Too Good To Be True

En historie fyldt med stereotype personer, klichéer samt et sikkert mangelfuldt plot.

1Likes
1Kommentarer
524Visninger
AA

15. Deja vu

Jeg satte mig ind på passagersædet af Carinas bil. Der var en følelse af deja vu i at sidde her. Bilen i London, med manden i jakkesættet foran.

            ”Nej, nu skal du lige høre det her,” sagde Carina da hun startede bilen.

            ”Hvad nu?” spurgte jeg.

            Hun begyndte at køre ud af et spor med to hundrede kilometer i timen. Jeg behøvede ikke gøre mere end at spørge om noget to gange. Derudover holdt hun selv samtalen kørende.

            Hun parkerede bag et af supermarkederne i byen. Jeg stillede p-skiven og steg ud af bilen. Døren var kun lige lukket, da jeg hørte låsen klikke.

            ”Er det til at forstå, at gymnasiet er færdigt til sommer?” spurgte Carina lidt smalltalkagtigt.

            Jeg pustede ud. ”Nej. Det er som om, at da jeg startede ville gymnasiet vare for evigt. Men ja, det varer jo kun tre år. Et år tilbage. Jeg har ikke helt selv fattet det.”

            ”Hvad vil du bagefter?”

            Jeg så på hende, en lille smule ned på hende, da hun var flere centimeter mindre end mig. ”Jeg vil søge ind på journalisthøjskolen i Aarhus,” svarede jeg. Det havde jeg sagt til hende, mindst et par gange eller hundrede.

            ”Okay så,” sagde Carina. ”Godt det ikke er mig.”

            ”Nu er det jo også mig, der skal gå der, hvis jeg kommer ind.” sagde jeg med et smil

            Vi gik ind i butikken. Carina styrede direkte hen mod grøntsagerne. At udvælge grøntsager var ikke lige det, jeg havde mest lyst til lige i øjeblikket.

            ”Jeg går over til film og musik,” sagde jeg til Carina.

            ”Okay,” hørte jeg hende sige før jeg gik.

 

Jeg gik hurtigt forbi dvd’erne. Der var ikke kommet nye film jeg ville se, siden sidst jeg så efter. Der var to cd’er med blandede sange, som jeg ikke havde set før. En af dem tog jeg op i hånden og så på bagsiden. Jeg havde end ikke nået at se, hvad de to første sange på cd’en hed, før jeg følte nogen se på mig.

            Ud over brillekanten, så jeg en pige på min egen alder stå og iagttage mig. Hun havde platinblondt hår, og en centimeters mørke udgroninger. Hun havde en hvid tanktop og korte shorts på. Jeg så hurtigt ned på min cd igen, før hun opdagede, jeg så på hende.

            ”Undskyld, men er det ikke dig, der dater Jake Phillips?” spurgte hun med en nasal stemme, der var alt for sød. Hun mindede mig om Christina fra min klasse. Jeg så op fra cd’en. Hun havde klare blå øjne og, efter min mening, alt for meget mascara på.

             ”Nej, jeg dater ham ikke,” sagde jeg med tryk på dater.

            ”Hvorfor står det så overalt på nettet?” spurgte hun en smule snobbet. Hendes perfekt plukkede øjenbryn hævede sig et par millimeter.

            ”Det ved jeg ikke,” sagde jeg. ”Men jeg dater ham ikke,” tilføjede jeg. Jeg så ned på cd’en jeg stod med.

            ”Nå, okay,” hørte jeg hende mumle lavt, før hun gik. Jeg skimmede hurtigt resten af cd’ens sange, før jeg stillede den på plads. Uden at se på flere cd’er, gik jeg videre til bøgerne. Jeg så ikke på titlen, men tog den første bog, der så bare lidt interessant ud. Jeg begyndte, opslugt, at læse teksten bag på.

            ”Maria?” spurgte Carina. Jeg så op fra bogens bagsidetekst.

            ”Hvad?”

            ”Jeg er færdig,” sagde hun og smilede.

            ”Kommer,” sagde jeg hurtigt og satte bogen på plads.

