I'll fix you ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2014
  • Opdateret: 30 maj 2014
  • Status: Igang
Efter at have lagt i koma i 3 år, kan tingene være forvirrende for Mackenzie Floward. Hun vågner op på hospitalet, kun 18 år gammel, og finder ud af at hele hendes familie blev slået ihjel, i den ulykke der næsten også kostede hende livet. Mackenzie har mistet hørelsen på det højre øre, og det lange ar på hendes mave minder hende konstant om, den forfærdelige ulykke hun har været i gennem. Hun skal nu bo hos hendes tante, Ella, men savnet om hendes familie, og tankerne og skyldfølelsen om hvorfor det lige var hende der har overlevet, plager Mackenzie hver eneste dag. Hun støder dog ind i en meget særlig person, ved navn Louis Tomlinson, men spørgsmålet er om han kan få den gamle pige tilbage? Savnet vil altid være der, men kommer Mackenzie nogensinde over sorgen?

6Likes
13Kommentarer
640Visninger
AA

4. World-famous

~ What you must understand about me, is that i am a deeply unhappy person ~

 

Mackenzies synsvinkel

Louis. Hvorfor skulle han tilfældigvis være på Starbucks med sine venner? Hvorfor skulle en fra Starbucks tilfældigvis skylde Ella en tjeneste?

Jeg så stadig ned i jorden, og for at være helt ærlig, havde jeg virkelig prøvet at glemme alt om Louis. Da han mødte mig var jeg ustabil - jeg er ustabil, men nu havde jeg mere kontrol over det. Lod kun følelserne komme ud når jeg var alene.

Sådan havde jeg altid været, sådan ville jeg altid være.

”Mackenzie? Hvad sker der?” Louis’ stemme brød igennem til min verden, og fik mig til at rette blikket med tåre op mod ham. Hvorfor skulle han altid komme og få mig til at græde?

En af Louis’ venner, en dreng med krøller, rejste sig op, og kom hen til os. ”Hvad sker der?”

De andre drenge begyndte at røre på sig, hvilket fik mig til at reagere. Jeg så hurtigt over på uret, kun 20 minutter tilbage af min vagt for i dag.

Jeg fik hurtigt min hånd til at fjerne tårerne, og så så direkte op på Louis. Jeg ville have sagt et eller andet, men kunne ikke komme i tanke om noget der var passende, så i stedet bed jeg mig bare i læben og vendte mig om.

Med hurtige skridt var jeg oppe ved Scarlett ved skranken. Jeg måtte stadig have haft tåre i øjnene, for hun kiggede bekymret på mig.

”Scarlett, gør det noget hvis jeg stopper 20 minutter før i dag? Jeg lover at tage 20 minutter ekstra en anden,” ”Det’ fint, Mackenzie” afbrød hun mig. Gud, hvor kunne jeg bare kramme hende, for ikke at spørge ind til noget.

Jeg kiggede over skulderen og fik lige med det samme fanget Louis’ blik. De havde alle sat sig og var begyndt at spise videre, men alligevel kiggede Louis op på mig.

Jeg fik hurtigt afbrudt blikket, og smuttet ud i baglokalet hvor jeg fik klædt om igen. Jeg brugte et stykke tid, på at få mig selv ovenpå igen, men alligevel kunne jeg sagtens mærke at den mindste bemærkning, ville få mig til at bryde sammen.

Jeg fik fat i min jakke, og smuttede så ellers ud til Scarlett igen. ”Tusind tak, Scarlett”

”Selvfølgelig, Mackenzie. Ville det gøre noget hvis jeg fik dit nummer?” Jeg rystede på hovedet og rakte hende min telefon. Hun skrev sit nummer ind, og jeg lovede at sende hende en besked, så hun også fik mit.

Jeg scannede butikken og heldigvis var drengene gået.

Jeg fik hurtigt fart på, og var lidt efter ude af butikken. Jeg fik fat i mine høretelefoner og tilsluttede dem til min mobil, og lidt efter skreg Olympic Ayres i mine ører med deres nummer Magic - eller skreg i mit øre.

Lige nu havde jeg ikke brug for deprimerende musik, så derfor valgte jeg den.

