Tomhed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2014
  • Opdateret: 23 maj 2014
  • Status: Igang
Tomhed er en skoleopgave. I uge 11 har vi haft tema-uge i skolen. Jeg var på forfatter-værksted. **Tomhed kommer snart**

5Likes
0Kommentarer
263Visninger
AA

2. Tomhed

Hun stod midt i mængden af mennesker. De havde alle travlt. De fleste gik med faste skridt. Nogle løb. Hun havde valgt at gå ud i myldretiden. Men ligeglad var hun. For hun stod og tænkte. Hun tænkte på alt imellem himmel og jord.

En masse tanker flød rundt i hendes hoved. Det var som et hav af tanker. Efterhånden blev tankerne ændret fra somre, vintre, blomster, familie og bekymringer til meningen med livet. Nogle folk kiggede undrende på hende. De undrede sig sikkert om hvorfor hun stod der. Hun bevægede sig næsten ikke. Hun stod stille som en sten midt i mængden af stressede folk med en masse bekymringer. Bekymringer som ikke var i hendes tanker længere. Men hun var ikke stoppet med at tænke. Hun tænkte. På en ting. Livet. Hun tænkte, og tænkte indtil der ikke var mere at tænke over. Hun begyndte at føle ingenting. Sådan havde hun aldrig følt før. Så kom den. Tomheden. Hun kunne pludselig mærke tomheden snige sig ind på hende. For hvert sekund der gik, blev hun mere tom. Alle hendes sanser lukkede ned. Undtagen synssansen. Det eneste hun kunne mærke var hvordan hun langsomt forsvandt. Hun kiggede sig omkring. Der var mindre mennesker end før. Men der var stadig mange.

Menneskerne omkring hende kiggede stadig undrende på hende. Hun havde ikke rykket sig en millimeter, siden hun havde stillet sig der. Og nu kunne hun ikke rykke sig. Ikke en halv millimeter. Hun var lammet. Og hun blev bare ved med at forsvinde. Hun kæmpede ikke imod. Hun lod det bare ske. Hun havde ikke en grund til at blive. Ikke en eneste.

Hun kunne mærke, at der ikke var lang tid til at hun var helt væk. Væk for altid. Sådan som hun altid havde ønsket det. Hun kunne pludselig mærke at hendes øjenlåg blev tvunget til at lukke i. De blev helt tunge. Hun kæmpede stadig ikke imod. Det her havde hun så inderligt ønsket sig. Lige inden mørket faldt over hende, kørte en sidste tanke igennem hendes hoved.

Hun tænkte på ham. Hendes bedste ven. Aldrig ville hun forlade ham. Han var hendes støtte. Og hun var hans støtte. Hendes hoved blev fyldt op med tanker om ham. Billeder opstod. Hendes hoved blev fyldt op med billeder af alle de minder de havde haft sammen. Mørket blev pludselig lysere. Som om solen var ved at stå op. Hun begyndte at kunne dufte nogle ukendte, men alligevel velkendte dufte. Hendes duftesans kom tilbage. Der kom en kvinde med en stærk parfume forbi hende. Det sveg i næsen. Hun lavede en lille grimasse. Hun hørte nogle fjerne stemmer. Stemmerne blev lidt højere efter nogle få sekunder. Så hørte hun en hund gø. Hun hørte et grædende barn. Hun kunne lige hører en violin spille fine, sarte toner. Som om at der ikke skulle særlig meget til at ødelægge de smukke toner. Lydende svirede rundt om hendes ører. Hun ville forsøge sig med at gå.

Hun prøvede forsigtigt at sætte det ene ben foran det andet. Dog uden held. Hun tænkte på det bedste minde med hendes bedste ven. Det var dengang de var rejst til London. De havde det så sjovt. Med mindet i hovedet, prøvede hun at løfte benet igen. Et smil formede sig på hendes læber, da det lykkedes hende. Hun gav et grin fra sig, og begyndte at gå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...