ϟ Shoot Me Down ϟ One Direction ϟ

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2014
  • Status: Igang
"Mit navn er, Alexandria. Alexandria Smith, og jeg er, ikke hvad man kalder normal. I gennem hele mit liv har jeg flygtet fra den ene lille detalje at, jeg har kræfter. Ikke ligesom de der store fantasy/scifi historier, men mere den mørke del, jeg kan blodbetvinge, og jeg hader den del. Og så er jeg født med Alexandria Genesis, hvilken bekræfter min teori at det er ikke muligt for mig at være ligesom alle andre, jeg kan ikke engang lade som om,, I hele Alexandria's liv har hun flygtet, hun har været alene, og med en halv verden imod hende, hjælper en hemmelig regering hende, men alting er ikke hvad det ser ud til,

9Likes
4Kommentarer
526Visninger
AA

2. ϟ Kapitel 1 ϟ Introducing, Alexandria Smith ϟ


 

 

Den kølige efterårs brise som bliver kastet lige i hovedet på mig, er stærk, imens jeg løber hen af det grimme og regn beklædte fortov.

Jeg mærker smerten i benene efter al den tid jeg har løbet, men jeg fortsætter stadig af ren frygt.

Jeg gisper, og kigger bag mig. De løber stadig lige bag mig.

Jeg sætter farten så meget jeg kan op, men mine ben er blevet svage og mine lunger skriger efter luft, for mig til at sætte farten ned for at trække vejret ordenligt.

Dog fortsætter jeg hen af de lange veje i midten af den travle by London.

Månen står højt, og ingen er rigtigt omkring, ud over bilerne.

Jeg løber ned af en gyde, jeg kender den ret godt, jeg skyder altid genvej igennem her.

Lugten af skrald og de mange skralde poser blokere også vejen, men jeg springer let over dem, men de andre bag mig ser ud til ar have lidt problemer med at hoppe over to meters område med store sorte sække.

Jeg griner, men ikke så meget. Får jeg har intet luft i mine lunger til at holde det.

Jeg løber videre, selvom jeg er sikker på jeg fik røstet dem af, da jeg endelig lander tilbage på en vej, jeg smiler lettet og stopper op og ser mig omkring.

Der er næsten ingen, og jeg gå ned af vejen, med store vejrtrækninger.

Jeg stopper op og får vejret ordenligt før jeg fortsætter videre til de forladte områder i det "forladte" område.

Her er mange huse, skraldepladser, men de fleste huse er til salg, gamle og ødelagte, eller forladt.

Derfor det forladte område.

Det er her jeg holder til for tiden.

"Oi! Drenge hun er der!" jeg vender mig om, og ser lige ind i hans blå øjne.

Jeg vender mig om igen, og løber.

Løber med så meget kraft jeg har tilbage selvom jeg har haft en kort ti minutters pause.

Jeg ser bag mig, men det skulle jeg ikke have gjort for i næste øjeblik er jeg løbet ind i noget blødt?

Jeg falder hårdt imod jorden, og mit hoved begynder at snurre.

"Vi fik hende!" råber en, jeg kigger mig omkring.

Jeg prøver at rejse mig, men mit hoved snurre og jeg har en vild hovedpine.

En tager fat i min arm, men jeg slå efter personen, mit hoved stopper hurtigt med at snurre, og jeg tager min chance og slår efter dem, men de undviger hver eneste.

Den ene, ud af tre, hiver em kniv frem, og prøver at stikke mig i siden, men jeg undviger hurtigt.

Jeg rykker til siden, men en tager et hårdt greb omkring min hals og holder jeg prøver at hive ham væk men han rykker sig ikke.

Den højeste af dem, som jeg går ud fra styrer det hele, kommer hen til mig, han tager kniven den ene havde og går imod mig med den.

”Og du troede du kunne flygte?” siger han grinende.

Jeg vrider lidt mere, men han tager bare knivens blad og fører den hen over min kind.

Jeg fryser.

Han smiler, og fjerner kniven, han svinger kniven bagom før han hurtigt rammer min kind og laver et ordenligt snit.

”Det var for at dræbe mine mænd!” siger han.

