Fra det hele – til det rene ingenting

Liva Davidsen er syg med anoreksi, men hun ved det ikke selv. Det hele går galt, alt ramler sammen, inklusiv Liva selv. Kan man nå at ombestemme sig på kanten af døden eller er der ingen vej tilbage?

5Likes
0Kommentarer
177Visninger
AA

1. Fra det hele - til det rene ingenting.

Jeg har aldrig tænkt over hvordan jeg skulle dø, men da jeg var yngre har jeg nok forestillet mig at dødsårsagen ville være alderdom. Nu står det klart, at det ikke bliver sådan. Jeg hører lægens ord i mine ører igen og igen: ”Der er ingen nem måde at sige det her på, så jeg siger det bare lige ud. Dit hjerte kan ikke holde til mere, og din krop er slidt op, vi vurderer derfor at der kun er et lille håb for at du vil overleve. Det gør mig ondt, men vi kan ikke gøre mere.” Jeg husker min fars overraskede og bekymrede ansigt, og min mors klare, blå øjne som flyder over. Hun knuger min hånd så stramt at det føles som om mine knogler brækker.
Jeg skal dø.

 

 

 

Et liv i smerte


Tallene daler, jeg håber at de snart helt forsvinder. Jeg håber at der en dag kun er et stort, rødt nul på badevægten. Jeg håber at jeg en dag bliver tyndere end min egen skygge. Den skygge som ligner et skelet for asfalten. Den skygge som griner af mig med alle mine deller. Den skygge som er sort og følelsesløs. Lige så følelsesløs, som jeg nu er ved at blive.

 

Jeg sidder bagerst i klassen, lukker larmen ude med mine høretelefoner. Musikken er så høj at det gør ondt i ørene, men det er i det mindste bedre end de andres snakken og skrigeri. Sommetider kigger jeg op på pigerne tættest på. De fleste af dem er slanke, men hvis man kigger grundigt på deres maver, kan man se at der gemmer sig deller under tøjet. Deller de ikke slipper af med, for nu spiser de kagen fra Laura som har fødselsdag. Jeg blev ikke engang budt et stykke, men det er godt det samme, for det gør det lettere at modstå fristelsen. Selvom de andre piger spiser kage, slik og andre ting, der står på min ”forbudt-liste”, er de alle sammen tyndere end jeg er.

Uret slår endelig 14:00 og klokken ringer. På vej ud af døren, smider jeg æblet, madpakken og juicen ud i skraldespanden, og min mave knurrer højt i protest. Den samme rutine som altid. Inden jeg forlader lokalet, ser jeg min matematiklæres blik hvile på mig, inden jeg forsvinder ud af døren.

 

På trods af kulden og sneen, har jeg ingen jakke med, jeg har nemlig læst i en af min mors dameblade, at man forbrænder kalorier ved at fryse, så hvorfor ikke?

Så cykler jeg hjem. Så hurtigt jeg kan, og ser straks på uret da jeg holder i indkørslen, foran mit hjem. 12,43 minutter tager det for mig at køre de 3,7 kilometer i dag. Det er længere tid end jeg plejer, og jeg føler en skuffende fornemmelse indeni. Så hører jeg stemmen. Min ven som altid fortæller mig sandheden, og hjælper mig med at gøre det som er sværest og det som er bedst. Tyk. Grim. Fed. Jeg ved den har ret.

Jeg løber gennem skoven. Den daglige rute på 8,4 kilometer, rundt i kvarteret og igennem skoven. Stopuret er sat til, så jeg kan føre tiden ind i mit røde kladdehæfte, under min seng.
Musikken i mine ører er høj, men jeg bliver ved med at skrue op. Det må da være muligt at overdøve stemmen i mit hoved. Hurtigere. Fed. Endnu hurtigere. Musikken kan nu ikke blive højere, og stemmen overtager mit indre. Jeg presser mine ben til at løbe hurtigere.
31,58. Jeg står uden for huset og nyder den glæde som spreder sig i min alt for store krop. Jeg har slået rekorden.