 

Kvarter i seks svingede jeg ind i carporten. Jeg kunne dufte grillmad. Hurtigt tog jeg cykelhjelmen af og låste min cykel. Jeg gik ind i baggangen. Her var dejligt køligt. Mine sandaler stillede jeg på plads, før jeg låste yderdøren og gik ind i køkkenet. Mor stod og var ved at skære grøntsager. Da jeg trådte ind i køkkenet, trådte far ud med bøfferne på en flad tallerken.

            ”Gider du tage tallerkner og bestik med ud?” spurgte mor, uden at se op fra de grøntsager, hun var ved at skære.

            ”Det skal jeg nok,” sagde jeg. Jeg åbnede det ene skab og tog fire tallerkner ud, hvorefter jeg åbnede skabet ved siden af, for at tage glas ud. Med det hele stablet oven på hinanden, tog jeg det med ud på terrassen. Jeg gad ikke tage mere med ud, så jeg satte mig på den plads, jeg plejede at sidde på, når vi spiste ude.

            ”Kunne du ikke hjælpe med mere?” spurgte mor mig, da hun kom ud med grøntsagerne.

            ”Det føler jeg ikke lige for,” sagde jeg og blev afslappet siddende. Jesper stod ved grillen, og var ved at grille de bøffer, som far var gået ud med til ham. Mor stillede en kande vand og en flaske danskvand på bordet, før hun satte sig ved siden af mig. Hendes ’faste’ plads.

            ”Hvad lavede du ovre hos Carina?” spurgte mor.

            ”Ikke rigtig så meget. Vi snakkede bare,” sagde jeg og trak let på skuldrene. Jeg overvejede, om jeg skulle sige noget om den pige, der havde snakket med mig i supermarkedet. Jesper satte bøfferne og burgerbrødene på bordet. Jeg besluttede ikke at sige noget. Mor havde vist allerede fået et negativt syn på Jake.

            ”Så er det i morgen sidste år begynder,” sagde far og åbnede sin burgerbolle.

            ”Det er vildt så hurtigt det hele er gået,” sagde jeg.

            ”Hvornår skal du søge ind?” spurgte far.

            ”Jeg tror, det er til april,” svarede jeg usikkert.

 

Halv ti var den sidste tallerken sat i opvaskeren. Jeg var på vej ned på mit værelse efter at have siddet på terrassen og snakket hele aftenen. Jake havde været i min hukommelse, jeg havde bare ikke nævnt ham, og havde gjort alt for ikke at tænke på ham. Jesper skulle starte på handelsskolen den følgende dag, og jeg selv i 3.g. Det var underligt så hurtigt tiden var gået. I mit hoved skulle Jesper stadig kun gå i 7. klasse. Og nu skulle han til at starte i 1.g.

            Jeg kom ned på mit værelse og lukkede døren ud til gangen. Uden bevidst at vide, hvad jeg ville, skiftede jeg til nattøj og åbnede det øverste af min dør ud til svalegangen. Jeg stod i døren og så ud på haven og himlen. Uden at lytte efter, kunne jeg høre mine forældre tale sammen ovenpå. Jeg tænkte tilbage på, hvad jeg troede, skulle have været en god ferie. Det tog mig ikke mere end et kort øjeblik, før mine tanker kørte over på det spor, der omhandlede London.

            Ubevidst tænkte jeg på det, Jake havde sagt i bilen. Med et stille suk, tvang jeg mig selv til at tænke på hele turen. Jeg tænkte på turen i flyet. Jesper ustoppelige snak om ingenting. Togturen ind til byen. Stieg Larsson bogen. Hvilken jeg næsten kun lige havde fået læst færdig. Jeg kunne ikke huske, hvad jeg havde snakket med min far om, da vi havde fundet den restaurant. På turen dertil med mor og Jesper, havde jeg gået ved siden af mor.

            Jeg lukkede øjnene, og levede mig ind i tiden. Jake var kommet gående, og bag ham to mænd med ens sorte jakkesæt og skaldede isser. Jeg havde sagt noget til mine forældre, og var så gået over vejen. Jake havde givet mig et knus og hvisket noget til mig, inden en af de to mænd bag Jake havde rømmet sig. Der efter havde han… Vent!

            JAKE HAVDE HVISKET NOGET TIL MIG!

