I'll fix you ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2014
  • Opdateret: 30 maj 2014
  • Status: Igang
Efter at have lagt i koma i 3 år, kan tingene være forvirrende for Mackenzie Floward. Hun vågner op på hospitalet, kun 18 år gammel, og finder ud af at hele hendes familie blev slået ihjel, i den ulykke der næsten også kostede hende livet. Mackenzie har mistet hørelsen på det højre øre, og det lange ar på hendes mave minder hende konstant om, den forfærdelige ulykke hun har været i gennem. Hun skal nu bo hos hendes tante, Ella, men savnet om hendes familie, og tankerne og skyldfølelsen om hvorfor det lige var hende der har overlevet, plager Mackenzie hver eneste dag. Hun støder dog ind i en meget særlig person, ved navn Louis Tomlinson, men spørgsmålet er om han kan få den gamle pige tilbage? Savnet vil altid være der, men kommer Mackenzie nogensinde over sorgen?

6Likes
13Kommentarer
636Visninger
AA

5. We're All A Little Broken

~ "Don't forget what you have lost, use it to move on." ~

 

Mackenzies synsvinkel

”Mackenzie, skat, du skal op nu,”

Jeg vågnede stille og kiggede svagt over på døren, hvor Ella stod og smilede.

”Kom så op,” grinede hun svagt. ”Ellers når vi det ikke”

Jeg brugte lidt tid på at tænke mig om. Nå hvad? Åh, ja. Well.. Ella ville have mig til en psykolog.

”Mackenzie.. Nu” Jeg vågnede først rigtigt dér. Jeg gabte kort og nikkede ellers så. ”Jaja, kommer nu”

Ella nikkede og gik så ellers ud igen. Jeg satte mig roligt op i sengen, og det første jeg gjorde var at tjekke min mobil, hvilket faktisk var lidt mærkeligt.

Louis havde ikke skrevet endnu, sikkert fordi deres interview ikke var færdigt endnu.

Jeg rejste mig op og gik langsomt over til mit ’walk in closet’ - igen, jeg havde virkelig et stort værelse. Faktisk var det overhovedet ikke nødvendigt - jeg ville alligevel ikke tilbringe tid heroppe, da jeg… Ja, ikke kunne lide at være alene. Jeg var ikke tryg ved mig selv endnu.

Jeg fandt frem til et par jeans og en skjorte. Jeg tog det derefter på, og fandt en trøje til at tage uden over som passede til.

Jeg fik sat mit hår i en høj knold, lagt en naturlig makeup, og fik derefter hurtigt slæbt mig selv ned til Ella.

”Der er morgenmad i køkkenet, Mackenzie” Ellas stemme brød igen til min verden fra et andet rum, og jeg nikkede svagt, selvom hun ikke kunne se det.

”Vi kan bare gå, jeg er ikke sulten” Ella svarede ikke, men jeg hørte dog skridt komme i mod mig, og lidt efter stod Ella i dørkammen fra døren til stuen, og kiggede på mig.

”Morgenmad er vigtigt,” hun kiggede på mig, som om hun prøvede at gennemskue, hvad jeg tænkte.

”Det ved jeg godt,” der var stille et øjeblik indtil jeg tilføjede ”Jeg er bare ikke sulten”

Ella gik langsomt mod mig, og kiggede så en smule såret på mig. Hun snøftede og så ned på mig ”Du bliver nød til at spise, Mackenzie”

Jeg kiggede ned på gulvet. Jeg ville ikke såre hende - ikke såre nogen, aldrig igen. Selvom jeg udmærket vidste hvorfor hun blev så ked af det. Hun var bange for at jeg skulle stoppe med at spise, ligesom Anna før havde gjort. Ellas datter.

Nu snøftede jeg også og lidt efter stod vi med armene om hinanden. ”Jeg vil bare ikke have du får det som.. Som..” Ellas stemme knækkede.

