ϟ Shoot Me Down ϟ One Direction ϟ

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2014
  • Status: Igang
"Mit navn er, Alexandria. Alexandria Smith, og jeg er, ikke hvad man kalder normal. I gennem hele mit liv har jeg flygtet fra den ene lille detalje at, jeg har kræfter. Ikke ligesom de der store fantasy/scifi historier, men mere den mørke del, jeg kan blodbetvinge, og jeg hader den del. Og så er jeg født med Alexandria Genesis, hvilken bekræfter min teori at det er ikke muligt for mig at være ligesom alle andre, jeg kan ikke engang lade som om,, I hele Alexandria's liv har hun flygtet, hun har været alene, og med en halv verden imod hende, hjælper en hemmelig regering hende, men alting er ikke hvad det ser ud til,

9Likes
4Kommentarer
528Visninger
AA

4. ϟ kapitel 3 ϟ Angry Power ϟ


Liam og Niall kom slørende ind af døren i sidste øjeblik, klokken er ni om morgen, og man kan tydelig se de har været ude og feste i nat.

General Orville kommer marcherende ind af døren, med alle medaljonerne hængende stolt over hans bryst, hatten skjuler nærmest hans ansigt, og han smider en mappe på bordet.

Harry tager mappen og åbner den, jeg stiller mig så jeg kan se over hans skulder, og jeg læser.

”Alexandria Smith” siger jeg, mest til mig selv.

”Hvad pokker, hun har overlevet en ild hvor alt andet end hende blev brændt til grunde” siger Harry.

”Hvordan er sådan muligt?” spørg Liam.

”Det er derfor vi skal have hende herind, vi vil spørge hende om nogle ting” forklare general Orville.

”Hvor finder vi hende?” spørg Zayn.

”Om omkring ti minutter er 'Masqerades’ i gang med jagten på hende, sving om hjørnet ved Hyde park, og jagt hende, det er sten sikkert at i finder hende, hvis hun teleportere væk, kig på den nærmest tag bygning, hun kan ikke kontrollere det ordenligt endnu” siger han, vi gør honnør og skynder os ud i bilen, hvor alt vores udstyr er.

Niall sætter sig ved rettet og kører.

Og så er jagten i gang…

Vi kører i godt og vel fire minutter før Zayn og Niall råber om de ser hende, så Liam og jeg står klar ved døren, mens Zayn springer ud af døren og løber hen ved den nærmeste bygning.

Vi ser hun stopper og kigger på os, før hun blinker. Vi ved hvor vi skal løbe hen, så vi løber hen hvor Zayn står med hende liggende på jorden gispende.

"Bare sluk den, hun er væk" siger Liam, og vi tager om hendes arme og ben før vi tager hende ned til bilen.

Vi putter hende roligt ind og kører normalt tilbage til bassen.

Jeg kigger på hende, og hun er faktisk virkelig køn, det er ærgerligt at hun er nationalt eje nu…

”Niall hvor langt endnu?” spørg jeg. ”uhm,” siger han og drejer vognen, ”to minutter” siger han.

”Jeg er sikker på jeg har set hende før!” siger Liam, og kigger nærmere.

”Hey Niall, had hed pigen fra i går hende vi snakkede med til to om natten?” spørg han.

”Julie” siger han, utroligt de har været ædru nok til at huske sådan.

”Der var det! Det er hende, tænk at vi fandt hende før jer andre!” siger Liam grinende.

”Det er mærkeligt, har hun gået rundt som enhver mennesker på gaderne?” spørg jeg forvirret, ”jeg vil tro hun har strejfet lidt, hun sagde hun hed Julie, og hun skulle lede efter sin ven, men hun gik direkte ud af klubben, og så fandt vi hende vel nu” siger Liam, og ryster på skuldrene.

Vi stopper op, og jeg tager hende op i brude stil, og bærer hendes ubevidste krop hen til lægerne som vidste vi sikkert ville bruge spalteren, siden hun ellers er ustoppelig.

De tager imod hende, og ligger hende på en båre, og vi bliver vist tilbage til mødelokalet.

Og det tog i alt en halv time.

 

ϟ ϟ ϟ

 

Da hun vågnede op var hun ret panisk.

Hun begyndte at råbe og skrige, hun prøvede flere gange at teleportere, eller bruge hende andre kræfter, men hun teleporterede kun får centimeter af gangen, og hendes ild var kold og svag.

Hun kunne knap holde sig oprejst, så hendes teleparti virkede heller ikke.

Omkring en halv time senere sidder hun bare på gulvet, og sidder så stille som en statue.

Jeg kigger hen til de andre. 