            Jeg åbnede øjnene og så med let sammenknebne øjne ud af vinduet. Hvad var det, han havde hvisket til mig? Irriteret smækkede jeg det øverste af døren hårdere end nødvendigt. Hvad var det, han havde hvisket? Det han havde sagt i bilen overskyggede alt andet. Jeg vidste, at jeg ikke kunne sove. Alligevel rullede jeg persiennerne ned og slukkede lyset, før jeg tog brillerne af og krøb i seng, børstede jeg tænder. Hvad havde han sagt? Det spørgsmål kørte rundt i hovedet på mig.

            Jeg kunne ikke falde i søvn. I stedet tændte jeg mit natlys, og begyndte at læse. Fordi bogen var så god, begyndte jeg at læse Mænd der hader kvinder af Stieg Larsson, igen. Den fik mig til at glemme mit spørgsmål for en tid. Da jeg så på uret igen, var den elleve. Jeg lagde et bogmærke mellem siderne, tog brillerne af og slukkede igen lyset. Overraskende hurtigt faldt jeg i søvn.

 

            ”Hej,” sagde jeg på engelsk og smilede. Det var underligt. Jeg tænkte ikke over det. Når jeg sagde noget til Jake, så var det på engelsk. Det kunne ikke være på andre sprog.

            ”Hej,” sagde Jake og trak mig ind mod sig i et uventet knus. ”Lov mig, at du ikke tror på et ord, at det jeg siger, når vi kommer ind i bilen,” hviskede han lavt i mit øre.

            ”Hvad mener du?” hviskede jeg igen. Pludselig skræmt over den måde, han sagde det på.

            ”Søde, Maria,” hviskede han bedende. ”Vær sød, ikke at tro på det,” bad han hviskende.

            En af mændene bag Jake rømmede sig næppe hørligt. Jake slap mig og tog min hånd i stedet.

            ”Der er noget, ”De” siger, jeg skal sige,” han skar tænder, da han sagde det og lavede himmelvendte øjne. De to mænd i jakkesæt stod bag Jake og kunne ikke se, hvad han lavede.

 

Med et ryk satte jeg mig op. Jeg tændte lyset og missede mod det. Hvordan kunne jeg være så dum? Jake havde ikke ment et ord, af det han sagde? Eller havde han ment noget af det? Han havde sagt, at det var sidste gang vi sås, og at jeg skulle slette hans e-mail. Men hvis han ikke mente det, ville han så ikke have skrevet eller gjort noget nu?

            Hvem var ”De”? Det kom jeg pludselig i tanke om. Kunne ”De” være de mænd i sorte jakkesæt, der fulgte Jake overalt? Hvis de mænd var dem, Jake kaldte ”Dem”, hvem var ”De”(?) så? Han havde også sagt, at det var ”Dem”, der havde sagt, hvad han skulle sige til mig. Hvorfor kunne han ikke bare sige nej? ”De”(?) havde vel ikke retten til at bestemme over hans liv?

            Tankerne kørte rundt i mit hoved. Var det så også en af ”Dem”(?), der havde kørt os til det hus midt ude i ingenting, da jeg fandt Jake i Danmark? Jeg forstod mindre og mindre af det her. Med et suk slukkede jeg lyset igen og lagde mig fladt på ryggen med et stille suk. Det blik Jake havde haft, da han sagde de ting, han åbenbart skulle sige i London. Havde hans blik sagt noget andet?

            Den rolle ”De”(?) tilsyneladende spillede i Jakes liv, frustrerede mig. Hvem var ”De”? Jeg havde lyst til at ringe til Jake, hvis jeg havde haft hans nummer, og spørge ham om, hvem ”De” var. Siden jeg hverken havde hans nummer, og da Jake havde sagt, han ikke ville ses mere, vidste jeg, det var lukket land. Jeg rakte armen bagud og trykkede på snooze-knappen på mit digitale ur. Den var 04.36. Jeg rullede over på siden og lukkede øjnene. Jakes sårede blik vendte gentagne gange tilbage. Jeg vendte mig rastløst om flere gange uden rigtig at falde i søvn igen.

 

Af hvad der kun føltes som fem minutter senere, ringede min alarm. Jeg tog min mobiltelefon i hånden, og fik slukket alarmen. Med et stille suk satte jeg mig op i sengen. Jeg lagde min mobil på kommoden og gik i bad. Uden rigtig at vågne mere af badet, fik jeg tøj på og sat en hestehale. Jeg gik ovenpå uden at virke det mindste vågen. Fjernsynet kunne høres meget lavt inde fra stuen.

