Mytologier mødes

Historien omhandler den nordiske lysgud Balder, der på mystisk vis dukker op i skoven tilhørende den olympiske gud Dionysos. Begge mytologier udforskes og stilles overfor hinanden. Balder må træffe et vanskeligt valg, og dette vil få stor indflydelse for Dionysos' fremtidige rolle i skoven. Indeholder slashshipping, MxM og senere hen mild form for vold.

3Likes
5Kommentarer
2673Visninger
AA

18. Forsete

Borgen var stille igen. Guderne var taget ud i kamp igen, og den her gang var Dionysos taget med dem. Einherjerne var taget ud på slagmarken. Alt var stille nu, og det var befriende. Natten havde været plaget af sårede guder og vild forvirring. Alting var normalt igen nu. Bortset fra den gigantisk hydra der var på vej imod Valhal, og kun var rykket tættere på.

Hebe sad ved et af de enorme borde og drak te. Balder sad overfor, men han var mere urolig end ungdomsgudinden. "Slap af Balder, de skal nok klare sig." Hun smilede opmuntrende til ham. Det var en af de ting hun gjorde bedst. Hun opmuntrede altid Balder, fik ham altid til at bekymre sig mindre.

"Jeg ved ikke. Dionysos er ikke stærk. Jeg kan ikke se hvad han skulle med for." Balder så hen imod portene der førte ind til Valhal. Hvad skulle hans vingud stille op imod et gigantisk monster? Klynke den til døde? Han sukkede og prøvede at slappe af. Han måtte have lidt tiltro til sin kæreste. Det var bare svært når han var vokset op med sværdkamp fra han kunne gå, og Dionysos aldrig havde holdt et våben.

"Han har sine egne tricks, tro mig." Hebe lo blidt og drak af sin te. "Lad det nu ligge, lad os tænke på noget andet! Der må da være en masse ting, du kan fortælle mig om Valhal?" Hun smilede afventende til ham. Balder så lidt rundt og trak på skuldrene.

"Det ved jeg ikke om jeg har. Hvad vil du vide?" Han smilede til hende. Der var så meget han kunne fortælle om, han vidste ikke, hvor han skulle starte. Hebe så sig om i borgen og tænkte lidt. Hun vidste intet om de nordiske guder, alt han fortalte ville være nyt.

"Okay, fortæl mig om jeres ungdomsgudinde så!" Hun smilede til ham og satte sig til rette. Balder grinede lidt. Han havde fornemmelsen af de to ikke ville komme særligt godt ud af det med hinanden, men hvis hun nu ville vide det, skulle hun være velkommen.

"Ydun, hun er med ude og kæmpe mod hydraen. Hende med det blonde hår og den lyserøde kjole. Hun er ikke særligt klog, minder lidt om Afrodite. En gang om året bringer hun de magiske æbler her til Valhal og holder guderne unge og stærke." Balder trak lidt på skuldrene igen.

"Æbler? guldæbler?" Hebe så interesseret på ham. Balder rystede på hovedet med et lille smil.

"Grønne æbler. Det ligner helt normale æbler, men det er det ikke." Balder smilede roligt og drak resten af sin te. "Ydun går meget op i sine æbler."

"Og sit udseende." Brage satte sig på bordet ved siden af Hebe. Hun så op på ham, tydeligvis lidt overrasket over at han lige pludseligt var der. Balder nikkede til hans udsagn, det var helt rigtigt.

"Du lyder til at kende hende godt?" Hebe smilede en smule, lidt usikker på om der var noget hun skulle vide eller havde glemt. Brage fnøs af hende. Det lød ikke hånligt, bare aggressivt.

"Vi var gift. Men det holdt ikke meget mere end et par hundrede år. En kunstner skal ikke være sammen med en der kun kan tænke på ydre skønhed." Han lød ikke særligt flink i sine udsagn om Ydun. Hebe så lidt undrende op på ham, og ville gerne have han fortsatte med at fortælle. Han så lidt tøvende på hende men sukkede så.