”Jeg skal nok spise noget,” jeg trak mig stille og fjernede tåren fra mit øje. Hvis Ella ikke kunne være stræk lige nu, skulle jeg ”Bare rolig, Ella”

Vores familie havde været i gennem meget. Særligt Ella havde været i gennem meget, da John, Ellas mand, havde taget livet af Anna, da hun ikke ville spise. Stakkels pige - hun havde været en utrolig god ven af mig, og selv jeg var klar over hun havde anoreksi.

John havde altid været en voldelig mand, det vidste jeg, for jeg havde selv et ar efter han havde smidt mig ind i væg, da han havde fået for meget at drikke. Det overraskede dog alle, at han var så voldelig - åbenbart også ham selv, for efter han havde slået Anna ihjel, havde han skudt sig selv.

Ella havde været i gennem for meget, derfor var hun mit forbillede. Så stærk hun var.

Jeg sendte hende et smil, og gik derefter ud i køkkenet, hvor jeg grab en bolle og begyndte jeg spise lidt af den.

Ella kom ud i køkkenet og smilede da hun så mig. ”Bare tag den med, vi kører nu”

Jeg stivnede. Kører nu? Jeg skulle ikke køre. ”Ella, jeg…. Jeg kan ikke… Ikke..” Min stemme knækkede og jeg kiggede bedende på hende, som om hun stod og skulle tage en livs nødvendig beslutning.

Hun nikkede. ”Bare rolig - har jeg tænkt på. Kom med”

Jeg nikkede og fulgte efter hende ud i gangen, hvor jeg fik mine sko og jakke på ligesom hende. Jeg tog det sidste af bollen i munden, og tyggede lidt på den inden jeg synkede den, og fulgte med Ella om bag huset, hvor der stod to cykler.

”Jeg tænkte, du lige så godt kunne komme i gang med at cykle, hvis du skal undgå biler for evigt”

~

Ella og jeg var kommet frem til psykologen, og ventede lige nu i venteværelset. Jeg var utrolig taknemlig over at hun havde ladet bilen være, og havde cyklet med mig i stedet. Jeg skyldte hende så meget.

Vi sad et øjeblik i stilhed i venteværelset, indtil min mobil lavede en kort tone, der betød jeg fik en sms. Jeg tjekkede den hurtigt.

#Hej, Kenzie! Ledig i dag? Interviewet er færdigt… - Louis#

Jeg smillede lidt af det Louis havde skrevet. Utroligt han gad mig, altså - han var verdenskendt. Faktisk var det gået op for mig, hvor kendt han var da de billeder var endt op over det hele.. Heldigvis havde Ella ikke set dem - eller bare ikke sagt noget.

#Haha.. Louis, det navn der… Er lige i byen med Ella - ledig efter? - Mackenzie#

Byen.. Ja, lad os bare kalde mit psykolog besøg det. Lidt efter gik det op for mig, han ikke vidste hvem Ella var, men jaja..

#Ella? Ser du andre end mig? Jeg er officielt skuffet over dig, Kenzie ;-)#

#Aha, Louis, det er min tante.. Har vi en aftale efter? :-)#

Jeg grinede lidt over hans besked, hvilket fik Ella til at spørge, om jeg allerede havde fået venner. Jeg nikkede bare og smilte kort til hende, hvorefter jeg vendte tilbage til min mobil hvor Louis lige havde skrevet.

#Åh.. Pinligt. Helt okay så, Kenzie! - Selvfølgelig har vi det! Skal jeg komme og hente dig, når du er kommet hjem, kender jo adressen ;-)#

Jeg sad et øjeblik og undrede mig over hvorfra han kendte min adresse fra, men så gik det stille op for mig, at han sikkert stadig kunne huske det, fra første gang vi mødtes.

#Nej, eller tak, Lou. Giv mig din adresse, så kommer jeg, når jeg er færdig om 1 time eller noget..#

Jeg fandt det en smule akavet at jeg skulle cykle om til ham, for tænk hvis han boede i den anden ende af London, men hellere dét end at køre..