            Jeg gik ind i stuen, satte mig i stolen foran tv’et og stirrede blindt på skærmen. Først da far gik forbi skærmen foran mig, rejste jeg mig op. Jeg måtte nok hellere tjekke mit skema for i dag. Det var på nettet. Jeg tændte computeren og gik ind på mit skema. Mit første modul – en dobbelt time, som alle vores timer var – var aflyst. Selvfølgelig. Uden rigtig at føle en synderlig begejstring, gik jeg ud og hentede avisen. Luften var lun og tung. Der ville sikkert komme torden senere i dag.

            Jeg gik ind igen og skimmede avisoverskrifterne. Intet interessant. Jeg satte dybe tallerkener, havregryn og skeer på bordet, før jeg gik ind i stuen igen. Vejrudsigten havde lige været der.

 

Jesper kom ind i stuen og tændte sin mobil med en høj irriterende lyd. Det bankede en snigende hovedpine op i hastighed. Jeg skar tænder og gik ud i køkkenet for at spise morgenmad.

            ”Jeg skal først møde klokken ni,” sagde Jesper, før han satte sig ved køkkenbordet.

            ”Jeg skal møde kvarter i ti,” sagde jeg ligegyldigt og hældte havregryn op.

            ”Går ud aldrig i skole eller hvad?” spurgte Jesper og tog mælken før mig.

            ”Jo,” sagde jeg.

            ”Men hele 2.g havde du aflyste timer hele tiden,” pointerede han. Jeg tog mælken, før han nåede at skrue låget på.

            ”Det var, fordi jeg havde for mange moduler på mit skema.” sagde jeg.

            Jesper rystede på hovedet og begyndte at spise sin morgenmad.

 

Jesper cyklede halv ni, og mor tog på arbejde ti minutter senere. Jeg satte mig i sofaen og tændte for noget tegnefilm. Uden at følge med, gik tiden. Kvarter over ni slukkede jeg tv’et og pakkede min taske. Jeg låste efter mig og gik i skole.

            Tyve minutter i ti var jeg ude ved gymnasiet. Jeg var stadig vildt træt, men var vågnet lidt mere efter at have gået i skole. Uden at finde Sophie, gik jeg hen til det lokale vi skulle have time i. Der var ingen i lokalet, så jeg satte mig bagerst. Jeg gabte, da jeg hørte døren gå op. Med en dyb vejrtrækning tog jeg mig sammen. Jeg så hen mod døren og så Sophie.

            ”Jeg tænkte nok, du sad her,” sagde hun og smilede.

            Jeg trak på skuldrene og prøvede ikke at gabe.

            ”Du ligner en hængt kat,” konstaterede Sophie og satte sig ved siden af mig.

            ”Det er altid rart med komplimenter,” svarede jeg sarkastisk.

            Sophie smilede. ”Sov du ikke i nat eller hvad?”

            ”Hvis du kalder fra tolv til halv fem nok søvn, så har jeg.” Det sidste tidspunkt jeg så på uret, var den elleve. Der var minimum gået en halv time, før jeg var faldet i søvn.

            ”Hvorfor?” spurgte Sophie.

            ”Jeg tænkte på alt muligt,” sagde jeg lavt. Der var kommet flere ind i klassen, så jeg følte ikke for at sige noget højt. Flere af dem så hurtigt over på mig, og så smilende væk. Jeg sukkede lydløst. Hvorfor skulle Jake snige sig ind i mine tanker, når jeg mindst af alt ønskede det? Jeg åbnede min computer og så ikke væk fra skærmen.

            ”Christina så på dig med et meget ubehageligt blik,” hviskede Sophie til mig.

            Jeg sukkede og skrev min adgangskode til min computer.

            ”Hola!” sagde Camilla glad på spansk, da hun kom ind i lokalet. Camilla var vores spansklærer. Hun havde langt lyst hår og altid for meget energi, lige meget hvornår på dagen vi havde hende.

 

Da timen sluttede, ti minutter før tid, var jeg endnu mere smadret. Jeg havde haft lidt ondt i hovedet da timen begyndte, al det spansk havde bare gjort det værre. Ikke fordi jeg ikke kunne lide sproget, der var bare mange ting jeg ikke kunne huske og mange nye ting, vi fik banket ind. Det bedste ved Camillas time var, at jeg ikke nåede at skænke Jake en eneste tanke.