 

Om aftenen står jeg på vægten igen. 45, 7 kilo. Det er næsten 100 gram mere end i går, og jeg ved at det har noget at gøre med det store stykke kød, mine forældre tvang mig til at spise. Det betyder at det kommer til at koste ekstra motion i morgen, og at jeg må knokle mere end jeg plejer. Mere end nogensinde før. Derefter regner jeg min BMI ud på en internetside. Øverst på siden står der, at tallene kun gælder for voksne, og at tallene kan fortælle en at man er overvægtig uden man er det, da det også har noget at gøre med muskelmasse. Min BMI er på 16,39, og der står at jeg er undervægtig. Jeg tjekker tallene et par gange, for at være sikker. Computeren frotæller at jeg er undervægtig, men det er også kun fordi at computeren ingen øjne har, og ikke kan se min delle befængte mave og mine traktorhjul til lår. Fed. Tyk. Hæslig.
Så fører jeg alle dagens tal ind i det røde kladdehæfte:
5/1 2014
Højde: 167 cm - vægt: 45,7 - BMI: 16, 39
8,4 kilometer – 31,58 minutter
Mad: Et halvt æble + En kartoffel + en kødbolde. – Alt for meget
.

 

Inden sengetid, laver jeg de faste ti armbøjninger, 25 mavebøjninger og stækker mine stive lemmer ud. Så hopper jeg under dynen, og venter på at et mareridt skal hive mig med. Der går lang tid inden jeg falder i søvn.

Jeg løber den sædvanelige rute. Der er mange mennesker på gaden, flere end der plejer. Jeg ser dem komme nærmere, da jeg kommer tættere på, forvandler deres ansigter sig til mad. Store korteletter, vingummibamser, isvafler og flæskestege. Jeg løber dem i møde, overfalder dem og spiser deres hoveder lavet af mad. Spiser og spiser, og kan overhovedet ikke stoppe. Langt i det fjerne ser jeg min mor, far og storebror komme mig i møde. Jeg river og slider i mig selv for at stoppe, men det er umuligt. Jeg tager en stor bid af min mors lakridspipe-hoved og hendes skrig skærer gennem marv og ben.

Så vågner jeg ved Alexanders blide berøring på min arm. ”Rolig, Liva – du har bare mareridt.. Igen!” Det sidste ord mumler han stille. Så stille at jeg ikke tror, at det er meningen at jeg skal høre det, men det gør jeg. Det går op for mig at det var mig som skreg, og ikke min mor. Det plejer at være min mor eller far, som kommer når mareridtene bliver for meget og jeg skriger ud i mørket, men i nat er det min bror. Min bror som plejer at ignorere mig. Min bror som synes jeg er irriterende. Min bror som nu holder om mig i det mørke værelse.

 

 

Dagene flyver af sted, med samme rutine. Motionen stiger kraftigt, samtidig med at vægten falder med samme hastighed. Hver aften skriver jeg i mit røde kladdehæfte, hvad dagens tal er. Da jeg regner min BMI ud, står der: Du er stærkt undervægtig – på skærmen. Den lyver, jeg ved den lyver. Jeg har jo selv set mig i spejlet. Selv set alle dellerne. Jeg må købe en ny badevægt, for det er jo bevist at den er i stykker.
23/1 2014
Højde: 167 cm – Vægt: 41,2 – BMI: 14,77
12,7 kilometer – 44,12 minutter
Mad: Et halvt stykke rugbrød.

Jeg er en lille smule stolt af mig selv, over det store vægttab. Da jeg startede på denne lille slankekur, vejede jeg 58 kilo. Men nok er ikke nok. Bliver nok måske nogensinde nok? Tyk. Fed. Ulækker. Stemmen har ret, jeg burde ikke være stolt, det eneste jeg burde er at lave to ekstra mavebøjninger og armbøjninger. Det gør jeg.

 


I skolen bliver jeg lukket mere og mere ude fra de andre. Jeg ved godt at det er mig selv, som lukker mig ude fra dem. Jeg har ikke brug for nogen til at distrahere min træning eller min kost. Tænk hvis de kunne nedbryde den mur, som jeg langt om længe har bygget op i mellem mig selv og resten af omverdenen. En mur bygget af mursten uden mørtel.
Den dag går det galt.

