Too Good To Be True

En historie fyldt med stereotype personer, klichéer samt et sikkert mangelfuldt plot.

1Likes
1Kommentarer
521Visninger
AA

18. Brevet

Kære Maria

 

Jeg håber, at du tager dig tiden til at læse dette. Om end ikk Selvom du sikkert er ligeglad med, hvad jeg har at sige, så læs alligevel de næste par linjer:

            Jeg fortryder hvert et ord, jeg sagde til dig i London. Og du tror mig sikkert ikke, men jeg sagde det under tvang.

            ”De” tvang mig. Jeg ved, at du ikke er dum. Du ved, også selvom du aldrig har sagt det, at ”De” skræmmer mig mere end noget andet. For at vi ikke misforstår hinanden, så er ”De” de mænd, der følger mig konstant. Det var en af ”Dem”, der hentede os på hospitalet. Det var flere af ”Dem”, der kørte dig hjem. Og ja, det er ”Dem”, der er var skyld i, at jeg havnede i Danmark, og ja, at jeg ’forsvandt’ i første omgang.

            Som jeg skrev, og sagde i London, er det ”Dem”, der har sagt, at jeg ikke må have kontakt med dig. Du tror nok ikke det er muligt, men ”De” bestemmer næsten mere over mig, end jeg selv gør.

            ”De” havde fået den idé, at vi ville blive gode venner. At jeg ville fortælle dig om ”Dem”. Ricky ved det. Han er den eneste, der ved det. Nu ved du det også, hvilket er en enorm lettelse for mig. April, som sendte dette brev og pakken for mig, ved ikke noget meget om ”Dem”. Det er det sikreste.

            Havde det ikke været for ”Dem”, så var det i London aldrig sket. Og Jeg fortryder det, med hele mit hjerte, også selvom jeg ikke frivl frivilligt valgte at sige det.

            Hver gang jeg ser folk med lyst hår og hestehale med briller eller grønne øjne, så tænker jeg på det, jeg sagde til dig i London, og hvor meget jeg fortryder det. Var der en mulighed for det, så var jeg kommet til Danmark noget før, og havde forklaret dette for dig. Men siden ”De” holder konstant øje med mig for tiden, så tør jeg ikke. ”De” ha sagde, at hvis vi snakkede sammen igen, så ville det ike ikke kun gå ud over mig, men også dig. Det kan jeg for alt i verden ikke tillade.

            Og Maria, selvom jeg for alt i verden godt vil møde dig igen. Om end ikke andet, så for at få dig til at forstå, hvor meget jeg frotryd fortryder det, jeg sagde til dig i London. Og selvom jeg har skrevet det, så er jeg ikke sikker på, at du forstår hvor meget skade ”De” kan udrette. JEg Jeg vil så godt fortælle dig det hele. Du fortjener at vide det. Havde det ikke været for ”Dem”, så var jeg kommet for længst, og havde fortalt dig det hele. Fortalt hvor ked af det jeg er over det, jeg sagde, og hvor meget jeg ville ønske, at jeg kunne trække tiden tilbage.

 

Før du ligger brevet fra dig, så er der en sidste ting, du skal vide. JEg Hvis du ikke har lyst til nogensinde at tale med mig igen, så send mig en mail. Sig hvad du vil, men du vil lyve, vhis hvis du sagde, at du havde slettet den. Så godt lærte jeg dig alligevel at kende i sommer. Skriv en mail til mig, hvis du skulle have lyst til nogensinde at se mig igen. Måske engang når ”De” ikek ikke længere er en del af mit liv.

 

Jeg tænker på dig.

Jake

 

            Ps. Gavens indhold er to ting. Den ene ting er noget du kan bruge, eller smide ud hvis du ikke vil have noget med mig at gøre længere. Den anden ’ting’, er noget, der gerne skulel skulle fortælle lidt mere om, hvem jeg er.