            Uden at tænke over det, pakkede jeg hurtigt mine ting sammen. Sophie rejste sig op næsten på samme tid som jeg. Hurtigt gik vi mod døren. Sophie kendte mig godt nok til at vide, at opmærksomhed ikke var det, jeg var allermest begejstret for.

            ”Hey Maria,” sagde Christina, før vi nåede ud af klasselokalet. Jeg vendte mig om, så jeg kunne se Christina. Hun havde lyst affarvet hår og klare blå øjne. Jeg brød mig ikke specielt meget om hende. Hvis hun hørte noget, der kunne tegne på at være sladder, så fortalte hun det videre. Hørte hun ikke noget, hun kunne snakke om, var hun meget venlig at lave skoleopgaver sammen med.

            ”Hej,” sagde jeg meget langsomt. Christina gik hen til mig.

            ”Hvad sker der med dig og Jake Phillips?” spurgte hun en anelse provokerende.

            ”Hvad mener du?” spurgte jeg. Jeg kæmpede for ikke at vise nogen følelser i mit blik eller ansigt.

            ”Dater du ham?” spurgte hun. Tydeligt nysgerrig.

            ”Nej,” svarede jeg kort.

            ”Synd,” sagde hun med en stemme der emmede af ligegyldighed. ”Jeg havde ellers det indtryk, at I godt kunne lide hinanden.”

            Jeg smilede stift.

            ”Og siden du var tæt på tårer i London, så måtte du kunne lide ham,” borede hun videre.

            ”Vi snakker ikke sammen længere,” sagde jeg. Så snart det var kommet ud, fortrød jeg.

            ”Synd,” sagde hun igen.

            ”Det er vel, hvad der kan ske.” svarede jeg fladt og trak let på skuldrene.

            ”Jeg håber ikke, at du regnede med I kunne blive venner. Han er jo kendt, og du er… helt normal.” sagde hun.

            ”Så ved jeg jo det,” sagde jeg. Jeg orkede ikke høre på Christina mere. Uden at sige mere, vendte jeg mig væk fra Christina, og gik med Sophie ud af klassen.

            ”Hvorfor skal hun lige tvære i det, jeg har mindst lyst til at tale om?” spurgte jeg Sophie på vej ned til kantinen.

            ”Det er Christina,” påpegede Sophie.

            ”Det gør det ikke bedre,” sagde jeg lavt. Jeg kom i tanke om, hvor hemmelighedsfuld Sophie havde været dagen før. Var det Christian han hed?

            ”Hey Sophie,” sagde jeg, da vi lige havde sat os ved et bord i kantinen.

            ”Hvad?”

            ”Hvordan gik dit møde med Christian?” spurgte jeg og så på hende.

            Anna kom sammen med Cecilia og satte sig sammen med os. Sophie begyndte hurtigt at snakke med dem. Jeg sagde ikke noget, men smilede bare med løftede øjenbryn, da Sophie så på mig.

            Hun vidste, at jeg ville spørge hende senere alligevel. Jeg drejede mig en halv omgang på stolen, for at tage min vandflaske op af min skoletaske. I det øjeblik jeg så op, følte jeg, at en hel masse blikke hvile på mig.

            ”Sophie?” spurgte jeg lavt og prikkede til hende.

            ”Hvad?” spurgte hun.

            ”Har du haft en følelse af, at alle sidder og stirrer på dig?” spurgte jeg lavt.

            Sophie så hen mod 1.g’erne. ”Det er ikke bare en følelse,” sagde hun smilende. ”Alle 1.’erne stirrer rent faktisk på dig.”

            ”Fedt,” stønnede jeg sarkastisk og sukkede. Jeg vendte mig mod bordet igen og lænede mig mod ryglænet på den stol, jeg sad på.

 

Den sidste time gik hurtigt. Jeg gik hjem og lavede de få lektier, jeg havde for. Jeg havde været hjemme i en halv time, da min mor kom hjem klokken to. Hun kom ind i stuen, og så hvad jeg lavede. Jeg havde lige lukket siden, hvor mit skema var på og så op på hende.

            ”Jeg går lige en tur,” sagde jeg hurtigt. Jeg var ikke lige klar til en; ’hvordan-gik-ding-første-dag-efter-ferien’-samtale.

