Mytologier mødes

Historien omhandler den nordiske lysgud Balder, der på mystisk vis dukker op i skoven tilhørende den olympiske gud Dionysos. Begge mytologier udforskes og stilles overfor hinanden. Balder må træffe et vanskeligt valg, og dette vil få stor indflydelse for Dionysos' fremtidige rolle i skoven. Indeholder slashshipping, MxM og senere hen mild form for vold.

3Likes
5Kommentarer
2676Visninger
AA

15. Tilbage

Balder sad sammen med Jacquelyn på skovbunden og tegnede i jorden sammen med hende. Han prøvede at lære hende runer. Til vikingens overraskelse kunne pigen læse og skrive normale bogstaver til perfektion. Jackie var en pige der elskede udfordringer, så Balder ville lære hende en af de få ting han selv kunne.

”Du er hurtig. Okay, så det her er?” Balder pegede på en af runerne. Han havde tegnet dem alle tilfældigt rundt i jorden, så Jackie ikke bare kunne regne sig frem til hvad nummer det var i det rigtige alfabet.

”K!” Jackie så sikkert op på Balder der nikkede smilende. Den lille pige var lærenem.


”Ja, så prøv og skriv dit navn.” Balder viskede alle runerne ud så pigen kunne skrive sit navn. Jackie begyndte selvsikkert, og Balder fulgte med. Han så dog op da en hånd blev lagt på hans skulder og mødt Dionysos slangeøjne.

”Hvad er det?” Dio satte sig på hug ved dem og så undrende på tegnene i jorden. Balder så ned, og kunne ret hurtigt se Jackie havde skrevet mere end hendes navn. Han smilede ved ordene.

”Runer. Det er dem vi bruger til at skrive med i norden. Hun trængte til at lære noget andet end bare bogstaver, det kan hun nemt. Jackie, kan du selv læse højt for Dionysos hvad du har skrevet?” Balder smilede opmuntrende til den lille pige. Jackie nikkede og lænede sig frem mod bogstaverne. Hendes finger fulgte ordene.

”Jacquelyn er glad for at være hos Balder og Dionysos.” Den lille pige så op for at se, om det var godt nok. Balder smilede med et nik for at vise, det var helt rigtigt. Dionysos så lidt forvirret ud. Han havde aldrig hørt pigen sige så lang en sætning før. Ordene i sig selv var også rigeligt til undren, hun udtrykte normalt ikke så mange følelser.

”Hun er virkelig lærenem.” Dionysos smilede så til hende og bredte armene for at byde hende ind til sig. Jacki kravlede hen og krammede ham.

”DIONYSOS!!” De så alle tre op, og Jackie gemte sig ved Dionysos ved den høje steme. Hun var stadig bange for alt, specielt pludselige bevægelser og lyde.

Gudernes sendebud landede foran dem, og han så panisk ud. Sådan plejede han aldrig at være, han var normalt meget stille og tog sit job i ro og mag. ”Zeus har sendt mig, han vil se jer begge på Olympen. NU. Der er ikke tid til at forklarer, det gør han deroppe. Hans ordre. Det er vigtigt!” Han blev ikke stående på jorden ret længe, han var så meget oppe og køre, at han lettede et par centimeter af ren iver. Dionysos rejste sig op med Jackie på armen, og Balder kom også på benene. Det var aldrig sket før at de var blevet hasteindkaldt til Olympen. 

”Satyra!” Dionysos kaldte sin faun til sig, mens han gik imod stenen. Hun kom løbende og nikkede ivrigt og forpustet. Balder gik med, ikke helt tryg ved situationen. Hvorfor var han bedt om at tage med? Han havde ingen status i den her verden.

”Sørg for lejren. Jeg skal op på Olympen, jeg ved ikke hvornår jeg kommer tilbage. Du ved hvordan jeg vil have det. Faunus og Pan skal se efter Jacquelyn, sørg for der ikke sker hende noget!” Balder så forfærdet på Dionysos over hans ord. Altså, han bekymrede sig tydeligvis om pigen, men skulle det lige være Pan og Faunus der skulle passe hende?