"Ydun er flink nok. Men hun er så fokuseret på udseende og skønhed. Hun tænker ikke på andet. Det er meget svært som skjaldenes gud at være sammen med en der er sådan. Desuden savnede jeg intelligent sammenværd med andre. Med sætninger der indeholdt ord længere end to stavelser!" Han vrissede det sidste tydeligt utilfreds. Balder hævede en hånd for at få ham til at falde til ro.

"Ydun er venlig. Du skal ikke danne dit indtryk af hende ud fra vores udsagn." Balder skævede lidt op mod Brage, der bare fnøs igen. Det var ikke hans yndlings emne at diskutere. Hebe nikkede roligt med et smil og så ned. Hun følte sig ikke motiveret til at spørger om mere. Ikke så længe Brage sad ved siden af hende i det humør.

Brage så hen imod portene. De sad i stilhed lidt. Ikke fordi der var dårlig stemning, de var bare trætte efter nattens healing. Amor og hans amoriner lå og sov i den mere aflukkede del af Valhal. Balder havde flere gang overvejet at gøre det samme.

Brage rettede sig pludseligt op og puffede til Balders skulder. "Du har besøg." Han pegede hen imod portene med et langt mere mildt ansigtsudtryk. Balder så undrende op på ham, inden han flyttede blikket hen til portene. I den gigantiske portåbning stod Forsete.

Det var flere hundrede år siden han havde set ham, og han havde stadig kun været en teenager på det tidspunkt, men Balder kunne genkende ham med det samme. Han rejste sig op med ét og gik imod ham. Hebe så spørgende op på Brage, der bare smilede og så hen imod genforeningen.

"Forsete." Balder så stolt på sin søn. Drengen lignede ham. Han havde det samme brune hår som sin mor, men det var krøllet som sin fars. Hans øjne var blå, og hans kropsbygning var præcis som Balders. Hans ansigt lignede dog hans mors, med de fine træk. Drengen så på sin far med åben mund. Balder smilede lidt til ham. Der var ikke nogen af dem der vidste hvordan de skulle komme videre der fra.

"Du ligner din mor." Balder smilede stadig varmt til sin søn. Forsete smilede lidt over ordene og trak på skuldrene.

"Hun siger jeg ligner dig." Han smilede lidt og så på Balder. Det var underligt. De stod overfor hinanden, som om de var fremmede. Balder bebrejdede ikke Forsete noget, han havde ikke været så gammel da han døde. Og det var så lang tid siden. Alligevel gjorde det ondt, at de ikke havde noget indbyrdes forhold længere.

"Undskyld jeg først er her nu. jeg havde nogle ting, der skulle ordnes i Glitner." Balder rystede på hovedet.

"Det skal du ikke undskylde. Kom nu her." Han bredte armene ud. Hans søn så lidt ned, inden han så nikkede og gik hen og lagde armene om sin far. Balder smilede lidt og lukkede øjnene. Det var rart at mærke ham igen. Han var stærk og veltrænet, det var tydeligt i hans kram. Balder trak sig lidt væk for at se ordentligt på ham.

"Du har ikke ændret dig meget. Du ser stærkere ud. Det er godt at se." Balder klappede ham på skulderen inden han lagde en arm om ham og ledte ham hen til bordet hvor Hebe og Brage sad.

"Jeg har trænet en del. Faktisk laver jeg sjældent andet. Så meget sker der jo ikke her mere." Forsete trak lidt på skuldrene for at slå det hen. Et træk ham og hans far delte. Han satte sig ved bordet og nikkede kort til Brage som hilsen. Han rakte en hånd ud imod Hebe. "Forsete."

Hebe tog den og smilede venligt. "Hebe. Du er Balders søn?" Hun gjorde plads til ham på bænken. Balder satte sig overfor dem. Forsete nikkede til hende.

"Ja. Gud for retfærdighed." Han smilede varmt, præcis som hans far kunne. Hebe smilede igen til ham.