"Så det dig Louis" siger General Orville. Jeg nikker bare, og går langsomt imod døren ind til hendes lille rum, hvor det er hun sidder så stille.

Dog da jeg er trådt ind i det lille lokale, hører jeg de desperate åndedrag, og ligger mærke til de røde kinder, græder hun?

"Alexandria?" siger jeg, og hun kigger op imod mig, de lilla øjne er så tydelige, men skinner så lyst, at man bare ikke kan kigge væk.

Det røde hår sidder lidt over det hele, men det sidder alligevel godt på hende, og de små rækker af sort mascara er linet ned af hendes kinder, men hun er stadig smuk.

"Hvor kender i mit navn fra?" spørg hun stille, hendes stemme er hæs. 

"Aner det ikke, fik en mappe med alle dine filer. Og dokumenter, " siger jeg, og sætter mig ned på knæ omkring en halv meter fra hende, hun rykker instinktivt væk fra mig.

Hun er bange.

Det ville jeg også være, hun kan ting som ingen andre, og nu er hun holdt fanget, endnu en gang. Det sikkert ikke den første, det eneste jeg ved var en anden regering fik fat på hende, og lave nogle eksperimenter på hende vist, for at finde ud ad hvordan hun har disse kræfter.

"Er du okay? Har du brug for noget?" spørg jeg så stille, hun kigger på mig som om jeg er et spøgelse, "uhm, noget vand?" siger hun som et spørgsmål.

Jeg sender en hurtigt besked til Harry, og beder ham om at komme med noget vand.

Han sender en tummel op til mig igennem ruden og forsvinder igennem døren bag ham.

"Okay, egentlig blev jeg sendt for at spørge dig om nogle ting, men du er sikkert ikke særlig stabil lige nu." siger jeg, og ligger papiret ned på gulvet. Det papir med alle de her notater, og ting jeg skal gå efter.

"Tak" siger hun, som man næsten ikke kan høre.

"Men noget du kan fortælle mig er, hvornår fandt du sådan, kontrol, over de her kræfter? Eller hvordan håndterer du det?" spørg jeg.

Hun rykker lidt så hun sidder op af væggen, og benene fladt på gulvet, mens hun kigger ud i luften.

"Det har jeg ikke, mine 'kræfter' som du kalder dem, styrer sig selv, teleportationen, sker nogle gange bare, nogle gange håber jeg på at være et andet sted, og så sker det bare," siger hun. 

"Og hvad med de telekinesiske?" spørg jeg, hun kigger hen på mig.

"Det ren vrede." siger hun. Man kan se det i hendes øjne.

"Og når jeg bliver sur nok, selvom jeg er svag. Er jeg stærkere en jeres hær. Og jeg mener ikke muskel styrke" siger hun, og et lille smil former sig på hendes læber.

"Hvad men-" før jeg når at slutte sætningen, er jeg imod væggen, en halv meter over jorden, hun sidder stadig på jorden, men griner bare.

Alarmer går af, og jeg mærker noget stramme sig om min hals, som om jeg bliver kvalt.

"Undskyld, du har været meget venlig, men jeg foretrækker altså at være fri, og ikke indespærret i et fængsel." siger hun, og rejser sig langsomt op.

Døren her ind til åbner, og de andre kommer, sammen med en masse vagter.

"Kom nærmere, og jeg ender hans liv" siger hun.

"Hold!" råber General Orville, "hvad er der du vil" siger han, mens han træder til fronten.

"Jeg vil ud" siger hun, "og aldrig blive jagtet" tilføjer hun lidt efter.

Håret klistrer til hendes pande.

Det her tager al hendes energi. Hun bliver tæret indefra og ud, hver gang hun gør sådan noget her? Så det vil sige, det noget inde i hende, som gør hun kan det her. Det vil sige hun ender med at blive så træt hun mister styrken.

"Det kan vi da ikke" råber jeg. Men grebet om min hals strammes bare mere.

"Hold mund! Jeg vil ikke mere! Jeg er træt af at flygte! Jeg har intet at give jer! I kan ikke dissekere mig og finde et ekstra organ, jeg har bare et anderledes DNA, det kan ikke kopieres, det er biologisk!" råber hun så højt, så det føles som om hele bygningen rystede.

Mit syn syntes at svækkes, og alt bliver hurtigt slørret.

"Oh nej!" råber hun, før grebet omkring min hals løsnes, og jeg falder ned til jorden.

"Undskyld, undskyld, undskyld" siger hun mumlende, imod mig, jeg rejser mig til alle fire og hoster, og trækker så meget luft ned i mine lunger som muligt.

"Jeg kan ikke mere undskyld, undskyld!" råber hun gentagende gange, og alle bag mig sænker sine våben, og trækker sig tilbage, Harry og Niall kommer hen til mig og hjælper mig op og stå igen.

