil at gøre.

            Efter vi havde kørt i ti minutter, gjorde bilen et holdt. Jeg så ud af vinduerne. Der var en stor grusplads, med et lagerhus af en art, omkring hundrede meter væk. Manden med jakkesættet åbnede døren i min side af bilen. Jake havde stadig fat i min hånd, så det var en smule besværligt at komme ud.

            ”Hvis I vil følge med,” sagde manden i jakkesættet. Han gjorde en gestus med hånden. Uden at gå for hurtigt, ledte han vej hen til lagerhuset. Selvom skolen skinnede fra en blå himmel med små hvide lammeskyer, havde jeg det pludseligt koldt.

 

            Vi nåede lagerhuset kort tid efter. Jake strammede grebet i min hånd, da vi nærmede os. For en gang skyld generede det mig ikke. Mine hænder var iskolde i forvejen og kunne umuligt blive koldere. Manden i jakkesættet fandt et nøglebundt frem, og låste den enorme hængelås op, der åbenbart udgjorde låsen for huset. Han åbnede døren, og lod os gå ind først. Langsomt trådte han ind bagefter os, og lukkede døren på klem. Lagerhallen var iskold. Gulvet var af rå beton. Langs den ene væg, stod der opstillet flere forskellige træningsmaskiner, end hvad jeg før havde set på en gang før. Ikke to af dem var ens. Op af væggen overfor, lå der to madrasser med et tæppe smidt over. Den måde de lå på indikerede, at der var en eller nogen, der havde sovet der. Jeg gøs let ved tanken om, hvem det kunne være.

            Overfor, indgangen og hvor vi stod, var der nærmest bygget et lille rum ud. Jeg kunne ikke se nogen dør, men gættede på, at den var på siden af det firkantede rum. I loftet var der hængt lamper med neonrør op. Bevægede jeg mig det mindste, så Jake ned på mig.

            ”Vent her,” sagde manden i jakkesættet, før han forsvandt ud af rummet igen.

            Jake trak vejret tungt. Jeg så op på ham. Han så hen over hovedet på mig, og rundt i lagerhallen. Af en diffus grund, havde jeg en fornemmelse af, at Jake havde været her før. Han mødte mit blik.

            ”Jeg ved godt, jeg har sagt det,” begyndte han stille. ”Men, tak, fordi du var der.” han smilede et varmt smil.

            ”Det var så lidt,” sagde jeg stille, også selvom jeg ikke vidste, hvorfor han sagde tak.

            ”Jeg kommer til at savne dig, Maria,” sagde han bagefter. Jeg så op på ham, overrasket.

            ”Jeg kommer også til at savne dig,” sagde jeg næsten uhørligt. Da jeg havde sagt det, kunne jeg mærke, at jeg mente det, mere end jeg havde regnet med. Han smilede og slap min hånd. Det overraskede mig et kort øjeblik, før Jake trak mig ind mod sig i et knus. Jeg stivnede et kort øjeblik, før jeg lagde armene om hans talje og krammede tilbage. I al hemmelighed ønskede jeg, at det knus aldrig ville høre op. Det var vist aldrig sket før, men det var en rar følelse.

 

Jake tog min hånd, og varmede ubevidst mine iskolde fingre. Pakhuset, eller hvad det nu var, var iskoldt. Han måtte da bemærke, at mine hænder var koldere end normalt?

            ”Du kan godt slippe min hånd nu,” sagde jeg stille og smilede genert til Jake.

            Han så ned på mig.

            ”Jeg forsvinder ikke,” påpegede jeg.

            Han smilede og strammede grebet i min hånd en anelse. ”Det giver en falsk form for tryghed,” sagde han.

            ”Men hvad er der at frygte her?” spurgte jeg og så på ham. Hans mørke øjne blev pludselig endnu mere mørke og gådefulde. Helt fremmede.

            Han så hen over hovedet på mig. ”Så mange ting,” hviskede han uhørligt. Jeg drejede hovedet, og så hvor han kiggede hen. Mit blik faldt på de lurvede madrasser. Jeg gøs.

            ”Hvad nu?” spurgte han og så på mig.

            ”Bare tanken om, hvem der mon har lagt der,” sagde jeg stille.

            ”Du har ikke lagt der, så du kan vel være ligeglad.” sagde Jake hårdt. Hans tonefald overraskede mig.

            ”Det er lige meget, hvem der har ligget der, ingen burde ligge et sted som her, ikke med mindre de selv har valgt det.”  

            Jake smilede et trist smil. Der gemte sig noget i det blik, jeg kunne bare ikke få ud af ham hvad.