Selvom jeg var døv på det ene øre, tog jeg stadig begge af høretelefonerne i. Det ville bare se mærkeligt ud, og det sidste jeg havde brug for lige nu var opmærksomhed.

I frygt for at støde ind i Louis og hans venner, kiggede jeg hele tiden rundt på mine omgivelser. Jeg gik med hurtige skridt mod Ellas hus.

Men selvfølgelig skal karma fucke mig endnu mere op. Selvfølgelig er karma stadig efter mig. Selvfølgelig var det ikke nok at ødelægge min familie. Karma skulle også ødelægge mig. Selvom jeg inderst inden godt, ved at dette ikke er Karmas skyld. Det er min.

Alt dette røg igennem mit hoved, da en person grab fat i mine høretelefoner, og trykkede på ’pause’ knappen, hvorefter de fløj ud af mine ører. Jeg gad ikke engang kigge, for vi ved alle hvem denne person var. Hvem skulle det ellers være?

”Mackenzie.. Kig lige på mig” Louis’ stemme brød igen igennem til min verden, og hans ord fik en underlig fornemmelse op i mig.

Jeg gjorde som han bad mig om, og rettede blikket mod hans øjne, og et smil brød frem på hans ansigt.

”Det var bedre,” sagde han og prøvede tydeligvis at få mig til at smile. Jeg kiggede rundt for at få øje på hans venner, men de var ikke til at se.

”De er taget hjem,” sagde Louis, som om han var tankelæser. Uhyggeligt. Jeg rettede igen blikket på ham. Jeg skulle til at spørge, hvorfor han blev ved med at følge efter mig, men han kom mig i forkøbet.

”Mackenzie, det er altså ikke min mening at gøre dig ked af det.. Det håber jeg du forstår, men hvis du måske forklarede mig hvad der skete, kunne det være jeg kunne hjælpe?”

Hans ord skulle lige falde på plads, så jeg stod egentligt bare og kiggede på ham i lidt tid. Der var intet han kunne gøre, med mindre han selvfølgelig kunne vække folk fra de døde - hvilket jeg stærk tvivlede på.

”Hvorfor er du så interesseret i at hjælpe?” jeg kiggede nøje på ham, og prøvede at gennemskue ham. Ærligt talt kunne jeg ikke se hvorfor, og det vidste han tydeligvis heller ikke, da han trak på skuldrene.

”Jeg føler bare jeg har gjort dig ked af det, og jeg vil gerne gøre det godt igen” han sendte mig et oprigtigt smil, men dette var for godt til at være sandt.

”Så du vil gerne gøre det godt igen, Louis?”

 

Louis’ synsvinkel

 

”Så du vil gerne gøre det godt igen, Louis?” Jeg nikkede selvfølgelig ville jeg det. Først da jeg havde set hende på Starbucks, havde jeg troet hun var okay igen - måske bare havde haft en dårlig dag sidst, men noget plagede hende.. Og af en eller anden grund, ville jeg gerne finde ud af hvad, om det var pga. skyldfølelse vidste jeg ikke.

”Så hold dig fra mig, du bringer ting op jeg gerne vil glemme” sagde hun på en mærkelig måde. Det var sikkert meningen det skulle lyde hårdt, men det lød mere skrøbeligt. Hun skubbede til mig og gik videre forbi mig, men jeg indhentede hende hurtigt.

”Mackenzie, vent lige,” hun stoppede igen, og kiggede denne gang såret på mig. Det gjorde mig faktisk også en smule ked af det, at se hende sådan selvom jeg ikke rigtig kendte hende.

”Louis.. Lad mig nu bare værre” mumlede hun og så denne gang ikke på mig, men på jorden. Jeg undrede mig over, hvad det var der gjorde hende så ked af det.

”Måske hvis du ville lære mig at kende, kunne du få et andet indtryk?” jeg ved egentligt ikke helt hvor det kom fra, men for at være ærlig var der en masse over hende jeg ret godt kunne lide. Hun havde gjort Harry mundlam - hvilket ikke skete så tit, hun var utrolig smuk og den mystikske side af hende tiltrak mig.

Hun rettede sit blik mod mig. Det overraskede mig, at der var et lille smil placeret på hendes læber. ”Du giver bare ikke op, hva’?”

Jeg rystede på mit hoved. Nope. Jeg var skyld i hun havde grædt - 2 gange. Så jeg ville være sikker på at jeg havde gjort det godt igen, inden hun gik.