Han tager kniven bag om sig, og skal til at svinge den igen.

”Og det her er for alt disse katastrofer du har givet mig!” siger han vredt, og svinger sin arm.

Jeg lukker hurtigt øjnene, og mærker hvordan alting pludselig føltes så let, jeg åbner dem igen, og jeg står bag ham.

Jeg rejser min arm og slår den i luften til min højre.

Han taber kniven og lander på knæ.

Jeg tager den anden arm og kaster den op, og de to andre flyver tre meter væk og sidder som sømmet til jorden.

”Og du troede du kunne klare mig. Men, man kan aldrig tæmme en vild løve” siger jeg, og giver ham kniven lige i maven, uden at røre den.

Ingen beviser.

Jeg smiler imens han røger til jorden, jeg slipper de andre.

De rejser sig hurtigt og læber i mod mig, men støder sammen da jeg lukker øjnene igen og står alene på en tom gade længere væk.

Jeg genkender dog gaden og går imod det tomme hus jeg har fundet i den forladte del af London.

Jeg går ud på badeværelset og ser på den lange stribe af blod som flyder langsomt ud af min kind.

Nu kan være et godt tidspunkt at få alting på plads, for jeg forstår det knap selv.

Jeg har de sidste fire måneder været fanget i en celle.

En mærkelig regeringen har ført kanyler teste på mig, taget blod, slået mig, og fået mig til at føre teste på dukker og rigtige mennesker med min besynderlige kraft.

Jeg er andeledes og jeg kan intet gøre.

Man kan ikke overleve som anderledes i den her slags verden, det kan man bare ikke.

Derfor gør jeg alt for at prøve at passe ind, det er bare ret svært siden jeg er født med violette øjne, og kan kontrollere mennesker i en enkelt bevægelse, desuden. Kan jeg teleportere så længe jeg kender positionen.

Jeg kan huske da jeg lige havde opdaget hvordan jeg styrede teleporteringen i stedet for at teleportere til alle mulige steder midt i skolen, under badet, mens jeg var på toilettet.

Også da jeg var fjorten flyttede jeg mig ti meter hver gang jeg nyste.

Dét, var ikke sjovt da jeg havde influenza.

Jeg griner lidt over mindet, men tager fat i noget papir.

Jeg boede i det her hus før de fandt mig, så alting er stadig intakt, heldigt nok. Men jeg burde nok snart finde et nyt område at befinde mig i. Jeg kan heller ikke være et sted mere end et par måneder.

Jeg smider papiret ud efter at have tørret blodet væk, jeg går tilbage ind i den kolde stue.

Jeg går hen til et skab fyldt med tæpper og ekstra puder, jeg ikke fandt nødvendige da jeg kom her.

Der var nogle få møbler her, andre er nogle jeg har fundet.

Som sofaen, den stod her, til mit held, ellers skulle jeg sove på gulvet.

Hvilket jeg helst ikke vil.

Jeg tager tæpperne og smider på sofaen, jeg går hen til tasken i hjørnet, den har nok stået der i noget tid, hvilket overasker mig at det hele stadig er her.

Jeg tager den hen til sofaen, jeg hiver tingene ud, de få penge jeg har tilbage er der, sammen med et par bukser, og to trøjer.

Jeg er stort set hjemløs, og fattig, og ret så alene. Mest begrund af hvad jeg er, og jeg er ret træt af det.

Jeg ligger tingene tilbage og tæller de få penge.

11£ og 32p.

Ikke så meget, men nok til lidt tid...

Jeg ligger pengene tilbage i den slidte taske, og tager mine bukser af, før jeg om vælder mig i tæpper, jeg sukker, selvom der er koldt så kan man altså ikke sove i stramme skinny jeans, som man har haft på i næsten et halvt år.

 

ϟ ϟ ϟ

 

Jeg vågner brat da jeg hører råb, og døre som smækker, jeg rejser mig og nærmest hopper i mine bukser.

Jeg tager tasken, og smider et tæppe i den.

Jeg sørger for jeg har alt og har hurtigt fået alt mit tøj og ting med mig.

Jeg sniger mig hen til det store vindue ud mod vejen.