            ”Okay,” sagde mor og smilede.

            ”Jeg har nøgle med,” sagde jeg og klappede min computer sammen. Mor sagde ikke noget, da jeg gik forbi hende. Jeg tog klipklappere på og gik ud af døren. Jesper kom trillende ind i carporten på sin cykel.

            ”Hvad du en god dag?” spurgte jeg hurtigt.

            ”Det gik fint,” sagde han, før jeg forsvandt ud på fortovet. Jeg gik ned forbi Marietta Alderdomshjem, og videre ned af den asfalterede sti, hvor jeg havde fundet Jake for så lang tid siden.

            Det føltes som en anden tid. En tid, hvor alt tydeligvis havde været muligt. Jeg ville så godt have en chance for at snakke med ham igen. Mest af alt, så for at finde ud af, hvorfor han havde sagt, som han havde sagt. Hvis han ikke ville være venner med mig, så kunne han vel bare have sluppet min hånd på hospitalet og så glemme alt om mig? Det ville tydeligvis have været lettere for os begge to. Jeg gik forbi det sted, jeg havde fundet ham.

            Der lå en lille bunker fra 2. Verdenskrig med en betonklods med skudhuller på toppen. Jeg gik op af det græs, der dækkede bunkeren, og satte mig på betonklodsen. Hvis mor trådte ud af køkkendøren, kunne hun se mig. Jeg tog mine sko af, og satte dem på betonklodsen ved siden af mig. Selvom det blæste let, var luften tung. Der ville sikkert komme regn og torden senere.

            Jake sneg sig ind i mine tanker igen. Hver gang jeg så ham for mig, så jeg hans sårede blik, da jeg nærmest løb ud af bilen i London. Jeg hev mit hårelastik ud af mit hår og lod mine fingre løbe igennem det. Hvorfor kunne det ikke bare have været en helt normal fyr, jeg havde mødt? Hvorfor skulle det være en kendt? Og så fra Hollywood?

            Hvis det nu bare havde været en helt almindelig person, så havde det været lettere at glemme, og ingen ville stille creepy spørgsmål om det hele tiden. Det var ikke, fordi jeg ikke ville tænke på Jake, jeg ville bare hellere forbinde ham med noget godt, nu da jeg ikke kunne glemme ham. Hvis jeg bare ikke så hans sårede blik for mig, hver gang jeg tænkte på ham.

            Det ville gøre alting så meget lettere.

            Hvis jeg bare så smilet i hans varme brune, gådefulde, helt fantastiske, øjne, ville det ikke være så slemt, at jeg ikke kunne glemme ham. Jeg lagde hovedet let tilbage, og så op mod himlen. Solen skinnede skarpt, hvilket fik mig til at misse mod den. Himlen var blå. Det var det her, jeg forbandt med sommer. Hvis jeg bare kunne forbinde Jake med noget lige så smukt, så ville det ikke være nær så hårdt ikke at glemme ham. Jeg kom til at tænke på det Sophie sagde. Var jeg vild med ham? Jeg tvivlede på det, han var bare en ’ven’, hvis man da kunne kalde ham det nu.

 

Min telefon ringede højt. Det forskrækkede mig så meget, at jeg gispede. Jeg smilede for mig selv, mens jeg tog den op af lommen. Det var mor.

            ”Hvad?” spurgte jeg.

            ”Vi skal spise,” sagde mor.

            ”Kommer,” svarede jeg og lagde på. Jeg tog mine klipklappere på og stak min mobil i lommen, mens jeg rejste mig op. Uden at tænke på Jake, småløb jeg forbi det sted, jeg havde fundet ham. Jeg var kun lige kommet ind i carporten, da det begyndte at regne let.

            ”Hvor var du henne?” spurgte mor, da jeg var kommet over på svalegangen.

            ”Jeg sad bare nede på bunkeren,” svarede jeg ærligt.

            ”Nå, okay,” sagde mor. ”Havde du så en god første dag efter sommerferien?”

            Lige det spørgsmål, jeg ikke gad. ”Det gik fint,” sagde jeg, før jeg gik ud i køkkenet. Far var kommet hjem, og var ved at sætte maden på bordet. Da jeg så ud af vinduet igen, stod regnen ned i stænger.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...