#Sikker? Kan sagtens hente dig, Kenzie ;-)#

”Mackenzie Flowards?” En dame afbrød Louis’ og min samtale og fik mig til at kigge op på sekretæren. ”Dr. Summers, er klar til dig”

Ella lagde sit magasin fra sig og jeg grab chancen til hurtigt at svare Louis.

#Det’ fint, Lou! Bliver nød til at smutte nu! Vi ses senere! :-)#

Jeg skubbede min mobil ned i lommen, og gik langsomt mod lokalet hvor Dr. Summers ellers skulle være.

~

Kender i den følelse, hvor man tror et sår næsten er helet - eller lader som om - også bliver det revet op igen?

Den følelse gik jeg rundt med. Dr. Summers havde faktisk overhovedet ikke hjulpet, men alligevel skulle jeg blive ved hos hende.

Efter et par minutter hos Dr. Summers, havde hun bedt Ella tage hjem. Ella havde spurgt om det var okay, hvilket det selvfølgelig ikke var. Men jeg nikkede bare. Hun skulle ikke bruge tid på mig.

Jeg havde lige fået aftalt, at jeg tog hjem til en ven efter, så Ella ikke skulle være bekymret.

Jeg hoppede af min cykel og tjekkede lige adressen, Louis havde sendt. Jeg havde jo været her før, men alligevel kendte jeg ikke det præcise sted.

Jeg trykkede på knappen med navnet ’Tomlinson’ på, og ventede ellers på at han ville åbne døren, eller svare.

”Kenzie?” Louis stemme kom ud af højtaleren. ”Jep - åbner du lige?”

Et svagt grin kom, hvilket fik mig til at smile. ”Selvfølgelig”’

 

Louis’ synsvinkel

Jeg havde lige lukket Kenzie ind, så forhåbentligt bankede hun snart på døren.

”Louis! Hvem var det?!” Niall skreg inde fra min stue, og jeg gik roligt ind til dem. ”Sådan er det, når i bare kommer brasende og regner med, jeg ikke har aftaler…”

De kiggede alle rundt på hinanden, og kiggede så op på mig igen.

”Hende den lækre fra Starbucks?” Harrys stemme fik os alle til at grine. Typisk ham. Han så dybt seriøst på mig, og forventede vidst et svar, så jeg nikkede. ”Hun hedder Mackenzie”

”Super - jeg skal også lige veksle et par ord med hende,” Harry var ved at rejse sig, men jeg skubbede ham blidt tilbage i sofaen. ”Rolig nu, jeg henter hende”

Jeg havde tænkt mig at forsvare Kenzie, hvis Harry begyndte på et eller andet. Han var lidt for nærgående nogen gange, selvom det også var utrolig sjovt engang i mellem.

Jeg begyndte at gå ud mod døren, men kunne stadig høre drengenes pift inde fra stuen. Lidt efter stoppede de dog, og det bankede på døren.

Jeg åbnede døren med et smil, og så Mackenzies ansigt. Mit smil faldt dog lidt, da jeg så hende. Hendes ansigt passede overhovedet ikke med den stemme, jeg havde hørt for lidt siden. Jo mere jeg studerede hende, jo mere falmede mit smil.

”Hvad så? Er du okay?” Jeg omfavnede hende, men følte lidt, hun ikke krammede med. Hun stod der bare.

Jeg trak mig kort efter, og tag fat omkring hendes skuldre. ”Kenzie, sig noget”

Hendes blik flakkede lidt rundt, hvilket fik mig til at ruske blidt i hende ”Hvad er der sket?”

Hendes blik fløj op på mig, og hun skulle vidst til at sige noget, men vi blev afbrudt af en, på lige præcis dét tidspunkt, utrolig irriterende stemme.

”Hej - Mackenzie ikke?” Mackenzies blik fløj op på Niall. Pludselig var det som om noget forandrede sig - som om hun ikke ville virke sårbar over for drengene.