"Gudinde for ungdom. Jeg har hørt om dig." Hun skævede til Balder. Lysguden trak bare lidt på skuldrene med et uskyldigt smil. Forsete så lidt overrasket på ham.

"Virkelig?" Han lød overrasket. Balder nikkede til sin søn.

"Jeg har aldrig glemt dig eller din mor. Jeg har savnet jer." Balder smilede roligt til Forsete, der smilede igen. Han havde ikke regnet med, at Balder havde snakket om det, når det nu var så længe siden.

"Urgh, hvad vil de nu?!" Brage så irriteret over mod nogle einherjer, der kom ind i borgen. De tre andre fulgte hans blik.

"Godt spørgsmål. De plejer aldrig komme tilbage så tidligt." Forsete rejste sig op og gik hen imod dem for at snakke med dem. Hebe så over på Balder med det samme med et stort smil.

"Han ligner dig jo helt vildt Balder!" Hun virkede overrasket. Balder trak på skuldrene og synes nu mere, han lignede sin mor. Men de havde da nogle træk der var ens, det ville han give hende ret i.

"Han er også min søn. Jeg er stolt af ham, meget." Han smilede lidt over det. Balder så op på Brage der stadig sad på bordet. "Hvordan har han haft det i alle de år?"

Brage tøvede lidt inden han svarede. "Godt. Han var utroligt ulykkelig da du døde, det ved du. Men han har passet godt på Nanna. Han træner hele tiden. Hvis ikke her, så når han er hjemme i Glitner. Jeg tror det er den måde han har klaret sorgen på. Han fik det ud ved hjælp af træning. Han er utroligt god til det også, det må man give ham. Men han er lige så fredelig som dig, han løser tingene præcis så godt som dig. Han klarer jobbet som retfærdighedsgud godt." Brage smilede opmuntrende til ham. Balder nikkede lettet til ham. Han var glad for, at hans søn havde klaret sig så godt. 

"Det er jeg glad for at høre." Balder smilede op til ham. Han flyttede sit blik da en velkendt skikkelse bevægede sig i hans øjenkrog. Amor kom hen imod dem. Han så langt mere udhvilet ud end Balder og Hebe. De burde nok begge få noget søvn.

"Der er ikke sket noget, mens jeg har været væk, vel?" Kærlighedsguden satte sig ved bordet. Brage så ned på ham og fik en helt anden ro over sig. Balder mistænkte Amor, for at have brugt nogle af sine pile, sådan havde skjalden aldrig opført sig før.

"Du er gået glip af at møde Balders søn, Forsete." Hebe så på ham med et smil. Amor så over på Balder med det samme.

"Er det rigtigt? Er han her?" Han så rundt i borgen for at få øje på ham. Balder lo blidt og nikkede lidt til spørgsmålet.

"Ja, han snakker med einherjerne. Han kommer nok igen om lidt. Hvor er alle amorinerne?" Det lignede ikke Amor at gå nogen steder uden sine små følgesvende. Amor smilede lidt over spørgsmålet.

"De sover. Det er langt mere udmattende for dem at heale end det er for mig. Jeg lader dem ligge nogle timer endnu, eller til der bliver brug for dem." Amor gabte kort. Søvnen sad vist stadig i ham. Hebe lagde blidt en hånd på hans ryg med et smil og han gengældte. Balder nikkede lidt og så ned i bordet. Bekymringen for Dionysos begyndte at vokse igen.

"Hydraen er på vej hertil. De vil have vi gør våben klar, hvis der skulle opstå kamp." Balders dreng kom tilbage til bordet. Så opdagede han den nye gud. " Åh! Hej! Forsete, gud for retfærdighed." Forsete smilede til Amor og rakte en hånd frem som hilsen, præcis som han havde gjort ved Hebe. Amor smilede til ham og tog hånden.

"Amor, gud for kærlighed. Så du er sønnen!" Han smilede til ham. Forsete lo lidt og trak sin hånd til sig, inden han så på sin far.