            Jeg håber vi kan ses igen. Om end ikke snarligt, så engang. Jeg vil godt sige tak for den tid du brugte på mig. Det er mere, end jeg fortjener.

 

Da jeg havde læst brevet færdigt, sad længe og stirrede på Jakes ord. Jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle tænke, eller mene, om det. Om jeg havde lyst til at se ham igen?

            Ja!

            Om jeg forstod, hvem ”De” var?

            Hmm… Nej.

            Jeg kunne ikke sige, at jeg ville sætte mit liv på spil for det, men ”De” var stadig for abstrakt til, at jeg virkelig kunne forstå det.

            Hvis chancen bød sig, så ville jeg nok sige ja, til at mødes med ham. ”De”. Det var som jeg havde tænkt. ”De” var de mænd, der fulgte Jake. De mænd i sort jakkesæt.

            Jeg forstod det ikke.

            Med rynket pande faldt mit blik på gaven. Jeg foldede brevet på midten, som Jake havde foldet det, og lagde det på min hovedpude, ved siden af det andet brev. Det grønne papir flyttede jeg til siden. Det afslørede en lille æske og en masse papirer. Jeg tog den lille æske op. Den havde sort papir med et turkist bånd. Hvis det var April Summer, han havde fået til at hjælpe, så måtte hun være glad for de samme farver, som jeg.

            Jeg løsnede sløjfen på gaven. Uden at ødelægge papiret fjernede jeg det fra den lille æske. Æsken var lavet af pap. Jeg løftede låget og smilede. Der lå et lille armbånd i æsken. Armbåndet var af en lille tynd sølvlænke. Jeg tog det op i min hånd. Wow. Jeg opdagede, at armbåndet havde et lille vedhæng. Armbåndet lagde jeg i min håndflade. Det lille vedhæng forestillede et J. Et åndsvagt smil var plastret på mine læber.

            Hvad skete der?

 

Jeg havde den største lyst til at ringe til Sophie. Hun var taget med sin familie til Nebraska i USA, så var derfor optaget. Af hvad jeg vidste, så havde hun flere yngre kusiner og fætre. Sophie var femten, da hun flyttede med sine forældre og to yngre søstre til Danmark. Jeg havde mødt hende, da hun var sytten, og jeg selv var seksten.

            Sophie og hendes familie plejede at tage til Nebraska minimum en gang om året, for at tilbringe tid med hendes fars familie. I år var det til jul. Normalt skete der ikke noget i julen, som jeg bare måtte fortælle hende. Det her var noget specielt, og det var første gang. Jeg fik åbnet armbåndet og fik det på. Hvordan jeg bar mig ad, vidste jeg ikke helt. Jeg så en lille hvid note ligge under armbåndet. Forvirret over alle de små sedler og breve, tog jeg noten op.

 

            Hvis du ikke vil have noget med mig at gøre, så tag vedhænget af og giv armbåndet til en, du holder af.

 

Vedhænget skulle ikke af, og armbåndet skulle ikke gives væk. Jeg så på det et øjeblik længere, før jeg så på resten af indholdet. Det var en lille bunke pairer. Jeg vendte det øverste papir om. Det var blankt på begge sider. Det næste papir var et billede. Et billede af Jake, måske et år yngre end Jake var nu. Han virkede meget gladere. Jeg vendte det om, og så til min overraskelse mere skrift.

 

            Dette billede blev taget kort tid før ”De” kom ind i mit liv.

 

            En kort sætning, der beskrev så meget. Jeg så på billedet igen. Jakes blik var ikke så gådefuldt. Ikke fyldt med hemmeligheder og ting, han ikke ville ud med. Jeg bladrede igennem stakken. Der var yderligere to billeder, en kuvert og to artikler, på engelsk, i pakken. Jeg var ved at læse den ene af de to artikler, da det bankede på min dør. Hurtigt rejste jeg mig fra min seng, og smed dynen over Jakes gave. De to breve på min hovedpude, lagde jeg under hovedpuden, før jeg sagde: ’Kom ind.’ så afslappet jeg kunne.