Mackenzie nikkede og sendte Niall et stort smil, hvilket jeg ville have markeret som ægte, hvis jeg ikke havde set hende for et par sekunder siden.

”Du er Niall, right?” Jeg så en smule forvirrende på Mackenzie, hun kendte os trods alt ikke. ”Hvordan ved du det?”

Denne gang snakkede jeg. Kenzies blik fløj væk fra Niall, og videre over på mig. ”Jeg ka’ mit shit,”

Jeg kiggede overraskende på hende, og løftede det ene øjenbryn. Hvordan kunne hendes tonefald ændre sig så meget, på så kort tid?

”Ej, just kidding, jeg har gjort lidt research, men for at være ærlig - kan jeg kun jeres navne” hun sendte et smil til Niall, og trådte så indenfor i lejligheden.

Efter hun havde sat sine sko, og hængt sin jakke, rykkede vi alle ind i stuen.

Drengene slå blikket op på os, da vi kom ind. Harry var den første der ordentligt var henne med hende, hvilket undrede mig lidt. Jeg troede han var sur på hende?

”Jeg fik vidst ikke præsenteret mig ordentligt sidst? Jeg er Harry” Han smilede flirtende til Mackenzie, hvilket irriterede mig, af en eller anden mærkelig grund.

Mackenzie tog hans hånd kort, og gengældte heldigvis ikke Harrys blik. ”Mackenzie”

Hun slap Harrys hånd og hilste på de andre.

Det var mærkeligt at se hende sådan - smilende og udadvendt, når jeg kort før havde set hende omvendt. Jeg var dog overbevist om, hun ikke havde det særlig fedt indeni.

Vi sad roligt og snakkede lidt sammen alle sammen, indtil der blev stille. Harry sagde noget et stykke tid efter.

”Hey Mackenzie?” Kenzie rettede sin opmærksomhed over på Harry, som smilede til hende. Harry var min bedste ven - og jeg var udmærket klar over han var en player, så jeg fulgte opmærksomt med, jeg ville ikke lade Harry lege med Mackenzies følelser.

”Mh?” Kenzie kiggede på Harry, som lænede sig tilbage i stolen. Niall og Liam havde gang i en samtale, og Zayn var optaget af sin mobil, så det var vidst kun mig som lyttede. ”Fortæl lidt om dig selv..”

Flirtede han med hende? Jeg kunne ikke tyde hans blik.. Mackenzie lænede sig tilbage i sofaen ved siden af mig, og kiggede på Harry overfor hende ”Hvad vil du vide?”

Harry smilede intenst til hende - han flirtede helt sikkert. Dog anede jeg ikke, hvorfor det gik mig på? Sikkert fordi jeg ikke vil have, at Kenzie skal blive endnu en af Harrys piger. ”Har du søskende?”

Jeg brød svagt ud i grin, og de kiggede begge på mig. Det var tydeligt for mig, at Harry kun var ude på at høre, om hun nu skulle have en lækker tvilling. ”Hvad er der, Louis?”

”Ikke noget” mumlede jeg til Harry og smilede svagt, imens jeg kort flyttede mit blik rundt i lejligheden. Harry rettede sin opmærksomhed på Kenzie, ligesom jeg gjorde, men noget var anderledes.

Hun kiggede ned på sit skød, og sagde intet. Var der noget galt? Der gik et par sekunder, og jeg skulle til at omfavne hende, men hun rettede blikket over på Harry, og sendte ham et smil - ikke bare et smil, men en af de smil. Sådan et hun havde brugt til Niall ude ved hoveddøren. Sådan et smil som ikke når helt op til øjnene, men Harry så intet.

”Ja, jeg har en lillesøster”

~

Der er vidst gået ret lang tid siden sidst - hvilket jeg beklager! Hvis nogen stadig følger med, vil jeg lige oplyse, at der måske kan gå lidt tid mellem opdates på denne movelle, da jeg arbejder på en anden samtidig!  Efterlad gerne et 'Like' - Tak :-)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...