Ruined dreams | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2014
  • Opdateret: 1 maj 2014
  • Status: Igang
"Livet er en gave" er i hvert fald ikke den sætning Harry vil beskrive sit liv med. Efter hans sangkarriere sluttede den 17 maj, 2014, har Harry opgivet alt. Hans venner, kontakten til de andre drenge og sin familie. Han bor alene i en lejlighed og går hver anden dag til psykolog. Da drengene samles til Louis og Eleanors bryllup, går det op for Harry hvor succesfulde de andre er, og hvor langt de er nået i livet. Med kærester og koner og nye sangkarriere går deres liv på skinder. Den eneste ven Harry har er hans psykolog, Paige Chapman, som formår at skabe en lille gnist af håb i ham og endda en følelse af kærlighed.

38Likes
37Kommentarer
1395Visninger

3. two

02-10 – 2015

   Jeg viftede lidt med benene under mig, imens jeg sad på den alt for store stol. Manden ved siden af mig kiggede lidt generet rundt, hvilket jeg på en måde forstod lidt for godt. Det larmede forfærdeligt meget, når mine ben fløj frem og tilbage i en hastig fart, og stolens ene ben ramte larmende gulvet hele tiden.

   ,,Harry Styles", læste en kvinde, bedre kendt som Jeanette, op fra et papir. Jeg rejste mig hurtigt op. ,,Jeg er her", sagde jeg stolt og rakte min hånd frem imod hende. En ting jeg havde gjort de sidste par gange.

   ,,Dejligt at du er her, Harry", hun smilede høfligt til mig, inden hun trykkede min hånd.

   Jeg åbnede døren op til lokalet, som Paige sad i. ,,Hey Harry, tag plads", hun lavede en armbevægelse der viste, at jeg skulle sætte mig på stolen overfor hende.

   Jeg satte mig lydigt ned. ,,Hej Paige", hilste jeg og sendte hende et stort smil. ,,Hej Harry" 

   ,,Så hvordan gik det i går?" Hun fandt nogle papirer frem fra hendes ene skuffe og placeret dem rundt omkring på bordet. ,,Finno", løj jeg, imens jeg rettede lidt på mit hår. Hun noteret mit svar ned på et papir. Hendes brune øjne kiggede smilende ind i mine grønne. 

   ,,Harry, vi har snakket om det her", sagde hun og holdt en kort pause. ,,Ønsker du min hjælp?" Spurgte hun videre og pressede sine fingre imod hinanden. Hendes brune øjne kiggede anstrengt ind i mine. 

   Jeg nikkede langsomt. ,,Så vær ærlig, ikke?" Sagde hun lavt og rakte ud, for at ae mig forsigtigt på kinden. ,,Det her er 2 timer, hvor vi skal snakke om dig og få dig til at få det bedre. Ikke sandt?"

   Jeg nikkede igen. 

   ,,Super",hviskede hun og kiggede på mig med et blik der fortalte, at hun ikke gav op. Jeg rynkede lidt med næsen. ,,Det gik vel fint, måske endda bedre end forventet. Men de var.." Jeg stoppede sætningen ved at hoste kort. 

   ,,De var glade?" Spurgte hun sætningen og nikkede forstående. ,,Det var de også .. Men det virkede bare som om, at deres liv bare kørte derud ad. Som om, at mit liv bare var ingenting i forhold til dem", mumlede jeg og begyndte at rive lidt i en neglerod. 

   Hun nikkede forstående og lagde sin hånd på min i en kærlig bevægelse. Hendes små berøringer brændte nærmest min hånd, men det var også rart, at nogen stadig gad at lytte. ,,Liam har fået en kæreste .. Mirah", mumlede jeg lavt. ,,Hun er sød, køn og virker også ret intelligent", fortsatte jeg langsomt.

   Paige lagde hovedet på skrå. ,,Røg du til festen?" Spurgte hun, imens hun lavede noget med næsen, som kunne tyde på, at hun prøvede at lugte sig frem til svaret. ,,Nej, Liam røg. Lige foran mig" 

   ,,Super godt Harry!" Hendes skønne smil, med de kridhvide tænder, kom til syne. ,,Highfive", udbrød hun og slog ud med hånden efter min. Jeg grinte lavt. Hun tog en tår af sit vand. ,,Er du tørstig?" Spurgte hun videre og løftede sine øjenbryn. Jeg rystede på hovedet.

   ,,Nej, det er fint," løj jeg og lagde nu endnu mere mærke til, hvor ondt min hals gjorde. Hun kiggede på mig med et blik der fortalte, at hun godt vidste, at jeg løj. Heldigvis lod hun det ligge.

   ,,De virkede alle sammen så .. Jeg ved ikke .. Niall er kommet ind i et band, Louis var lykkelig og Zayn og Perrie passede deres eget liv," mumlede jeg lavt og kunne mærke hvor svedige mine håndflader var.