            Mor stak hovedet ind. ”Hvem var pakken fra?” spurgte hun.

            Jeg rynkede panden.

            ”Maria,” sagde mor, da hun så, at jeg ikke havde i sinde at svare. ”Vi skal spise.” Tilføjede hun, før hun gik.

            Jeg trak vejret dybt, da hun var gået. Vi skulle spise. Ikke før jeg havde ryddet gaven væk! Jeg lagde det under min seng og gik ud af mit værelse. Brevene under min hovedpude, lod jeg blive liggende. Der var der nok heller ikke nogen, der ville kigge. Jeg slukkede lyset, og gik oven på.

 

            ”Mor sagde, du havde fået en pakke,” sagde far til mig, da jeg lige havde sat mig ved køkkenbordet. Hvorfor var alle pludselig blevet så interesseret i mit liv? Lige siden jeg mødte Jake, havde far og mor haft flere løse spørgsmål om Jake. De kom ikke på en gang, men over længere tid.

            Jeg sukkede dybt og så på mor. Selvom hun så på mig, ville jeg ikke møde hendes blik.

            ”Hvem var det fra?” spurgte far igen. Jeg så på ham uden at svare. Jesper kom brasende ind i køkkenet. Han kørte hurtigt hånden gennem sit korte lyse hår.

            ”Hvad snakker vi om?” spurgte han og satte sig over for mig.

            ”Ikke noget,” sagde jeg i et suk.

            Far så på mig.

            Uden at møde hans blik, tog jeg en kartoffel med min højre hånd.

            ”Hvor har du fået det armbånd henne?” spurgte mor pludseligt.

            Jeg sukkede stille. Hvorfor gik jeg ikke med smykker noget oftere?

            ”Må jeg se det?” spurgte hun og så på mig.

            ”Jaja,” sukkede jeg.

            Mor tog fat i min arm og nærstuderede armbåndet.            ”Hvem er det fra?” spurgte mor.

            ”Hvem tror du?” hviskede jeg uden lyd.

            ”Var det i pakken?” spurgte mor.

            ”Ja,” svarede jeg langsomt.

            ”Hvem var pakken så fra?” spurgte far. Kunne han ikke selv gennemskue det?

            Det føltes som et krydsforhør. ”Pakken var fra Jake,” sagde jeg hurtigt, mens jeg så ned.

            Der var en kort knappenålsstilhed, før mor sagde noget.

            ”Okay.” sagde hun langsomt og slap min hånd.

            ”Jeg troede ikke, i snakkede sammen længere,” sagde Jesper matter-of-factly.

            ”Det gjorde vi heller ikke, han havde bare sendt det her armbånd og et brev, hvor han forklarer, hvorfor han gjorde, som han gjorde.” sagde jeg kort.

            ”Og hvorfor gjorde han det så?” spurgte mor hurtigt.

            ”Det er en lang historie.” sagde jeg, stadig uden at se på hende. En lang historie, som jeg på ingen måde havde lyst til at tale om.

            ”Så kom med den korte version,” foreslog Jesper.

            ”Han fortryder det.” sagde jeg. Hvordan skulle jeg forklare mine forældre, hvilken rolle ”De” spillede, når jeg ikke engang selv vidste det?

 

Jeg hjalp med at rydde af bordet efter aftensmaden, og forsvandt derefter hurtigt ned på mit værelse. Brevene under min pude lagde jeg ned i pakken igen, før jeg lagde hele pakken ind i mit klædeskab bag min sommerjakke og mine kjoler. Det eneste jeg ikke pakkede væk, var den enkle hvide kuvert. Der stod intet på den.

            Forvirrende. Alt andet havde han kommenteret.

