Mytologier mødes

Historien omhandler den nordiske lysgud Balder, der på mystisk vis dukker op i skoven tilhørende den olympiske gud Dionysos. Begge mytologier udforskes og stilles overfor hinanden. Balder må træffe et vanskeligt valg, og dette vil få stor indflydelse for Dionysos' fremtidige rolle i skoven. Indeholder slashshipping, MxM og senere hen mild form for vold.

3Likes
5Kommentarer
2676Visninger
AA

4. Hades

Aftenen var ved at falde på over skoven hvor Dionysos’ folk holdt til. Der blev spist og festet som altid, der var højt humør og musik over alt. Balder sad på stenen som Dionysos havde indtaget som trone. Mellem hans ben sad vinguden og slangede sig. Balder havde intet imod det, i stedet havde han faktisk et smil på læberne. Han havde vænnet sig til det nu. Et sted dybt nede måtte han også indrømme han var begyndt at holde af den underlige gud. Når man brugte næsten hvert øjeblik sammen med nogen, begyndte man at lægge mærke til ting.

”Balder?” En stemme bag dem begge fik den forhenværende gud til at vende sig af overraskelse. Han vidste, han kendte stemmen, og så snart han så Hermes, smilede han venligt. Dionysos drejede bare dovent hovedet og sendte et træt og opgivende blik i Hermes retning.

”Hvad vil du, Hermes?” Han satte sit bæger mod munden og tog en slurk. Det virkede ikke som om han ønskede gæster eller selskab udefra i aften. Generelt virkede Dionysos ikke interesseret i selskab der kom fra Olympen.

”Hades har sendt mig. Han ville gerne snakke med Balder. Du behøver ikke tage med Dionysos.” Han landede på jorden ved siden af dem og så kort ud imod faunene og mænaderne der dansede rundt. Enkelte sad i grupper og spiste endnu.

”Jeg sender ham ikke til dødsriget uden at tage med. Hvornår vil han snakke?” Dionysos tømte sit bæger. Balder havde prøvet at tælle hvor mange af dem han drak om dagen, men da de var nået til middag kunne han ikke huske om han kom til 23 eller 24, og opgav derfor.

”Nu. Det-”

”HVA’?!”

”Du behøver ikke tage med. Du kan blive her, hvis du vil.” Hermes trak til på skuldrene. Det var tydeligt han prøvede på at holde Dionysos i nogenlunde godt humør.

”Jeg tager med.” Dionysos hoppede ned fra stenen inden han råbte sine tre faune an. De kom løbende hen og stillede sig på række som altid.

”Sørg for at hun bliver her. Hvis hun ikke er her når jeg vender tilbage så Zeus hjælpe jer!” Dionysos pegede hen imod en ung pige der var kommet til tidligere på aftenen. Det var den nyeste i hans flok. Balder, der var hoppet ned fra stenen, så hen imod hende. Han havde haft ondt af de piger og drenge der kom til i starten, men efter at have vænnet sig til livet i lejren, vidste han der ikke var noget at bekymre sig om. De ville få det godt. 

Faunene nikkede ivrigt inden Dionysos vendte sig om. Balder fulgte efter ham og Hermes. Han undrede sig over om de bare kunne vade ind i Hades eller om det var lige som når de tog på Olympen. Et lysglimt viste sig som da de hvad rejst til Olympen og det første sekund troede Balder de ville dukke op netop dér. Det var dog ikke der de var, opdagede han da han igen kunne se.

Stedet var mørkt og klamt. Det så ud til at de befandt sig i en grotte, og en lille trappe førte ned til noget vand. Dionysos gik ned af dem sammen med Hermes, og Balder fulgte hurtigt med. I Hel var der ikke vand, men her så der ikke ud til at være andet. Ved nærmere eftersyn så grotten ud til at være uendelig stor.

Da de nåede ned til afsatsen opdagede han en båd og en mand. Mandens ansigt var dækket af en sort hætte. Han lænede sig imod en stok. Ved siden af ham var der en stol, så hvorfor han stod op, stod ikke klart for Balder.

”Hvem er-”

”Færgemand! Charon!” Dionysos gad åbenbart ikke forklare sig. Han virkede til at være i virkeligt dårligt humør. Hermes forholdt sig tavs og så bare over imod Balder. Manden Dionysos havde talt til vendte hovedet imod ham, men først anden gang han blev råbt an. Skyggerne dækkede stadig hans ansigt, men han lignede heller ikke man ville have øjenkontakt med.

”Jaer?” Stemmen var hæs og uhyggelig. Balder brød sig ikke om det.

