Forunderlig skæbne- One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 mar. 2014
  • Opdateret: 11 mar. 2014
  • Status: Igang
26-årige Caroline fra Danmark har for mange år lagt sin Directioner-fortid bag sig, efter hendes yndlings band One Direction gik i opløsning. Som 25-årig flytter hun til London, mens hun arbejder røven ud af bukserne 14 timer om dagen og lever forfærdeligt. En dag tager hun ned til det lokale supermarked for at købe lidt ind. Her møder hun en person, hun aldrig havde regnet med at møde. Manden fra hendes teenage-drømme, selveste Harry Styles.

2Likes
1Kommentarer
206Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Hold op hvor jeg dog bare ikke magtede mere.. 14 timers arbejde hver evig. Eneste. Dag. Og med en lorte chef endda.. Men det var de muligheder, man kunne få i London. Min far havde godt nok sagt til mig hjemmefra Danmark, at London kun var for multi-millionærer, men jeg ville bo der uanset hvad. Så min lejlighed var mindre end det værelse jeg havde som teenager.. Og jeg boede i et lille luset kvarter, hvor man i hvert fald ikke skulle gå alene rundt efter mørket faldt på. Somme tider spekulerede jeg på, om det overhovedet var det værd. Jeg mener, hvad var egentlig meningen med det.. Altså ja, jeg havde da lige færdiggjort min advokat uddannelse i Danmark, men den kunne jeg ikke bruge til noget som helst i England.. 

Jeg gifter mig sgu bare med en eller anden rigmand, var min sidste tanke, inden jeg tog nøglerne i hånden og gik nedad mod det lokale supermarked. Jeg havde arbejdet som en sindssyg de sidste par måneder, så jeg ville forkæle mig selv med en god, gammeldags salat. 

Problemet var bare, at jeg ikke kunne lave en salat, så jeg nøjedes med at hakke alle mulige grøntsager i stykke og bare spise dem.

Jeg gik hen ad en sidegade, for at komme til London centrum. Jeg havde mange gange betragtet byen og menneskene, der boede i den. For at være helt ærlig, så var det ret ensomt at bo i London, når man ikke kendte nogen. Jo altså, der var da Martha. Det var min nabo, men hun var 85. Hun var frisk som en havørn og hyperintelligent med en masse humor.

Da jeg lige var flyttet ind i min lejlighed, havde jeg bagt nogle muffins til hende, for ligesom at sige 'Hej, jeg er din nye nabo.' Hun var blevet vældigt glade for mine muffins, og så var jeg gået ind til mig selv igen. 10 minutter efter ringede det på min hoveddør. Martha stod med et flabet fjæs og sagde: "Those muffins taste like shit. Let me show you how this should be done.", og så gik hun direkte ind i mit køkken og begyndte at lave muffins. Og siden den dag, har vi drikket te sammen hver søndag kl. 11. Så det var ligesom alt det venskab jeg havde fået opbygget i byen på et år..

Jeg gennemgik min indkøbsliste inden i mit hoved, mens jeg betragtede en pige på ca. 16 år kigge ned ad sin One Direction T-shirt. Var hun virkelig ikke kommet videre?

Okay, her er en indrømmelse fra mine teenageår: Ja, jeg var gigantisk Directioner i mine tidlige teenageår. Harry Styles var min favorit, men jeg elskede de andre ligeså højt. Jeg brugte al min tid på dem, og var til deres koncerter 2 gange. Men de gik i opløsning i 2016 (året er 2026), så jeg blev jo ligesom nødt til at komme videre. I øvrigt er der stadig nogle piger, som rent faktisk tror, at de stadig har en chance hos nogle af de 5. Helt ærligt.. Altså Harry er - så vidt jeg ved - stadig den eneste, som rent faktisk er single. Liam slog jo op med Sophia og giftede sig med Danielle. Zayn og Perrie blev gift. Louis og Eleanor blev gift og Niall fandt en eller anden fra Irland. Harry hører man ikke så meget til. Faktisk hører man ikke noget til nogen af dem. Jeg havde for længst smidt alle mine plakater ud, men CD'erne forblev på loftet. 