            Jeg åbnede den langsomt, og gjorde hvad jeg kunne for ikke at ødelægge den. Det virkede til dels. Kuverten indeholdt flere papirer. Jeg sukkede stille. Skulle jeg komme igennem de alt for mange sider, skulle jeg have noget musik. Jeg tændte for radioen uden at høre efter. Forsigtigt satte jeg mig i skrædderstilling på min seng og foldede det første stykke papir ud. Jeg rynkede panden og sukkede igen. Hvem havde bedt ham skrive en halv roman til mig? Jeg satte benene over kors, og begyndte koncentreret at læse brevet.

 

Maria

 

Hvis du læser dette brev, så ved jeg, at du til dels er klar på at høre, hvad jeg har at sige. Jeg har to store ønsker. 1. at snakke med dig i person, og fortælle dig, hvorfor der skete, hvad der skete i London. 2. at fortælle dig noget, som under ingen omstændigheder kan fortælles i et brev.

            Hvis du ikke vil mødes med mig, så forstår jeg det udmærket. Jeg lærte dig lidt at kende i sommer. Du er stædig, og hvis jeg kender dig ret, så har du ikke slettet min mail. Lige meget hvad du end beslutter dig for, vil du så ikke skrive det til mig? Hvis du ikke vil se mig mere, så forstår jeg det udmærket. Men hvis du skulle have lyst, så vil jeg godt vide det.

            I den kuvert det her brev lå i, er der en billet, tur/retur. Billetten går til New York. Hvis du vil mødes med mig, vil jeg lade en af dine drømme gå i opfyldelse. At fejre nytår på Times Square. Jeg har prøvet det én gang, men med dig ved jeg, at det vil blive en speciel oplevelse, som jeg aldrig vil glemme.

            Billetten er til den 28. december, og retur igen den 1. januar om aftenen.

Jake

 

            Ps. Har du ikke svaret inden den 27. december, tager jeg ikke af sted til New York.

 

Jeg måbede, da jeg havde læst brevet færdigt. Okay så, det var ikke en halv roman. Sammenlagt med de andre breve, så nærmede det sig. De andre papirer bag brevet, var billetten. Med stor ubeslutsomhed lagde jeg brevet tilbage i kuverten, og lagde kuverten ind under min bærbare computer på mit skrivebord. Uden at se på klokken, børste jeg tænder, tog nattøj på og gik i seng.

            Først da jeg lå i min seng, begyndte jeg at tænke. Jeg kunne ane armbåndet i mørke. Mine briller havde jeg lagt på min hvide kommode ved hovedenden af min seng. Jeg kunne mærke det lille J-vedhæng på armbåndet.

            Hvem var Jake?

            Jeg havde før været så sikker, men efter hans forklaring med ”Dem” var kommet, så vidste jeg det ikke længere.

            Da jeg mødte ham i sommer, var han gådefuld og sagde stort set intet om sig selv. Ikke så underligt, jeg sagde heller aldrig noget om mig selv. Nu havde han skrevet om, hvem ”De” var. Han ville mødes med mig i New York? Hvorfor dér af alle steder? Jeg lukkede stædigt øjnene og slog det ud af hovedet.

 

Tiden gik og det blev jul. Stædig som jeg var, havde jeg besluttet mig for ikke at tænke på Jake henover julen. Armbåndet han havde givet mig, havde jeg stadig på. Folk, der kendte mig, vidste, at jeg aldrig gik med andre smykker end øreringe og mit ur.

            At jeg nu gik med et armbånd ville Sophie, hvis hun havde været der, sætte et stort spørgsmålstegn ved. Hvis jeg fortalte Sophie, at armbåndet var fra Jake, så ville hun sikkert forstå det. Hun ville sikkert også synes, det var åndsvagt, at jeg ville gå med det. Jeg ville forstå det. Han havde været en idiot i London. Eller havde han?