”Vi skal over. Jeg har din betaling.” Dionysos kastede to guldmønter til ham inden han vinkede både Hermes og Balder ned i båden. De gjorde som de fik besked på. Færgemanden greb mønterne og gik op i båden. Han skubbede fra og begyndte at ro dem igennem vandet.

”Hold hellere dine hænder inden for båden. De er ikke så nemme at have med og gøre.” Hermes nikkede ned imod vandet. Balder så ned, og opdagede at skikkelser af folk svævede rundt dernede. Det var kun korte glimt af hver person, men ingen af dem så særligt lykkelige ud. Dionysos blik var fast låst i en højde der gjorde han ikke så ned på noget tidspunkt.

De sejlede længe. Da de fik øje på en klippe midt i det hele, en meget stor klippe, gjorde Balder sig forhåbninger om at de snart var der. Det glemte han dog hurtigt da en høj dyb knurren lød.

”Kerberos!” Færgemandens hæse og rystende stemme lød til at skælde hunden ud, og den lagde sig. Balder så derhen og opdagede der var tre hunde. Han skulle til at spørger hvorfor kun en af dem blev kaldt ved navn eller om det var en generel betegnelse for hundene. Så lagde han mærke til der var tre hovedet, men kun fire poter. Det kunne vel ikke passe det var én hund med tre hoveder? Den var så stor som Fenris, hvis ikke større. Han blev ved med at stirre på det underlige dyr til de støtte imod grund ved den store klippe.

Uden et ord rejste Dionysos sig op. Hermes fulgte med. Balder havde lidt sværere ved at komme op af båden og skynde sig. Han så sig over skulderen, mod hunden. Men den var væk. Eller meget godt gemt i skyggerne. Det måtte være det sidste.

”Balder!” Dionysos’ kommanderende stemme lød stadig ikke særligt glad, og vikingen skyndte sig med.

De kom ind i et stort rum. Alt var af sten og spidse klipper. Men det føltes ikke uhyggeligt. Nu havde Balder også tilbragt 1200 år i et dødsrige, han havde prøvet værre. De gik hen og stillede sig ved et bord. Hermes lettede og fløj ud af en anden dør end den de var kommet ind af. Der gik kort tid, så åbnede Hades døren ind til dem.

”Dionysos?” Han så overrasket ud. Han stoppede op i døren og kiggede på de to gæster. Et host der skulle få hans opmærksomhed bag ham fik ham i gang igen.  Han trådte til side og ind kom dødsrigets gudinde fra norden, Hel.

”Tante?!” Balder så meget overrasket på Hel. Dionysos og Hades så undrende over på ham. Vikingen trådte et par skridt tilbage, han ville ikke med hende. Han ville blive i sin frihed hos Dionysos. Ikke ned til fangenskab igen.

”Åh slap af, fjollede dreng. Men du står til en omgang ballade! Hele Asgård er på den anden ende! Ja for ikke at nævne Helheim!” Hel gik hen til bordet Dionysos og Balder stod ved. Hun satte sig ned ved det uden videre. Hades fulgte efter.

”Det er muligt, men han hører til hos mig nu!” Dionysos satte sig også, men hans humør så ikke ud til at være forbedret. Snare det modsatte.

”Han hører til hos mig, i hans egen mytologi!” Hel så surt over imod vinguden. Hun brød sig ikke om at blive modsagt. Det var da en ting Dionysos og hende havde tilfælles. Balder stod lidt og så på dem. Han ville ikke for tæt på Hel, han vidste ikke hvad hun kunne finde på. Han var glad for Dionysos var taget med. Det her var ikke et møde han ville have været til alene.

”Drengen har siddet der i 1200 år, lad ham nu komme ud og opleve lidt. Der sker ikke noget ved at han er her.” Hades så meget rolig ud omkring det. Overraskende meget faktisk. Men han virkede også som en venlig person. Han havde nok bare været uheldig da arbejde blandt guderne skulle uddeles.

”Nej! Han er død Hades!” Hel så strengt på dødsrigets hersker fra den her mytologi.


”Du ville heller ikke bryde dig om at dine døde løb rundt til andre dimensioner!” Hun slog ned i bordet for at understrege sagens alvor. Balder havde sat sig ned ved siden af Dionysos, her følte han sig tryg.

”Mine døde kan ikke krydse dem. Desuden, så længe det ikke skader nogen, kan jeg ikke se problemet!” Hades trak på skuldrene og lænede sig på den ene albue ind over bordet. Han så over på hende, som om hun var fuldstændigt tabt.

”Det er meget muligt, men jeg tager ham med mig. Kom Balder!” Hun rejste sig op og vinkede den rødhårede viking med sig, næsten henne ved døren.

”Jeg… kan ikke.” Balder så efter hjælp hen imod Dionysos.