Jeg gik ind ad døren til supermarkedet og lod det opsluge mig. Jeg var vant til Føtex, Super Brugsen, Netto osv hjemme i Danmark, men dem i London var en klasse for sig. Det var KÆMPE MASSIVE ENORME. Først skulle jeg have lidt mælk, for at beholde kalken i min krop. Derefter tog det mig 10 minutter at nå ned til grøntsags afdelingen, hvor jeg først fandt lidt tomater. Så salat, mandler osv. Så gik jeg hen og nærstuderede agurkerne. Jeg havde altid hadet agurker helt forfærdeligt meget, men de var sunde, så jeg blev nødt til at få dem ned. 

Hov, der faldt sgu lige en lille agurk på gulvet..

Kender I det, når man taber noget, og går langsomt væk og lader som om man aldrig er blevet født?

Ja..

Jeg sneg mig langsomt hen til løgene og gav mig til at kigge på dem, indtil en person prikkede mig på skulderen.

Da jeg vendte mig om, fik jeg en blanding mellem surt opstød, aneurisme, gåsehud, sved på panden og brændmærker over hele kroppen.

En mørkhåret mand stod med en agurk i hånden og smilede flabet til mig, som for at sige 'Har du ikke tabt noget?'

Problemet var bare, at det ikke var en mørkhåret mand. Det var en mørkhåret mand med krøller, grønne øjne, dybe smilehuller, skægstubbe og en meget nedknappet skjorte.

Selveste. Harry. Fucking. Styles. (Okay, jeg tænkte ikke 'fucking', for jeg er 26 år, og sådan tænker et voksent anstændigt menneske ikke, men det ville jeg have tænkt, hvis jeg var 14, men det var jeg bare ikke længere.) Det klædte ham faktisk at blive lidt ældre.

Og med sin mørke stemme, som jeg havde dyrket 10 år forinden, sagde han: "I think you dropped something..", og hævede sit ene øjebryn ad mig.

"Shit, I just thought I could walk slowly off and just pretend it never happened."

Han grinede lidt, og jeg besluttede mig for, at prøve at være så rolig som mulig. Lade som om jeg slet ikke vidste hvem han var. 

"What's your name?", spurgte han, og lagde agurken ned hos løgene på hylden. Det kunne jeg slet ikke klare. Jeg lagde agurken tilbage på plads, og kom tilbage og svarede: "Caroline. And you are?"

"I must say that is a really funny way you're pronouncing your name, Ca-Car-Caroline? Doesn't sound very English, you're not from here, are you? Oh, and I'm Harry. Harry Styles."

Jeg skulle bide mig i læben for ikke at sige "I know", men jeg lod være. Kørte den kølige stil. "Yeah, I'm from Denmark, hi.", sagde jeg og gav ham hånden. Der var lidt akavet stilhed, så jeg sagde: "I must get my cucumber. I can't finish my salad without my cucumber. Eventhough I hate cucumbers." Når jeg blev nervøs, gik jeg i selvsving og snakkede sort. I dag var ingen undtagelse. 

"Then watch out, or you'll drop it again. Don't let it get out of your hand." Jeg kunne ikke lade være med at småflække af grin, og lade et stort smil brede sig på mit ansigt. Den dreng..

Eller.. Mand..

Jeg tog min agurk og gik videre i supermarkedet. Da jeg var nået til makeup afdelingen, hvor jeg lige skulle kigge på de ting, jeg aldrig fik råd til, kom han løbende igen.

"Well, we COULD go for a coffee or two. I know a really good coffee bar not far from here.", sagde han, mens han gned sig i nakken.

"Harry Styles, you are a virtual stranger, I barely know you.", men indeni skreg jeg JAAAAAAAAAAAAAAAAAA!!!

"Sure, I could be an axe murderer, but life is about taking chances, right?", svarede han igen.

Så jeg besluttede mig for at tage på kaffebar med Harry Styles.

I know, right?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...