Jeg fjernede hurtigt mit blik fra hende, da jeg synes jeg kunne høre en alt for velkendt lyd, men måske tog jeg bare fejl.

”Nej, jeg gør…” min stemme døde hen, da lyden igen nåede til mine ører. Jeg så mig omkring og fik så øje på ham. Eller rettere sagt dem. ”Fuck..” mumlede jeg stille og Mackenzie kiggede forvirrende rundt.

”Hvad sker der?” fik hun lige sagt, inden de allerede var henne ved os. Paparazzier.

”Louis, er det din nye kæreste?” ”Er hun grunden til dit bryd med Eleanor?” ”Hvad hedder du?” ”Hvem er du?” Blitzene gik amok, og at dømme efter Mackenzies skræmte ansigt skulle vi væk herfra. Nu.

Jeg grab hendes hånd, og skubbede til et par af paparazzierne for at komme forbi dem. Jeg satte i løb og trak Mackenzie efter mig, og håbede egentligt bare på hun ikke ville falde.

Da vi havde løbet i lidt tid, satte jeg farten ned, men ikke for meget. Selvom jeg ikke kunne se dem, vidste jeg de stadig var der. Jeg fandt nøglerne frem til min lejlighed og fik bildt skubbet Mackenzie indenfor, da jeg fik døren op.

Jeg smækkede døren efter mig, og gled langsomt ned på gulvet, for at få vejret ordenligt. Mackenzie gled ned på siden af mig, og var vist lidt mere forpustet end jeg var. Faktisk så meget, at det så ud som om, hun ikke havde løbet i lang tid.

Jeg kiggede over på hende for at tjekke, om hun nu også kunne få vejret, da det ikke lød sådan. ”Er du okay?”

Hun nikkede og tog en dyb indånding. ”Hvad skete der lige? Hvem er Eleanor?”

Jeg rejste mig op og rakte en hånd ned til hende, og trak hende derefter op. Jeg ignorerede lidt hendes spørgsmål, da jeg egentligt ikke havde lyst til at snakke om Eleanor.

”Louis, hallo? Hvad skete der lige dér? Hvorfor tog de klamme folk billeder af os? Hvorfor spurgte de om jeg var din kæreste?” spørgsmålene gjorde Mackenzie mere og mere urolig, så jeg tog hendes hånd og trak hende ind i stuen.

Vi satte os i sofaen og der gik noget tid inden jeg brød stilheden ”Det var paparazzier,”

Mackenzie mente åbenbart jeg snakkede for langsomt, for hun afbrød mig. ”Paparazzier? Det forklarer jo ingenting.. Jeg er ikke kendt, og du..” Hendes stemme døde lidt hen, og det var tydeligt at se hun tænkte som en gal lige nu.

”Er du kendt?” spørgsmålet fløj ud af hende, og hun kiggede forvirret på mig, da jeg nikkede.

Mackenzie blev stille og kiggede afventende på mig, som om jeg skulle sige noget. ”Kan du huske, at jeg spurgte dig, om du kendte One Direction?”

Hun nikkede og fulgte opmærksomt med på alle mine bevægelser. ”Det er et band.. Som jeg er medlem af”

”Så du laver musik? Det forklarer vel en del..” hun mumlede det sidste, imens hun kiggede rundt i lejligheden. Hun hentydede sikkert til min enorme lejlighed, med panorama udsigt over London.

”Hvor kendt er du?” Hun kiggede over på mig, og var sikkert bekymret for de billeder paparazzierne lige havde taget.

Jeg sendte hende et smil, og ville ikke lyde for selvglad, men det var sandt ”Verdenskendt,”

Hun kiggede lidt på mig, og skulle vist til at sige noget, men jeg kom før hende.

”Jeg er altså virkelig ked af det billeder, Kenzie” jeg sendte hende et smil og straks brød hun ud i et grin ”Kenzie?!”

Jeg grinede af hendes måde at reagere på, for ja. Kenzie. Det ville jeg kalde hende. Om hun så ville have det eller ikke.

Jeg sendte hende et stort smil, og så så ind i hendes øjne. Jeg kunne lige så godt spørge hende.

”Kan jeg få dit nummer?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...