            ”Kender du det her sted?” spurgte jeg stille, og holdt øje med hans reaktion.

            Han undlod at se på mig, men stirrede fortsat hen over hovedet på mig.

            Jeg stillede mig på tæer, og mødte hans blik. ”Jeg spurgte dig om noget,” påpegede jeg stille. Det overraskede mig, at jeg gjorde det. Han så ned, og undgik på den måde mit blik.

            ”Jeg kender ikke det her sted,” sagde han følelsesløst. Selvom han sagde, at han ikke kendte stedet, følte jeg, at han løj. I stedet for at sige noget, nikkede jeg. Langsomt.

            Døren blev åbnet. Først troede jeg, det var den samme mand, han havde helt magen til tøj på som den anden, men manden, der trådte ind af døren, var mindre. Hans isse var stadig skaldet, men modsat den anden mand, havde han en anelse skægstubbe.

            ”Bilen er kommet,” sagde han. Hans dybe stemme gav ekko i den næsten tomme hal. Uden ord trak Jake mig med ud igen. Solen varmede mig, og fik mig til at slappe en anelse af. Jeg havde ikke lagt mærke til det før, men nu så jeg, at jeg havde gåsehud på mine bare arme og ben.

            Solens stråler nåede ikke at varme mig særlig længe. Vi nåede over til bilen, og satte os ind uden ord. Så snart de mænd i sorte jakkesætter var til stede, sagde Jake ikke et ord. Jeg selv var for genert til at sige noget. I stedet så jeg ud af vinduerne og tænkte over den hal, vi lige havde været inde i. Jeg troede aldrig, jeg havde set Jake så distanceret og indelukket. Men okay, jeg havde kendt ham i tre dage, to en halv, så der var et hav af ting, jeg ikke vidste.

 

            Hurtigere end jeg troede muligt, stoppede bilen.

            ”Jeg bærer hendes ting ind,” sagde Jake hurtigt, før han hev mig med ud af bilen.

            ”Okay,” mimede jeg for mig selv og fulgte efter Jake.

            Jake slap min hånd, da vi kom ud af bilen, åbnede bagagerummet og tog mine ting ud. Jeg tog min computertaske, mens Jake stædigt insisterede på at bære den pose med mit tøj.

            Jake tog ikke min hånd igen. Jeg sagde ikke noget, men skævede bare til ham. Han så ligefrem. Jeg gik foran ind i carporten og åbnede baggangsdøren. Jake fulgte lydløst med mig ind. Han satte posen på bordet i baggangen, og tog fat i mit håndled. Det var ikke hårdt eller noget, det var bare så han fik min opmærksomhed. Jeg så på ham i samme øjeblik, som han trak mig ind mod sig i et knus. Det kom som en overraskelse for mig.

            ”Jeg kommer til at savne dig, mere end du aner,” hviskede han ned i mit hår. Han slap mig alt for hurtigt. ”Jeg skriver til dig,” sagde han med et lille smil.

            ”Vi ses,” sagde jeg. Jeg havde ikke lyst til, at han skulle gå. ”Jeg kommer til at savne dig,” tilføjede jeg, da han var ude af døren. Jeg stirrede tomt ud i luften efter Jake.

 

            ”Maria?” spurgte min mor inde fra stuen.

            ”Ja, det er mig,” sagde jeg. Jeg opgav at se ud efter bilen. De mænd i jakkesæt kørte i det sekund, døren var lukket. I stedet låste jeg døren og tog mine ting med ind i køkkenet, og derfra videre ind i stuen. Jeg dumpede dem på gulvtæppet i stuen og så, hvor min mor sad.

            ”Er han kørt?” spurgte min mor. Hun sad i sofaen og læste et ugeblad.

            ”Jeps,” sagde jeg. ”Jeg går ned på mit værelse.” tilføjede før hurtigt, før jeg forsvandt med mine ting.

            ”Jesper er nedenunder,” sagde min mor halvhøjt efter mig. Hvorfor skulle jeg vide det?

            ”Okay,” sagde jeg og forsvandt ned af trapperne. Min mor havde ikke behøvet fortælle mig, at Jesper var hjemme. Så snart jeg nåede to skridt ned af trappen, kom musikken fra hans værelse mig i møde. Jeg sukkede og gik hele vejen ned i kælderen. Det tøj, der skulle vaskes, smed jeg ned i vaskerummet, før jeg irriteret bankede på Jespers dør.

            ”Hvad?” spurgte han, da jeg så ind.