"Virkelig?" Balder smilede bare og rystede på hovedet. "Kom med. Vi får brug for den hjælp vi kan få. Kan I slibe sværd og gøre dem skarpe?" Forsete viftede dem op og med sig. Han gik imod en del af borgen der var mindre oplyst. De fulgte alle fire med.

"Jeg kan rette fjer på pile og stramme buestrenge?" Amor så på Forsete som for at spørge om det var godt nok. Den unge gud smilede til ham med et nik.

"Det er helt perfekt. Det er ikke det vi gør mest i, få kan finde ud af det. Hebe?" Han så afventende på hende for at spørge hvad hun kunne. Hun så på ham og trak på skuldrene.

"Jeg plejer ikke rigtigt at bruge våben. Men jeg kan vel lære det?" Hun så lidt rundt med et usikkert smil. Balder lagde en hånd på hendes skulder med et smil.

"Selvfølgelig."

"Selvfølgelig." Forsete og Balder så ind i hinandens øjne. De havde sagt det på samme tid, i samme toneleje. De smilede til hinanden og Forsete ledte dem ind i våbenkammeret. Der var rigeligt med våben til alle herinde. De ville aldrig kunne nå at gøre dem alle klar, ikke engang hvis alle einherjer hjalp til.

"Amor, du kan sagtens begynde med pilene og buerne. Jeg tør love dig de ikke er blevet brugt for nyligt. De fleste einherjer dyrker nærkamp frem for bue og pil. De kan godt bruge det, og det er muligt det er mere effektivt end sværd mod en hydra. Hebe, hvis du går med mig lære jeg dig at slibe sværd og at bruge dem. Det er godt at have et par stykker i baghånden, hvis det skulle ske noget." Balder så stolt på sin søn. Han var blevet stærk, men han var samtidigt også intelligent. Det var nu ikke så underligt, med den mor han havde.

Amor nikkede og greb det første hylster med pile han kunne nå, og et par buer. Brage fulgte med ham for at hjælpe. Balder greb nogle sværd og fulgte med de to for at sidde sammen med dem. Hebe og Forsete skulle have lov til at gennemgå slibe teknikker og angreb alene.

"Kan du se? Han er ikke helt tabt." Brage smilede til Balder, der måtte nikke. De satte sig omkring et mindre bål. Balder hev en slibesten frem og begyndte at køre det langs sværdets æg. Amor begyndte at rette fjerene på pilene.

"Hvordan er Atle?" Balder så spørgende på Brage. Skjalden sad og var ved at stemme sit instrument. Det var nok også det eneste våben, han rigtigt kunne bruge. Amor så kort op imod ham, inden han vendte tilbage til arbejdet med fjerene.

"Han er meget venlig. Jeg kender hans datter bedre end ham for at være ærlig. Men altså, Atle slås ikke. Han svor aldrig at røre et våben igen da han kom til Valhal, for Grids skyld." Brage så over på ham med et roligt ansigt. Balder tænkte lidt over det, han havde hørt Grid før.

"Grid... Det betyder fred, gør det ikke?" Brage nikkede til ham. Amor så op med et smil.

"Hvilket dejligt navn!" Brage så på ham og grinede lidt med et ryst på hovedet. Han flyttede sig så han sad med et ben på hver side af den bevingede gud. Amor lænede sig tilbage imod ham.

"Jo det gør. Hun er utroligt modig. Hende kan du godt være stolt af at Forsete er stedbror til." Brage lagde sit instrument ned, han kunne alligevel ikke stemme det når Amor sad som han gjorde op af ham. Balder smilede lidt over tanken.

"Hun lyder ikke helt skidt. Hun er vel ikke ude og slås med einherjerne?" Balder tænkte, at så måtte hun vel være her i borgen et sted. Brage smilede lidt.

"Nej, krig og vold er ikke hendes ting. Brynja prøvede at gøre hende til en af valkyrierne, men hun kunne ikke enes med de andre. Hun er for klog. Hun hjælper til her og der i borgen. Med mad, våben eller med at rydde op. Ellers bruger hun tid sammen med Ask." Brage sad og betragtede de hvide vinger der var blidt presset imod hans brystkasse mens han snakkede.