            Selvom jeg havde fået gaven fra Jake få dage før jul, havde jeg ikke svaret endnu. Sandt at sige, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle skrive til ham. Jo, jeg ville godt se ham igen, men ”Dem”? Når jeg tænkte på Jake, var der flere spørgsmål end svar. Min stædighed, med ikke at tænke på ham, virkede meget godt. Lige indtil dagen efter juleaften, den 25. december.

            Jeg havde tændt min computer og var gået på MSN for at tjekke min e-mail. Den eneste Headlinestory, der var, var med Jake. Selvfølgelig! Jeg tjekkede min e-mail. Som jeg havde gjort hver gang, jeg havde tjekket min e-mail, sad jeg ubeslutsom i flere minutter. Skulle jeg skrive til ham? I så fald hvad skulle jeg skrive til ham? Jeg fandt kuverten frem fra under min computer. Langsomt åbnede jeg den op, og genlæste brevet.

            Jo, jeg ville godt møde ham igen og høre, hvad han havde at sige. Men fire dage? Vi havde ikke snakket sammen i et halvt år. Jeg tog billetten ud af kuverten og studerede den længe. Hvorfor ikke? Jeg låste min computer og gik op i stuen. Mor sad i stuen, og far var kørt for at hente benzin. Så vidt jeg vidste, var Jesper på loftet og så tv.

            ”Mor?” sagde jeg tøvende. Hvorfor var jeg pludselig så nervøs? Jeg havde billetten i den ene hånd og knugede nervøst ærmet i den anden hånd.

            ”Hvad så?” spurgte hun og så op på mig.

            Jeg rakte hende billetten med bankende hjerte.

            Det måtte briste eller bære.

            ”Til New York?” spurgte hun skeptisk. ”Hvor har du den fra?” hun så skeptisk op på mig og granskede mit blik.

            ”Jake sendte det til mig,” sagde jeg og bed mig i læben.

            ”Men det er jo flere dage siden?” sagde mor. Hun så på mig, bekymret. Det blik havde jeg aldrig set før.

            Jeg trak på skuldrene.

            ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” sagde mor ærligt.

            ”Jeg vil godt af sted,” sagde jeg. Det overraskede mig, hvor beslutsom min stemme lød. Inderst inde vidste jeg ikke, hvad jeg ville.

            Mor så på mig med rynket pande. ”Er du sikker?”

            Jeg sukkede dybt. ”Ja,” sagde jeg selvsikkert. ”Jeg er sikker.”

            Mor nikkede uden at se den mindste smule overbevidst ud.

            ”Jeg behøver ikke spørge dig, jeg er atten, jeg kan gøre, hvad jeg vil,” sagde jeg stædigt.

            Hun så på papiret igen, før hun mødte dit blik. ”Det er på lørdag,” konstaterede hun.

            Jeg trak vejret dybt. ”Jeg vil bare vide, om jeg kan få et lift.” sagde jeg.

            ”Maria, hvis du vil, så tag af sted. Hvis ikke far kan, så skal jeg nok køre dig til lufthavnen.” sagde hun. Det overraskede mig, hvor hurtigt hun indvilgede.

            Jeg kunne mærke lettelsen skylle igennem mig. ”Tak, mor,” sagde jeg lettet og gav hende et knus. Jeg tog billetten ud af hånden på hende. ”Jeg går ned igen.” informerede jeg hende om, før jeg gik. Så snart døren ind til stuen var lukket bag mig, gik sandheden op for mig. Jeg skulle flyve alene til New York om tre dage og møde Jake.

            Fuck!

 

Jeg låste min computer op, og oprettede en mail til Jake. Det føltes underligt. I mere end et halvt år, havde jeg gjort, hvad jeg kunne, for ikke at tænke på ham. Og hvad nu? Nu skulle jeg se ham om tre dage. Hvad skulle jeg skrive? Tøvende lod jeg mine hænder svæve over tastaturet. En start, jeg startede med:

 

Hej Jake,

 

            Jeg bed mig i læben og stirrede længe på skærmen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...