            ”Skru ned,” sagde jeg.

            I ren provokation skruede han op, før han skruede ned for musikken. Jeg lukkede hans dør efter mig, før jeg gik ind på mit eget værelse. Døren ud til gangen lukkede jeg, før jeg åbnede halvdelen af min todelte dør ud til svalegangen. Selvom der var gået et par dage, var vejret stadig fantastisk. Jeg satte min computer på plads, og satte strøm til den. Samme formiddag havde jeg slukket den. Da jeg startede den op, skulle den selvfølgelig opdatere.

            Jeg tændte for strømmen, så min computer ladede op. I mellemtiden fandt jeg en cd frem. Bag min hvide kommode for hovedenden af min seng, havde jeg et bjerg af cd’er. De fleste af dem var i hvide kasser, som jeg havde fået fra IKEA engang. Efterhånden som jeg hørte dem, og ikke satte dem ned i kasserne igen, blev der dannet en pænt høj stak.

            Normalvis var der ti cd’er, der lå fremme. I øjeblikket var der dobbelt så mange. Jeg så på den øverste cd i stakken, før jeg startede den. Den sad allerede i min afspiller. Jeg satte Random Repeat All på, før jeg satte mig ved min computer. Den var klar, og ventede på, jeg låste den op. Jeg skrev min kode. Uden at foretage mig noget, lyttede jeg til cd’en, og så på mit baggrundsbillede.

            Hvorfor havde Jake været så hemmelighedsfuld? Så gådefuld. De mænd i jakkesættet, havde han helt klart været… både bange for og vrede på. Jeg kunne ikke finde ud af hvorfor. Mindst af alt kunne jeg ikke forstå, hvorfor han ville have mig til at blive der på hospitalet. Jeg var bare en helt almindelig pige. Hvad var der så specielt ved mig?

 

Tankerne kværnede rundt i hovedet på mig. De to knus jeg havde fået af ham, havde sluttet for tidligt. Det gik langsomt op for mig, at jeg savnede ham. Virkelig savnede ham, og der var kun gået et par minutter. Godt nok havde vi kun snakket sammen i to dage, men han havde fået større betydning i mit liv, end jeg havde troet var muligt på så kort tid.

            Jeg hvilede mit hoved i mine hænder og lukkede øjnene. Hans varme, fantastiske, mystiske, brune øjne. De føltes så virkelige. Mine kinder blev varme. Jeg åbnede øjnene, og gik ind på MSN. Websiden var kun lige blevet indlæst, da et billede af Jake dukkede op. Jeg scrollede ned under det for at læse overskriften på artiklen.

 

 

            Jake Phillips fundet i Danmark

 

            Jeg gad end ikke læse artiklen. I stedet åbnede jeg min e-mail. Der blev banket på min dør, før jeg nåede at skrive mit kodeord.

            ”Kom ind,” sagde jeg ligegyldigt og så over mod døren.

            ”Vi skal til London, og vi rejser onsdag morgen,” sagde min mor. ”Begynd at smid det tøj til vask, som du skal have med.”

            Jeg sukkede og smilede. ”Det skal jeg nok,” svarede jeg. Hun lukkede døren efter sig. Det var så typisk min mor. Før jeg fandt Jake, havde hun allerede lavet en pakkeliste. Jeg havde selv skrevet den ind i Excel et par år tidligere. Nu printede hun den ud, hver gang vi skulle på ferie og fik den udfyldt så god tid i forvejen som muligt.

            Jeg vendte min opmærksomhed mod min mail igen. Uden at se på tastaturet, skrev jeg min kode. Jeg regnede ikke med at have fået mail, så da jeg havde en mail i indbakken, blev jeg overrasket. Det var sikkert bare en reminder fra Youtube eller sådan noget. Jeg trykkede ind på min indbakke. Uden helt at kunne fortælle hvorfor, hamrede mit hjerte af sted i mit bryst. Jeg så til min store overraskelse, at Jake havde svaret på den mail, jeg havde skrevet til ham torsdag morgen. Smilende åbnede jeg den.

 

            ”Hej,

            Jeg tænkte på, skal du nogen steder i ferien?

            Jeg savner dig, også selvom der kun er gået få minutter siden jeg sidst så dig.

            Jeg tænker på dig,

            Jake”

 

            Han havde skrevet på engelsk. Jeg oversatte inde i hovedet uden at tænke over det. Han tænkte på mig! Jeg gjorde, hvad jeg kunne, for ikke at blive alt for glad ved den tanke.