”Pjat, selvfølgelig kan du det!” Hel slog det irriteret hen med et vift med hånden. "Du husker måske ikke spådommen, min kære dreng?" Hendes smil blev koldt. 

"Om jeg kommer fra Hel eller herfra kan vel være det samme." mumlede Balder en smule usikkert. 

"Hvilken spådom?" Hades så dybt seriøst over på Balder. Egentlig havde han lidt glemt det, men nu hvor Balder stod her kunne han virkelig ikke se forskellen. 

"Det er spået at ved ragnarok, verdens ende, vil min far og de fleste guder dø. Jeg skal vende tilbage til Asgård fra de døde, og en tid med godhed skal herske." Balder så over på Hades. Det så ud til at de to græske guder var overraskede over drengens vigtighed tilbage i sin gamle dimension, selvom han var død. 

"Og derfor, tager han med mig. Nu." Hel så ud til at mene at diskussion stoppede her. 

”Nej. Han bliver hos mig. Han er min nu.” Dionysos havde den uhyggelige stemme, og blikket der lignede et der kunne dræbe. For første gang gjorde det blik Balder tryg.

”Vi har da vist fået ejerfornemmelser?” Hel smilede som om det hele bare var en stor joke. Hun var den eneste der fandt det her sjovt. ”Du vil måske tage dig af ham som med Ariadne? For det gik jo rigtigt godt.” Hun havde et slesk smil, og selvom Balder ikke vidste hvem den pige hun snakkede om var, vidste han det ikke var noget positivt. Dionysos slog også blikket ned med det samme, han ønskede ikke at tale om det, tydeligvis.

”Hel, jeg synes du skal gå nu. Meddel til Odin at Balder ikke kommer tilbage. Hvis det ændrer sig sender jeg Hermes. Farvel.” Han havde også rejst sig, klar til at smide hende ud af hans hjem.

”Den dreng kommer med mig!” Hun trådte stædigt et skridt tilbage ind i lokalet og pegede imod Balder.

”Forstår du det ikke?! Han kan ikke!” Dionysos slog i bordet, meget hårdere end hun havde gjort. Han så rasende ud.

”Det er sandt. Han er ikke gud længere, og det er kun guder der kan krydse grænserne. Guder og folk der vil af egen fri vilje og er i følge med en gud.” Hades nikkede bekræftende til Dionysos’ udsagn.

”Visse vasse! Vel er han gud!” Hun så surt på begge guderne. Hun nægtede vist at se sandheden i øjnene.

”Nej. Han gav afkald på de kræfter. Han er en af Dionysos’ mænd nu.” Hades prøvede at skjule sit smil, men det gik ikke særligt godt. Han frydede sig tydeligt over at Hel ikke fik sin vilje. Balder var også glad for den beslutning han havde truffet den gang i skoven.   

”Hva’? Kan han det?” Hel så over imod Dionysos der absolut ikke skjulte sit smil, eller gjorde noget for det. Faktisk grinede han kort.

”Han kan, og han har gjort det. Tak for besøget!” Dionysos bukkede ironisk for hende med det mest hoverende smil nogen kunne sætte op. Balder så lidt bekymret over mod hans tante. Hun plejede ikke at finde sig i at blive fejet til side på den måde.

”Odin vil høre om det. Det er ikke slut her!” Hun pegede strengt på dem alle inden hun vendte sig om og forsvandt ud af døren. Da hun var væk kom Hades med et lavt grin.

”Det må jeg sige. Når hun vil have noget, så kæmper hun med alt hun har. Jeg vidste hun var stædig, men det der?” Hades rystede på hovedet med et smil og så hen på Balder.

”Bare tag det roligt knægt. Vi skal nok passe på dig. Du har formået at få venner på Olympen allerede, der skal mere end en sur dødsgudinde til at du bliver trukket væk!” Han smilede venligt til Balder, hvilket faktisk hjalp. Vikingen følte sig godt tilpas i den her dimension.

”Tusind tak. Jeg vil heller ikke tilbage, det er meget mere interessant at være her. Jeg er ikke fanget i en underverden, jeg er forholdsvist fri. Intet personligt.” Balder smilede igen til guden og så mod Dionysos. Han virkede knap så glad, og ikke særligt meget til stede i samtalen. Balder undrede sig over om det havde noget med den kvinde Hel havde nævnt. Men han ville ikke spørger Dio, det kunne ende galt, hvis han blev meget vred. I stedet gik han hen til Hades.

”Hvem er den kvinde Hel nævnte? Ari… Adi..?”

