Da Dragerne kom

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2014
  • Opdateret: 14 mar. 2014
  • Status: Igang
Jeg troede at jeg gjorde hvad der var nødvendigt for at redde min familie, men nu ser jeg. Jeg har sat en kædereaktion igang, en kæde som vil lægge verden øde. Mit navn er Alison Monroe og jeg er den eneste der kan stoppe verdens undergang. Dette er min historie om Da Dragerne Kom

2Likes
0Kommentarer
161Visninger
AA

1. Eneste Udvej

Mit navn er Alison, men jeg vil helst bare kaldes Ali.

Min far er alvorligt syg og vi har ingen penge til at få behandling til ham. Det er grunden til at jeg nu sidder og prøver at holde varmen ved mit lille bål for fod enden af bjerget.

Alle kendte historierne om Dragernes Bjerg. Inde i bjergets hule ligger Dragernes skat, så mange rigdomme at man ikke ville kunne forstille sig dem, end ikke i ens vildeste drømme. Det er over hundred år siden at Dragerne sidst blev set, nogen siger at de er faldt i deres århundred søvn. 

Det er grunden til at jeg er taget afsted, med penge fra hulen kan jeg få hjælp til min far og hvis Dragerne sover nu burder der ingen fare være.

Man kan høre den lille bæk eller flod som falder fra bjergets top. Den løber hele vejen ned af bjerget og igennem den landsby som jeg er vokset op i.

Solen er ved at stå op og jeg strækker mine stive lemmer og går hen til min hest som sover henne ved floden. Jeg kigger ned i det klare vand. Det spejlbillede som møder mig er stadig det samme som det der hjemme bare mere beskidt.

Det lange røde hår som ikke er blevet klippet siden min mor døde og med blade i. De store blå øjne som altid har været det ved mig som har været det  mest rent ved mig. Mine øjne er lige så blå som det klareste vand eller det har jeg ladet mig fortælle. I vandet ser jeg også de indsunket kinder, den lille næse med et drys fregner og tørre men fyldige læber. Jeg kan se noget af det eneste tøj som jeg har som hænger beskidt og for stort om min lille krop.

Jeg er 16, men folk tror at jeg er meget yngre fordi jeg er så lille. Selvom at jeg er meget indsunket af ikke at få så meget mad så ser mit ansigt stadig ungt og baby agtigt ud, folk får altid lyst til at pusle om mig.

Jeg har aldrig haft noget i mod at være lille, det har sine fordelle, men nu kigger jeg på den lille figur i vandet og derefter op på bjerget. Hvordan skulle mine lille krop nogensinde komme derop.

Men måske er jeg lille, men det er min vilje ikke. Jeg skal derop, det er den eneste måde at jeg kan hjælpen min far.

Jeg skal! men hvordan?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...