”Ej, hvad med Alline?” Det var trods alt hende job.

”Balder, der er ikke tid til at diskutere barnepiger. Zeus var meget alvorlig!” Hermes skyndte endnu mere på dem. Det stressede Balder enormt, men han ville ikke være i vejen. Det virkede vigtigt, så måske skulle han bare stole på Dionysos' dømmekraft.. Satyra fik Jackie overrakt af Dionysos og hun nikkede uden at stille spørgsmål, før hun fortsatte ind i lejren med pigen. Balder så efter hende med et smil til Jackie, som for at vise det nok skulle gå.

”Kom nu, kom nu! Zeus er utålmodig! Vi skal til norden!” Hermes var allerede ved at tage af sted, men Balder stoppede op. Norden. I det her tøj?

”Det er for koldt i det her!”

”Balder vi har ikke tid til det der!”

”Jeg har boet der, jeg tager ikke af sted i det her. Vent her, jeg er her igen om lidt!” Balder løb imod deres hule, og greb sit tøj fra norden så snart han var kommet ind af døren. Han kom ud af sit mænade tøj i en vældig fart og fik trukket i sine bukser, støvler og den første skjorte. Resten måtte han få på mens han løb tilbage til de to andre. Hermes virkede til at være ved at gå ud af sit gode skind over ham.

Dionysos så utilfreds på ham. ”Er du snart færdig?!” Vinguden vendte sig og gik med Hermes. Balder fulgte med, mens han prøvede at sætte sin kappe på plads. Han var ikke færdig med det endnu da de stod på Olympen efter det velkendte lysglimt.

”Alle er i den store hal!” Hermes fløj af sted, han var færdig med at vente på dem. Dionysos skyndte sig også af sted. Balder fulgte kluntet med og havde endelig styr på sit tøj og de mange lag. Nok skulle de skynde sig, men han var vant til kulden i norden, og vidste ordentlig påklædning var nødvendig.

De trådte ind til en sal fyldte med diskuterende guder, der alle virkede meget ivrige efter at sige deres mening. Et eller andet vigtigt eller farligt måtte være sket, siden de alle virkede så interesserede og alvorlige. Der gik også nogle piger rundt Balder ikke kendte. De så ikke ud som guderne, de havde mere menneskeligt tøj på, som folkene i Dionysos' lejr. De så sure ud. ”Hvem er de?” Han lænede sig imod Dionysos.

”Amazoner. Hold dig fra dem.” Dionysos gik ind i salen og så imod Zeus uden at sige mere om det. Balder tøvede lidt. De ord beroligede ham jo ikke. Nok nærmest det modsatte.

Han så rundt og havde intet overblik. Det var svært at finde nogen han kendte mellem alle de højrøstede guder. Men de så i det mindste ikke ud til at være vrede på hinanden, det var nyt. Han satte sig ned på en af de få tomme stole ved bordet Zeus og Dio havde siddet ved, da de havde været oppe og anmode om lov til at være sammen. Dionysos var gået op for at tale med Zeus, så Balder var lidt alene.

”Hvad er det?” Hebe, der åbenbart sad ved hans side, pegede på hans hals. Balder så undrende på hende og kørte en hånd over stedet. Han kunne ikke mærke noget og så undrende på hende.

”Hvilket?” Hebe rakte ham et lille spejl og han kiggede i det. Det var et grønt mærke. Det lignede et blad. Så var det det altså begyndt. Han havde fået sit skovmærke, ligesom alle de andre i lejren. Nu hørte han altså rigtigt til. Han smilede lidt og åbnede munden for at forklarer til Hebe.