"Fornuftig pige." Balder så på sværdet han var ved at slibe og koncentrerede sig om det. De sad i stilhed det næste stykke tid. Brage gave Amor ro til at rette fjerene på pilene. Han sad bare og betragtede kærlighedsguden imens, uden at sige et ord. Balder kiggede på dem i smug med et lille smil. Han forstod ikke hvordan hans far kunne havde noget imod dem. Men han var vel blot ægte gammel viking.

Gefion kaldte på Brage hvilket fik skjalden til at udstøde et suk. "Jeg skal velsagtens spille noget beroligende for Særimner så flæsket vokser hurtigere. Åndssvage kvinde." Brage beklagede sig lavmælt, men både Amor og Balder kunne tydeligt høre det. Amor så op på ham da han kom på benene med et smil. Han behøvede ikke sige noget før Brage igen sukkede, et enkelt lille blik var nok. "Jeg ved det godt, jeg ved det godt..." Så tog han sin lut og gik imod den unge kvinde der kaldte på ham.

Balder så efter ham med et lille smil. "Amor?"

"Ja?" Kærlighedsguden sad stadig i fred og ro og rettede fjerene.

"Hvor mange pile har du brugt?" Balder så alvorligt over på ham. Amor løftede blikket og så helt målløs ud.

"Det var da utroligt som man skal beskyldes for at bruge pile til højre og venstre." Så lo han lidt og rystede på hovedet. Han så forlegen ud. "Jeg har ikke brugt dem. Jeg har dem ikke med. De er alle på Olympen, jeg gik ikke ud fra at jeg skulle bruge dem på et monster. Det er derfor de fleste af min amoriner også blev. Så de kan fortsætte med at sprede kærlighed mens jeg er her." Amor så ind i hans øjne. Balder var nu ikke helt sikker på at det var sandt.

"Sværger du?" Balder så direkte ind i hans øjne.

"Ved Styx." Amor smilede mildt til ham og nikkede. Han talte altså sandt. Balder var faktisk endnu mere overrasket over at Brage kunne opføre sig sådan over for nogen. Han kunne forstå det hvis en af Amors pile var indblandet, eller tyve, men at han var sådan over for fremmed af sig selv var imponerende.

"Kærlighed besejrer virkelig alt..." Balder smilede lidt for sig selv og vendte tilbage til slibningen. Amor var allerede fuldt ud fokuseret på pilene igen. De sad i stilhed til Amor var færdig med alle pilene og buerne. Han rejste sig op.

"Jeg henter flere. Jeg kommer tilbage.” Balder nikkede bare til ham med et smil og så ned på sværdet han var i gang med. Det tog lidt tid, men han gjorde det præcist og nøjsomt. Det var ikke nødvendigt, sværd var ikke så følsomt et våben som pile. De skulle bare kunne skære dybt.

Amor kom hurtigt tilbage med et nyt læs pile og buer. "Tror du vi skal i kamp? At det bliver nødvendigt?" Han så over på Balder med et bekymret udtryk. Vikingen trak lidt usikkert på skuldrene. Det var ikke til at vide, han kendte ikke det monster de kæmpede imod.

"Måske. Men bare rolig, der er masser her i Valhal der ved hvordan man slås. Men det burde du da ikke bekymrer dig om?" Hans job indebar bue og pil, han kunne ikke andet end at være god til det. Amor rystede også på hovedet og så ned.

"Det er ikke mig jeg er bekymret for. Men Hebe. Hun er ikke ligesom de andre guder, hun har aldrig været i kamp." Han sukkede lidt og hans vinger foldede sig sammen og sank ned. Balder nikkede en smule, det var forståeligt nok. Han var jo selv bekymret for Dionysos.

"Forsete skal nok lære hende lidt af hvert. Nok til at holde sig uden skader." Balder smilede opmuntrende til ham og begyndte så at slibe igen. Han var næsten færdig med sværdene. Amor så lidt tøvende på ham inden han så nikkede og begyndte med pilene igen.

