Spejlbilledet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 mar. 2014
  • Opdateret: 11 mar. 2014
  • Status: Færdig
Historien handler om en teenage pige, der fragtes imod hendes vilje, til underverdnen, hvor hun bliver mishandlet. Men med hjælp fra en ny fremmed person der drager kærligheden med sig, vender de hjem.

0Likes
0Kommentarer
162Visninger
AA

4. Med kindben formet til perfektion

Hun har nu været i underverdenen hos skabningen i flere dage, mange uger. Hendes dage gik med rengøring af de lerklinede, beskidte vægge og alt hvad der fandtes i huset. Han har rørt mere ved hende, og nu er næsten alt håb forsvundet. Han holdt op med at være blød ved hende, efter et par dage. Derefter gjorde han præcis hvad han følte for, hvad han ville. Hendes smukke, lange, bølgede, kastanjebrune hår er nu beskidt og sidder som klumper forskellige steder omkring hendes hjerteformede hoved. Læberne er blege og der ses ingen rester af gløden der før fandtes. Hendes øjne er dog det værste. De fortryllende, krystalblå øjne er nu triste, sørgmodige. Og ser man direkte i dem, ser man intet, ingen følelser og ingen livsglød. Men hvem kunne vide at der stadig var bare en lille bitte smule håb tilbage. Som en dråbe i et hav. Som et lys i mørket. Lyset er næsten brændt ned, kun gløden er nu lysende. Som den er ved at dø, kæmper den det sidste den har, for at leve bare lidt endnu.

Med de sidste kræfter hun har tilbage, spekulerer hun over en måde at flygte på. Da hun er næsten drænet for energi, får hun pludselig en idé. Dagen efter kommer skabningen ind af døren, med en besøgende gæst. Som de to skabninger står ved døren, giver hun huset med de fire lervægge et sidste blik. Derefter sniger hun sig om bag dem, og spæner så alt hvad hendes tynde ben kan holde til. Hun er nået til en lille ussel smøge, da hun hører hans kraftige, overdøvende skrig gennem hele denne blodrøde verden. Hendes mundviger trækker opad, og et smil ses på hendes læber. Det første smil i lang tid. 

Hun spæner om et hjørne, for derefter at vælte brat bagover. Over hende ligger noget nyt. Hun ved hun har set dette før, men mindet ligger dybt bag i hendes hjerne. Stille spirer det, og hun husker. Over hende ligger én som hende, et menneske. Det en dreng, en meget flot dreng. Han ser ligeså forvirret ud som hun. Da det går op for ham at han stadig ligger over hende, stiller han sig straks op og retter på hans klæder. Han har en skjortelignende trøje på overkroppen og korte, men rene bukser på. Kindben formet til perfektion Han retter blikket og kigger hende direkte i øjnene, med et blik fyldt med varme. Hun mærker hendes kinder varme op og den røde farve bliver synlig. Han rømmer sig ubehageligt, hvorefter at række hånden frem for sig. Hun ignorerer hans indbydende hilsen, og springer ind i hans arme. Sådan står de i lang tid, indrammede i hinandens kroppe. Pludselig vender han sig væk, ryggen til hende. Han kan se hun er som ham, men mere ved han ikke. Da han var spæd blev han bragt med til underverdenen af den gamle, blodrøde dronning. Hun havde taget sig af ham, lært ham op og han var nu et medlem i landets “Råd”, og højt respekteret. Men hele hans liv har han vidst at han ikke passede ind, ligesom alle andre. At han var anderledes. Til sidst var han begyndt at vænne sig til alle de forfærdelig mistroiske blikke alle sendte ham. Han voksede op med at det var det normale. Der fandtes ingen kærlighed og ingen havde familier, tryghed var et ord ingen kendte. Hvorfor er han sådan, han bekymrer sig. Han har følt sig ensom, sørgmodig og en masse andre ting. Så da hun fortalte ham om alt hvad der var sket for hende de seneste uger, kiggede han bare forfærdet på hende og vidste ikke hvad han skulle tro. Selvom hun ikke havde et nemt liv ovenpå, var hun i stand til at se det smukke. Hun tog alt det dybt smukke og satte ord på. Hendes mund bevægede sig i flydende bevægelser og hun fortalte. Over dem fandtes en verden. Hvor solen skinnede med lys og varme, og græsset livlig grønt. Ikke som her, hvor alting er grå og brune nuancer, og det blodrøde lys der overtager hele den kedelige atmosfære. Her er man alene med alt, følelser er intet man taler om. Hvorimod oppe fra hvor hun kommer fra, deler man sine tanker og følelser med sine medmennesker, og man bekymrer sig om andre. Omsorg er blandt menneskeheden, og glæde og latter findes. 

Dette sted over ham synes han pludselig lyder rigtig tiltalende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...