Mordet på Kanalbåden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 mar. 2014
  • Opdateret: 7 apr. 2014
  • Status: Igang
Da Håkan en nat findes myrdet på kanalbåden Uniko, er der kun otte personer, der kunne have myrdet ham. Hans søster Lina sætter alt ind på at finde morderen, og får støtte af en anden turist, politimanden Henrik. Sammen forsøger de to at finde ud af, hvad Håkan præcist lavede i det sidste døgn af sit liv, men sagen er langt mere kompliceret end nogen havde regnet med. Og ingen på den lille båd, har tilsynladende rent mel i posen ...

0Likes
4Kommentarer
245Visninger
AA

1. Prolog

Lina og Håkan stod tålmodigt, og ventede på kajen i Stockholm. De skulle med kanalbåden Uniko. Det var første gang de to søskende skulle holde ferie sammen i mange år. Men efter deres mors død for få uger forinden, havde de besluttet at tage på en miniferie – bare de to. Selvom Håkans kone Signe var blevet slemt skuffet over, at hun ikke skulle med. De havde ikke lyst til det helt store, eftersom de stadig var i sorg efter morens død, så derfor valgte de en kanalrundfart. Der var ingen shows, ingen luksus som på krydstogtsskibe, men i stedet en mikroskopisk kahyt, og forhåbentlig massere af hygge.

Den lille kanalbåd hed Uniko. Den var mildest talt meget mindre end de egentlig havde regnet med. Den var hvidmalet, havde tre etager og havde med store, klodsede blokbogstaver ’UNIKO’ stående hen over enden.

,,Det her skal nok blive godt.’’ Sagde Håkann, som altid fuld af overskud. Han tog sin egen og Linas kuffert i hver sin hånd, og gik med raske skridt over den smalle planke, som udgjorde gangbroen. Lina fulgte efter. Kaptajnen stod der så snart, hun havde sat sin fod på båden. Han var ung, glatbarberet og Lina kunne se på hans navneskilt, at han hed Peter Vestervig. Ikke lige den type fyr, Lina drømte om at blive fragtet til Göteborg af.

,,Billetter?’’ Han blinkede flirtende til Lina. Ad var det første ord, som skød op i hendes hoved. Hun skyndte sig at fremvise både hende og Håkanns billet, så hun kunne komme væk fra ham.

,,Skal jeg vise Dem op til Deres kahyt?’’

,,Nej, det behøver du ikke.’’ Hun nægtede konsekvent at kalde ham De. Det var der ingen, der gjorde mere. Udover i Storbritannien og Tyskland. Han forsøgte bare at fedte sig ind i varmen. ,,Bare fortæl mig hvilken etage det ligger på.’’

Så ville de sagtens selv kunne finde det. Der var trods alt nok ikke mere end tre kahytter på hver sal.

,,Første.’’ Smilede ham.

,,Tak.’’ Håkan var allerede på vej op ad den smalle vindeltrappe. Hvorfor var alting så smalt her? tænkte Lina, da hun fulgte efter. Da de var kommet op på første sal, gav hun sig selv et klap på skulderen. Hun havde haft ret. Der var kun tre kahytter og et fælles toilet. Hvilket nok ikke var så fedt, nu hvor hun tænkte over det. Men whatever. Hun skulle bare have verdens bedste bror-søster ferie med Håkan i løbet af de næste tre et halvt døgn. Lidt toiletdeleri skadede vel ikke.

 Håkan stod allerede, og fumlede med nøglen til deres kahyt. Han puffede blidt døren op. Lina måbede. Kahytten var så lille, at de to senge knap nok kunne stå herinde. Væggene var beklædt med billigt udseende træ. Det føltes som at træde ind i en gigantisk trækasse. Sengetøjet var stribbet og der hang en redningskrans på væggen. Sikkert for at forstærke den maritime stemning. På væggen ud mod havet var der et rundt vindue. Det var faktisk ret hyggeligt, hvis man så bort far den klaustrofobiske størrelse.

Håkan placerede kufferterne under de to senge, for at spare på den flygtige gulvplads. Han så ud af vinduet. ,,Det her bliver godt. Det kan jeg mærke.’’

Lina smilede til ham.

Ingen af dem havde nogen anelse om, at det absolut ikke ville blive godt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...