”HØR EFTER!” Der blev stille og alle så på Zeus, der stod for enden af bordet. Alle satte sig så kun han stod op, og så han var i fokus. ”Vi har fået bud fra norden, fra Odin. Der ser ud til at en hydra har forvildet sig til deres dimension, og de ber os komme og hjælpe. Jeg ved ikke hvordan den er sluppet ind, men det ved de sikkert. Jeg skal bruge Artemis, Apollon, Amor, Ares, Athene, Hebe, Herkules, Poseidon, Hades, Dionysos, Balder og Amazonerne. Hera bliver her og styrer Olympen imens. Jeg ved ikke mere end jeg har fortalt jer, så I får ikke noget ud af at spørge!” Han så ud over forsamlingen. Folk så lidt bekymret på hinanden. Det var ikke en opgave de havde fået før, ingen af dem havde været i norden før. Altså, ingen ud over Balder. Det var yderst sjældent at de hoppede til dimensioner der ikke havde noget med deres egen verden at gøre. Normalt var det noget budbringerne kunne klare. 

”Hvis der ikke er mere, så er det ud til den sydvestlige del, og af sted. Op! Vi rejser fælles, og jeg får os af sted.” Zeus gjorde tegn til at folk skulle komme op og af sted. Balder rejste sig og skyndte sig hen til Zeus.

”Jeg tror jeg kan være en hjælp når vi når dertil. Jeg kender norden bedre end nogen her. Jeg har boet der. Jeg kan vise vej, få os til Valhal på den sikreste måde.” Han så roligt på Zeus. Den høje gud så på ham, mens alle de andre gik af sted imod stedet, de havde fået at vide de skulle mødes. Han nikkede.

”Du har ret. Du viser vej. Det er derfor vi har brug for dig. Du ved hvordan man snakker med dem vi måtte møde, og du ved hvordan tingene fungerer.” Så vendte han sig og gik af sted med alle folkene. Balder smilede ved tanken om at han skulle tilbage til norden, og gik med. Han skyndte sig op på siden af Dionysos. Pigerne som han ikke skulle nærme sig gik lige foran dem. Han kunne se deres påklædning bedre nu hvor de var tæt på. Deres kjoler så ud til at være lavet af normalt stof og læder. Han havde aldrig set guderne bærer læder. De bar alle sammen våben, men lignede ikke nogen der var afhængige af dem. De kunne vist sagtens kæmpe uden. 

”Hvad er amazoner?” Han spurgte Dionysos lavmælt, han ville ikke gøre pigerne sure hvis de nu hørte ham.

”Kvindelige krigere der foragter mænd. De holder til i vores skov. Deres hobby er at jage dem og dræbe dem. Du skal ikke komme på tværs af dem.” Dionysos så dybt alvorligt ind i Balders øjne. Vikingen nikkede lidt tøvende og usikkert på hovedet og så mod pigerne igen.

De stoppede op i samlet flok. Balder holdt sig til Dionysos, det var hans eneste sikkerhed lige nu, specielt så tæt på amazonerne. De kiggede alle på Zeus, usikre på hvordan det her ville foregå. ”Hold jer samlet! Norden er noget helt andet end Olympne.” Folk nikkede lidt og så på hinanden. De havde alle deres våben med. Selv Amor havde skiftet sin sædvanlige hvide, udsmykkede bue ud med en mere solid, der så ud til at være lavet af forgyldt træ af en art.

Et lysglimt, der var meget større og kraftigere end dem der plejede at være, blændede Balder fuldstændigt. Han blinkede flere gange for at få synet tilbage. De var også hoppet længere, ikke bare fra forskellige dele af sammen verden, men fra en verden og til en helt anden. Det hjalp ikke så meget at blinke, se han måtte gnide sig i øjnene. Langsomt vendte hans syn tilbage. Han kunne se andre havde haft sammen problem som ham. Ingen af dem havde rejst til norden før så det ud til.

Balder så hvor de stod og genkendte omgivelserne med det samme. Han banede vej gennem flokken, ligeglad med amazoner og guder. Han stoppede op ved bunden af en gigantisk regnbue. Broen var så bekendt, kulden var så hjemlig. Han så op og fulgte den farvestrålende, næsten endeløse bro med øjnene. Et smil bredte sig på hans læber. Bifrost.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...