Jeg skubber deres hænder væk fra mig da jeg står normalt igen, og ser fint. Jeg går hen til Alexandra, og hiver hende op fra gulvet, og hun græder så meget, så det lyder som om hun er ved at dø.

"Måske, skulle vi lade hende ligge et øjeblik" siger General Orville.

"Måske" siger jeg, og hiver hende op på det lille tæppe område, eller det er en metal ting som sidder i væggen, med et tæppe og en pude. Jeg ligger hende der, og vi alle forlader rummet hurtigt, så der ikke sker endnu et uheld.

"Hold da op, hun er da helt unik" siger Liam.

"Jeg har aldrig set noget lignende" siger Zayn.

"Hvad gør vi?" spørg jeg Generalen.

Han kigger hen imod vinduet, hvor hun nu skriger højt, og skubber til bordet der er der inde.

Det smadrer på væggen, og der er ridser der hvor det ramte, metallet knækkede.

"Jeg tror hun er meget vred" siger Niall.

"Yeap" siger jeg bare. Jeg kan ikke tage øjne væk fra vinduet, hvordan kan sådan en lille skabning håndtere så meget kraft.

Egentlig tror jeg ikke hun kan, måske æder det hende op indeni og efterlader en rådden skal. Lidelse som hun ikke kan undslippe, som hun sagde, ligger det hele i hendes DNA, og hun kan ikke ændre det.

"Kan vi få en enkelt blod prøve, jeg vil se om hun har ret med sit DNA." siger General Orville, til en af forskerne som også er i rummet.

"Ja sir, vi får fat i den når hun er faldet til ro" siger han og forsvinder ind i et andet rum.

”Jeg tror du skal tage det roligt med disse prøver, det er jo grunden til hun er så oprørt” siger Harry.

”Jaja, vi tager også kun denne ene prøve” siger General Orville.

Harry kigger hen mod mig, og jeg kigger også hen til de andre.

”Træd af” siger han og forsvinder efter forskeren.

Vi slapper alle af i ryggen, fordi man egentlig skal kun stå så stift når han er i nærheden.

”Hvordan kan det egentlig være så mange vil have hende? Altså nu hvor vi har set hvad hun kan, burde hun få hjælp til at kontrollere det, ikke bruges som et våben” siger Liam.

”Aner det ikke, men jeg forstår det heller ikke” siger Niall.

Jeg nikker bare, og kigger tilbage til rummet hvor hun nu sidder midt i rummet med det smadrede bord flyvende omkring sig, og sit hår svæver også en smule.

Det hele ser meget usædvanligt ud, og ikke noget man ser hverdag, men det også det der gør jeg ikke kan holde op med at stirre.

Jeg vil virkelig gerne vide hvorfor hun er sådan som hun er, men jeg mener ikke med hendes ’kræfter’, jeg vil vide hvordan hun blev knækket sådan. Hun ligger jo knust på jorden hvor end hun går.

 

 

ϟ ϟ ϟ

 


 

 

"Alexandria?" spørg en rolig stemme.

Jeg kigger op fra gulvet, som jeg har holdt blikket stift imod. Men det er egentlig ikke særlig spænende at se på.

"Hvor kender i mit navn fra?" spørg jeg hurtigt, jeg havde ikke regnet med at være så eftertragtet.

"Aner det ikke, fik en mappe med alle dine filer. Og dokumenter, " siger han ligeglad, og sætter sig på hug lidt for tæt på mig.

"Er du okay? Har du brug for noget?" spørg han igen med den rolige stemme, og kigger på mig som om jeg er en alien, som noget han aldrig har set før. Og jeg føler mig som et dyr i en zoologisk have.

Men når jeg tænker over hans spørgsmål, så skriger min hals efter vand, efter al de jagt, og det der våben fik mig til at gå ud som et lys, så har min krop skreget efter noget at drikke.

"Uhm, noget vand?" siger jeg stille, og ser væk fra ham. Han tager sin telefon og skriver et eller andet, jeg kigger ud af vinduet, og hen til de andre mænd som står der, den ene går sin vej efter at sende en tommel op til ham der sidder her inde.

"Okay, egentlig blev jeg sendt for at spørge dig om nogle ting, men du er sikkert ikke særlig stabil lige nu." siger han, og jeg slipper den luft jeg har holdt inde. Jeg kan virkelig ikke kapacitere flere forhør omkring mine 'kræfter'.

"Tak" siger jeg efter noget stilhed havde rummet sig over rummet.