 

            ”Hej,

            Jeg skal til London på onsdag, hvorfor?

            Jeg tænker også på dig.

            Maria”

 

            Jeg var ikke god til at skrive mails. Inden jeg begyndte at lave noget om i de få linjer, jeg havde skrevet, trykkede jeg send.

            ”Maria!” råbte min far.

            Jeg hoppede af forskrækkelse, før jeg åbnede døren. ”Hvad?” råbte jeg tilbage.

            ”Spise,” sagde han. ”Tag lige Jesper med,” tilføjede han. Jeg gik ind på mit værelse igen og lukkede min computer, før jeg bankede på Jespers dør, og bad ham komme med op og spise. Jeg tog trapperne to trin af gangen, og gik roligt ud i køkkenet.

            ”Gider du tager tallerkner med udenfor?” spurgte mor. Jeg tog de fire tallerkner og bar dem ud på havebordet. Min far stod i shorts og T-shirts ovre ved grillen og vendte bøffer og burgerbrød. Jeg satte mig ned.

            Jesper kom op. Han brokkede sig, da mor sagde, han skulle tage noget med ud. Mor blev sur, og Jesper tog det med ud, han blev bedt om. Mor kom ud med vand og danskvand og satte sig ned. Jesper havde allerede sat sig over for mig. Far tog bøffer og burgerbrød med over på bordet før han satte sig.

            ”Har I lavet noget spændende i dag?” spurgte far, da vi alle var ved at samle hver vores burger. 

            ”Fået de sidste karakterer,” sagde Jesper, før han tog den første bid af sin burger. Samtalen gik let.  

            ”Hvad fik i tiden til at gå med?” spurgte min mor pludseligt. Far og Jesper så lige så mystificeret på hende som jeg gjorde.

            ”Hvad?” spurgte jeg.

            ”Hvad fik i tiden til at gå med? Dig og Jake?”

            Jesper så på mig mens han spiste. ”Ikke så meget. Jeg har næsten fået læst Pigen der legede med ilden færdig.”

            ”Snakkede i ikke sammen?” spurgte Jesper.

            ”Nej,” sagde jeg sarkastisk. ”Vi sad i to en halv dag uden at veksle ét eneste ord med hinanden.”

            ”Undskyld jeg spurgte,” sagde han og spillede fornærmet.

            ”Du ved godt selv, det var et dumt spørgsmål,” konstaterede jeg. ”Har I nogensinde mødt en læge, der konsekvent ikke kunne lide jer?” spurgte jeg med A. Olsen i tankerne.

 

Jesper og jeg hjalp med at rydde op og forsvandt, før grillen skulle gøres ren. Jeg forsvandt ind på mit værelse, og Jesper på sit. I løbet af to sekunder, kunne jeg høre Jespers musik gennem væggen. Irriteret bankede jeg på væggen og råbte ’Skru ned’, før jeg tændte mit eget musik. Jeg åbnede min computer igen og loggede på. Uden at få for høje forventninger, tjekkede jeg min mail. Jeg blev overrasket da jeg så, at Jake havde svaret. Uden jeg ville, kunne jeg mærke, at jeg fik varme kinder. Jeg bed mig i læben og åbnede mailen.

 

            ”Jeg ville have spurgt dig, men jeg glemte det. ”De” vil have mig til at mødes med dig. London er det mest oplagte sted. Tænk ikke på hvor eller hvornår, jeg skal nok finde dig.

            Pas på dig selv.

            Jake”

 

            Jeg bed mig en anelse hårdere i læben og læste mailen to gange. Hvem var ”De”? Og hvorfor havde han skrevet dem i citationstegn? Jeg satte hænderne på tastaturet igen.

 

            ”Jeg ser frem til det.

            Lige en lille ting: hvem er ”De”?

            Pas på dig selv

            Maria”

 

            Jeg bed mig i læben igen. Det var virkelig noget andet at snakke med Jake, end det var at skrive med ham. Jeg minimerede websiden og begyndte at spille Mahjong Titans. Bare for at få tiden til at gå. Mine tanker kværnede rundt. Det var tidspunkter som nu, hvor jeg virkelig ville ønske, Sophie var her. Uheldigt for mig, var hun i Sydafrika med sin familie. Jeg åbnede websiden med min mail igen og oprettede en mail til hende. Hun ville ikke se den, det var jeg godt klar over, men det hjalp mig, med at klare mine tanker.

 

            ”Hej Sophie,

            Jeg ved godt du er i Sydafrika, men så snart du kommer hjem, har jeg noget at fortælle dig. VIGTIGT, VIGTIGT, VIGTIGT.