Jeg cykler hjem i kulden, uden nok tøj. Tiden er meget bedre end de andre dage. Jeg er alene hjemme.
Jeg prøver at stoppe mig selv, men min hånd åbner køleskabslågen, og finder Nutella, honning og pålægschokoladen frem. Jeg spiser Nutella og honning med en ske. Propper det ned i halsen, sammen med den knasende chokolade. Derefter finder jeg chips og vingummier frem i skabet. Hælder det ned i min hals med mine klamme pølsefingre.

Så stopper jeg brat. Hvad er det jeg gør? Jeg smider posen fra mig på gulvet, og styrter ud på toilettet. To fingre så langt ned i halsen som de overhovedet kan. Alt maden kommer op, lige så hurtigt som det kom ned. Jeg er flov. Tænk at jeg ikke har mere selvkontrol. Jeg henter det røde kladdehæfte fra under min seng, og tager det med ud på toilettet, hvor badevægten står. Smider hæftet på gulvet, og træder op. Tallene er store og alt for røde. 42,9 kilo. Taber. Tyk. Fed. Klam. Tårer triller over mine kinder, og skuffelsen er som en kniv der stikker i mig.

 

En rømmer sig bag mig, og jeg giver et lille gisp fra mig. Var der nogen der så hvordan jeg åd som et dyr? Jeg vender mig langsomt om, og ser Alexander. Han holder kladdehæftet i sine hænder, så stramt at hans knoer bliver helt hvide. Så kigger han på mig. Hans blik er først drillende, men da han ser mit ansigt, ændrer det sig straks. Han ser alvorlig ud, og det bekymrer mig. Han rømmer sig igen, og fremstammer så: ”Liva? – Er du på slankekur?” Jeg tørrer øjnene hurtigt, smiler mit normale falske smil og ryster voldsomt på hovedet. ”Nej da, selvfølgelig ikke. Vores biologilærer har bare bedt os notere alt ned, så vi kan snakke om det i skolen.” Først hopper han på den. Nikker og smiler. Så kigger han ned i hæftet igen. ”Hvorfor har du så kun spist et halvt stykke rugbrød, den seneste uge?” Jeg river hæftet ud af hans stramme greb, knuger det ind til mig. ”Jeg har bare ikke nået at indføre det hele.. Det er kun morgenmaden det der!” Jeg smiler det bedste jeg har lært, og håber så inderligt at han tror på mig. Tro på mig. Spørg igen. Forsvind. Hold om mig. Lad mig være. Snak med mig. Fortæl mig at jeg er fed. Hjælp mig. ”Sig til, hvis der problemer!” Så går han. Inden i råber jeg for at han skal vende om, men det gør han selvfølgelig ikke.

 

Der er nu gået tre uger, og jeg er nået meget længere end mit mål på 40 kilo. 35,67 for at være mere præcis. Jeg er desværre bare også begyndt at besvime i skolen, hjemme og på mine løbeture. Forleden dag samlede en mand mig op fra jorden og kørte mig hjem. Mor ansigts rynker er dybere og mere bekymret. Hun har set mig. I går aftes da jeg stod foran spejlet og klædte fra joggingbukser til nattøj. Hun stod i døren og spærrede øjnene op da hun så ”mine magre ben”, som hun så fint beskrev det. I morgen vil hun have mig med til lægen, for at undersøge om jeg har fået en spiseforstyrrelse , men helt ærligt! Jeg er for tyk til at have en spiseforstyrrelse.

 

Lars´ øjne hviler på mig, og rynkerne i hans pande bliver tydeligere. ”Jeg forstår ikke at I først kommer nu!” Udbryder han. ”Liva er i en alvorlig livsfare, og skal indlægges omgående!” På en måde var jeg overrasket, men samtidig ikke spor. Helt inderst inde vidste jeg jo godt at der var noget galt.

Derefter går det hele så hurtigt, at det er svært at følge med. I hvert fald ringer sekretæren til en ambulance, og efter kort tid kommer den. En kraftig mand beder mig sætte mig på båren, og jeg gør det. Jeg sidder i den indelukkede bil, men det eneste jeg ser, er min mor. Hendes ansigt er anspændt i panik og smerte. Der er ingen tvivl om at hun bebrejder sig selv, men det burde hun ikke.