"Hvordan er det?" Balder så forvirret op, han forstod ikke Amors spørgsmål.

"Hvilket?"

"At være hjemme igen." Amor så over på ham med et lille smil og lagde hovedet på skrå. Balder rystede mildt på hovedet.

"Jeg er ikke hjemme. Jeg bor hos Dionysos nu." Balder så på sit arbejde og ville helst ikke fortsætte samtalen.

"Det betyder da ikke det her ikke er dit hjem. Du er del af vores familie nu, men du er også stadig søn af Odin og far til Forsete. Du hører til begge steder. Dit hjem er hvor dit hjerte er." Amor så roligt på ham. Balder så stadig ned, og tænkte over ordene. Det var vel sandt nok.

"Men. Jeg kan jo ikke kalde begge for mit hjem?" Han løftede sit blik, og det blev mødt af Amors. Guden smilede til ham med et lille ivrigt nik.

"Hele verden er dit hjem, Balder. Herkules troede også det var enten eller. Han er halvgud, og fandt ud af at hans hjem både er på Olympen og på jorden. Det er lidt det samme. Uanset hvor du er, er du jo blandt folk der elsker dig." Amor forklarede sig roligt og det gav mening. Balder havde aldrig overvejet muligheden for to hjem. Han havde aldrig tænkt over det var muligt at høre til flere steder. Det var en rar tanke, der fik ham til at smile.

"Du har ret Amor."

"Det har jeg som regel!" Han grinede lidt og fortsatte sit arbejde med pilene mere munter og fornøjet end før. Balder fnøs venskabeligt af ham.

"Jeg bliver sindssyg af de vikinger!" Brage satte sig misfornøjet ned ved siden af Amor, der rettede opmærksomheden imod ham med det samme. Balder grinede lidt mens han arbejdede.

"Hvad nu?" Det var ikke noget nyt at Brage var træt af nogen.

"Det er altid det samme! Krig, vold, mad, mjød. Brage spil det her, Brage spil det der. URGH!" Han sukkede noget højlydt og vredt. Amor så lidt på ham.

"Hold nu fred, Brage. Sådan er vikinger." Amor trak på skuldrene med et opmuntrende smil. Det kunne han have ret i. Brage så lidt tænksomt på ham.

"Hvordan er Olympen?"

"Den er, Neeeeej! Brage. Du er nordisk gud." Amor så strengt på ham og viftede med en pil foran ham. Skjalden smilede uskyldigt, inden han lænede sig frem mod kærlighedsguden. Amor foldede sin ene vinge ud så den afskærmede ham fra skjaldens kys rettet mod hans kind. Brage sukkede opgivende.

"Jeg siger ikke jeg forlader norden. Men en ferie ville ikke være helt skidt." Amor foldede vingen sammen igen og så knap så imponeret på Brage. Balder så imellem dem.

"Han kunne have fat i noget Amor. Jeg tror ikke det er helt skidt at lade folk se vores kultur. Det vil jo ikke skade." Balder smilede opmuntrende til Amor. Brage nikkede ivrigt for at vise hvor enig han var i det Balder sagde. Kærlighedsguden tøvede noget.

"Jeg ved ikke... Det er nok Zeus der bør afgøre det. Han bestemmer hvem der kommer ud og ind på Olympen." Amor så på Brage igen, men den her gang smilede han til ham. Han så ud til gerne at ville havde skjalden med. Han var lidt som en ung teenager, der var bange for hvad mor og far sagde til hans nye ven.

”Jeg snakker med ham når alt det her er overstået.” Brage smilede blidt og lagde armene omkring Amor.

”VIKINGER TIL VÅBEN!” Forsete løb igennem borgen og fik folk til at gribe deres våben. Han stoppede forpustet op ved Brage, Amor og Balder. ”Grib jeres våben. Hydraen er næsten ved Valhal. De har brug for vores hjælp!” Han så ind i sin fars øjne, inden han fortsatte igennem borgen for at hente hjælp.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...