   ,,Virkede du også glad?" Spurgte hun og drejede hovedet.

   ,,Det tror jeg ikke. Jeg prøvede virkelig", sagde jeg ærligt, imens jeg kløede mig ved øjet. Mine øjne begyndte at svig, hvilket fortalte mig, at jeg var på vej til at græde. Jeg var 100 procent ikke den mest stærke person, men det var sjældent, at jeg græd imens andre så det.

   ,,Harry", hun rejste sig op fra stolen og gik hen imod mig. Hendes varme hånd lagde sig på min ryg, imens hun gav mig et kram. 

   ,,Det er okay" Hendes ene finger løftede mit hoved op, så jeg ikke havde nogen chance for at holde blikket nede i gulvet. Jeg rystede på hovedet, da den første tåre trillede ned af min kind. ,,Shh", tyssede hun og fik drejet min krop, så hun kunne holde om mig ordenligt.

   Jeg smilede kort.

   ,,Er du fin igen?" Spurgte hun opmuntrende og trak sig lidt væk. Jeg nikkede kort og rykkede mig også lidt væk fra hende. Jeg kunne ikke klare at sidde tæt på folk og især ikke hende. Hvis min ånde var dårlig, jeg svedte eller noget andet, så ville det være pinligt.

   Mine åndedrag var tungere end normalt, hvilket fik hende til at kigge mærkeligt på mig. 

   ,,Er du okay?" Spurgte hun anklagende og lagde hovedet på skrå. Jeg trak på skulderen, rejste mig op og tog fat i min jakke, som hang på min stol, i en let bevægelse. I en dramatisk bevægelse åbnede jeg døren op og skyndte mig ud af den. Jeg kunne ikke holde ud at være i så lille et rum, at hun skulle lade som om hun bekymrede sig og at alle lod som om, jeg pludselig betød noget for dem.

   ,,Harry!" Udbrød hun igennem døren, men jeg var allerede på vej ned af trapperne. Min krop føltes tung, og jeg var sulten, og intet af det hjalp på den tomme følelse, som jeg havde indeni. 

   Det var solskind, men der var grænser for hvor varmt det var oktober. Nogle unge piger som gik på det modsatte fortov, som før i tiden ville havde skreget og springet på mig, som var jeg kød og de var store, sultne løver, ignorerede mig. Jeg sukkede tungt.

   Nogle fodskridt bag mig, fik mig til at dreje mit hoved 180 grader. ,,Paige", jeg åndede tungt ud. Hun kom op ved siden af mig, imens hun havde en utilfreds mine. 

   ,,Harry", sagde hun og prøvede at lyde bekymret, men noget over hendes klang fortalte mig også, at hun var irriteret. Hendes brune hår svang voldsomt frem og tilbage, imens den hårde vind legede med det. Hun kneb sine øjne let sammen. ,,Er du sulten?" Spurgte hun og kiggede over på mig.

   Jeg nikkede langsomt. ,,Lidt" 

   ,,Der er en god pølsevogn ovre på hjørnet," forklarede hun og pegede imod det hjørne, som hun snakkede om. Jeg nikkede igen. 

   Hendes åndedrag var meget tunge og tæt på noget der mindede om at være forpustet, imens vores ben gik i takt. Selvom jeg fandt det kikset at gå i takt, ville det se endnu mere kikset ud pludselig at lave et lille hop, så vi ikke gik i takt længere. 

   ,,Hvad skal du have? Jeg giver", hun kiggede på mig og derefter op på det lille kort der hang, hvor der stod de forskellige slags ting. ,,En haps-dog med dressing", mumlede jeg og lod mit blik hvile på hende. Hun nikkede kort, inden hun begyndte at snakke til manden bag noget a la en disk.

   Jeg smilede en smule, da hun drejede kroppen imod mig. Hendes hvide tænder kom til syne igennem et stort, bredt smil. ,,Hvordan har du det så?" Spurgte jeg, og for første gang i et helt år, var jeg faktisk nysgerrig. Jeg havde aldrig hørt om Paige, hendes liv, hendes alder, hendes kæreste.

   ,,Jeg har det super godt"

   ,,Du lyver", afbrød jeg hende i en hård tone, imens jeg hvilede min krop op af pølsevognen. Hun smilede kærligt. ,,Faktisk Harry", begyndte hun og tog nogle enkle, lange skridt imod mig, ,,jeg har det super godt"

   ,,Men hvordan har du det, Harry?" Spurgte hun og lagde hovedet på skrå. ,,Lad nu vær.. Vi er ude for lokalet nu", mumlede jeg, imens jeg sparkede til en grå sten. 

   ,,Hvorfor må folk ikke bekymre sig?" 

   Jeg sank en stor klump der havde samlet sig i halsen, og da den landede ned i maven, føltes hele min krop dobbelt så tom og tung. Jeg bed mig selv hårdt i inderkinden. ,,Fordi jeg ikke er det værd", mumlede jeg i en vred tone. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...