Midt i bilen, varmen og mors gråd, forsvinder jeg. Måske dør jeg?
Da jeg næste gang åbner øjnene, ser jeg op i noget hvidt, med sorte prikker. Er jeg i himlen? Jeg kigger mig omkring, og alt omkring mig er også hvidt. Undtagen min mor som sidder i en blå stol og sover. En smule savl render ned over hendes underlæbe og en spæd snorken lyder.
Sygehuset. Jeg er på sygehuset. En pibende lyd fortæller mig at jeg er i live, og en masse udstyr, slanger og andre ting siger at de er bekymrede for at jeg snart ikke er det mere.

 

En ulidelig ventetid

Om der er gået en, to eller tre uger, måneder eller år er umuligt at holde styr på, da jeg laver det samme hver evig eneste dag. Jeg for sondemad fire gange dagligt da jeg har nægtet at indtage andet. Hver gang jeg skal på toilet, på en tur eller NOGET SOM HELST ANDET foregår det ved hjælp at en kørestol, da det kan være skadeligt for mig at tabe bare en eneste kalorie. Hver nat står jeg op, så laver jeg en masse af de øvelser jeg plejer, jeg tror at jeg taber de kalorier som jeg for igennem sonden. Øvelserne er blevet sværere. Det er som om at jeg er blevet svag og det er svært at holde mig selv i gang. Jeg giver ikke op. For det meste kaster jeg også op under mine toiletbesøg, det kan få stemmen til at tie stille i bare et par minutter. Desuden har jeg været til et møde. På sygehuset, med mor og far. Lægen mener at jeg dør. Måske er det bedst sådan, men hvis jeg skal være ærlig tror jeg ikke det passer.

 

3 marts 2014, står der på kalenderen, Alexander har købt og taget med til mig. Der er flotte heste – og naturbilleder på den, og den står lænet op af væggen på mit sengebord. Det er næsten for hårdt at trække mundvigene op i et smil, men Alexanders bekymrede, grønne øjne, tvinger mig. Han smiler forsigtigt tilbage og aer mig forsigtigt på armen. Det er som om at han er bange for at jeg vil knække, hvis han rører mig som han normalt ville gøre. ”Det er dejligt at se dig!” For jeg fremstammet, og inden han når at svare, tilføjer jeg: ”Jeg skal tisse, vil du hjælpe mig over i min trone?” Jeg vrænger det sidste ord, og Alexander griner. Måske af medlidenhed? Han nikker kort, og løfter mig så over i kørestolen, som er placeret tæt ved sengen. ”Du vejer jo ingenting Liva, det rene skind og ben!” Det giver et ryk i mig indvendigt da jeg hører ordene. Der er ikke nogen før der har sagt sandheden til mig. Det har været et alt for følsomt emne. ”Jeg forstår ikke hvorfor du har fået det som du har, men mor siger at du stadig har tabt dig nogle gram. Jeg ved godt at det er svært, men vil du ikke nok stoppe? – Hvis ikke for din skyld, så for vores. Mors hjerte er knust og far er tavs. Vi vil gøre alt hvad vi kan for at hjælpe dig, men det kræver at du selv vil. Jeg beder dig!” Han aer mig på kinden, og skubber mig gennem døren til toilettet, derefter bærer han mig op på toilettet. Jeg har kun en lang, hvid, sygehusskjorte på, så da han har lukket døren efter sig, trækker jeg selv underbukserne ned. Det er efterhånden det eneste jeg må gøre selv, og det er til at blive sindssyg af. Da jeg er færdig rejser jeg mig. Jeg bliver nød til at lave tredive englehop. En, to, tre. Jeg puster efter vejret og mine ben giver efter. Jeg knækker sammen, lander ned på mine knæ og falder forover. Jeg hører Alexander kalde mit navn, og derefter, efter hjælp. Hans råb bliver lavere og lavere og jeg forsvinder.

Jeg ser en lys gang for mig. Der er et stærkt lys fra den ene ende. Jeg løber af sted med mit normale løbetøj. Vejen er anderledes og på hver side er der en masse spejle. Et skelet løber ved.. Nej vent! Der løber jeg! – Lige ind i lyset og døden. 15 år og 31,2 kilo.
 
 

Hvis du vil have der står et nul på vægten, skal du lade være med at stå på den. Hvis du vil være tyndere end din egen skygge skal du gå ind på dit værelse, lukke døren og slukke lyset. Hvis du vil være perfekt skal du bare være dig selv.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...