            Hav en god ferie!

            Maria ;)”

 

            Jeg trykkede send og minimerede siden igen. Mahjong Titans kunne ikke helt holde mig beskæftiget. Jeg sang med på den cd, jeg havde sat i. Der var én sang på cd’en, som jeg ikke kunne. Når den kom, kørte mine tanker i retningen af Jake. Jeg så på uret i hjørnet af min computerskærm. Klokken nærmede sig halv ti. Jeg tjekkede min mail, ikke fordi jeg regnede med nogen havde svaret, bare for en sikkerhedsskyld.

            Der var ingen mails.

            Jeg lukkede min computer ned og slukkede for musikken. Før jeg lagde mig til at læse, skiftede jeg til nattøj og børstede tænder. Jeg ville godt læse Pigen der legede med ilden færdig i aften. Som ville jeg afslutte det kapitel, der hed: Jake, med den bog. Jeg lukkede døren på mit værelse og smed mig på sengen. Liggende på maven læste jeg Pigen der legede med ilden.

 

            Det bankede på min dør. ”Kom ind,” sagde jeg, læste to linjer til et punktum, og satte et bogmærke ind mellem siderne.  

            ”Skal du ikke i seng?” spurgte min far overrasket.

            ”Hvad er klokken?” spurgte jeg dumt.

            ”Den er snart elleve.”

            ”Jeg mangler kun to sider, så går jeg i seng.”

            ”Godnat,” sagde min far, før han gik.

 

Jeg åbnede øjnene efter en god lang nats søvn. Det var bare rarere at sove i sin egen seng. Og den første nat i to nætter, hvor jeg ikke var vågnet med Jakes arme om mig. Mine turkise vægge og let rodede værelse. Det var så rart at være hjemme, og ikke være på det hvide hospital. Jeg rullede over på siden og lod tankerne vandre. Gad vide, hvad Jake lavede nu? Jeg turde ikke tro på, at han havde svaret på min mail, så jeg lod med vilje være med at tænde min computer.

            Efter et par minutter, stod jeg op. Det var alt for varmt at ligge under dynen. Jeg løftede armen og tog mine briller ned fra min hvide kommode. Før jeg flyttede min dyne og stod ud af sengen. Det ville blive en underlig dag. Jake var sikkert tilbage i USA nu. Hjemme ved sin familie. Forhåbentlig ville han komme over det, der skete, før han endte i buskene.

 

            Jeg nåede kun at sætte mig i sofaen i ro, før jeg hørte Jespers mobil blive tændt med en irriterende lyd. Han kom selv gående ind i stuen to sekunder senere.

            ”Kan du ikke sætte den på lydløs, før du går i seng, så jeg ikke skal høre på det der?” spurgte jeg irriteret, og tændte for tv’et.

            ”Kan du ikke bare sætte din på lyd,” bed han igen.

            ”Den er på lyd,” gav jeg igen. Jesper sagde ikke mere. I stedet gloede han på sin mobil. Vores fars bil kunne høres i carporten. Kaffemaskinen brummede i et kort øjeblik, før den bare varmede den nu lavede kaffe. Mor kom lidt efter gående op i stuen i nattøj. Far havde været oppe hos bageren og købt franskbrød. Jeg slukkede tv’et igen, og gik ud i køkkenet.

            ”Hvorfor slukkede du?” spurgte Jesper irriteret inde fra sofaen.

            ”Du så på din telefon, og vi skal ud og spise,” sagde jeg og sukkede dybt.

            ”Det er muligt at se tv og være på Facebook på samme tid,” mumlede han, før også han gik ud i køkkenet.

            ”Har du snakket med Jake?” spurgte far, da jeg havde sat mig ned, og stirrede tomt ud i luften.

            ”Hvorfor?” spurgte jeg undvigende og så på ham.

            ”Jeg spørger bare,” sagde min far uskyldigt.

            ”Som om,” mumlede jeg uhørligt.

 

            Efter morgenmaden, gik jeg ned og tændte min computer. Jeg åbnede min mail, og smilede da Jake havde svaret mig. Uden tøven trykkede jeg hans mail åben.

 

            ””De” er…

            Det kan jeg ikke forklare…

            Vi ses i London

            Jeg tænker på dig”

 

                      Jeg rynkede panden. Han kunne godt skrive ”De”, men han kunne ikke forklare hvem, eller hvad, ”De” var. Med et dybt suk svarede jeg ok, og at jeg også savnede ham. Jeg lagde min computer i dvale igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...