En enorm SUV holder der ude, med omkring seks personer går rundt, råber til hinanden, med både pistoler og macheter i hånden.

Jeg ved de er efter mig her.

Jeg sniger mig hen så hurtigt jeg kan til det bagerste rum og åbner vinduet, men til mit uheld knirker det en smule.

Jeg åbner det nok til mig selv og hiver tasken med mig efter.

Jeg hører skridt og dukker mig hurtigt ved hjørnet af huset, og kigger med det enkelte øje om hjørnet.

En mand står der i det kedelige grå jakkesæt.

Han står med solbriller selvom der ikke er meget sol, en øresnegl hænger omkring hans øre.

Han kigger sig omkring, han har sikkert hørt da jeg åbnede vinduet og hoppede ud.

Jeg gør det eneste jeg kan gøre.

Jeg rejser mig, men før han når at sige noget, hiver jeg min arm op foran ham og laver et stop signal.

Han fryser i det samme, han stirrer bare på mig, jeg tager min anden hånd og laver en enkel bevægelse i cirkler og han vender sig om og går væk, han er stadig stum, siden jeg tog evnen fra ham at styre hans stemme, dog kan han bare bruge hypnose til at få den igen.

At blod betvinge er en energi, og en fysik som jeg barer fører imod mit mål, det er hele en illusion jeg putter i dit hoved, et mind trick.

Så enkelt er det faktisk.

Mens han går væk, løber jeg hen over hegnet, og hopper over.

Jeg lander på fødderne og løber videre til det næste hegn og løber videre, igennem et par haver.

"Jeg hørte noget der over!" kan jeg høre de råber i distangsen, men jeg har for travlt med at løbe til at høre efter.

Jeg fortsætter og går ind i et hus hvor et vindue er smadret.

Jeg sniger mig hen til stuen, ud af vinduet ved hoveddøren, kan jeg se igennem al støvet, og spindelvævet at de kører væk i deres SUV.

Jeg sukker lettet op og åbner døren, efter jeg kan se de kører ned af vejens ende.

Jeg må finde et nyt sted.

Jeg går imod den nærmeste metro station. Nu kan jeg bare gå rundt, få fat i noget morgenmad, måske finde noget nyt tøj, men hver ting til sin tid.

Desuden, må jeg få fat i nogle penge først.

Og til London eye vi går!

Jeg går hen til metrostationens skærm med de næste afgange, den lå ikke så lang væk så jeg gik kun i ti minutter før jeg fandt den.

Der går et tog om tre minutter, den kan jeg bare tag til Waterloo st.

Jeg går hen til billetsalgs området, men da jeg ser priserne, synker mit humør, så kører jeg da bare sort igen, jeg kan ikke teleportere til midten af London, hvis jeg kunne ville jeg bare køre det.

Jeg er hverken stærk nok til det, eller ved hvordan jeg kontrollere det helt endnu.

Så ja. Dog kan jeg bare teleportere til platformen, jeg kan se den når jeg går ned af trapperne, ingen vil se mig hvis jeg bare går ind på toiletterne.

Jeg går der ind, og alle bortset fra en stald er frie.

Jeg går ind, og lukker mine øjne. Jeg forestiller mig at stå på platformen, og jeg føler jeg er så let som en fjer.

Jeg åbner øjnene igen, dog da jeg åbner dem står jeg nede på jernbane skinkerne!

Jeg gisper da jeg vender mig om og ser toget komme kørende.

Jeg lukker øjne igen, og skriger.

Dog da jeg åbner dem igen, står jeg på platformen om bagerst.

Nogle kigger mærkeligt på mig, men går videre.

Jeg kigger akavet ned, og stiger på toget.

 

 

ϟ ϟ ϟ

 

Ja, her er det første rigtige kapitel til denne nye historie, håber i kan lide det:D

Jeg håber denne lille cliffhanger ikke er for dårlig, men jeg valgte at fortsætte i næste kapitel ellers ville dette kapitel blive alt alt for langt, men jeg ved godt den stopper lige pludselig.

Men vi ses, i næste kapitel.

-Mad Hatress 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...