”Ariadne” rettede Hades ham og så hen imod Dionysos. Vinguden stod henne ved et vindue der viste ud til underverdenen. Han var lænet imod væggen med krydsede arme og hørte vist ikke deres lave stemmer. Balder nikkede til ham.

”Det var Dionysos’ kone. Det er mange hundrede år siden. Hun var oprindeligt sammen med Theseus, ham der slog den minotauros der var i labyrinten i Knossos. Faktisk var det hende der sørgede for han fandt ud derfra. Lang historie, den får du en anden dag. Men han drog tilbage til sit hjem, han var forelsket i hendes lillesøster. Han efterlod hende sovende på øen Naxos. Her fandt Dionysos hende og ja. De forelskede sig, giftede sig. Men hun var menneske og døde. Det er svært for ham at komme herned, fordi han ved hun er hernede et sted. Han savner hende stadig forfærdeligt, men det vil han ikke indrømme.” Hades forklarede det hele meget roligt. Balder så forfærdet hen mod Dionysos. Han vidste hvor inderligt guden ønskede en familie, og hvor meget han hadede ikke at kunne få det. Det havde han selv fortalt en aften. Så han havde altså haft en kone. Men hvad med...

”Hvor forfærdeligt… Fik de aldrig børn?” Balder så igen på Hades, og havde det helt dårligt med han overhovedet havde spurgt. Det måtte være forfærdeligt for Dionysos at miste alt han drømte om.

”En søn. Ønopion. Men…”

”Men han døde. Jeg er kun halvgud. Jeg kan ikke få udødelige børn som min far kan. Han var ikke særligt gammel da han døde.” Dionysos havde vendt sig om imod dem begge og snakkede overraskende roligt omkring det. Hans arme var krydsede og hans ansigt var neutralt. Balder mistænkte ham for at se sådan ud så han ikke viste følelser.

”Det er jeg ked af. Jeg vidste ikke at guder og deres partnere kunne dø. Hos os dør folk aldrig. Eller.. For det meste ikke…” Balder så lidt ned. Hans død havde jo været mord og ikke noget vikingerne for det meste oplevede. Han var den eneste døde gud.

”Det er ikke unormalt hos os. Der er mange tragiske historier for os alle. Men tag I nu hjem.” Hades smilede kort inden han venligt ledte dem hen mod døren. Han virkede som om samtalen skulle slutte her. Dionysos nikkede bare og gik ud af hvad Balder efterhånden havde fundet frem til måtte være Hades’ hjem. Balder tøvede lidt inden han så fulgte efter.

”Tak.” Han smilede kort til Hades inden han fulgte med Dionysos ned i båden de var kommet i.

”Hvad handlede det om?” Balder satte sig ned, i det båden med et ryk satte i gang. Dionysos sørgede stadig for ikke at se ned, Balder forstod nu hvorfor. Måske dukkede Ariadne eller Ønopion op.

”Hans egen kærlighed er død. Men fordi han er underverdenens hersker, har han stadig mulighed for at snakke med hende. De kan bare ikke røre hinanden. Ser du, de døde er bare sjæle. Vi kan mærke en klistrende kold fornemmelse, men ikke røre dem. Vi kan ikke holde fast i dem.” Dionysos lød som en der havde prøvet. Balder nikkede lidt og forstod. Det måtte være forfærdeligt at skulle gå op og ned af ens kærlighed, uden at kunne røre hinanden.

Turen over vandet foregik i stilhed. De havde intet at snakke om, og stemningen fra tidligere hang over dem. At snakke om død og sorg var ikke et emne man havde lyst til at fortsætte. Færgemanden roede dem roligt over, og da de ramte bredden steg de ud. Dionysos så ikke engang på færgemanden, men Balder sendte ham et kort smil, selvom det ikke virkede til at være det man gjorde.

De gik op af trappen og med samme lysglimt som altid dukkede de op i skoven.

”Jeg vil ikke snakke om det Balder. Og du nævner ikke noget for mænaderne, nysiaderne, silenerne eller faunene. Forstået?” Dionysos så alvorligt på ham. I lyset nu, med bålene flammende bag sig, var området om hans øjne næsten sorte som natten om dem, og kun hans uhyggelige øjne lyste op midt i det. Balder nikkede bare.

”Jeg ville aldrig fortælle nogen om sådan noget. Jeg sværger ved Bifrost.” Dionysos nikkede over vikingens svar. Han løsnede lidt op. Hans image og omdømme var vist alt han havde, det var klart Balder ikke skulle valse ind og ødelægge det.

Vinguden vendte sig om for at gå ind til hans sten og genoptag hans plads som herre over hele hans flok. Balder kunne se den nye pige, Thira, stadig var her, så chancerne for de havde fået en ny mænade var ret stor. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...