"Men noget du kan fortælle mig er, hvornår fandt du sådan, kontrol, over de her kræfter? Eller hvordan håndterer du det?" spørg han mig, han øjne viser han er nysgerring, jeg sætter mig op af væggen, og sukker.

"Det har jeg ikke, mine 'kræfter' som du kalder dem, styrer sig selv, teleportationen, sker nogle gange bare, nogle gange håber jeg på at være et andet sted, og så sker det bare," forklarer jeg.

"Og hvad med de telekinesiske?" spørg han igen, og sætter sig ved siden af mig.

"Det ren vrede." siger jeg, og smiler lidt ud i luften.

Jeg har en ide.

"Og når jeg bliver sur nok, selvom jeg er svag. Er jeg stærkere en jeres hær. Og jeg mener ikke muskel styrke" griner jeg, og kigger hen på ham.

"Hvad men-" han når ikke at slutte sin sætning, før jeg har kastet ham op af væggen. Han indser det, og dem uden for har også opdaget det for en alarm går af.

Jeg rejser mig, jeg kigger mig godt omkring, på få sekunder er der mindst fem soldater bag generalen, og de andre mænd der stod uden foran, en masse andre soldater, og forskere med kanyler står uden foran. 

"Undskyld, du har været meget venlig, men jeg foretrækker altså at være fri, og ikke indespærret i et fængsel." siger jeg hen til ham manden der sad her inde.

Generalen tager et skridt imod mig, og jeg tager hurtigt et tilbage.

"Kom nærmere, og jeg ender hans liv" siger jeg højt, jeg hører min stemme knækker.

"Hold!" råber generalen til de andre, som rykker nærmere bag ham, "hvad er der du vil" siger han, mens han træder til fronten.

"Jeg vil ud" siger jeg, "og aldrig blive jagtet" smiler jeg til dem.

"Det kan vi da ikke" råber ham oppe på væggen, og jeg strammer grebet om hans hals, og liv.

"Hold mund! Jeg vil ikke mere! Jeg er træt af at flygte! Jeg har intet at give jer! I kan ikke dissekere mig og finde et ekstra organ, jeg har bare et anderledes DNA, det kan ikke kopieres, det er biologisk!" råber jeg, og jeg indser jeg har strammet grebet for meget på manden, taget at hans ansigt er helt rødt.

Jeg indser hvad jeg gør, hvad jeg altid gør. Hvad jeg prøver at bevise over for dem er at jeg ikke er et monster, men hvad viser jeg dem, når jeg gør det her? Dræber deres mænd?

"Oh nej!" råber jeg, og tager mine hænder til mit hoved, og hiver i hårene.

"Undskyld, undskyld, undskyld" råber jeg, mens jeg giver slip på ham mens han falder til jorden, falder jeg til mine knæ.

"Jeg kan ikke mere undskyld, undskyld!" siger jeg, og prøver at blokere verden.

"Måske, skulle vi lade hende ligge et øjeblik" siger nogen. Der er en som tager fat under mine ben og under mig ved skuldrene, og ligger mig på bordet der var bag mig.

"Måske" siger den genkendelige rolige stemme.

"Undskyld..." hvisker jeg, om og om, jeg åbner mine øjne, og rejser mig fra bordet, og kigger rundt.

Jeg rejser mig, og ser mig omkring, jeg har brug for at ødelægge noget.

Jeg kigger hen mod metal bordet, og smider det imod væggen, eller det flyver imod væggen, og smadrer. Jeg gør det gentagende gange, og kigger mig omkring.

Intet. Der er intet jeg kan gøre. De ser mig kun som et misforstår. Som et dræbeligt monster, som ikke burde lades alene i mængden af normale mennesker.

Jeg burde ikke leve, jeg burde ikke være sådan her. Jeg burde være brændt ihjel med mine forældre, som jeg dræbte!

Hvorfor er jeg sådan her!

Jeg falder ned igen på knæ, og tårene falder fra mine øjne som vandfald, jeg ved de står lige uden foran og sikkert griner, eller diskutere hvad de skal gøre med mig.

Jeg ved hvad der sker, de tager sikkert ligeså mange prøver.

Og jeg ender sikkert som en disikeret frø...

 

ϟ ϟ ϟ

~^IKKE RETTET IGENNEM^~

Halløj! Hvad siger i så? nyt kapitel? 

Så meget drama, uhh xD

Hvad syntes i om Alex? Den måde hun håndterede situationen? 

Nå, men håber i kan lide kapitlet, og det vil være fantastisk, hvis i efterlod en konstruktiv kritik i kommentarene, eller bare jeres ynglings del af historien indtil videre!:D

Og tak for de 7 likes, og 50 views, på bare halvanden uge! :3

-Mad Hatress

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...